Lyden af en tør gren, der knækkede under Villys fod, hørte han slet ikke. Hele verden vendte sig pludselig på hovedet og snurrede for hans øjne som et farverigt kalejdoskop, og i næste sekund eksploderede alt i millioner af strålende stjerner, der samlede sig til ét punkt i hans venstre arm lige over albuen. – Av… – Villy greb om sin hårdt ramte arm og udstødte et smertefuldt hyl. – Villy! – hans veninde Signe styrtede straks hen til ham og faldt på knæ foran drengen, – gør det ondt? – Nej, for pokker, det er da vildt rart! – hvæsede han, mens han vred sig af smerte. Signe rakte hånden frem og lagde den varsomt på Villys skulder. – Fjern den! – råbte han uventet hårdt og sendte hende et skarpt blik, – det gør ondt! Rør mig ikke! Villy var dobbelt så vred. For det første havde han tilsyneladende brækket armen og vidste, at den næste måned ville blive alt andet end morsom, mens hans venner ville drille ham med gipsen. For det andet havde han selv valgt at kravle op i træet for at imponere Signe med sin kløgt, styrke og charme. Når han kunne tilgive det første, var det andet sværere – ikke nok med, at han havde gjort sig til grin foran hende, nu ville hun også have ondt af ham! Det skulle hun ikke tro. Han rejste sig, holdt armen slapt ved siden og gik beslutsomt mod skadestuen. – Villy, du skal nok klare den! – Signe skyndte sig ved siden af, forsøgte at opmuntre og berolige ham, – alt skal nok gå, Villy! – Gå nu væk fra mig, – han standsede, sendte hende et foragteligt blik og spyttede på fortovet, – hvad er der, der skal blive godt? Hvis ikke du fatter, at jeg har brækket armen, er du sku dum! Gå hjem, du irriterer mig! Han gik hurtigt væk uden at se sig tilbage, mens hun blev stående med store grå-grønne øjne og gentog de samme ord for sig selv: – Alt skal nok gå, Villy… Alt skal nok gå… *** – Ivan Viggo, hvis vi ikke ser overførslen inden for de næste fireogtyve timer, bliver vi meget skuffede. Og for resten – de siger, at der er isglatte veje i morgen, så pas på bag rattet. Biler kan jo let skride ud, og… alle de der ulykker, du ved – det er så træls, og ingen er sikre mod uheld. God dag. Stemmen i røret forsvandt, og stilheden tog over. Ivan smed telefonen fra sig, greb sig i håret og sank tilbage i stolen. – Hvor skal jeg få pengene fra? Overførslen var jo først planlagt til næste måned… Han sukkede, greb telefonen igen og slog et nyt nummer. – Olga Valborg, kan vi nå at lave dagens overførsel til holdingens samarbejdspartnere for levering af udstyr? – Jamen… Ivan Viggo… – Kan vi, eller kan vi ikke? – Ja, men så risikerer vi at forsinke andre betalinger… – Skid hul i det! Det må vi ordne senere! Overfør pengene i dag. – Okay, men… så får vi problemer med… Ivan afbrød og slog næven hårdt mod armlænet. – Skide blodigler… Noget rørte blidt ved hans skulder, og han fór sammen i stolen. – Signe, bad jeg dig ikke om at lade mig være, når jeg arbejder? Gjorde jeg ikke? Hans kone Alexandra lænede sig blidt ind og kyssede ham ved øret, mens hun glattede hans hår. – Ivan, bare tag det roligt, ikke? Alt skal nok gå. – Hold nu op med det der “Alt skal nok gå”! Jeg er ved at brække mig! Hvis jeg dør i morgen, tror du så stadig, alt går? Han sprang op, greb hende om armene og skubbede hende fra sig. – Har du ikke andet at lave? Er det ikke på tide at lave suppe? Gå så ud og lav den! Lad mig være, det var slemt nok i forvejen! Hun sukkede stille og gik mod døren, men vendte sig og hviskede de tre ord endnu en gang. *** – Ved du… Jeg ligger her og tænker på hele vores liv sammen… Den gamle mand åbnede svagt øjnene og så på sin ældede hustru. Hendes engang kønne ansigt var gennemtrukket af fine linjer, skuldrene var sunket, og hendes holdning var ikke længere rank. Hun holdt hans hånd, rettede forsigtigt kateteret på hans arm og smilede tavst. – Når jeg rodede mig ud i noget, når jeg var på randen af liv og død, når alt gik galt – så dukkede du altid op med samme sætning. Du aner ikke, hvor tosset det gjorde mig. Jeg havde lyst til at kvæle dig for din naivitet, – han forsøgte at smile, men blev grebet af voldsom hoste. Da det lagde sig, fortsatte han: – Jeg har brækket arme og ben, været truet på livet, mistet alt, faldet dybt – og du gentog det evige: “Alt skal nok gå.” Og du løj aldrig, det er det mærkelige. Hvordan vidste du det? – Jeg vidste det ikke, Villy, – sukkede den gamle, – tror du, det var dig, jeg prøvede at berolige? Det var mest mig selv. Jeg elskede dig jo hele mit liv. Du var min verden. Når du havde det skidt, blev jeg flået itu indvendigt. Hvor mange tårer jeg har grædt, hvor mange nætter jeg har været vågen… Hele tiden hviskede jeg for mig selv: “Lad bare stenene regne ned, bare han overlever, så skal alt nok gå.” Den gamle lukkede øjnene og klemte hendes hånd. Hvert ord forlod ham med besvær. – Nå, det var dét… Og jeg blev endda sur på dig. Tilgiv mig, Signe. Jeg forstod det ikke… Hele livet sammen, og jeg tænkte aldrig over det. Sikke en nar jeg var, ikke? Hun tørrede diskret en tåre væk, bøjede sig ind over ham. – Villy, nu skal du ikke være ked af det… Hun holdt en pause og kiggede ham dybt i øjnene, lagde hovedet på hans rolige bryst, mens hun stadig kærtegnede hans kolde hånd. – Alt VAR godt, Villy, alt VAR godt…

Knækket af en tør gren under sin fod hørte Vagn ikke engang. Det var som om hele verden pludselig vendte op og ned og snurrede rundt for hans øjne som et farverigt kalejdoskop. I næste øjeblik sprak det hele i millioner af lysende stjerner, som straks samlede sig i hans venstre arm lidt over albuen.
Av… Vagn greb sig om den ømme arm og stønnede smerteligt.
Vagn! hans veninde Mette sprang hen til ham og kastede sig på knæ foran ham gør det ondt?
Nej for pokker, det er da vildt behageligt! svarede han sammenbidt og klagende.
Mette rakte forsigtigt hånden ud og rørte blidt ved Vagns skulder.
Lad vær! råbte han pludseligt skarpt, med vrede i øjnene det gør ondt! Rør mig ikke!
Det føltes dobbelt bittert for Vagn. For det første havde han sandsynligvis brækket sin arm og måtte nu tilbringe den næste måned med gips og blive til grin for vennerne. For det andet havde han selv valgt at klatre op i træet for at vise Mette, hvor stærk og modig han var. Det første kunne han leve med, men det andet det sled ham op indvendigt. Det var pinligt at tabe ansigt foran Mette, og nu ville hun sikkert også have ondt af ham. Aldrig! Med den skadede arm hængende slap, rejste han sig beslutsomt og gik i retning af hospitalet.
Vagn, det er ikke så slemt, Vagn! Mette fulgte hurtigt ved siden af, forsøgte at opmuntre det skal nok gå, Vagn! Det skal nok gå!
Lad mig nu være, snerrede han, stoppede op og så koldt på hende, hvad skulle der blive godt? Jeg har brækket armen, fattér du det ikke? Du er simpelthen for meget. Gå dog hjem, du irriterer mig!
Uden at vende sig om, gik han videre langs fortovet, mens Mette blev stående tilbage med store grågrønne øjne og hviskede det samme igen og igen:
Det skal nok gå, Vagn… Det skal nok gå…
***
Hr. Vagn Kristensen, hvis vi ikke ser overførslen indenfor de næste fireogtyve timer, bliver det rigtig kedeligt for os. For resten, der skulle komme isslag i morgen, så pas nu på, når De kører bil. Man ved jo aldrig, bilen kan komme i slinger, og Sådanne uheld kan jo ske for enhver. Hav det godt så længe.
Stemmen i røret forsvandt, og stilheden lagde sig. Vagn smed telefonen fra sig og gned sig gennem håret, mens han lænede sig tilbage i stolen.
Hvor skulle jeg få de penge fra? Den overførsel var jo først planlagt til næste måned
Han sukkede, tog telefonen op igen og ringede op.
Frk. Oline Sørensen, kan vi allerede i dag overføre penge til holdinget for leverancen?
Men… hr. Kristensen…
Kan vi eller kan vi ikke?
Jo, men så ryger tidsplanen for de løbende betalinger
Lad det ligge! Den tager vi senere. Overfør pengene til holdinget nu.
Ja, men… senere kan der…
Uden at høre mere lagde Vagn på og slog hårdt i armlænet på stolen.
Forbandede blodsugere
Noget rørte pludselig og forsigtigt ved hans skulder, så han fór sammen.
Signe, hvor mange gange har jeg ikke sagt, du skal lade mig være, når jeg arbejder?
Hans hustru, Signe, lagde blidt læberne mod hans øre og strøg ham kærligt over håret.
Vagn, du må ikke tage det så tungt, vel? Det skal nok gå det hele.
Åh, hvor du dog trætter mig med dit evige det skal nok gå! Tror du det hjælper? Hvis de gør ondt på mig i morgen, bliver det også godt, eller hvad?
Vagn sprang op, tog fat i Signes hænder og skubbede hende væk.
Hvad laver du? Koger du suppe? Gå nu bare ud i køkkenet lad mig være, jeg har det elendigt nok!
Signe sukkede og gik ud. I døren vendte hun sig om og sagde stille de tre ord endnu engang.
***
Du ved… Jeg ligger her og tænker på hele vores liv
Den gamle mand åbnede øjnene og så svagt på sin aldrende hustru. Hendes en gang så smukke ansigt var nu furet af rynker, skuldrene var sunket, og holdningen bar præg af tidens gang. Uden at slippe hans hånd rettede Signe forsigtigt på slangen i Vagns armen og smilede stumt.
Hver gang jeg havnede i problemer, hver gang jeg var ved at dø, hver gang livet var allermest mørkt… så dukkede du op og sagde den samme sætning. Du aner ikke, hvor meget det kunne gøre mig rasende. Jeg havde lyst til at kvæle dig for din naivitet og gentagelser, den gamle forsøgte at smile, men brød ud i langvarig hoste. Efter et stykke tid fortsatte han, jeg har brækket arme og ben, er truet på livet et utal af gange, har mistet alt, ramt bunden, hvor kun få kom op igen og du gentog altid: Det skal nok gå. Og du løj aldrig. Det er mærkeligt hvor vidste du det fra?
Jeg vidste ingenting, Vagn, sukkede den gamle kvinde, tror du, jeg sagde det til dig? Jeg sagde det for min egen skyld. Jeg har jo elsket dig, dumme mand, hele mit liv. Du var hele mit liv. Når du havde det slemt, blev min sjæl vendt på vrangen. Jeg har grædt så mange tårer, haft så mange søvnløse nætter Og så gentog jeg det samme for mig selv: Lad så sten falde fra himlen bare han lever, så skal det nok gå.
Den gamle mand lukkede øjnene et øjeblik og klemte hendes hånd.
Sådan hænger det sammen… Og jeg blev endda vred på dig. Tilgiv mig, Signelil. Jeg vidste det ikke… Sådan gik et helt liv, og jeg tænkte ikke nok på dig. Hvor var jeg dum, hva?
Signe tørrede forsigtigt en tåre væk fra den rynkede kind og bøjede sig over ham.
Vagn, du skal ikke være ked af det
Hun tøvede, kiggede ham dybt i øjnene, og lagde langsomt hovedet på hans rolige bryst, mens hun blev ved at stryge hans kølige hånd.
Alt VAR godt, Vagn, alt VAR godtEt fredeligt åndedrag trak Sig på hans bryst, og et øjeblik syntes det, som om verden stod helt stille. Udenfor glimtede morgensolen mod vinduesglassets flige, hvor små fnug dalede roligt ned. Vagn mærkede de sidste rester af vrede, sorg og stolthed forsvinde, opløst i det sagte nærvær fra hendes hånd i hans. Han trak vejret tungt, men uden angst, og lod sit blik finde frem til vinduets kant: for første gang i lang tid så han ikke mørket, men et mildt, blankt lys, der rakte ud over alle hans bekymringer. Måske var det sådan, det føltes, når man endelig gav slip.

Signe løftede hovedet så let, at kun hendes varmere åndedræt røbede hende mod hans hals.

Vagn, hvis du lytter kan du høre fuglene? Det varmer stadig.

Han svarede ikke, men bevægede deres sammenflettede fingre som to børn, der stadig fandt tryghed i hinanden trods alderen. Stilheden voksede imellem dem, ikke tung, men som et blødt tæppe om deres slidte skuldre.

Natten gled langsomt over i dag, og med den bevægede tiden sig roligt fremad. Ingen stemmer forstyrrede rummet, kun fuglesang, den sagte summen fra apparaterne og det stille løfte, der endnu engang fyldte hende: Det skal nok gå.

Og for første, sidste og eneste gang slap Vagn sit bekymrede hjerte fri og tænkte med et træt, kærligt smil: Ja, Signe, det skal det faktisk.