Dagbog, 21. marts
I dag sad jeg i bilen og stirrede på GPSens skærm. Det var det rigtige sted, jeg var nået frem til. Nu manglede jeg bare at samle mod til at gøre det, jeg havde besluttet. Jeg tog en dyb indånding, steg ud af bilen og gik de cirka halvtreds meter hen til indgangen til caféen. Kaffehimlen stod der på skiltet et navn, der næsten lød ironisk i mine ører. Jeg skulle faktisk bare gå ind men pludselig svigtede viljen mig. Hvad nu hvis jeg bare vendte om og kørte langt væk? Nej, det kunne jeg ikke. Jeg var ikke kommet for ingenting.
Døren gled op mellem mine hænder, og jeg trådte ind. Derinde ventede hende min mands elskerinde. Hende, der havde væltet det hjem, jeg troede, vi havde bygget sammen. Hvad vidste jeg egentlig om den unge kvinde? Ikke meget. Mit eneste sikre spor var, at min mand kaldte hende Killing, og hun arbejdede som servitrice på netop denne café. Jeg satte mig ved et vinduesbord og ventede.
Og der kom hun klart hende, jeg havde set på et halvt glemt billede på min mands mobil. Nu nærmede hun sig, mens jeg nærmest bed mine tanker i mig. Hvorfor sad jeg her over for hende? Det var en lang historie, men lad mig begynde fra begyndelsen.
Jeg har været gift med Andreas i ti år. Eller rettere: Jeg troede, jeg var lykkelig. Vi har en pige, Amalie på otte. Andreas forguder hende, og hun ham. Jeg har nogle gange undret mig over, hvor hurtigt han giver hende, hvad hun peger på, men har aldrig følt mig jaloux. Måske fordi jeg som psykolog godt ved, hvor vigtigt det er det bånd mellem datter og far.
Vi har altid talt åbent om problemer. Det har reddet os fra de store konflikter, og vores liv var rimeligt jævnt. Hverdag, hus på Amager, bil, sommerhus ved Roskilde Fjord. Helt almindeligt. Lige indtil bomben sprang.
Jeg fandt ud af det ved et tilfælde. Andreas var i bad, og så ringede hans telefon. Han råbte fra badeværelset, om jeg ikke kunne tage den. Det er sikkert min far! sagde han, og normalt ville jeg aldrig tage den, men jeg tænkte: hvor slemt kan det være? Jeg gik hen, men så jeg, at det ikke var hans far det var en Messenger-opringning fra Killing. Og billedet en ung pige, arm i arm med Andreas!
Mit hjerte hamrede. Skulle jeg tage den? Eller lægge på? Inden jeg fik besluttet mig, stoppede opkaldet selv. Jeg prøvede at slippe telefonen, men så kom der en besked: Andreas, arbejder 2/2 fra mandag næste uge. Kom i Kaffehimlen sidst på min vagt, jeg gir dig en kop af vores specialkaffe. Savner dig
Jeg blev iskold. Der var ingen måde at tolke det anderledes. Jeg lagde hurtigt telefonen, som om jeg havde brændt mig. Var det virkelig muligt? Jeg kunne næsten ikke klare tanken. Hvor længe havde det stået på? Var det bare flirt eller noget dybere? Lige meget mit liv var væltet.
Da Andreas kom ud fra badet, spurgte han bare, om jeg havde snakket med hans far. Jeg løj, sagde jeg ikke havde nået det, og at jeg havde hovedpine og at jeg ville over i Matas. I stedet satte jeg mig på en bænk i Søndermarken og prøvede at forstå, hvornår vores ægteskab var begyndt at smuldre. Jeg kunne ikke finde svaret. Jeg har aldrig været typen, der lukker øjnene for virkeligheden heller ikke nu.
Ingen skandaler, ingen teater for mit vedkommende. Jeg ville helst tale roligt sammen og tage beslutninger uden drama. Men hvordan skulle jeg spørge Andreas ud om det uden at røbe, at jeg havde læst hans besked? Jeg anede det ikke.
Så kom jeg i tanke om, at vores jubilæum var næste uge. Ti år sammen. Amalie glædede sig og havde tegnet plakater. Hvad nu? Skulle jeg smide Andreas ud? Hvordan ville Amalie tage det? Hun var altid fars pige. Hvad med huset, banken, forældrene? Og hvem var jeg, hvis jeg ikke elskede ham længere? Mit hoved snurrede.
Men så slog det mig jeg vidste, hvor den unge kvinde arbejdede. Og jeg havde set hende. Så skulle jeg ikke bare tage hen og se hende i levende live? Bare en enkelt gang?
De følgende dage sov jeg næsten ikke. Mit ansigt var én stor maske, men jeg kunne ikke skjule mine følelser for hverken Andreas eller Amalie. Jeg undskyldte med arbejdspres, vanskelige patienter. Amalie gav mig store kram og så bekymret ud, Andreas så undrende på mig.
I dag besluttede jeg mig: Nu kører jeg derhen.
***
Jeg tager en latte og har du et forslag til kage? spurgte jeg servitricen.
Vi har en rigtig dejlig honningkage, sagde hun. Den skal du prøve.
Jeg nikkede, og da hun vendte sig for at hente det, kunne jeg ikke lade være med at nærstudere hende. Hun lignede alle unge piger i København lyst hår, venlige øjne, lidt genert. Men jeg vidste, hvem hun var. Kaffen var almindelig, honningkagen ligeså.
Der var næsten tomt i caféen jeg havde bevidst valgt sen formiddag. Efter et stykke tid kom hun diskret hen til mig igen.
Du har næsten ikke rørt kagen. Er den ikke god? Vil du hellere prøve noget andet?
Nej, det handler mere om manglende appetit Jeg tænker på en masse, svarede jeg.
Undskyld, jeg skal ikke forstyrre
Nej, du forstyrrer ikke, Katrine. Jeg kiggede på hendes navneskilt. Tænk, hvis man pludselig fik valget mellem at spise sin kage færdig eller gå hjem og søge skilsmisse. Hvad ville du gøre? spurgte jeg direkte.
Hun blev tydeligvis forlegen. Den situation har jeg aldrig været i
Forestil dig det. Hvis du fandt ud af, at din mand var dig utro?
Katrine sagde intet. Jeg spurgte lidt mere: Hvor længe havde hun arbejdet der? Hun svarede forsigtigt, at hun havde været ansat et år og gik på studiet på Københavns Universitet kreativ fagretning.
Så du kan måske leve dig ind i forskellige roller? spurgte jeg, næsten sarkastisk.
Hun blev tavs. Jeg kunne se, hun havde det ubehageligt, og indså, at det her var meningsløst. Ville det hjælpe at skælde ud, kaste kaffe, råbe? Nej. Jeg sukkede og bad om regningen.
Da Katrine kom med den, var jeg allerede gået havde lagt pengene (rigtig rundhåndet, uden at tænke på beløbet 100 kroner over det hele). Hun kiggede efter mig, så lidt trist ud.
***
I caféen traf jeg en beslutning. Jubilæet skulle holdes, som Amalie havde glædet sig til. For hendes skyld. Først bagefter ville jeg tage snakken med Andreas.
Aftenen kom. Vores yndlingsrestaurant på Vesterbro. Amalie spændt, Andreas glad, jeg selv… tom indeni. Ti års bryllupsdag vist nok tin eller træ-sølv-bryllup? Eller måske glas, tænkte jeg tørt. Bruddet lurer lige under overfladen. Vi nærmede os dessert, da Andreas blinkede til Amalie: Hvad er en fest uden lagkage? Hun jublede. Jeg vil have det største stykke!
Der blev kaldt på køkkenet, og ind trådte Katrine. Elskerinden, skuespilleren, servitricen uanset hvad. Hun satte kagen foran mig. Andreas smilede kærligt til hende og sagde så til mig: Tillykke med jubilæet, skat! Den her kage er til dig.
En entertainer lavede sjov med børnene, og Amalie fulgte med. Jeg kunne ikke sige et ord. Andreas tog så ordet.
Jeg har forstået, du og Katrine allerede har hilst på hinanden?
Katrine nikkede pænt til mig.
Alt det her det var bare en spøg. Jeg hyrede et eventfirma, de laver personlige fester med specielle iscenesættelser. For os blev det ‘min affære’. Men Mie, hvor er du sej så rolig, så vis. Jeg er stolt af dig! Han prøvede at tage min hånd, men jeg trak den til mig.
Mener du, at du ikke at Katrine ikke? fik jeg frem, sådan halvgrædende.
Nej, sagde Andreas hurtigt.
Jeg er kun studerende og arbejder i caféen, og lidt ved siden af i eventfirmaet, forklarede Katrine. Du reagerede meget modent, Mie. Andre kaster kaffe i hovedet på mig eller sviner mig til. Du gav endda drikkepenge!
Jeg stirrede på dem. Synes du det her er sjovt, Andreas? Passende? Hvordan kunne du finde på det op til vores jubilæum?
Katrine smuttede hurtigt ud til baglokalet.
Du mangler bare lidt krydderi, svarede Andreas klodset. Jeg troede, det ville pifte det hele op. Undskyld.
Nu kunne jeg ikke mere. Jeg tog lagkagen og smurte den ud i hovedet på Andreas. Her får du alt det krydderi, du har brug for! sagde jeg, stemme knækkede.
Han forsøgte at fjerne cremen med servietter. Er du gået helt fra forstanden?
Nej, kære, sang jeg let. Jeg forfrisker bare forholdet! Så rejste jeg mig og gik.
Hvad sker der? råbte han efter mig. Jeg har jo ikke været utro!
Jeg standsede i døren. Det ville næsten have været lettere, hvis du havde! sagde jeg, før jeg gik hen til Amalie, tog hende i hånden og forlod caféen.
Udenfor trak jeg vejret dybt, mærkede den svale aftenluft mod mit ansigt pludselig brød jeg sammen i latter.
Mor, hvorfor griner du? spurgte Amalie nysgerrigt.
Åh, det er bare en gammel vittighed, jeg kom i tanke om.
Fortæl!
Selvfølgelig. Men først skal vi lige have en snak. Det kan være, vi skal bo for os selv en tid
For altid? spurgte Amalie bange.
Det ved jeg ikke endnu, sagde jeg ærligt. Vi må se, hvad tiden bringer. Er du med mig? Hun nikkede.
Vi gik hjemad i den blå aften.







