Dørtelefonen tudede insisterende. Jeg kiggede på uret: syv om morgenen, lørdag. Min eneste fridag, hvor jeg havde håbet på at sove længe efter at have knoklet med kvartalsregnskabet. På den lille skærm så jeg ansigtet af min svigerinde. Maja, min kone Esbens søster, så ud som om hun var klar til at storme Christiansborg, og bag hende stak tre børnehoveder op.
Esben! råbte jeg uden at tage røret. Din familie er her. Gør noget.
Min kone kom søvndrukken ud af soveværelset, iført shorts på vrangen. Hun forstod straks ud fra min stemme, at jeg var langt under frysepunktet, når det kom til hendes familie. Mens hun mumlede noget i røret, stod jeg allerede klar i entreen med korslagte arme. Mit hjem, mine regler. Denne treværelses her midt i København havde jeg selv betalt for, afdrag for afdrag, længe før jeg overhovedet mødte Esben. Sidst, jeg ønskede, var, at andre overtog min base.
Døren gik op, og ind væltede flokken. Maja, læsset med tasker, hilste ikke engang. Hun maste bare forbi mig.
Pyha, endelig fremme! pustede hun, smed taskerne på mit italienske flisegulv. Svend, hvorfor står du lige i døren? Kom nu i gang, få sat kaffe over ungerne er sultne.
Maja, sagde jeg roligt, mens Esben tydeligt forsøgte at snige sig væk. Hvad foregår der?
Sagde Esben det ikke? Hun slog øjnene op som en uskyldighed selv. Vi har håndværkere! Kæmpe renovering! Rør bliver udskiftet, gulve brækkes op. Man kan jo ikke bo i den larm og støv. Vi bor lige her en uge. I har jo plenty plads, ikke?
Jeg kiggede spørgende på Esben. Han stirrede tomt op i loftet, vel vidende, han var på vej ind i stormvejr.
Svend, det er kun lige en uge, sagde han lavmælt. Hvor skulle de ellers tage hen med børnene i alt det byggerod?
En uge, gentog jeg. Præcis syv dage. I står selv for mad, børnene løber ikke rundt og rører ikke vægge, og ingen går nærmere mit kontor end en meter. Stilhed efter klokken ti.
Maja fnyste:
Sikke en striks type du er, Svend. En rigtig fangevogter. Nå, hvor sover vi? Ikke på gulvet, forhåbentlig?
Sådan begyndte mit mareridt.
En uge blev til to. Så tre. Mit sparsommelige hjem, som jeg nænsomt havde indrettet med designer, blev hurtigt forvandlet til en svinesti. Bunkevis af mudrede sko flød i entreen, hvor jeg snublede dagligt. I køkkenet herskede totalt kaos: fedtede pletter på bordpladerne, krummer overalt, klistrede skjolder. Maja mente tydeligvis, hun ejede stedet.
Svend, hvorfor er der kun luft i køleskabet? sagde hun én aften, mens hun rodede i de tomme hylder. Ungerne har brug for yoghurt, og Esben og jeg kunne godt spise noget kød. Du tjener jo udmærket, kunne du ikke være lidt omsorgsfuld over for familien?
Du har dankort, der er butikker, svarede jeg uden at fjerne blikket fra min laptop. Brug nettet der leveres varer hele døgnet.
Knauser, mumlede hun og smækkede køleskabsdøren, så glassene klirrede. Man kan ikke tage pengene med sig i graven.
Men vendepunktet kom først senere. En dag, jeg kom tidligere hjem end normalt, fandt jeg mine niecer og nevøer i mit soveværelse. Den ældste hoppede rundt på min dyre, ortopædiske madras, mens den yngste hun var opslugt af at tegne på væggen. Med min læbestift. Fra Matas eksklusive serie.
Ud! brølede jeg og ungerne sprang ud i hver sin retning.
Maja kom farende. Hun så de udsmykkede vægge og min knækkede læbestift og trak bare på skuldrene.
Slap nu af, det er børn! En streg på væggen, det kan du vaske af. Og din læbestift det er da bare noget farvet fedt, du kan købe ny. Nå, og vi har for resten lige talt sammen: Håndværkerne trækker det ud. Vi bliver her til sommer, ok? Ellers keder I jer jo bare.
Esben stod tavs. En vatnisse.
Jeg sagde ikke et ord, men gik ud på badeværelset for ikke at tabe hovedet.
Om aftenen gik Maja i bad og lod sin mobil ligge på køkkenbordet. Pludselig lyste en besked op. Jeg læser normalt ikke andres beskeder, men denne sms stod i kæmpe bogstaver over skærmen fra kontakten Frederikke Udlejning:
Maja, pengene for næste måned er sendt. Lejerne er glade og vil gerne blive til august ok for dig?
Lynhurtigt kom der også en banknotifikation: Indbetaling: + 8.000 kr.
Nu faldt alle brikker på plads. Ingen renovation. Den frække banan havde lejet sin lejlighed ud, formentlig på Lejebolig, og flyttet ind hos mig med hele cirkuset på fuldt ophold og gratis mad. Alt for at tjene lette penge. Fænomenalt forretningskoncept. På min regning.
Jeg tog min egen mobil og tog et billede af beskeden. Ikke så meget som én hånd dirrede inde i mig følte jeg kun et isnende klart raseri.
Esben, kom lige ud i køkkenet, sagde jeg tørt.
Han læste beskeden på mit kamera, blev først rød, så hvid.
Svend det må være en misforståelse?
Det, der er en fejl, er, at du ikke har smidt dem ud endnu, sagde jeg roligt. Du har valget. Enten er de ude i morgen til middag, eller også er du. Sammen med din kære søster og den hersens omvandrende daginstitution.
Men hvor skal de tage hen?
Det rager mig en høstblomst. Under Langebro eller på Marriott, hvis de har råd.
Næste morgen gik Maja, som om intet var hændt, på shopping hun havde åbenbart fået øje på nogle fine støvler til sine udlejningspenge. Børnene efterlod hun i Esbens varetægt.
Jeg ventede, til døren smækkede bag hende.
Esben, tag ungerne og gå en lang tur i Kongens Have. Det bliver en heldagsudflugt.
Hvorfor det?
Fordi her skal gøres rent for alvor.
Molende forsvandt de ud af døren. Jeg tog straks telefonen: Første opkald til låsesmeden. Andet til vores lokale betjent.
Så var gæstfriheden slut. Nu skulle stedet renses ud.
Måske er det en misforståelse, lød Esbens ord i mit hoved, mens jeg så låsesmeden udskifte cylinder.
Ingen misforståelser her. Bare kold konsekvens.
Låsesmeden en bredskuldret fyr med tatoveringer arbejdede hurtigt.
Solid dør, nikkede han. Men det der er et gedigent låsesystem. Nu kan ingen sparke sig ind.
Det er hensigten. Jeg vil have ro.
Jeg mobilepayede ham et beløb, der kunne have været brugt på en god middag, men fred i hjemmet vejede tungere. Så gik jeg i gang med sagerne: Uden nåde fyldte jeg sorte affaldssække Majas bher, børnestrømpebukser, legetøj. Alt røg ned i poserne. Hendes kosmetik, som havde overtaget mit badeværelsesskab, døbte jeg i én sæk.
Efter en god halv time stod der en bunke på fem proppede sække og to forladte kufferter på trappen.
Da betjenten kom op ad trappen, var jeg klar med alle mine papirer.
Goddag, smilede jeg og viste mit sygesikringsbevis og skøde frem. Jeg ejer og bor her alene. Om lidt vil nogle personer uden bopæl forsøge at komme ind her vil du bevidne ulovlig indtrængen?
Han kiggede dovent på papirerne.
Familie?
Eks-familie, grinede jeg. Ejendomsstriden er gået i kog.
Da Maja kom, læsset med Salling-poser og smørret grin, forsvandt smilet hurtigt, da hun så mig og min ven fra politiet og en hel bunke sække.
Hvad fanden er det her? skreg hun. Svend, er du blevet sindssyg? Det er mine ting!
Præcis, jeg lagde armene over kors. Tag det og forduft. Hotellet er lukket.
Hun forsøgte at presse sig forbi, men betjenten satte en rolig hånd op.
Bor du her? Er du registreret?
Jeg jeg er Esbens søster! Vi bor her midlertidigt! Hun vendte sig mod mig, rødglødende. Hvad har du gang i, din klovn? Hvor er Esben? Jeg ringer til ham nu!
Gør du det, sagde jeg koldt. Bare rolig, han tager den næppe. Han er nok i gang med at forklare børnene, hvorfor deres mor er sådan en forbilledlig erhvervskvinde.
Hun forsøgte flere gange at ringe. Intet svar. Måske var Esben også begyndt at fatte budskabet. Eller også frygtede han bare skilsmisse og nul opsparing.
Du kan ikke gøre det her! hylede Maja og kastede poserne. Vi er hjemløse! Jeg har børn!
Drop det, jeg trådte tæt på. Hils Frederikke. Spørg, om din udlejning kan forlænges til august, ellers må du selv til at bo hjemme igen.
Hun stivnede. Hendes ansigt blev askegråt under makeuppen.
Hvordan?
Man skal huske at låse sin telefon, businesswoman Du har snyltet her en hel måned, spist mine madvarer, ødelagt mit hjem og udlejet din egen lejlighed. Dygtigt. Nu hører du efter: Tag poser, og smut. Hvis jeg ser dig eller børnene nær huset igen, anmelder jeg dig for skattesnyd og for tyveri. For eksempel er en guldring væk. Gætter på, politiet finder den i dine sække, hvis de gider kigge.
Sagen er, ringen lå trygt i mit pengeskab. Det behøvede hun jo ikke vide. Nu blev Maja kridhvid.
Du er et svin, Svend, hvæsede hun. Må Gud dømme dig.
Gud er optaget, sagde jeg. Men herhjemme er der frit.
Hun greb sække og kufferter, bandede skingert og prøvede febrilsk at få fat i en taxi. Betjenten fulgte showet med overbærende mine; ingen grund til rapport.
Da dørene gik i efter hende, åndede jeg lettet op og nikkede til betjenten.
Tak for hjælpen.
Sæt hellere pengene i et godt låsesystem, sagde han og tørrede øjnene for latter.
Da jeg lukkede mig ind i mit hjem og låsen faldt tungt i, mærkede jeg igen min ro. Duften af rengøringsmidler mødte mig damen var færdig i køkkenet, i gang med soveværelset.
Esben kom hjem to timer efter. Ene mand. Børnene havde han afleveret til Maja, mens hun slæbte sække til taxaen. Han trådte ind, som om han frygtede en fælde.
Svend hun er væk.
Jeg ved det.
Hun råbte og skreg om dig
Jeg er ligeglad, hvad rotter skriger om, når de bliver sat på gaden.
Jeg satte mig med min kaffe, brygget på min yndlingskop, som stadig var hel. Der var ikke længere læbestift på væggen det var væk. Køleskabet var fyldt med mine egne ting.
Vidste du noget om udlejningen? spurgte jeg uden at se på ham.
Nej! For Guds skyld, Svend! Var det gået op for mig, havde jeg
Så havde du holdt kæft alligevel, afbrød jeg. Hør nu efter: Det var sidste gang. Hvis din familie prøver noget i den stil igen, står dine kufferter ude på trappen næste gang. Forstår du?
Han nikkede skræmt. Han vidste, jeg mente det.
Jeg tog endnu en slurk kaffe.
Den smagte perfekt.
Stærk, varm og vigtigst af alt drukket i fred og ro i min helt egen lejlighed.
Kronen trykkede ikke.
Den sad præcis, hvor den skulle.
