»Du valgte arbejdet frem for mig«
»Hvad… hvad… Jeg tror mine egne ører ikke! Det er simpelthen utænkeligt! Dit forbandede job, dine hasteopkald, dine evindelige forretningsrejser!« Freja fejede en kop af bordet, og den fløj mod væggen, mens ufærdig kaffe sprøjtede i alle retninger. Glasskår spredte sig som konfetti over gulvet.
»Hold nu op med det hysteriske, du opfører dig som et barn!« Lasse hævede ikke engang stemmen, og det gjorde det hele endnu værre. Indeni kogte hun af raseri, mens han blot stod der som en stendød statue. »Jeg kan simpelthen ikke aflyse den her rejse, forstå det nu. Det handler om en forfremmelse.«
»En forfremmelse?!« Hun snøftede af vrede. »Din karriere har altid, altid været vigtigere end os! Kan du huske, da du ikke kom til Mathildes studentergalla? Eller da du glemte min fødselsdag, selvom jeg mindede dig en uge i forvejen? Og nu det her! Mikkel skal opereres om to dage, og du skal afsted til Aalborg!«
»Århus,« rettede Lasse automatisk og bed sig straks i tungen.
»Hvad så?! Selv hvis det var til månen!« Freja viftede med armene som en vindmølle. »Du vil ikke være der, når din søn får bedøvelsen! Når han er dødsens bange, når jeg er ved at gå ned med stress! Og alt sammen på grund af en eller anden ligegyldig underskrift!«
Lasse sukkede dybt og strøg sig over ansigtet. Mørke poser under øjnene, ujævn stubbet, men det samme stædige blik som altid.
»Hvad er det dog for et åndssvagt kontraktarbejde… Det er chancen for at blive finansdirektør, forstår du ikke det? Jeg har arbejdet hen imod det i tyve år, hele mit liv. Og Mikkels operation er rutine, hvorfor overreagerer du sådan? Det er bare mandlerne! Ikke en tumor eller noget.«
»Åh, ja, selvfølgelig! Men hvad hvis der sker noget?« Freja knyttede hænderne så neglene borede sig ind i håndfladerne. »Hvad gør vi så, hva?«
»Der sker ikke noget,« svarede han afværgende. »Jeg har talt med lægen selv.«
»Men hvis der alligevel gør?!« hendes stemme blev skinger.
»Sæt dig nu ned!« han rystede på skuldrene. »Hvis der sker noget, tager jeg det første fly hjem! Som dengang, da Mathilde skulle have fjernet blindtarmen, husker du?«
»Jo, det husker jeg!« Hun smilede giftigt. »Du dukkede op, da alt var forbi, otte timer senere! Lægerne var allerede gået hjem, men dér kom du så, helten!«
Lasse rystede bare på hovedet:
»Er jeg lavet af gummi? Jeg kan ikke splittes i to, Freja. Jeg slider mig selv ihjel for at I skal have det godt. Har du glemt, hvordan du drillede mig om den nye lejlighed? Lad os flytte, naboerne larmer, gården er beskidt, metroen er for langt værek«
»Jeg ville hellere bo i den gamle lejlighed!« råbte hun. »Men med en mand og far, der faktisk ser sine børn mere end én gang om ugen!«
Lasse sank ned på en stol bogstaveligt talt kollapsede med sine 90 kilo.
»Hør her, vi var enige, ikke? Du passer hjemme, børnene, hjemmet, hygge, alt det der. Jeg knokler på jobbet, tjener penge til familien. Hvad er ændret? Hvornår blev det lige pludselig et problem?«
Freja åbnede munden for at give ham hele moletjavsen, men så smækkede døren op, og børnenes stemmer lød fra gangen, mens deres tasker blev smidt på gulvet.
»Nå, men vi snakker senere,« mumlede hun og forlod køkkenet med et påtvunget smil, så stift at det gjorde ondt i kinderne.
Lasse åbnede sin laptop. Han skulle nå at færdiggøre præsentationen inden aften, men hans hoved var fuldstændig tomt for idéer.
Om aftenen, da børnene sov, sad Freja på køkkenet og scrollede tankeløst gennem sin telefon. Hun græd ikke længere det var som om alt indeni var blevet følelsesløst. Toogtyve års ægteskab, og hvert år føltes det, som om deres forhold mere og mere lignede en regnskabsbog: indtægter, udgifter, aktiver, passiver. Hvornår var alt blevet så kompliceret?
Lasse kom ind på køkkenet og satte sig tavs overfor hende.
»Vil du have kaffe?« spurgte Freja uden at kigge op.
»Ja tak,« svarede han. »Freja, vi er nødt til at snakke.«
»Om hvad?« Hun rejste sig og tændte elkedlen. »Alt er allerede klart. Du tager afsted i overmorgen. Mikkel og jeg tager alene på hospitalet.«
»Hør nu her,« Lasse gik hen til hende og lagde forsigtigt hænderne på hendes skuldre. »Jeg ved, det er hårdt for dig. Men det her betyder virkelig meget for mig.«
»Mere end os?« Freja vendte sig mod ham, og i hendes øjne så Lasse ikke vrede kun træthed og skuffelse.
»Alt, hvad jeg gør, er for jer,« sagde han stille. »Alt sammen.«
»Nej, Lasse,« Freja rystede på hovedet. »Det er for dig selv. For dit ego, for din karriere. Børnene og jeg er for længst blevet anden prioritet.«
»Det passer ikke,« protesterede han svagt.
»Jo. Ved du, hvad Mikkel sagde om sin operation? Godt, det er mens far er på forretningsrejse, så han ikke bliver stresset over at gå glip af arbejde. Han er elleve år, og han har allerede lært at tilpasse sig dit skema.«
Lasse stod tavs, ordløs.
»Og Mathilde spurgte igår, om du ville komme til hendes universitetsfest næste år. Ikke fordi hun gerne vil have dig der, men fordi hun er bange for, at du igen vil være optaget af noget vigtigt.«
»Jeg skal nok prøve at komme til festen,« mumlede Lasse.
»Prøve,« gentog Freja. »Altid det der prøve. Ved du, hvornår jeg forstod, at du havde valgt jobbet frem for mig? Da jeg fik en spontanabort. Husker du, for ti år siden? Du kom hjem to dage efter, da jeg allerede var blevet udskrevet.«
»Jeg var til forhandlinger i Kina,« begyndte Lasse at forklare.
»Lige præcis,« nikkede Freja. »Du var til forhandlinger. Og jeg mistede et barn alene.«
Hun vendte sig væk og begyndte at lave kaffe, mens hun metodisk hældte bønner i kværnen.
»Du har aldrig nævnt det før,« sagde Lasse stille.
