Hvor er min datter? gentog Helvig, mens hendes tænder klaprede mest af kulde, men også af frygt.
Hun havde ladet sin datter, Vilma, blive til fødselsdag i legehjørnet i et stort indkøbscenter i Odense. Hun kendte moren til fødselsdagsbarnet kun overfladisk, men det var ikke første gang hun lod Vilma deltage i den slags, så det virkede harmløst. Men netop i dag blev hun forsinket bussen havde været længe undervejs. Centret låg lidt afsides, de fleste kom i bil, men Helvig havde kun det offentlige. Hun havde fulgt Vilma med bussen, tog hjem for at undervise sine privattimer, dem kunne hun ikke aflyse, og kørte så tilbage nu kun et kvarter for sent, sprintende hen over den glatte parkeringsplads med hjertet hamrende. Nu stod hun der, knap ud af åndedræt, og moren til fødselsdagsbarnet, en lille, lyseblåøjet kvinde, så måbende på hende og sagde:
Det var da hendes far, der hentede hende.
Men Vilmas far var ikke til stede i hendes liv. Han fandtes, jo, men havde aldrig mødt sin datter.
Helvig og Ejvind var nærmest faldet over hinanden en sommerdag på havnen i Svendborg veninden vred om foden, to unge fyre tilbød at hjælpe. Præcis som i filmene løj de om, at de studerede på SDU, og at deres fædre var kaptajn og professor. Hvorfor? Ungdommelig tåbelighed. Da Helvig blev gravid og Ejvind opdagede, hun gik på seminariet og hendes far bare kørte bybus, stak han hende nogle hundrede kroner til en abort og forsvandt.
Men Helvig gennemførte graviditeten og har aldrig fortrudt Vilma blev hendes klippe, altid rolig og betænksom. De havde det morsomt sammen; mens Helvig underviste, legede Vilma stille med dukkerne, og bagefter lavede de mælkekoldskål eller pocherede æg i det lille køkken, drak te og spiste smørsmurte småkager. Penge var der ikke mange af alt gik til huslejen men det gjorde dem sjældent sure.
Hvordan kunne I aflevere min datter til en fremmed? spurgte Helvig med gråd i stemmen.
Hvordan fremmed? svarede den blåøjede kvinde han sagde jo, han var faren!
Helvig havde lyst til at råbe, at ingen far fandtes, men hun vidste det ikke kunne bruges til noget. Hun måtte finde sikkerhedsvagten, få overvågningen checket og
Hvornår skete det?
For ti minutter siden
Helvig vendte sig og løb. Hvor mange gange havde hun fortalt Vilma aldrig gå med fremmede! Frygten stjal hendes kræfter, hun råbte instinktivt:
Vilma! Vilma-a!
Det myldrede på madtorvet, og kun få vendte sig mod råbet. Uroligt ledte Helvig: Måske var Vilma slet ikke gået nogen steder?
Mor!
Helvig kunne først ikke tro sine egne øjne. Der kom Vilma løbende, jakken blafrede, og ansigtet var smurt ind i is. Helvig greb hende, som om hun kunne miste hende igen, og stirrede på manden: nydelig, stålgråt hår, latterlig sweater med en snemand, og is i hånden. Han læste med det samme hendes stemning og begyndte at forklare:
Undskyld! Jeg burde have ventet på dig, men de andre børn drillede hende sagde, hendes far aldrig kom, at hun var grim og derfor ikke blev hentet. Jeg ville bare give dem svar, inviterede Vilma med ud at få is, mens vi ventede. Undskyld, jeg ville ikke skræmme dig
Helvig nægtede at tro ham, men hun så Vilmas blik og Vilma nikkede kort, med hævet hage:
Det gør ikke noget! Nu har jeg også en far!
Manden nikkede undskyldende, Helvig tav stadig.
Kom, sagde hun omsider. Vi skal nå bussen.
Vent lidt! Må jeg køre jer? Nu hvor … Nej, jeg lover jeg ikke er farlig! Jeg hedder Torben! Min mor sidder derovre, hun kan stå inde for mig.
Han pegede på en lille dame med lilla krøller, der læste bog ved et bord.
Vil du hilse på hende? Hun giver de bedste anbefalinger!
Det tror jeg på, svarede Helvig, stadig rasende. Tak, men vi klarer os.
Mor … Vilma peb de skal se, at min far kører os!
Fødselsdagsbarnet med sin mor og en tredje pige stod stadig ved legehjørnet. Vilmas blik var så bedende, og Helvig gav op.
Okay, sagde hun.
Super! Jeg siger lige til min mor!
“Mors dreng,” tænkte Helvig syrligt. Den lilla dame vinkede venligt, og Helvig vendte sig hurtigt. Hvilket fjollet optrin!
På turen hjem undgik hun at møde Torbens blik, men lagde mærke til hans varme tone mod Vilma, som pludrede med en glæde Helvig aldrig havde hørt før. Da de stod ved opgangen, blev Vilma stille.
Ser jeg dig ikke mere? spurgte hun sagte Torben og skævede til sin mor.
Torben sendte Helvig et spørgende blik. Hun ville til at sige nej men så hun Vilmas skuffelse, og nikkede.
Hvis din mor vil, kan vi gå i biografen i weekenden. Har du nogensinde været i biografen?
Ægte? Nej! Mor, må jeg tage med far i biografen?
Helvig rødmede, så nu rablede hun.
Vilma, jeg siger ja, men kun på to betingelser: Du skal huske, det er uhøfligt at kalde en fremmed for far sig onkel Torben, ikke far, og jeg går med husker du hvad jeg har sagt? Man går ikke med fremmede, selv dem der virker søde!
Det har jeg også sagt, indskød Torben.
Så må jeg godt tage med?
Jeg sagde jo ja.
Hurra!
Fornuften sagde Helvig, at hun burde stoppe alt dette fjolleri. Hun havde kun Vilma i denne verden og måske, hvis hendes mor havde været der … Helvig huskede hende knap nok. Moren døde da Helvig var fem den alder Vilma nu var. Drengen faldt gennem isen; ingen turde, men hun gjorde drengen blev reddet, hun fik lungebetændelse og var væk en uge senere, allerede syg med diabetes. Vilma havde også diabetes, og det plagede Helvig det var jo hendes gener.
Til weekenden fik Helvig ikke ret, som hun havde ventet Torben tog sin mor med i biografen.
Så du ikke tror jeg er tosset, siger min mor ordentligt for mig, grinede han.
Du ER tosset, svarede hans mor med sådan et smil, Helvig straks så hendes dybe kærlighed til sønnen.
Mens Torben førte Vilma til popcorn, snakkede den lilla dame løs.
Sig du til mig, du og jeg: Han voksede også op uden en far. Jeg har været gift fire gange, den sidste var perfekt! Torben ligesom ham. Men skæbnen han nåede aldrig holde sin søn, hjerteanfald! Jeg fødte for tidligt, de første mænd hjalp … Hvorfor ser du sådan ud? Vi er stadig gode venner den første elsker mig stadig, den anden var ikke til vores slags, den tredje elskede kvinder så meget, kun én var altid for lidt. De prøvede at være far for Torben, men rigtige fædre mangler. Derfor følte Torben så meget for Vilma han blev drillet på skolen. Stakkels dreng! Jeg gik til lærerne, men intet hjalp. Han lavede dumme ting, én gang var han tæt på at dø …
Hun var virkelig underholdende lille og rank med lilla hår, Chanel-dragt, og en krimiroman i hånden. Helvig kunne ikke lade være at holde af hende.
Tro mig, Torben vil dig ikke noget ondt, han har bare hjertet på rette sted og dig, tror jeg, har han også lagt mærke til, hvis du forstår.
Helvig rødmede. Det var det sidste hun manglede men hun følte med Vilma.
Efter filmen rakte hun Torben penge for billetterne, men han nægtede.
Når jeg inviterer kvinder i biografen, betaler jeg selv!
Det irriterede Helvig hun ville helst være uafhængig og betale selv. Og med hensyn til at han bemærkede hende? Sikke noget pjat.
Da Torben satte dem af, lød det fra Vilma:
Far, hvad skal vi lave næste gang?
Vilma! lød det strengt fra Helvig.
Hun dækkede grinende sin mund.
Måske Zoologisk Museum? Hvad siger du til det?
Super! Mor, kommer du?
Gå I bare, svarede Helvig køligt. Tag Torbens mor med, hun elsker sommerfugle.
Helvig gik straks, ville bare have det overstået. Hun hørte Torben sige til Vilma:
Når mor ikke hører efter, må du godt kalde mig far.
Sådan fik Vilma sin søndagsfar. Helvig gik ofte med; ellers slap hun Vilma alene, hvis Torbens mor deltog Helvig fandt stadig Torben fremmed, men Vilma blev begejstret og talte om hans sjove påfund. Helvig blev smittet, men lod det ikke folde sig ud man møder jo ikke pludselig en ridder på hvid hest. Og hans mor hvorfor prøvede hun at matche ham med en simpel pige som Helvig?
Men Torben nærmede sig tålmodigt: Han lod chokolade ligge til Helvig, spurgte altid først om hendes mening, inden Vilma blev inviteret med, sendte hende varme blikke i bilen. Mest kunne Helvig lide Torbens mor hun var en fantastisk samtalepartner! Var Torben ikke hendes søn, kunne Helvig have rådført sig med hende.
En dag ringede Torben snakkede om biograf, og Vilma kom med smil og hvisken:
Er det Torben?
Ja, Vilma bliver glad, svarede Helvig.
Vent … Jeg inviterer Vilma og dig. Kun os to.
Da lød Torbens mors stemme i baggrunden:
Endelig!
Mor, stop nu! Undskyld, Helvig … Hun sjusker!
Vilma spurgte med store øjne:
Har han inviteret dig, mor?
Helvig lo.
Jeg har også ører, Vilma. Hør nu, Torben …
Sig ikke nej! Bare én chance! Jeg lover, jeg er en gentleman!
Sig det med øjnene, Torben, råbte hans mor. Minder om dem, du fortalte mig om engang hendes mor …
Det føltes som et iskoldt gys. Helvig forstod intet. Hans mor? Torben råbte til sin mor, sagde så:
Helvig, jeg kommer og forklarer, må jeg?
Forklaring ville være godt Helvig gik hvileløst rundt, indtil han dukkede op, mens Vilma tegnede.
Jeg skulle have sagt det fra starten jeg ville, men du … og jeg kunne lide dig. Jeg ville ikke, du troede, jeg gjorde det pga. din mor. Jeg var bange for, du ville hade mig. Hun døde på grund af mig …
Han snakkede forvirret og skiftede emne, så på Helvig med et blik, der tryglede om tilgivelse. Helvig dirrede som dengang hun troede Vilma var forsvundet.
Kan du tilgive mig?
Hun sagde intet gennem hele talen, og fik fremstyrtet:
Jeg må tænke over det.
Mor, tilgiv nu far …
Torben lavede store øjne til Vilma, mindede om deres aftale. Og så så han igen på Helvig. Hun gentog:
Jeg behøver tid. Forstår du?
Hun havde tusind spørgsmål, men kunne ikke sige dem højt. Men da Torbens mor ringede, faldt alt på plads hun fortalte detaljerne.
Han vidste ikke, hun var død jeg ville beskytte ham. Senere snublede det ud, og Torben ville finde dig. Han ville tilbyde hjælp den aften, men det gik i kludder med Vilma, og du … Han blev vild med dig fra første øjeblik! Frygtede du ville misforstå. Han jager drengene for at bevise, han er mand nok, selv uden en far. Isen var farlig, de andre turde ikke … Torben gik ved, og …
Hans mor pressede ikke, men forsøgte at undskylde ham. Vilma pressede til gengæld meget:
Mor, han er god! Og han elsker dig, sagde han selv! Han kan blive min rigtige far, forstår du?
Helvig forstod men det føltes … forkert?
En måned gik, og Helvig kunne stadig ikke tale med Torben. Hun tog ikke telefonen, læste ikke sms’erne. Og jo længere hun ventede, desto mere ville hun ringe det blev bare sværere.
En nat vækkede Vilma hende med gråd maven gjorde ondt. Dagen før havde hun klaget, men Helvig troede det var dårlig mælk. Nu var Vilma varm, feberen steget temperaturen kunne mærkes uden termometer.
Helvig tastede hurtigt 112, og dernæst Torben hvorfor ved hun ikke.
Han kom samtidig med ambulancen, træt og i joggingbukser. Han tog med til hospitalet, forsøgte at berolige og love, alt gik godt, selv om stemmen rystede.
Peritonit er ikke så farligt, gentog han. Det ordner sig!
Helvig tog hans hånd om det var for at trøste ham eller sig selv, vidste hun ikke. Venteværelset var køligt, de sad tæt for at holde varmen.
Torben gik først hen til lægen, da operationen var overstået. Helvig turde knap røre sig hvis der skete Vilma noget, kunne hun ikke klare det.
Men alt gik godt. Lægerne var dygtige, og Vilma var tapper hun kæmpede, trods lægens ord om en alvorlig tilstand.
Som om en god engel vågede over hende, sagde lægen, og Helvig mumlede: Tak, mor!
Torben takkede lægen, men fik besked på at tage hjem Vilma var på intensiv, forældrene skulle hvile.
Torben kørte Helvig hjem. Hun ventede han ville spørge om at komme med op, men han sagde intet. Da sagde hun:
Det er næsten morgen. Vil du komme ind og få kaffe?
Og i det øjeblik vidste hun, at hun ville have han blev. For altid.
Vilma kom sig forbavsende hurtigt læger og sygeplejersker lo.
Det er fordi jeg har både mor og far, sagde hun.
Og ingen vidste, hvorfor pigen var så lykkelig bortset fra Helvig og Torben.
