Dagbogsnotat
Sneen knitrede blødt under mine støvler, da jeg gik hjem fra arbejde efter endnu en dag på kontoret i København. Det mindede mig om barndommens vintre i Jylland at kælke på skoletasken, sneboldkampe, stjæle istapper at sutte på. De var gode tider, uforglemmelige.
Pludselig blev jeg revet væk fra mine minder af lyden af et barn, der græd. Jeg kiggede omkring mig og fik øje på en dreng, ikke ældre end otte, siddende på en bænk iført en brun vinterjakke og en grå hue. Tårerne silede, og han snøftede højlydt mens kinderne blev våde. Jeg gik hen til ham.
Hvad er der galt, min ven? Er du faret vild?
Jeg har mistet mit brev, hulkede han. Det lå i min lomme, og nu er det bare væk, Og han begyndte at græde igen.
Det går nok. Kom, vi leder sammen efter det. Hvem skulle brevet til? Var det noget mor havde givet dig til posthuset?
Nej, det er til Julemanden Jeg skrev det selv. Mor ved det ikke, svarede han.
Åh, selvfølgelig. Men så kan du dig jo skrive et nyt, hvis du vil?
Nej, det når ikke frem nu sukkede han og kiggede ned i jorden.
Ved du hvad du skal? Skynd dig du hjem, det bliver snart mørkt. Jeg skal nok lede efter brevet og sørge for at Julemanden ser det, hvis jeg finder det.
Lover du virkelig?
Jeg lover, sagde jeg. For Julemanden ved alligevel meget mere om alle børn, end de selv tror. Kan jeg ikke finde brevet, så læser han nok alligevel, hvad du ønsker dig.
Han tørrede sig under næsen med ærmet og løb hurtigt væk. Lille fyr, tænkte jeg, han har sikkert satset meget på det brev. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv og tænkte på dengang jeg som dreng fandt gaver under træet og mærkede den varme tro på, at Julemanden havde læst MIT brev. Tiden løber, og min egen søn, Mikkel, vil også engang skrive breve, selvom han kun er fire år endnu.
Jeg fortsatte ad fortovet, holdt øje med sneen, men der var ikke noget. Jeg håbede sådan, jeg kunne finde brevet for knægtens skyld. Pludselig glimter noget i sneen. En hjørne af en kuvert. Jeg trækker forsigtigt i den, papirret er vådt, men det holdt.
Jeg putter forsigtigt brevet i min taske og skynder mig hjem til min dejlige familie i Valby. Min kone, Ingrid, står og laver frikadeller til aftensmad og Mikkel sidder og kører rundt med sin legetøjsbil. Jeg elsker dem så højt, og glæder mig altid til at komme hjem til vores lille hyggelige lejlighed.
Ingrid, du tror det er løgn det her. På vejen hjem sad der en dreng og græd, fordi han havde mistet sit brev til Julemanden. Jeg fandt det faktisk. Skal vi ikke se, hvad han har skrevet?
Jeg tog kuverten frem, børneskriften på forsiden: Til Julemanden fra Simon Madsen.
Skal vi åbne? spørger jeg.
Gør det. Så langt var brevet nok ikke kommet alligevel.
Jeg foldede brevet ud og læste højt:
“Kære Julemand,
Det er Simon Madsen fra Istedgade 46, jeg er ni år og går i tredje klasse. Jeg elsker at spille fodbold og løbe rundt ude med de andre drenge. Jeg bor sammen med min mor, Lisbeth, og min mormor Agnete. Vi flyttede for lidt siden ind i det lille hus her, fordi venlige mennesker lod os bo her. Før boede vi i Odense sammen med min far. Men han drak meget, råbte og slog både mor og mig. Mor og mormor græd tit, og jeg græd med dem. Det var ikke til at holde ud. Til sidst flyttede vi, og vi tog mormor med.
Julemand, jeg ønsker mig mest af alt, at min mor kan få et nyt arbejde. Hun gør rent, men har ondt i ryggen og må ikke bukke sig. Måske kan du også give hende en pæn kjole hendes gamle er slidt op. Min mor er høj og slank og meget smuk.
Til min mormor ønsker jeg, at hun kan få medicin mod sine knæsmerter. Hun har svært ved at gå, selv om hun egentlig ikke er så gammel. Hun drømmer også om en varm morgenkåbe, hun fryser altid.
Til mig selv ønsker jeg mig en flot juletræ med lys og fine kugler. Mor pyntede altid træet, før min far væltede det, når han havde drukket. Jeg glæder mig så meget, kære Julemand.
Kærlig hilsen
Simon Madsen”
Ingrid tørrede tårerne væk med ærmet.
Åh, hvor er det rørende Stakkels dreng. Og sikke fine ønsker, for mor og mormor før noget til sig selv. Det er der ikke mange børn, der gør i dag.
Nej, det er tydeligt, de har haft det svært. Og hans mor tog endda mormor med. De må være gode mennesker. Hør, Ingrid, hvad hvis vi gør hans juleønsker til virkelighed?
Jeg synes, det ville være vidunderligt, sagde hun. Du ved selv, hvordan det var for mig dengang med far Gid mor havde forladt ham tidligere.
På mit arbejde mangler vi faktisk en administrator jeg kunne sagtens tilbyde Lisbeth jobbet. Det er pænt betalt, og hun skal ikke gøre rent.
Vi kunne låne nisse- og julemandskostumerne af Pernille og Holger og tage hjem til Simon med gaverne? Lad drengen tro på magien
Jeg køber medicin til mormor Agnete, det samme min mor plejer at få. Og en blød morgenkåbe. Til Lisbeth finder jeg en flot kjole, hun er vist lige så høj som dig. Noget pænt men ikke for dyrt, der er alligevel udsalg nu op til jul.
Vi kunne også købe lidt chokolade og appelsiner og finde nogle billige men fine julekugler.
Jeg er med, Ingrid. Hvor er du godhjertet, min skat, sagde jeg og trak hende ind til mig. Netop dette, at vi forstår hinanden uden ord, gør mig lykkelig.
Næste dag købte Ingrid en enkel men flot mørkegrøn kjole, en blød, lyserød morgenkåbe, smertestillende piller til mormor Agnete, julekugler, chokolade, små appelsiner og fandt endda en lille billig smartphone, for det havde Simon næppe. Jeg fandt et lille kunstigt juletræ, som vi kunne tage under armen.
Pernille og Holger lånte os nissekostumer. Vi lagde alle gaverne i en stor sæk og satte os ind i bilen, adresseret mod Istedgade. Vores søn Mikkel var ude hos sin farmor.
Huset var gammelt og vejrbidt, lå bag et lavt stakit. I vinduet lyste en lampe, og vi listede hen til døren og bankede forsigtigt.
En høj, lyshåret kvinde, omkring fem og tredive, åbnede.
Ja?
Hun så forvirret ud ved synet af os i nissetøj.
Øhh, vi har ikke bestilt noget julebesøg I må tage fejl af adressen?
Bor Simon Madsen her?
Ja, Simon er min søn
Mor, hvem er det? lød det bag hende.
Simon kom løbende ud i entreen.
Wauw Julemanden!
Hej Simon! Jeg fik dit brev, og nu står vi her jeg og min nissepige Ingrid!
Mor! Han fik mit brev! Den mand fra bænken sendte det alligevel! Hvor er det bare vildt! Kom ind! råbte Simon og trak ivrigt i armen på sin mor.
Lisbeth smilede og lukkede os ind. Mormor Agnete, lille og spinkel, kom ud fra stuen. Da hun så juletræet, slog Simons øjne gnister.
Sikke et flot træ! Hvor dufter det af jul
Ja, Simon. Alle børn skal have juletræ, og her er nogle kugler og julelys, som I selv kan pynte på. Men, Simon, for at få gaver skal du lige synge en sang eller fortælle en historie. Sådan gør vi julefolk!
Jeg forsøgte at gøre stemmen dybere og tale, som jeg forestillede mig Julemanden. Simon var helt overvældet og stirrede på min røde dragt og hvide skæg.
Men Simon, jeg har hørt, at du er sød mod din mor og mormor, hjælper til, og er flittig i skolen. Nu får du lov at tage de gaver op, du ønskede dig
Han så spørgende på sin mor, der nikkede opmuntrende.
Først trak han morgenkåben op og sagde:
Den er til dig, mormor! Jeg skrev det i brevet!
Ih, Simon, det havde du ikke behøvet sagde Agnete bevæget. Hun tog kåben på og bandt bæltet den passede perfekt.
Tusind tak, julemand. Det er første gang, jeg har så fin en kåbe, sagde hun rørt.
Bagefter gav Simon kjolen til sin mor og rakte mormor pillernes pakke.
Så trak han et net fyldt med chokolade og appelsiner op og yderst en æske med den lille smartphone.
Til mig? Er det en telefon? Min egen? Ej! Tusind, tusind tak! Jeg troede på, at du fandtes, Julemand!
Vi ønskede familien glædelig jul og gik tilbage til bilen.
Ude i gangen kom Lisbeth og Agnete hen til os.
Hvem er I egentlig? Hvordan kender I Simon? spurgte Lisbeth.
Jeg fandt hans brev. Vi ville bare glæde ham og jer fra hjertet. Og, Lisbeth, her er mit kort, vi mangler én som dig som administrator på mit arbejde lønnen er god, og det er et trygt sted. Ring, hvis du har lyst til at høre mere.
Tak, tusind tak. Simon har troet så længe på et mirakel og nu fik han det, fordi I tænkte på andre end jer selv.
På vej hjem sad Ingrid og jeg og tænkte i stilhed over varmen ved at give. At se den ægte glæde i Simons øjne var meget mere værd end pengene gaverne kostede.
Penge kan man altid tjene men den følelse, sådan ægte, varm glæde, den kan ikke købes for hverken kroner eller euro.
Jeg blev mindet om, at de små hverdags-mirakler ofte er dem, vi selv laver med lidt medfølelse og en hjælpende hånd. Næste gang du kan gøre noget godt, så tøv ikke. Julens magi bor i os alle, vi skal bare turde bruge den.
