Sofie stiger ud af bussen og med tunge tasker i hånden begiver hun sig hjemad til det gamle hus i Vejle. Jeg er hjemme! råber hun, idet hun åbner døren. Sofie, min pige! alle løber hende i møde. Vi havde på fornemmelsen, at du kom i dag! Om aftenen, mens hele familien sidder samlet omkring det store spisebord, banker det pludseligt på døren. Det er sikkert naboerne, der vil ønske godt nytår, siger mor med et træk på skuldrene og går ud for at åbne. Hun kommer dog ikke alene, men har “gæster” med ind. Sofie kigger på de personer, der kommer ind i stuen, og kan næsten ikke tro sine egne øjne.
Sofie sidder stille og lidt trist og kigger ud af vinduet i bussen, der fører hende langt væk fra hendes barndomshjem på Fyn. På hendes skød hviler en stor ternet rejsetaske, som hun klamrer sig til. Hun har kun pakket det mest nødvendige, men tasken er stadig fyldt godt op, især fordi mormor har lagt en pose lune franskbrød øverst, der nu sender den skønneste duft af frisk bagværk ud i hele bussen.
Til sidst kan Sofie ikke lade være. Hun lyner hurtigt tasken op og fisker to gyldne, sprøde boller op.
Vil du ha? spørger hun den unge mand ved siden af, som hun gætter på er steget på et sted før Odense. Han havde straks ryddet vinduespladsen for hende, hvilket havde gjort hende glad og taknemmelig.
Gerne! svarer han ivrigt, mens han trykker bollen mellem fingrene.
Jeg hedder Sofie! præsenterer hun sig.
Og jeg er Mads! Skal du også starte på studiet?
Ja! Herude er der jo ingen uddannelsessteder i nærheden kun landbrugsskolen, og jeg bliver aldrig landmand.
Jeg skal også begynde! sukker Mads. Men jeg kan faktisk godt lide at bo på landet!
Turen til Aarhus tager fire timer. I løbet af den tid når de både at blive venner og udveksle numre. Da de er fremme, skilles de og går hver til sit.
***
Tiden i jagten på optagelse og forberedelser går hurtigt. Både Sofie og Mads kommer ind på drømmestudiet og er ellevilde af glæde. Alle nerver og eksamenspres er historie. Fremtiden venter med store planer.
Hej Sofie! ringer Mads en dag. Skal vi ikke fejre, vi kom ind med en kop kaffe i byen?
Sofie siger straks ja. Dels fordi Mads er nem og sjov at være sammen med, dels fordi der hviler noget hjemligt og trygt over ham. Han er ligetil og uden selvhøjtidelighed ikke som visse andre.
De mødes på en lille café i centrum med det pudsige navn Flodhesten. De sidder ved vinduet og ser på de små både, der glider over Aarhus Å, mens guide-stemmer råber gennem højtalere.
Hvorfor hedder caféen mon Flodhesten? spørger Sofie pludseligt.
Mads griner og svarer: Nok fordi alle, der spiser her, ender med at ligne flodheste!
Der er nok noget om snakken! fniser Sofie og tager endnu et bid af sin kage.
De bliver stamgæster og begynder altid at sige: Vi ses på vores faste sted?
Samme aften kysser de første gang. Sofie ved med det samme, at netop dét kys vil hun aldrig glemme blidt og intenst.
Tid går, de bliver kærester, og for Sofie føles Mads som den tætteste og mest betydningsfulde i hele verden, næst efter familien selvfølgelig men det er jo noget helt andet.
Prøv at høre, Sofie, skal du ikke bare flytte ind hos mig? siger Mads en dag på tredje år. Og så bliver vi gift til sommer!
Mener du det? Er det en slags frieri?
Ja, mere eller mindre!
Så skal jeg jo, helt klassisk som i filmene, spørge dig: Er du sikker på, du kan holde ud at have mig dansende rundt for næsen hele tiden? Sofie griner.
Du danser bare, Sofie, så meget du vil! ler Mads og snurrer hende rundt midt på Gotersgade.
På vej hjem til den lejlighed hun deler med to andre, Lise og Rikke, er Sofie ekstatisk.
Du er helt salig i dag, Sofie! Du stråler! Hvad er der sket? spørger Lise.
Oh, piger! Jeg flytter måske snart ud til Mads! jubler Sofie.
Skal vi til bryllup så? hviner Rikke.
Nej, det bliver først til sommer. Vi bor bare sammen nu, indtil videre!
Sofie, lad være! Der er alt for lang tid til sommer alt kan ske! Har I det da så dårligt nu? advarer Lise.
Sofie ler: Åh, Lise, du skal da ikke være så gammelmodig! Alle bor jo sammen inden bryllup nu.
Jeg er bare ikke til de der papirløse forhold. Min mor er advokat. Jeg har set, hvordan det ender siger Lise.
Okay, ingen sure miner. Jeg tog bare gas på dig, griner Sofie.
***
Sofie tænker, at det hele med papirløse forhold er meget opreklameret, og et stempel i passet er ikke det vigtigste. Kærlighed som hendes og Mads er noget helt særligt men alligevel sidder tvivlen fast efter snakken med veninderne, og hun trækker ud med at flytte.
Mads holder op med at presse hende.
En dag midt i december går pigerne gennem Randers snebelagte gader. Alt er lyst og smukt, og julepynten skinner som stjerner. Humøret er højt, men kulden bider, og lige dér står de ved Flodhesten.
Lad os gå ind! Mads og jeg elsker at sidde her sammen! siger Sofie.
Se! Der sidder han! siger Rikke ret alvorligt og peger mod vinduet.
Sofie drejer hovedet. På deres faste plads sidder Mads sammen med en ung pige, et par år yngre end dem. De smiler og griner, og Mads ser enormt glad ud.
Sofie vender sig bort.
Jeg tror, jeg tager hjem hvisker hun.
Vi går med dig, siger Lise og Rikke samstemmende.
Hjemme forsøger veninderne at berolige hende: Det betyder sikkert ingenting. Du behøver ikke blive jaloux bare sådan. Det kan være en misforståelse Men Sofie husker, hvordan Mads så på den anden pige og at de sad i deres café på deres plads.
Det føltes som forræderi! tænker hun.
Hun ignorerer Mads opkald, og når han kommer forbi, beder hun veninderne sige, hun ikke er hjemme.
En dag opfanger Mads hende ved universitetet og tager hendes hånd. Er der en anden, Sofie?
Sofie stirrer forarget: Du tør spørge mig? Nu flytter du bebrejdelserne til mig! Lad nu være! Jeg skal til eksamen.
Hun river sig fri og forsvinder ind på uni. Mads er helt fortabt.
***
Sofie tager hjem til Fyn i julen efter at have afsluttet eksamenen før tid. Hjemme blandt mor, far og mormor håber hun, det hele vil føles lettere.
Stemningen letter straks, da hun stiger ud ved busstoppet i landsbyen. Vinterkulden napper lidt i kinderne, sneen knaser under støvlerne, og solen glimter på de frostklædte træer og buske, der ligner små diamanter.
Og røgen stiger roligt til vejrs fra alle skorstenene.
Sofie smiler, løfter tasken med gaver og går ind ad havelågen. Hun lægger mærke til, at grantræet ved stakittet er blevet højere og tættere og pyntet som i barndommens dage.
Glædelig jul! siger hun, da hun træder ind i huset.
Sofie, min pige! alle omfavner hende. Vi vidste bare, du kom hjem!
Det bliver en lykkelig dag. Kun vintermørket falder hurtigt på.
Men så tænder vi bare lys på træet, siger far opmuntrende.
Om aftenen, da alle sidder om det store bord, banker det på.
Mor trækker på skuldrene: Det er sikkert naboerne og går ud og åbner.
Hun kommer ind, ikke alene, men med selveste Julemanden og hans hjælper.
Mads? siger Sofie overrasket og ser på hjælperen samme pige fra Flodhesten. Hvordan fandt du mig, og hvad sker der?
Mads bryder ud i sin sædvanlige kærlige latter, og pigen smiler også.
Dine veninder fortalte, hvor du var. Og forresten, det er min lillesøster, Ane!
Søster? spørger Sofie.
Ja, selvfølgelig! siger Ane. Kan du ikke se, vi ligner hinanden?
Det er som om en stor sten falder fra Sofies hjerte. Hvis bare jeg havde spurgt i stedet for at gå og gruble, skælder hun sig selv.
Mads fortsætter: Og foran hele din familie og en repræsentant for min side vil jeg gerne spørge dig, Sofie, vil du gifte dig med mig? Han tager en lille æske med en ring frem og rækker den til hende.
Selvfølgelig, ja! Sofie kaster sig i armene på Mads! Det er den bedste nytårsaften i mit liv!
Der kommer mange flere fantastiske nytårsaftener. Men lad os love hinanden altid at tale ud om tingene! siger Mads varmt.
Det lover jeg! ånder Sofie lettet.
