Min stedfar var aldrig ond mod os. Han nægtede os i det mindste ikke et stykke brød og skældte heller ikke ud, bare fordi jeg ikke klarede mig i skolen. Kun når Alma kom hjem senere end aftalt, kunne han råbe.
Jeg har lovet din mor at passe på dig! råbte han, når Alma stammede, at hun faktisk var myndig. Jeg ved bedst, hvad du må og ikke må! Så, myndig, siger du? Synes du, at fordi du har fået eksamen, må du alt? Få dig et rigtigt arbejde først, så kan du lege voksen bagefter!
Når han var faldet ned, talte han roligere:
Han springer alligevel fra dig, har du set ham, ham fyren, der kører dig hjem? Dyr bil, pænt ansigt, hvad skal han med sådan en simpel pige som dig, Alma? Du kommer til at græde, stol bare på mine ord.
Alma troede ikke på stedfar. Ja, Mads var flot og gik på universitetet, endda privatområde, og det ville hun bestemt også have gjort, hvis hun kunne. På kvote kom hun ikke ind, og hun brød sig ikke om erhvervsskolen, så hun delte reklamer ud, bar aviser rundt, og ellers brugte tiden på at forberede sig til næste års eksamener. Det var sådan, hun mødte Mads hun rakte ham en flyer, og han tog én, så endnu én og sagde:
Skal vi gøre det her: Jeg tager alle dine flyers, og du går med os på café?
Hvorfor hun sagde ja, ved hun ikke. Hun blev klogere med tiden, og hun smed selvfølgelig ikke flyers ud i området, men pressede dem ned i rygsækken og lod dem senere glide i affaldsskakten på vej hjem fra caféen.
På caféen præsenterede Mads hende for sine venner, bød på pizza og is. Sådan noget fik hun kun til fødselsdag sammen med sin søster penge var der næsten ingen af, og stedfar sagde, at pensionen skulle gemmes til en sort dag. Hvis nu der skete noget med ham.
Egentlig tjente han ok, men halvdelen gik til bilen, som altid skulle repareres, og resten forsvandt på friluftsliv og spil. Alma brokkede sig ikke det var taknemmeligt, at han ikke havde smidt hende og Karla ud, lejligheden var hans, hendes mors havde de solgt, da hun blev syg. Selvfølgelig ville hun gerne have chokolade, pizza, sodavand, men hvad hun fik, gav hun altid til Karla. Selv hos Mads spurgte hun, om hun måtte tage et stykke pizza med til sin søster? Han kiggede forundret på hende. Og så købte han et helt pizzabræt og en stor hasselnøddechokolade til hende.
Det var forgæves, at stedfar troede, Mads ville skuffe hende. Han var sød mod hende. Og Alma følte sin egen uformåenhed mere intenst ved Mads, så hun knoklede for at klare eksamenerne. Hun fik job som kassemedarbejder i Netto, hvor hun tjente nok til et par ordentlige jeans og en klipning i en rigtig salon, så Mads kunne være stolt af hende.
Da han spurgte, om hun ville med i sommerhus, vidste hun straks, hvad klokken var, og hun var ikke bange hun var jo ikke noget barn. Især fordi de elskede hinanden. Hun var dog bekymret for, om stedfar ville lade hende, men han kom pludselig sent hjem eller overnattede slet ikke. Alma vidste hvor hos faster Lisbet, sygeplejersken fra kvarteret, som han havde flirtet med længe, hun holdt ham dog fra sig, men da hun blev skilt, gav hun efter for hans klodsede kurmageri.
Det var kun til fordel for Alma, omend Karla græd, da hun hørte hun skulle overnatte alene, men Alma købte hende chokolade, chips og sodavand, og så acceptede hun det.
Alma fandt først ud af, hun var gravid sent. Hendes cyklus var altid uregelmæssig, og hun havde aldrig lært at holde øje med den. Det var hendes kasserkollega, Veronika Jensen, der for sjov spurgte:
Du lyser sådan op, er det mon ikke fordi du er blevet rund? Er du gravid?
De grinede af det, men om aftenen købte Alma en test. Da hun så to streger, nægtede hun først at tro det det kunne ikke passe!
Mads blev ikke glad. Han sagde, det kom på et uheldigt tidspunkt og stak hende penge til lægen. Alma græd hele natten og gik afsted. Men det viste sig at være for sent seksten uger. Det må være sket der i sommerhuset, og hun troede, man ikke kunne blive gravid første gang.
Hun skjulte det for stedfaren, men maven voksede hurtigt. Hun måtte tilstå.
Hvor han kunne råbe!
Hvor er ham fyren nu? Skal han gifte sig med dig?
Alma sænkede blikket. Mads havde hun ikke set i en måned da han fandt udaf, at barnet ville blive, forsvandt han.
Nå, sagde stedfaren. Jeg har advaret dig, Alma
Han sagde ikke noget med det samme, måske havde han talt med faster Lisbet.
Sådan gik det du må føde. Men du skal efterlade barnet på hospitalet, jeg skal ikke have flere munde at mætte. Nu skal du høre: Jeg skal giftes. Lisbet er også gravid. Vi venter tvillinger. Forstår du, tre små i én lejlighed er for meget.
Skal hun bo her? spurgte Alma forundret.
Ja, hun bliver jo min kone nu, hvor ellers?
Det virkede som en dårlig spøg, men stedfaren mente det. Han gentog det hver dag, og truede med at smide både Alma og Karla på gaden, hvis hun kom hjem med barn. Alma vidste, det var faster Lisbets vilje han gentog, men det ændrede intet hun kunne ikke efterlade barnet.
Du skal ikke være bange, sagde faster Lisbet. Sådan et barn får hurtigt en familie og bliver elsket.
Alma græd, ringede til Mads, forsøgte at planlægge, hvor hun, Karla og barnet kunne bo sammen, men hun kunne ikke finde løsningen. Så sagde Veronika Jensen, mens hun nikkede mod det ægtepar, der lige havde handlet:
Utroligt, de går stadig i sort efter alle de år. At hellige hele sit liv til sorg, det forstår jeg ikke De kunne bare have fået et barn mere. Eller adopteret.
Alma havde tit set dem sammen og alene. De var venlige, så triste, men hun vidste ikke, hvad der var sket.
Deres datter mistede livet Kan du huske, den store ulykke, da minibus med børn kørte galt? De var på skoleudflugt i en anden by. Chaufføren faldt i søvn, tror jeg. Han døde, og deres datter også. Så synd. Han er læge, hun underviser i engelsk. Jeg boede nær dem, da jeg var gift. Folk kom og gav hende englefigurer. Datteren havde købt en engel på udflugten, og holdt den i hånden da ulykken skete. Det blev næsten rituelt, folk kom med engle til hende. Jeg var bange for, det kun gjorde det værre, men nej, det lader til at hjælpe.
Alma havde engang set en film, hvor en ung kvinde gav sit barn til et par, der ikke kunne få børn. Det var klart, at dette par nok slet ikke ønskede et barn, men hun tænkte alligevel på dem. Hun var kommet til ottende måned, og arbejdede stadig hun ville ikke miste jobbet. Netop da stod parret ved hendes kasse, og manden spurgte:
Kære Alma, burde du ikke gå på barsel? Du føder jo snart midt i kassen her!
Alma klagede ikke, men det var hårdt ryggen gjorde ondt, halsbranden gnavede, benene hævede op. Ingen spurgte hende, kun lægen skældte ud. Derfor blev hun rørt, da manden viste omsorg hun blev straks våd i øjnene, som det ofte skete.
To dage senere, da hun gik hjem med indkøbsposer, overhalede han hende og tilbød at bære. Det føltes lidt pinligt, men også rart. Og hun tænkte, han var en god mand.
Englen så hun i en butiksvitrine udsalg om sommeren, sikkert populær bare til jul. Alma bøjede sig og købte den, fik adresse af Veronika Jensen og gik derhen.
Da hun ringede på, blev hun nervøs det måtte virke mærkeligt, så mange år senere. Men hun besluttede sig.
Kvinden åbnede døren, og hun genkendte tydeligvis Alma. Hurtigt rakte Alma sig englefiguren frem, skød hovedet ind mellem skuldrene, forventede at få døren smækket i eller at blive skældt ud.
Men det skete ikke. Kvinden tog imod figuren, smilede og sagde:
Kom ind. Vil du have te?
Over teen fortalte hun stille sin historie, som Alma allerede vidste fra Veronika Jensen, men det gjorde alligevel ondt at høre det direkte.
Hvorfor fik I aldrig børn igen? spurgte Alma næsten hviskende.
Min fødsel var så svær, så jeg fik fjernet livmoderen. Jeg kunne ikke få børn siden.
Alma følte sig som en fremmed hun havde jo ingen ret til at spørge ind i andres liv. Hun ville snakke om adoption, men tungen var lammet.
Vi overvejede adoption, sagde kvinden, som om hun læste Almas tanker. Vi gik til kurser, men i sidste øjeblik Jeg bad min datter om et tegn. Ingenting skete.
I det samme lød et klir som om et glas gik i stykker. Kvinden stivnede, Alma så nervøst derhen hun troede, de var alene.
De gik ind i stuen. Alma frygtede at finde et mørkt rum med lys og billeder. Men nej, kun ét foto, rummet var lyst, ingen lys, bare englefiguriner overalt. En af figurerne lå knust på gulvet. Kvinden samlede stykkerne op, betragtede dem længe. Så sagde hun underligt:
Det er den samme figur. Hendes.
Alma blev rød. Var det ikke et tegn?
Hun fødte en pige til tiden. Faster Lisbet boede nu i lejligheden, og hendes tvillinger var født for tidligt. Begge børn lå på hospitalet, vuggerne var købt: to hvide med kokosmadrasser. Ingen købte noget til Almas barn, hun skulle blot efterlade pigen på hospitalet. Kun Karla listede sig til at spørge om aftenen:
Kan vi ikke gemme hende? Så de ikke ved, hun er her, din pige. Jeg vil hjælpe dig.
De ord gjorde Alma grådklar, men hun holdt igen foran lillesøster.
Alma tænkte over sin note til paret. Hun skrev, at hun ikke kunne beholde barnet, at pigen var sund, at de ikke behøvede bekymre sig. Hun mindede også om tegnet englen der faldt ned. I kuverten lagde hun alle sine sparede penge fra pensionen. Det måtte være nok, de var gode folk.
Udskrivning fra hospitalet var om morgenen, men det virkede for vovet at efterlade barnet midt om dagen. Hun sad hele dagen i shoppingcenteret, selvom det var svært, hun var svimmel, men det vigtigste var at finde de rette forældre til sin pige.
Da butikken lukkede, blev Alma siddende en time på bænken, heldigvis var det lunt. Først ved tusmørke gik hun med barnevognen hen til lejligheden, gled ind, da en mand med hund gik ud.
Barnevognen var børenok, den havde hun købt for egne penge, og bad Veronika Jensen tage med ved udskrivning. Nu lagde hun konvolutten under dynen, og var på vej til at ringe og løbe, da døren åbnede. Manden, faren til den afdøde pige, stod der.
Hvad laver du her?
Alma blev så forskrækket, hun hoppede.
Han opdagede barnevognen.
Hvad er det?
Tårerne kom af sig selv, og Alma fortalte det hele om Mads, der havde forladt hende, om stedfar, som havde forsørget hende og Karla i 7 år, men nu ville giftes og havde fået tvillinger, om faster Lisbet der anbefalede, hun skrev afkaldserklæring.
Han lyttede til hende og sagde:
Gitte sover, jeg vil ikke vække hende. Vi snakker i morgen. Kom, jeg reder op til dig i stuen.
At sove i et rum med englefigurer var mærkeligt. Men Alma sov tungt, med pigen tæt ved brystet.
Hun vågnede til en følelse af tomhed. Pigen var væk. Nu forstod hun hun kunne ikke forlade hende. Aldrig. Hun ville løbe og hente hende
Hun kom op, men inden hun kunne nå noget, gik Gitte ind, med lillepigen i armene.
Værsgo, smilede hun. Hun skal have lidt at spise, jeg vuggede hende, ville lade dig sove, men det gik ikke.
Mens Alma gav sin datter mad, kunne hun ikke se på Gitte. Hvad havde hendes mand sagt? Ville de adoptere pigen? Hvordan skulle Alma sige, hun havde fortrudt?
Hvor gammel er din søster? spurgte Gitte pludselig.
Tolv, sagde Alma forundret.
Tror du, hun vil flytte ind hos os?
Det spørgsmål var så mærkeligt, at Alma så op på Gitte.
Undskyld, hvad?
Svend har fortalt alt. At I ingen steder har at bo, og stedfar vil smide dig ud. Jeg tænker, hvis din søster bliver, gør de hende bare til hushjælp. Hun skal også bo her.
Hvad mener du “også”? stammede Alma.
Gitte nikkede mod den englefigur, der stod ved billedet møjsommeligt limet, men stadig genkendelig.
Jeg tror, det var et tegn. Vi skal hjælpe dig, sagde hun enkelt. Vi har rigelig med plads. Flyt begge ind. Jeg hjælper dig med pigen. Drop dine dumheder. Mor og barn skal ikke skilles.
Glæde og skyld fik Almas kinder til at brænde.
Så, er du med på det?
Alma nikkede og skjulte ansigtet hos sin datter, så Gitte ikke så hendes tårer…
