Sent onsdag
Bussen rykkede pludseligt, og jeg, Anna Madsen, greb hårdt om stangen med begge hænder. Plastikken under fingrene føltes ru og lidt blød. Posen med dagligvarer bumpede mod mine knæ, æblerne trillede lydløst rundt indeni. Jeg stod tæt ved udgangen og talte i tankerne stoppene hjem til min opgang her i Vanløse.
I øret knitrede høretelefonerne stille, men min datterdatter, Astrid, havde bedt mig lade dem blive i: Bedste, det kan jo være, jeg ringer. Telefonen lå i den yderste lomme, nærmest tung som en sten. Alligevel tjekkede jeg lynlåsen en ekstra gang.
I hovedet havde jeg allerede hele rutinen malet op: Sætte posen på skamlen i entreen, skifte sko, hænge frakken på knagen og lægge sjalet pænt fra mig. Pakke grøntsagerne væk, kyllingen i køleren, brødet i brødkassen. Fylde gryden og lade den stå på blusset, så suppen kan simre. Senere ville min søn, Søren, komme forbi og hente madkasser. Han har travlt med sit arbejde på hospitalet og får ikke tid til at lave mad selv.
Bussen bremsede ved min stoppested ved Jernbane Allé, og dørene gik op. Jeg gik forsigtigt ned ad trinene med posen i hånden og tog ind gennem gården. Unge drenge sparkede til en fodbold, en pige på løbehjul susede forbi mig, men snoede udenom i sidste øjeblik. Fra opgangen bredte kattelugt og cigaretrøg sig ud i kulden.
Vel hjemme skubbede jeg skoene ind til væggen, hængte frakken, lagde sjalet, og pakkede roligt varerne ud: gulerødder til de andre grøntsager, kyllingen i køleskabet, rugbrødet på sin plads. Jeg fandt gryden frem og lod koldt vand dække bunden under min håndflade.
Mobilen vibrerede på bordet. Jeg tørrede hænderne og trak den hen til mig.
Ja, Søren, sagde jeg, bøjet lidt ind over telefonen, for at høre ham tydeligere.
Hej mor. Hvordan går det? lød hans stemme hurtigt og fjernt; i baggrunden var der nogen, der kaldte på ham.
Alt fint. Jeg laver suppe. Kommer du forbi?
Ja, om et par timer. Forresten, mor, vi samler ind i børnehaven igen til nyt legetøj. Kunne du ligesom sidst?
Jeg havde allerede fat i skuffen med dokumenter, hvor min budget-notesbog lå.
Hvor meget mangler der? spurgte jeg.
Hvis du kan, tre tusinde kroner. Alle giver lidt, men du ved det er lidt stramt denne måned.
Jeg forstår, svarede jeg. Det skal jeg nok.
Tak, mor. Du er en skat. Jeg henter det, og så snupper jeg lidt suppe med.
Efter opkaldet duftede suppen i gryden. Jeg lagde kyllingen i og kom laurbær i, mens jeg satte mig med min notesbog. Under Folkepension stod beløbet, skrevet med sirlig håndskrift. Længere nede havde jeg husleje, medicin, børnebørn, og uventet.
Jeg føjede børnehave og beløbet til, og hånden tøvede et øjeblik over papiret. Tallene gled lidt, som om de lige blev puffet af vinden. Der var ikke meget tilbage, men det var heller ikke katastrofalt. Det skal nok gå, tænkte jeg og lukkede notesbogen.
På køleskabet sad et magnet med en lille kalender. Nederst: Kulturhuset Vanløse Sæsonabonnement. Klassisk, jazz, teater. Pensionistrabat. Magneter havde jeg fået af min nabo, Lisbet, sammen med et stykke lagkage til min fødselsdag.
Ofte havde jeg grebet mig selv i at læse den reklame et halvt øjeblik, mens jeg ventede på at vandet kogte til te. I dag stirrede jeg igen på ordet abonnement. Engang gik jeg med min veninde til koncert i Musikhuset, dengang før jeg blev gift. Billetterne var billige, men krævede, at man ventede i kø. Vi frøs og grinede, jeg havde langt hår sat op og mit pæne kjole på. Nu forestillede jeg mig koncertsalen. Den havde jeg ikke besøgt i mange år, kun børnearrangementer med børnebørnene larm og balloner, ikke rigtig stilhed.
Der stod på bagsiden af magneten et telefonnummer og en hjemmeside. Hjemmesiden sagde mig intet, men jeg stillede magneten tilbage. Tankerne blev.
Pjat, sagde jeg til mig selv. Bedre at spare op til en ny jakke til Astrid. Hun vokser ud af det hele.
Jeg sænkede blusset, gik til bordet, men åbnede ikke notesbogen. I stedet fandt jeg den gamle kuvert med pengene til nødstilfælde. Der var ikke mange sedler, men nok til både vaskemaskinereparation og blodprøver, hvis det blev nødvendigt.
Mine fingre talte pengene, mens reklamen fra magneten rumsterede i hovedet.
Om aftenen kom Søren. Han smed jakken over stolen og tog plasticbeholdere op af posen.
Uh, boller i karry du kan bare det der, mor! Har du spist selv?
Ja, ja. Sæt dig bare. Pengene ligger klar, sagde jeg, og talte tre tusind op.
Mor, du kunne da notere, hvor meget du har tilbage, sagde han, mens han tog mod sedlerne. Så du ikke pludselig står uden.
Jeg skriver det op, svarede jeg. Jeg har styr på det.
Du er familiens regnskabschef, grinede han. Forresten, kan du passe børnene på lørdag igen? Tanja og jeg skal i Fields, og vi kan ikke få pasning.
Det kan jeg godt, nikkede jeg. Jeg har jo ikke så travlt.
Han fortalte lidt om arbejdet, chefen og de nye regler. Mens han tog sko på i entreen, vendte han sig om:
Mor, køber du nogensinde noget til dig selv? Eller er det kun os andre, du bruger penge på?
Jeg mangler ikke noget, svarede jeg. Hvad skulle jeg mangle.
Han viftede med hånden:
Du ved bedst. Jeg kigger ind senere i ugen.
Da han var gået, blev lejligheden helt stille igen. Jeg vaskede op, tørrede bordet. Stirrede på magneten igen. Hans spørgsmål blev hængende: Køber du nogensinde noget til dig selv?
Næste morgen blev jeg liggende længe og stirrede op i loftet. Alle var væk barnebørn i institution eller skole, Søren på hospitalet. Jeg havde hele dagen for mig selv. Men egentlig var den fuld af små ting: vande blomster, vaske gulv, sortere gamle aviser.
Jeg rejste mig, lavede lidt øvelser, som lægen har instrueret. Satte vand over til te, fandt magneten frem.
Kulturhuset abonnement Jeg tog telefonen og trykkede nummeret med lidt rystende hånd. Hjertet bankede hårdere. Efter et par toner svarede en kvinde:
Kulturhuset Vanløse, billetkontoret, goddag.
Hej, det er Anna Madsen. Jeg ville høre om abonnementerne?
Selvfølgelig. Hvilken serie er du interesseret i?
Det ved jeg ikke helt. Hvad har I?
Hun remsede tålmodigt op: symfonikoncerter, kammermusik, romancer, børneprogrammer.
Vi har pensionistrabat, men selve abonnementet koster stadig et par tusind. Det gælder fire koncerter.
Kan man købe billetter enkeltvis? spurgte jeg.
Ja, men stykprisen er højere. Abonnementet er billigere samlet.
Jeg gennemgik tallene i hovedet, kuverten i skuffen. Spurgte forsigtigt til prisen, og beløbet fik det til at knuge sig inden i mig. Det ville tømme min opsparing til regnvejrsdage næsten helt.
Overvej det lidt, lød hendes stemme. Men abonnementerne er hurtigt udsolgt.
Tak, sagde jeg og lagde på.
Vandet kogte allerede. Jeg hældte op, satte mig og skrev i notesbogen: Abonnement. Noterede beløbet ved siden af, fire koncerter. Tænkte lidt og regnede på månedlig udgift, hvis jeg delte udgiften. Så slettede jeg i tankerne udgifter til slik og frisør denne vinter, jeg kunne vel selv klippe mig.
Men så dukkede børnenes ansigter op. Emil ønskede sig LEGO, Astrid ville have nye danse-sneakers. Søren og Tanja talte igen om lavere løn og banklån. Og så mit eget ønske, der føltes næsten forbudt som at skulle til koncert var noget umoralsk.
Jeg lukkede notesbogen uden at beslutte mig. Vaskede gulv, hængte tøj til tørre. Men tanken om koncerthuset ville ikke slippe.
Efter frokost ringede dørtelefonen. Lisbet kom op og stak et glas syltede drueagurker ind.
Tag du dem, Anna. Jeg har ikke plads. Hvordan går det?
Det går, smilte jeg. Ved du hvad, jeg overvejer
Det var mærkeligt at sige højt.
Hvad overvejer du? sagde Lisbet, mens hun trak sit strikketøj frem.
Jeg har kigget på abonnement til koncert i kulturhuset. Gik meget til musik, da jeg var ung. Men dyrt er det jo.
Hun løftede øjenbrynene:
Hvorfor spørger du mig? Vil du, så gør det!
Ja, men pengene begyndte jeg.
Pengene, pengene, fnyste hun. Du har brugt et helt liv på at hjælpe andre. Søren har igen lånt? Ja. Gaver til børnebørn altid. Skulle du ikke for en gangs skyld bruge noget på dig selv?
Det har jeg jo også før, sagde jeg lidt tøvende.
Før, da isen kostede 2 kroner? Det her er nu! Og det er dine penge.
Alligevel siger de, det er spild. At jeg burde bruge det på børnebørnene.
Så lader du bare være med at fortælle dem det. Eller siger, du skal til læge. Men hvorfor skulle du skjule det? Du er voksen, Anna!
Du er voksen. Jeg mærkede en blanding af skam og oprør.
Jeg går nok til læge rigeligt, mumlede jeg. Men det skræmmer lidt. Tænk hvis jeg ikke kan komme frem eller mit hjerte driller?
Der er elevator, og du skal bare sidde stille! Jeg var i teatret forrige måned det overlevede jeg da.
Vi snakkede videre lidt endnu om medicinpriser, om lokale nyheder. Da hun var gået, tastede jeg hurtigt billetkontorets nummer ind igen.
Jeg vil gerne bestille et abonnement til romanseaftener, sagde jeg forsigtigt.
Jeg fik forklaret at jeg skulle møde op med sygesikringsbevis. Jeg skrev adressen ned og satte sedlen fast med magneten. Hjertet slog hurtigere end efter en lang travetur.
Senere ringede Tanja.
Anna, vil du passe børnene på lørdag? Vi skal til Elgiganten, der er tilbud på støvsugere.
Det vil jeg gerne, svarede jeg.
Tak! Vi tager noget kaffe med til dig bagefter.
Nej tak, Tanja. Skal ikke have noget.
Jeg så på sedlen efter opkaldet. Billetkontoret lukkede kl. 18, så jeg måtte afsted i god tid.
Om natten drømte jeg om en sal med bløde stole, dæmpet lys og fremmede mennesker. Jeg sad midt i det hele med et program i hånden og turde knap bevæge mig, for ikke at forstyrre.
Næste morgen var jeg nærmest tung i kroppen. Hvorfor gør jeg overhovedet det her? Men sædlen på køleskabet forsvandt ikke. Efter morgenmaden fandt jeg mit pæneste marineblå frakke frem, tjekkede knapperne og valgte et lunt tørklæde og solide støvler. I tasken pakkede jeg pas, pung, briller, blodtryksmedicin og en lille flaske vand.
Inden jeg gik, satte jeg mig på bænken i entreen og mærkede efter. Hovedet var i orden, benene bar mig stadig. Det går, sagde jeg og låste døren.
Der var ikke langt til stoppestedet, men jeg gik langsomt, talte hvert skridt. Bussen var hurtigt der, og en ung mand tilbød straks sin plads. Jeg takkede og satte mig ved vinduet, krammede tasken ind til mig.
Kulturhuset lå kun to stoppesteder fra centrum. En stor, falmet bygning med plakater på facaden. Nogle damer med tasker og smil diskuterede i indgangen. Indenfor var der en stemning af træ, støv og noget sødt fra cafeen.
Billetkontoret var til højre. Jeg rakte pas og valgte romanse-serien.
Der er rabat til pensionister, heldigvis, sagde damen. Der er stadig flotte pladser midt i salen.
Hun pegede på en planket med små firkanter, men jeg lod bare som om jeg forstod og nikkede.
Da hun sagde det samlede beløb, dirrede min hånd. Jeg tømte pungen, overvejede at fortryde. Men bag mig flyttede folk sig utålmodigt. Jeg lagde pengene på skranken uden at se op.
Her er dit abonnement, sagde hun og rakte mig et smukt kort med datoer. Første koncert om to uger. Kom i god tid.
Abonnementet var virkelig pænt: et billede af scenen, klare linjer med programtitler. Jeg lagde det forsigtigt i tasken mellem pas og den gamle kogebogsnotesbog.
Da jeg kom ud på pladsen, var mine ben lidt trætte. Jeg satte mig på bænken, tog en slurk vand. To unge fyre talte højlydt om bands jeg aldrig har hørt om. Jeg lyttede, som var det et fremmed sprog.
Så gjorde du det, Anna, tænkte jeg. Nu kan du ikke bakke ud.
De to uger gik hurtigt med syge børnebørn, thermometre, madlavning og indkøb. Søren kom forbi, fik mad med. Jeg nævnte aldrig koncerten hver gang jeg overvejede det, gled samtalen over på pension eller børnenes skole.
På dagen for første koncert vågnede jeg tidligt, næsten nervøs. Jeg gjorde maden klar til resten af dagen og ringede til Søren:
Jeg er ikke hjemme i aften, hvis du mangler noget, så sig til i god tid.
Hvor skal du hen? Han lød overrasket.
Jeg vaklede lidt.
Kulturhuset, til koncert.
Der var en pause i den anden ende.
Hvilken koncert? Skal du nu til sådan noget? Mor, er det nu klogt det er vel for unge folk?
Det er romancer, svarede jeg roligt. Ikke diskotek.
Og hvem har inviteret dig?
Ingen, jeg købte selv abonnement. Mine penge.
Der blev stille, så et suk:
Ok, dine penge. Men fortæl det, hvis du pludselig mangler. Og pas på dig selv, ikke blive syg. Husk din alder
I min alder kan man godt sætte sig og høre musik, sagde jeg. Jeg skal jo ikke bestige Himmelbjerget.
Han sukkede igen, men mere opgivende.
Ring, når du er hjemme.
Selvfølgelig, sagde jeg.
Efter samtalen sad jeg længe, så på kortet. Mine hænder rystede lidt. Det føltes så grænseoverskridende næsten uartigt. Men jeg ville ikke fortryde.
Om aftenen klædte jeg mig fint på min mørkeblå kjole, nye strømpebukser, de bedste sko. Jeg brugte ekstra tid på håret, mærkede den gamle lette spænding.
Det begyndte at skumre, da jeg gik ud. Man kunne se lysene i butiksvinduerne og høre bilerne på Godthåbsvej. Tasken føltes tung med pas og billet.
Bussen var fyldt, nogen trådte på min fod og sagde undskyld. Jeg klemte mig forbi folk og steg af ved Kulturhuset.
Foran stod folk i alle aldre: ældre ægtepar, yngre kvinder, unge mænd i jeans. Jeg mærkede, at jeg ikke var den ældste og slappede lidt af.
Jeg afleverede frakken og fik en nummerbrik. Stod et øjeblik uden at vide, hvor jeg skulle gå, men fandt pilen mod Sal. Følte mig lidt forkert, men fulgte strømmen.
Inde i salen var der dæmpet belysning, nummerede pladser og et hav af skjulte, dæmpede stemmer. En venlig dame viste mig til række seks, plads ni.
Jeg satte mig forsigtigt, lagde tasken på skødet. Mit hjerte bankede, men nu af forventning snarere end nervøsitet.
Folk bladrede i programmerne, snakkede stille sammen. Jeg åbnede mit eget hæfte og kiggede på navne og titler ikke mange kendte, men nederst stod et komponistnavn, jeg kunne huske fra radioen.
Lyset slukkedes langsomt. Konferencieren fortalte et par ord, men jeg lyttede kun halvt det hele handlede mest om at være der, på min plads, ikke hjemme i køkkenet.
Så begyndte musikken. Sangerindens stemme var mørk og rusten, og ordene om kærlighed, savn, længsel føltes pludselig velkendte. Jeg tænkte på gamle dage, på folk der er væk, på byer jeg har levet i.
Tårer pressede sig på, men jeg græd ikke. Jeg sad bare og lod musikken fylde mig. Efterhånden gled al bekymring og tal fra notesbogen væk. Indimellem kunne jeg bare være Anna, som lyttede.
I pausen snurrede benene lidt, så jeg bevægede mig ud i forhallen. Folk talte, drak kaffe, købte småkager. Jeg fandt en lille chokolade og købte den selvom jeg normalt ville have undværet.
Det smager godt, sagde jeg højt for mig selv.
En dame ikke meget ældre end mig, i lyse bukser, smilede og sagde:
God koncert, ikke?
Ja, det har jeg savnet, smilede jeg tilbage. Men det blev aldrig til noget før nu.
Man skal slå til nu, sagde hun. Ellers gør man det aldrig. Der er altid nogen, der har brug for en.
Vi snakkede om programmet, om musikeren. Så ringede klokken, og vi gik tilbage.
Resten af koncerten gik hurtigt. Jeg sad bare og nød det, lod musikken flyde ind. Da det sluttede, klappede jeg længe sammen med de andre.
Udenfor var luften kold og frisk. Jeg gik langsomt hen til bussen, benene tungere, men med varme indeni. Ikke euforisk, men glad. En følelse af, at jeg havde gjort noget vigtigt ikke stort, men mit eget.
Hjemme ringede jeg straks til Søren:
Jeg er hjemme. Alt gik fint.
Var det godt? Blev du kold?
Nej, det var dejligt.
Det vigtigste er, at du er tilfreds. Men husk, nu skal vi også spare op til børnenes værelse.
Jeg har tænkt mig at gå til de sidste tre koncerter, sagde jeg.
Han blev overrasket, men indvilligede.
Senere satte jeg mig med te, så på billetkortet, der nu var lidt slidt. Jeg skrev koncertdatoerne ind i kalenderen, lagde en cirkel om dem.
Næste uge, da Søren igen spurgte om lidt penge til indsamling, åbnede jeg notesbogen og svarede:
Jeg kan kun give halvdelen. Resten skal jeg bruge.
Til hvad?
Jeg så på ham, alle hans bekymringer i ansigtet.
Til mig selv, svarede jeg roligt.
Han sukkede, men protesterede ikke.
Senere den aften, alene, fandt jeg gamle fotoalbum frem. På et billede stod jeg foran Musikhuset, ung, bleg og forventningsfuld. Med et program i hænderne og et genert smil. Jeg betragtede billedet længe, prøvede at genkende mig selv i det.
På køleskabet satte jeg nu endnu en seddel: Næste koncert d. 15. Under den: Husk at gå i god tid.
Mit liv blev ikke forvandlet. Jeg lavede stadig suppe, vaskede, gik til kontrol, passede børn. Søren bad om hjælp, og jeg hjalp så godt jeg kunne. Men indeni havde jeg fået mit eget rum, en følelse af, at mine små planer også talte.
Nogle gange strejfede jeg sedlen på køleskabet og blev stædigt glad: Jeg lever stadig, og jeg har ret til at ønske.
En aften faldt jeg over et opslag om engelskundervisning for seniorer på biblioteket. Gratis, men tilmelding nødvendig.
Jeg rev det ud og lagde det ved siden af koncertkortet. Overvejede om det ikke var for vovet.
Først skal jeg til de sidste romanseaftener, besluttede jeg. Så ser vi.
Jeg lagde papiret i notesbogen, men nu føltes det ikke længere umuligt, at lære noget nyt. Senere gik jeg til vinduet, så på gården under gadelygterne, hørte en stor dreng trampe rundt med bold og mærkede, hvordan roen bredte sig i kroppen.
Hverdagen ville fortsætte som altid. Men i kalenderen var der nu en ring om fire aftener, og det gjorde alligevel en verden til forskel, selvom kun jeg selv lagde mærke til det.
