Bænken i gården
Viggo Steffensen træder ud i gården lidt over ét. Trykket bag tindingerne i går havde han spist de sidste rester af salat, og hele formiddagen har han taget juletræet ned og pakket pynten væk. Alt er alt for stille derhjemme. Han trækker huen godt ned over ørerne, putter sin mobil i lommen og går ned ad trappen, holder rutinemæssigt fast i gelænderet.
I den klare januarsol virker gården næsten som et teaterkulisse: velholdte stier, urørte snedriver, ikke et øje. Viggo børster sneen væk fra bænken ved opgang to. Sneen falder blødt fra brædderne. Her kan han tænke i fred, især når alt ligger øde hen fem minutter på bænken, så hjem igen.
Forstyrrer jeg? spørger en mandestemme bag ham.
Viggo ser op. En høj mand i mørkeblå jakke omkring de femoghalvtreds. Ansigtet forekommer bekendt på den der vagtsomme måde.
Sæt dig bare, der er plads nok, siger Viggo og rykker lidt til siden. Hvilken lejlighed er du fra?
Nummer treogfyrre, anden sal. Flyttede ind for tre uger siden. Mit navn er Mikkel.
Viggo Steffensen, siger Viggo automatisk og trykker den fremstrakte hånd. Velkommen til vores stille hjørne af København.
Mikkel tager en pakke cigaretter frem.
Må jeg ryge?
Selvfølgelig, nyd det bare.
Viggo har ikke røget i mindst ti år, men duften af tobak vækker pludselig minder om redaktionen på lokalavisen, hvor han arbejdede det meste af sit liv. Han mærker næsten en trang til at indsnuse røgen og jager straks tanken bort.
Har du boet her længe? spørger Mikkel.
Siden syvogfirs. Da var hele området helt nyt.
Jeg arbejdede faktisk i nærheden dengang, i Medborgerhuset. Lydtekniker.
Et ryk går gennem Viggo:
Hos Valdemar Zachariassen?
Præcis! Hvordan kender du ham?
Skrev et portræt om ham engang. I niogfirs, da vi lavede jubilæumskoncert. Kan du huske dengang, August spillede?
Den koncert kan jeg næsten fortælle hele vejen igennem! grinende svarer Mikkel. Vi fik slæbt en kæmpehøjttaler ind, strømforsyningen gnistrede
Snakken flyder let. Navne flyver frem, historier nogle morsomme, andre alvorlige. Viggo overrasker sig selv ved at blive siddende, selvom han flere gange tager sig i at burde gå hjem. Men samtalen finder hele tiden nye drejninger: musikere, udstyr, bagom-kulissen hemmeligheder.
Han har vænnet sig af med lange snakke for længe siden. De sidste år på redaktionen skrev han kun haster, og efter han gik på pension, har han trukket sig helt tilbage. Prøvede at overbevise sig selv om, at det var nemmere sådan ingen bindinger, ingen at skulle stå til regnskab for. Men nu mærker han, hvordan noget i brystkassen langsomt tøer op.
Du ved, siger Mikkel og slukker sin tredje smøg, jeg har hele arkivet liggende derhjemme. Plakater, billeder. Og kassettebånd med optagelser fra gamle koncerter jeg lavede dem selv. Hvis du har lyst at kigge…
Hvad skal jeg egentlig med det, tænker Viggo. Så skal man til at besøge folk, snakke. Hvad hvis han vil være venner hele ens rytme bliver forstyrret. Og hvad nyt kan jeg se nu?
Jeg vil da gerne kigge, svarer han. Hvornår passer det dig?
Kom bare forbi i morgen ved 17-tiden. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde der.
Ja, Viggo griber mobilen, åbner kontakterne. Notér mit nummer, så kan vi ringes ved, hvis der er noget.
Om aftenen ligger Viggo længe vågen. Gennemgår samtalen i hovedet, husker alle detaljer fra de gamle historier. Flår et par gange mobilen frem lige ved at melde fra, komme med en undskyldning. Men gør det ikke.
Næste morgen vækker mobilens ringetone ham. På displayet står der: Mikkel, nabo.
Har du fortrudt? Mikkels stemme i røret lyder en smule usikker.
Nej, svarer Viggo stille. Jeg er der klokken fem.
