Gå din vej, Kasper
Tallerknerne med den kolde aftensmad stod stadig urørte på bordet. Jeg sad og stirrede på dem uden egentlig at se dem. Til gengæld havde jeg krystalklart blik for tallene på uret, som langsomt og næsten hånligt sneg sig frem: 22:47.
Kasper havde lovet at være hjemme klokken ni. Som sædvanligt…
Telefonen var tavs.
Jeg var ikke engang vred længere.
Alt, der havde været levende i mig, var brændt ud. Tilbage var kun en isnende træthed.
Omkring halv tolv lød nøglen i hoveddøren.
Jeg vendte ikke engang hovedet. Jeg sad på sofaen, svøbt ind i mit tæppe, og stirrede ud i ingenting.
Hej, skat. Undskyld, det trak ud på arbejdet, lød det trætte forsøg på munterhed fra Kasper, da han trådte ind. Han lød altid sådan, når han løj.
Han kom hen, bøjede sig for at kysse mig på kinden. Jeg trak mig væk, uden at tænke over det. Ikke meget, men nok til at han mærkede det.
Er der noget galt? spurgte han, mens han trak sit halstørklæde af.
Kan du huske, hvilken dag det er i dag? min stemme var stille og udtryksløs.
Han frøs et øjeblik, tænkte sig om.
Onsdag. Hvorfor?
Det er min mors fødselsdag. Vi havde aftalt at tage ud til hende med kage. Du lovede det.
Kaspers ansigt ændrede sig straks. Smilet gled bort, og efterlod skyld og panik.
For pokker, Malene! Jeg glemte det helt. Undskyld, virkelig Arbejdet har været sindssygt. Jeg ringer til hende i morgen, det lover jeg.
Han gik ud i køkkenet. Jeg kunne høre, hvordan han rumsterede rundt: Køleskabet åbnede, bestik klirrede. Det var altid sådan Kasper flygtede gemte sig i hverdagslarmen, i kaffe og glas, når han ikke ville konfronteres.
Men i aften var jeg ikke i humør til at skåne ham. Jeg rejste mig og gik ud til køkkendøren.
Kasper, hvem var du egentlig på arbejde med til klokken næsten elleve i aften?
Han vendte sig. Hånden, der holdt mælkekartonen, rystede:
Med teamet. Vi har et nyt projekt. Deadlines… Du ved, hvordan det er.
Ja, det ved jeg. Og jeg ved også, at du klokken tre ringede og sagde: Line, jeg forstår dig, men jeg bliver nødt til at løse det her.
Line. Line hans ekskone. En skygge, der havde boet her hos os i alle tre år. En kulde i lejligheden af usagte tanker og gamle sårede følelser.
Kasper blev helt bleg.
Har du… lyttet med?
Det behøvede jeg ikke. Du talte så højt i badeværelset, at jeg hørte det hele.
Han satte mælken fra sig og sank tungt ned på stolen.
Det er ikke, hvad du tror.
Hvad skal jeg så tro? for første gang lød min stemme med følelser. At du har været urolig i over et halvt år? Forsvinder om aftenen? Ser på mig, som om du slet ikke ser mig? Prøver du at få hende tilbage? Kan du så ikke bare sige det ligeud? Jeg kan godt klare det.
Han stirrede ned på sine hænder. Stærke hænder, der kunne samle enhver opgave, men aldrig havde lært at bygge lykke.
Jeg skal ikke tilbage til hende, sagde han stille.
Så hvad? Er du sammen med hende igen?
Nej! der var så megen ægte fortvivlelse i hans blik, at jeg et øjeblik tvivlede på min egen vrede. Malene, forstår du der er intet imellem os.
Så hvad så?! Hvad er det, du prøver at løse?! jeg råbte næsten. Betaler du hendes regninger? Passer hendes problemer? Lever hendes liv i stedet for mit?
Kasper sejlede hen i tavshed.
Alle ordene, jeg havde holdt inde, væltede ud.
Gå din vej, Kasper. Gå nu, hvis det er hende eller hvem det nu er. Få styr på dine ting. Bare lad mig være i fred. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere.
Jeg forsøgte at gå, men Kasper sprang op og stillede sig i vejen:
Jeg har ikke noget sted at gå hen! Jeg har hverken en ny eller gammel Line. Jeg… jeg forstår ikke engang selv, hvad der sker! Jeg vil bare… løse det hele!
Han vendte sig væk, slugte en klump.
Sig hvad du mener, sagde jeg næsten uhørligt.
Spørger du, hvad jeg prøver at rette op på? Kaspers stemme knækkede. Det er mig selv! Mig. Jeg prøver at lave om på mig selv. Det lykkes bare ikke. Forstår du? Du er ikke hende. Du er tålmodig, god du troede på mig, da selv jeg ikke gjorde det. Med dig skulle det alligevel lykkes. Jeg skulle blive ny, rigtig. Men intet virker. Jeg ødelægger stadig det hele: glemmer fødselsdage, arbejder for længe, selvom jeg ved, du venter, tier stille. Jeg ser lyset forsvinde ud af dine øjne. Ligesom det skete for hende.
Jeg tav.
Jeg ønsker ikke en ny, fortsatte Kasper lavmælt, jeg tror bare, det sker igen. At jeg ødelægger noget vigtigt. Gør hende ked af det, får hende til at græde eller blive vred. Jeg kan bare ikke finde ud af at være ægtemand. At leve sammen dag for dag, uden drama eller høje skænderier. Jeg ødelægger alt omkring mig. Jeg lever ikke, jeg balancerer bare, bange for at falde. Og du du er heller ikke levende ved min side mere
Kasper kiggede på mig. Hans blik var fortabt, men ærligt:
Så det er ikke dig, der er problemet. Heller ikke Line. Det er mig
Jeg hørte hans ord og forstod det endelig helt klart: Han havde ikke forrådt mig for en anden kvinde. Han havde svigtet mig med sin egen frygt. Han var ikke en skurk, bare en vildfaren mand, der ikke vidste, hvordan man går videre.
Hvad gør du så nu, Kasper? spurgte jeg stille uden bebrejdelse. Du har indset alt det her. Og hvad nu?
Jeg ved det ikke, indrømmede han ærligt.
Så må du finde ud af det selv, fløj det ud af mig. Gå til psykolog, læs nogle bøger, smæk hovedet ind i en mur for min skyld gør et eller andet. Bare stop med at løbe rundt i ring og lede efter en trylleknap, der får fortiden til at gå væk. Den findes ikke. Det eneste, der hjælper, er at arbejde med dig selv. Gå ud og gør det. Alene.
Uden mig.
Jeg gik ud af køkkenet, forbi ham til entreen og tog min frakke på.
***
Døren lukkede sig bag mig. Kasper blev alene i lejligheden, hvor kun regnvejret mod ruden brød stilheden. Han gik hen til vinduet, så min silhuet forsvinde ud i den mørke regn, og pludselig forstod han tyngden af alt det, der var blevet tilbage.
Hans nederlag var ikke længere et spøgelse. Det var her, i den tomme lejlighed, i aftensmaden, der aldrig blev spist, i hans egne hænder, der ikke kunne holde fast på noget.
Og i stedet for at løbe efter mig fandt han flasken med snaps frem.
Jeg lærte i nat, at nogle gange er det ikke kærligheden, man mister det er sig selv. Og ingen kan gøre arbejdet for en. Man må starte med sig selv.
