Jeg var bange for at blive bragt tilbage
Første gang jeg så ham, sad han helt oppe ved væggen. Han gøede ikke, krævede ikke opmærksomhed, nærmede sig ikke. Han sad bare med snuden boret ind i hjørnet. De andre hunde hoppede og stak poterne gennem gitteret, nogle hylede, andre gik i cirkler. Men hamikke en lyd.
“Han har været her længe,” sagde frivilligen. “Otte år. Han kom her som hvalp og blev. To gange er han blevet adopteret, men bragt tilbage. Første gang efter en dag, anden gang efter en uge. Det virkede ikke. Han er stille. Han leger ikke. Han er ikke glad.”
Jeg stod der med hænderne klemt i lommerne, ellers ville jeg have rystet.
“Hvad hedder han?”
“Først Bobbi. Så Mikkel. Nu kalder vi ham bare det, der står på kortet: Troels. Men jeg tror ikke, han bekymrer sig. Han reagerer kun på lyden af foderposen.”
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom. På et tidspunkt blev ensomheden uudholdelig. Efter min mors død var lejligheden tom for liv. Ingen lyde, ingen bevægelse. Kun vandkogeren om morgenen, kun radioen i køkkenet. Og tomheden.
Mine venner rådede mig til at få noget måske fisk eller en papegøje. Så jeg gik til dyreinternatet.
Og så så jeg ham.
“Kan jeg prøve?” spurgte jeg usikkert.
Frivilligen nikkede bare. Ti minutter senere stod vi ved udgangen: ham i snor, mig med papirerne i lommerne. Ingen troede, det ville vare længe. Ikke engang jeg.
Han trak ikke i snoren, stormede ikke frem. Han gik bare ved siden af mig, som om han kendte vejen. På trappen snublede han, hans pote gled. Jeg sagde: “Forsigtig,” men han reagerede ikkeikke et blik, ikke et øre rørte sig. Han trak bare vejret dybere.
Derhjemme lagde jeg et gammelt tæppe ved radiatoren. Vand, mad i skålen. Han nærmede sig, snusede, satte sig, kiggede på mig og så mod døren. Længe. Som om han kontrollerede, om den var låst.
Om natten vågnede jeg af en knirken. Han lå foran døren, sov ikke. Hovedet på poten, øjnene åbne. Som om han ventede på at blive bragt tilbage.
“Troels du er hjemme. Alt er okay,” hviskede jeg.
Han rørte sig ikke.
Sådan gik de første to uger. Han spiste, gik tur, men tav. Ikke en lyd. Han så mig altid i øjnene. Som om han spurgte: “Må jeg blive?”
Han satte sig aldrig på sofaen. Heller ikke når jeg vinkede, kaldte eller klaskede puden. Han stod bare ved siden af mig. Så gik han tilbage til døren og sov der.
“Har du fået en ny hund?” spurgte fru Mikkelsen, naboerne, da hun så os på gaden. “Flot men så fremmed.”
Jeg nikkede. Hun havde rethan virkede ikke som om han hørte til her. Han kom ikke herfraog ville måske ikke blive.
Han spiste ikke fra hånden. Tog ikke godbidder. Kun fra skålen, og kun når ingen så det.
Jeg talte til ham som til et menneske.
“Mor drømte altid om at have en hund. Men hun var bange for at binde sig. Hun sagde, hun ikke kunne bære at miste. Og nu er der dig. Jeg tror, hun ville have kunnet lide dig. Hun vidste, hvordan man håndterer sårede sjæle. Hun arbejdede hele sit liv med dempå plejehjemmet.”
Han blinkede, som om han forstod.
“Hvis du vilbliv. Jeg venter ikke på nogen længere. Og det behøver du heller ikke.”
Hver morgen fulgte han mig til døren. Han satte sig, mens jeg tog sko på. Han peb ikke, logrede ikke. Han stirrede bare. Og ventede.
Når jeg kom hjem, lå han på dørtrinnet. Han spiste ikke, drak ikke, før han havde set, jeg virkelig var hjemme.
“Tror du, jeg ikke kommer tilbage?” spurgte jeg. “Men jeg kom tilbage. Jeg kommer altid tilbage.”
Han skar ansigt ved høje lyde. Fyrværkeri, børn der råbte, motorlarm. Han stivnede, rykked
