Altså, du vil slet ikke tro, hvad jeg har rodet mig ud i med min mands forældre. De bliver bare ved og ved de kan simpelthen ikke acceptere, at deres søn for længst er blevet skilt. Vi snakker mere end fire år! Alligevel forsøger de hele tiden at finde på undskyldninger for, at han burde være sammen med sin eks igen. “Forstår du ikke, de har jo en søn sammen!” sukker min svigermor tit.
Nå, men jeg blev gift med Jonas for tre år siden. Vi har det altså rigtig godt sammen. Men hans mor mener, at han traf en virkelig dårlig beslutning dengang at han skulle gøre alt for at genoprette forholdet til sin tidligere familieslæg, for “barnet er jo derovre,” som hun siger.
Inden jeg mødte Jonas, var han for længst gået fra sin ekskone Malene og det lød til, det skete i fælles forståelse. Hun blev faktisk hurtigt gift igen, og rygterne sagde, at hun havde mødt sin nuværende mand, før de blev skilt.
Jonas og jeg snakkede meget ærligt om det i starten. Han sagde: “Måske lavede vi en fejl, dengang vi blev gift. Min mor pressede os virkelig til det, for hun opdagede, at Malene var gravid, men jeg var ikke engang forelsket. Jeg datede bare Malene, det var alt. Hvis hun ikke var blevet gravid, havde vi aldrig giftet os.” Sådan forklarede han mig det.
Jeg var egentlig ikke nervøs for ekskonen. I starten kiggede jeg ham bare lidt an for at fornemme, hvordan han havde det med hende. Ret hurtigt opdagede jeg, at han var totalt færdig med det forhold og ærligt talt ret ligeglad. Og hun havde helt tydeligt heller ingen følelser for ham længere hun var jo videre og gift igen. De taler kun sammen om deres søn Viktor.
Men min svigermor, Kirsten, hun kan ikke slippe det. Heller ikke Jonas far, Bent. De laver de vildeste forsøg på at genforene familien og har hele tiden været ret kølige over for mig. Til familiefester spørger hun mig: “Du er jo stadig ung og har hele livet foran dig, hvorfor gør du det besværligt for dig selv og blander dig ind i en andens familie?”
Jeg sagde bare, at hvis Jonas var gift, ville jeg slet ikke have involveret mig, men nu er han altså fri. Kirsten tog en dyb indånding, som om hun ville sige mere, men så kom Jonas ind, og så blev der helt stille. Lige dér vidste jeg, at jeg aldrig ville blive tæt med min svigermor og helt ærligt, det tog jeg ikke så tungt.
Efter vi blev gift og flyttede sammen, så jeg egentlig kun Kirsten til højtider og lidt familiehygge. Men hver gang hørte jeg hendes brok om, at Jonas burde give sit gamle liv en chance til. Jonas prøvede at bede hende lade være, men hun kunne ikke lade være det startede forfra hver gang.
Vi har ikke selv haft travlt med at få børn. Jeg har slet ikke set mig selv som mor endnu, og Jonas har jo i forvejen Viktor, hvilket i øvrigt gør hans mor helt lykkelig, for så er hun “far-mor” og kan hygge sig med det.
Efter skillmissen satte Kirsten alt ind: Hun inviterede Malene til jul og fødselsdage, sad og sukker hen over gamle billeder og synes bare, de var sådan et dejligt par engang. Hun roste Malene for alt mellem himmel og jord.
Men det sjove er, Malene er ligeglad hun kommer bare, smiler høfligt og tager hjem igen. Det hele føles ret kunstigt, intet drama eller jalousi.
Kirsten prøver stadig at skabe jalousi. Hun ringer til mig og spørger, hvor Jonas er, og hvis jeg ikke ved det med det samme, antager hun straks, han sikkert er sammen med Malene. Eller hun sender ham ud med undskyldninger for, at han skal hjælpe Malene med et eller andet Det er virkelig mærkeligt.
Jeg er ikke en misundelig type, men det hele kan da godt gå mig lidt på nerverne, for hvis man lige tager et skridt tilbage og kigger på Jonas og Malene udefra, er det helt tydeligt, at der aldrig kommer til at være noget imellem dem igen. Men det med, at de har barn sammen, det slipper man altså ikke udenom. Jonas betaler selvfølgelig børnepenge, de taler sammen om Viktor, tager ham med hjem til os engang imellem. Malene er helt nede på jorden, kræver ikke mere, prøver ikke at snyde penge ud af ham, og de samarbejder så fint omkring Viktor. De behandler hinanden ordentligt og respektfuldt, og det er faktisk bare det.
Kirsten fatter det dog ikke. Jeg ved ikke, hvornår hun giver slip. Jonas håber, at det hele falder til ro, hvis jeg en dag giver hende et barnebarn men jeg tvivler altsåFor et par uger siden sad vi alle til påskefrokost ved et langt bord, hvor Kirsten som altid placerede sig mellem Jonas og mig, som om selve hendes tilstedeværelse kunne vække fortidens gnist. Jeg grinede for mig selv over hendes manøvre, for lige overfor sad Malene med sin nye mand og ingen kunne overse, hvordan de to smilede sammen og stak hovedet sammen i deres egen lille boble.
Midt under maden rakte Viktor pludselig hånden op og spurgte: Må jeg ikke godt tage med far og Anna i sommerhus i næste weekend? Han kiggede på Malene, som straks nikkede, før hun sendte et bredt smil over til mig. Det kan vi sagtens finde ud af, hvis det er okay med dig, Anna? spurgte hun varmt.
Jeg mærkede, hvordan alles blikke gled hen på mig. Kirstens blik var nærmest borende men for første gang gjorde det ingenting. Jeg sagde bare: Selvfølgelig, Viktor. Vi har glædet os til at lave snobrød og bygge sandslotte.
Hele bordet lo, og stemningen lettede endelig, som om nogen havde åbnet et vindue i et støvet rum. Jonas lagde diskret sin hånd på min under bordet, klemte den kort og hviskede: Tak, fordi du er dig.
Og måske forstod selv Kirsten, bare et splitsekund, det hun aldrig havde fattet: Nogle familier vokser ikke ved at samles omkring fortiden, men ved at leve frit i det liv, vi har nu.
Jeg så ud over bordet og mærkede en stille glæde. Fremtiden kan Kirsten ikke planlægge for os, og fortiden er ikke min at bære. Jeg har skabt mit eget hjem og det var faktisk mere end nok.
