Kære dagbog,
Engang for mange år siden blev jeg yngre for penge. Efter flere år fandt min mand ud af sandheden, og vi blev skilt.
Jeg voksede op i en lille landsby på Fyn. Efter folkeskolen begyndte jeg på kokkeskolen i Odense og afsluttede den fire år senere. Så fik jeg job på et cafeteria i byen, men efter fem år indså jeg, at jeg ville have mere ud af livet end smørrebrød og lange vagter. Lønnen var lav, og jeg drømte om større muligheder.
I mit arbejde lærte jeg Thomas at kende. Han kom fra København og havde de rette forbindelser dér. En dag tog jeg toget til hovedstaden for at mødes med ham og spurgte, om han kunne hjælpe mig ind på universitetet. Han sagde ikke nej, men gjorde klart, at den slags ikke var gratis. Jeg havde lagt penge til side, og den hjælp kostede mig mange tusinde kroner.
Jeg fik også fat i et nyt eksamensbevis, hvor jeg blev gjort fem år yngre og havde topkarakterer over hele linjen. Dengang var alt stadig på papir, og det var nemmere at ændre dokumenter. Med mit nye bevis blev jeg optaget på studiet, takket være Thomas hjælp.
Mit liv ændrede sig. Nu var jeg omgivet af unge fyre med store drømme og højt humør. Et år senere blev jeg gift med Mads, der da kun var nitten år. Han var fra København, og jeg flyttede ind hos hans forældre.
Efter studietiden begyndte landet at ændre sig det var tiden efter murens fald, og alle følte frihed. Sammen med min mand lejede vi et lille lokale og åbnede en café. Til sidst lykkedes det os at købe stedet og blive selvstændige med vores egen bar.
Vi klarede os ganske godt, selv om vi aldrig fik børn. Så en dag besluttede vi at besøge min barndomslandsby. Jeg snakkede med gamle klassekammerater og venner. Selvfølgelig førte jeg et helt andet liv og så langt yngre ud end mine jævnaldrende. De misundte mig, men under et glas øl fortalte en gammel klassekammerat min mand, at jeg tidligere havde arbejdet i et cafeteria på Fyn, og at jeg var ældre, end jeg havde sagt.
Mads blev vred og følte sig snydt. Han forandrede sig hurtigt og begyndte at drikke for meget. Vi skiltes ad og skulle dele firmaet. Jeg købte mig en mindre lejlighed i byen, mens min ex-mand endte med dyre banklån, han havde optaget efter skilsmissen. Alt ramlede.
I dag arbejder jeg stadig, selv om jeg har nået pensionsalderen. Tankerne vandrer ofte tilbage til Thomas og hans ord om, hvor tåbeligt det var at fifle med papirerne. Men ingen kan ændre fortiden eller slette ungdommens fejltrin.
For nylig besøgte jeg min mor på Fyn og mødtes tilfældigt med en gammel skoleveninde. Hun har været pensionist i to år, passer børnebørn og dyrker egne grøntsager i haven. Jeg må stadig arbejde, selv om helbredet knager. Det er underligt, hvordan vi som unge gør hovedløse ting og først betaler prisen mange år senere.
Jeg gad godt høre et råd til, hvordan jeg kan forlige mig med de dumheder, jeg lavede dengang.
