Min mand tænker kun på sig selv: Han spiser alt op og efterlader ikke engang noget til vores barn – Adam, hvor er bananerne blevet af? – spørger jeg min mand. – Jeg spiste dem, fordi jeg havde lyst. – Kunne du ikke gemme bare én til vores søns eftermiddagssnack? – Det er da ingen stor sag. Man kan jo bare købe bananer nede i Netto. – Så gå så ud og køb nogle! – Jeg har fodboldkamp. Hvordan skulle jeg nå det? Sådan er det altid hos os: leverpostej, småkager, æbler. Jeg er nødt til at gemme mad, ellers risikerer vores søn at gå sulten i seng på grund af sin far. Vi har været gift i fem år. Vores søn fylder snart to. Vi har prioritetslån, så pengene er små. Min mand mener, han forsørger os, for han har givet os en bolig. I virkeligheden solgte han sin etværelses lejlighed for at kunne lægge udbetalingen, men mine forældre hjalp også. Min mor siger altid, at Adam er en egoist, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. En dag forberedte vi fødselsdagsfest. Jeg stod i køkkenet for at lave mad til gæsterne, mens han hele tiden tømte fade. Det værste var, da han tog for sig af kagen. Jeg havde stillet den på altanen, fordi der ikke var plads i køleskabet. Da jeg hentede den ind for at skære den ud, så jeg, at der kun var et stykke pyntet chokoladekage tilbage. I kan tro, jeg blev pinligt berørt. Det sker hele tiden. Ja, han arbejder, men man kan jo godt tænke lidt på andre. Hans eneste undskyldning er: “Vi kan bare købe noget nyt, ingen grund til at bekymre sig!” Han bekymrer sig ikke om mig, men hvordan kan han overse sit eget barn? Især når pengene er få, og jeg prøver at få tingene til at slå til. På en uge spiser han op, hvad der skulle have varet en måned. – Hvorfor skælder du ud? Han er jo et mandfolk, lad ham da spise. Han tjener pengene, og du kan bare lave noget mere mad, – forsvarer svigermor ham. Men det er også ligemeget, hvor meget jeg laver – han spiser alt. Vi har ikke mulighed for bare at købe mere hele tiden – vi skal betale af på lånet, købe tøj og alt det andet. Til sidst sagde jeg til min mand, at hvis han gør det igen, bliver vi skilt. Så må vi dele lejligheden og leve hver for sig. Han blev fornærmet og klagede til sin mor. Nu vil min svigermor ikke engang tale med mig, men jeg mener, jeg gør det rette. Hvad synes du?

Min mand tænker kun på sig selv. Han spiser alt, og efterlader ikke engang noget til barnet.

Mikkel, hvor blev bananerne af? spørger jeg min mand.
Jeg spiste dem, jeg havde virkelig lyst til dem.
Kunne du ikke have ladet bare én være tilbage til eftermiddagsmad til vores søn?
Ej, du overdriver bare. Man kan jo købe bananer i supermarkedet.
Så gå ud og køb nogle flere.
Jeg skal til fodboldkamp. Hvordan skulle jeg kunne nå det?

Sådan er det altid hjemme hos os: hytteost, småkager, æbler. Jeg må endda skjule maden, for med sådan en far risikerer vores søn at gå sulten i seng.

Vi har været gift i fem år. Vores søn fylder snart to. Vi sidder med lån i vores lejlighed, så pengene er nøje talt. Mikkel mener, at han forsørger familien, fordi han har skaffet os en bolig. I virkeligheden solgte han bare sin gamle etværelses for at få råd til udbetalingen, og mine forældre hjalp også. Min mor synes, Mikkel er en sand egoist. Noget i mig giver hende ret.

En dag forberedte vi fødselsdagsfest. Jeg stod i køkkenet for at gøre klar til gæsterne, mens han fór rundt under fødderne på mig og tømte fadene. Det værste var, da han gik i gang med kagen. Jeg havde stillet den ud på altanen, da der ikke var plads i køleskabet. Da jeg hentede den ind for at skære stykker ud, så jeg, at der kun var et stykke pyntet chokoladekage tilbage. Forestil dig, hvor pinligt det var.

Det sker hele tiden. Ja, han tjener penge, men man kan jo godt tage hensyn til andre. Han har kun én undskyldning: “Vi køber bare noget nyt, slap af!” Fint nok, han er ligeglad med mig, men hvordan kan man ikke tænke på sit barn? Især når vi ikke har så mange penge, og jeg virkelig forsøger at planlægge det hele. På en uge kan vi spise en hel måneds mad op.

Hvorfor hakker du sådan på ham? Han er jo et mandfolk, lad ham spise. Han tjener pengene. Du skal ikke brokke dig, bare lav mere mad! forsvarer svigermor ham.

Det interessante er, at uanset hvor meget jeg laver, får han aldrig nok. Han spiser det hele. Det kan ikke betale sig at købe mere vi skal jo stadig afdrage på lånet, købe tøj og husholdningsvarer.

Til sidst sagde jeg til ham, at hvis han gjorde det én gang til, ville jeg skilles. Så deler vi boligen og lever vores eget liv hver for sig. Han blev fornærmet og fortalte sin mor. Svigermor vil ikke engang tale med mig nu. Men jeg synes, jeg har ret. Hvad synes du?

Rating
Mirabile dictu
Min mand tænker kun på sig selv: Han spiser alt op og efterlader ikke engang noget til vores barn – Adam, hvor er bananerne blevet af? – spørger jeg min mand. – Jeg spiste dem, fordi jeg havde lyst. – Kunne du ikke gemme bare én til vores søns eftermiddagssnack? – Det er da ingen stor sag. Man kan jo bare købe bananer nede i Netto. – Så gå så ud og køb nogle! – Jeg har fodboldkamp. Hvordan skulle jeg nå det? Sådan er det altid hos os: leverpostej, småkager, æbler. Jeg er nødt til at gemme mad, ellers risikerer vores søn at gå sulten i seng på grund af sin far. Vi har været gift i fem år. Vores søn fylder snart to. Vi har prioritetslån, så pengene er små. Min mand mener, han forsørger os, for han har givet os en bolig. I virkeligheden solgte han sin etværelses lejlighed for at kunne lægge udbetalingen, men mine forældre hjalp også. Min mor siger altid, at Adam er en egoist, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. En dag forberedte vi fødselsdagsfest. Jeg stod i køkkenet for at lave mad til gæsterne, mens han hele tiden tømte fade. Det værste var, da han tog for sig af kagen. Jeg havde stillet den på altanen, fordi der ikke var plads i køleskabet. Da jeg hentede den ind for at skære den ud, så jeg, at der kun var et stykke pyntet chokoladekage tilbage. I kan tro, jeg blev pinligt berørt. Det sker hele tiden. Ja, han arbejder, men man kan jo godt tænke lidt på andre. Hans eneste undskyldning er: “Vi kan bare købe noget nyt, ingen grund til at bekymre sig!” Han bekymrer sig ikke om mig, men hvordan kan han overse sit eget barn? Især når pengene er få, og jeg prøver at få tingene til at slå til. På en uge spiser han op, hvad der skulle have varet en måned. – Hvorfor skælder du ud? Han er jo et mandfolk, lad ham da spise. Han tjener pengene, og du kan bare lave noget mere mad, – forsvarer svigermor ham. Men det er også ligemeget, hvor meget jeg laver – han spiser alt. Vi har ikke mulighed for bare at købe mere hele tiden – vi skal betale af på lånet, købe tøj og alt det andet. Til sidst sagde jeg til min mand, at hvis han gør det igen, bliver vi skilt. Så må vi dele lejligheden og leve hver for sig. Han blev fornærmet og klagede til sin mor. Nu vil min svigermor ikke engang tale med mig, men jeg mener, jeg gør det rette. Hvad synes du?