Siden jeg var en lille pige, sagde mine forældre til mig, at ingen havde brug for mig, og at jeg ikke duede til noget. Man siger, at familie er de tætteste – især mødre. Ja, de har båret os i ni måneder, født os, været vågne om natten og ofret sig for deres børn. Sådan burde det være, men ikke i mit tilfælde. Min mor og jeg er vidt forskellige mennesker. Vi har aldrig talt samme sprog. Hun støttede mig aldrig i noget. Når jeg drømte om noget, slukkede hun straks entusiasmen med sin negative indstilling. Ifølge min mor var jeg et dumt og uintelligent barn, der ikke kunne finde ud af noget og aldrig ville lykkes. Jeg forstod ikke, hvorfor hun behandlede mig sådan. Men så snart hun havde brug for hjælp – ja, så kom hun straks til den datter, som jo “ikke kunne noget”. Heldigvis elskede og støttede min far mig. Derfor besluttede jeg at flytte væk fra min lille hjemby i Nordjylland til København for at finde et bedre liv og mit eget lykke. Da min mor hørte det, gik hun straks i baglås. Hun sagde alt muligt for at stoppe mig – hendes mål var at beholde sin pålidelige “slavinde”. Men jeg lod mig ikke kue, og jeg gjorde præcis, hvad jeg ville. Og her står jeg nu. Bor i København, har min egen store lejlighed, virksomhed, to børn og en fantastisk mand – trods min mors ord om, at jeg aldrig kunne få noget til at lykkes. Men jeg kunne – og alle, der tør tro på sig selv og ikke lytter til andres negative stemmer, kan!

Siden jeg var en lille pige, fortalte mine forældre mig, at ingen havde brug for mig, og at jeg ikke duede til noget.

Man siger, at familien er det nærmeste, især ens mor. Ja, det er jo dem, der har båret barnet i ni måneder, født det, gået rundt om natten uden at sove, og givet hele sig selv for barnets skyld.

På en måde passer det, men ikke i mit tilfælde. Min mor og jeg var som to fremmede. Vi talte aldrig samme sprog, og hun støttede mig aldrig. Hver gang jeg fik en idé og blev begejstret, slukkede hun gnisten med sit pessimistiske syn.

I hendes øjne var jeg et dumt og udueligt barn, som ikke duede til noget og aldrig ville komme til det. Jeg forstod aldrig, hvorfor hun behandlende mig sådan. Men hver gang hun alligevel havde brug for noget, var det pludselig mig, hun råbte på. Ja, ja, den datter, som angiveligt ikke kunne noget. Heldigvis elskede og støttede min far mig mindst, som solen elsker det lysegrønne forårsgræs.

Så jeg bestemte mig for at forlade min barndoms lille by, og tage til København i jagten på et bedre liv og min egen lykke. Da min mor opdagede det, gik hun straks i panik. Hun sagde alt muligt mærkeligt, som sang fra et skævt spejl, og hendes egentlige mål var blot, at jeg skulle blive hjemme som familiens pligtopfyldende slavinde med Danmarks billigste hænder. Men jeg lod mig ikke fange i hendes net, og fulgte min egen vilje hele vejen.

Og nu står jeg her. Jeg bor i København, har min egen lyse, store lejlighed, min egen virksomhed, to børn og en dejlig mand. Min mor sagde engang, at jeg ikke kunne noget. Men jeg kunne og hvis man formår at holde for ørerne for alt det giftige og tror på sig selv, kan man alt!

Alt føles lidt tåget, som om byens rådhusklokker ringer baglæns, men i denne underlige drøm har jeg formået at danse min egen dans, trods alt.