Natalia, du har været væk i fem år – du har ikke bekymret dig om mit liv eller hvad der er blevet af mig Natalia og Zbysse boede sammen i over fem år. Han tjente ikke mange penge – hans løn var beskeden, for han arbejdede som ufaglært arbejdskraft. Natalia drømte altid om et liv i overflod, helst rigdom, så hun blev glad, når hun mødte mænd, som havde flere penge end hendes mand. En dag fik Natalia sit store held – hun blev bemærket af en velhavende erhvervsmand, der lovede hende guld og grønne skove. Hun lod sig forføre af hans ord og forlod sin fattige mand for at begynde på en frisk. Zbysse var i chok over sin kones handlinger. Han tryglede på sine knæ, bad hende blive, lovede at alt ville ændre sig, han ville finde et bedre job, arbejde dag og nat, så hun kunne blive tilfreds. Men Natalia forblev ubøjelig – hun drømte allerede om sejlture på hvide yachts og shopping i dyre europæiske butikker. Den slags ville hendes fattige mand aldrig kunne tilbyde hende. Ingen kærlighedsløfter eller erklæringer kunne holde hende tilbage. Fem år senere, da Natalia var 32, mistede den rige mand interessen for hende – der var mange yngre og mere attraktive kvinder omkring ham. Han sagde til Natalia, at hun var besværlig og for krævende, og hun stod nu tilbage uden levevej i København. Hun havde aldrig arbejdet før og besluttede at vende hjem til sin eksmand. Hun mente, at da Zbysse engang havde svoret evig kærlighed til hende, så ventede han sikkert stadig. Men da Natalia nærmede sig den lejlighed, hvor de engang boede, hørte hun lyde ved døren – og døren blev åbnet af en ukendt kvinde med et lille barn på armen. – Søde skat, vi har talt om, at du ikke må åbne døren alene, sagde kvinden til barnet. Hvem leder du efter? spurgte hun Natalia. – Jeg leder efter Zbysse, er han hjemme? spurgte Natalia forvirret. Den fremmede råbte: – Zbysse, der er en kvinde, der spørger efter dig! Hvad hedder du? – Natalia! udbrød han overrasket, og vendte sig til den fremmede. – Søde, kan du gå ind i stuen? Jeg skal lige snakke. – Hvem var hun? spurgte Natalia, mens hun betragtede kvinden med barnet. – Det er min kone, Olivia, og i hendes arme er min datter, Marie, sagde Zbysse. – Hvornår nåede du at blive gift og få et barn? Du lovede mig evig kærlighed og svor, at du aldrig ville elske nogen som mig igen! – Der er gået mange år, siden du gik. I starten var jeg knust, men til sidst forstod jeg, at livet går videre. Jeg mødte Olivia og gav hende mit hjerte. Hun gjorde mig lykkelig og gav mig en datter. – Og hvad med mig? – Natalia, du har ikke været her i fem år, du har aldrig spurgt, hvordan jeg havde det, eller hvad der blev af mig. Du jagtede penge og det søde liv. Vi var måske aldrig rige, men det retfærdiggør ikke det, du gjorde. Nu kommer du tilbage – troede du, jeg bare ville vente på dig? – Jeg var dum! Jeg elsker dig! – Natalia, drop teateret. Det er bedst, du går. Jeg har ikke brug for dig mere og vil ikke se dig. Din rige ven forlod dig, og nu tror du, jeg skal redde dig? Nej tak – smut! Natalia brød sammen i gråd over, at ingen ville have hende, mens Zbysse glædede sig over, at han havde lagt hende bag sig og dermed taget sin hævn.

Amalie, du har været væk i fem år nu, du interesserer dig ikke for, hvordan jeg lever, eller hvad der sker med mig.

Amalie og Niels havde boet sammen i over fem år. Niels tjente ikke meget hans løn som fabriksarbejder kunne dårligt række til mere end grå leverpostej på rugbrød og en enkelt Tuborg om fredagen. Amalie havde altid drømt om et liv i luksus nydelsesture til København, nyt tøj fra Illum og bløde sofaer i Frederiksberg. Hun glædede sig, hver gang hun mødte mænd, der kunne vifte med Dankortet som vind i poplerne på en sensommerdag, mere end hendes egen mand kunne.

En dag, en særlig tåget torsdag, bemærkede en rig erhvervsmand hende på vej ud af Irma. Han hviskede om guld og grønne skove, og Amalie lod sig forføre af hans gyldne tunger. Uden at blinke forlod hun sin halvtomme lejlighed og sin halvtriste mand for at opleve et nyt, glitrende liv.

Niels stod tilbage som et stykke gammelt rugbrød. Han stod for hendes dør på sine grå, slidte sokker, bønfaldende, kastede sig for hendes fødder og lovede og svor, at hvis hun bare kom hjem, ville han grave efter stillinger, hvor pengene groede i bunker; han ville arbejde dobbeltvagter, han ville rydde gaderne i frostvejr og stable varer på lageret til lyset slukkede.

Men Amalie lyttede ikke. Hun drømte nu om hvide sejlbåde og shopping på Strøget magiske aftener fulde af Champagne og latter fra skjulte penthouselejligheder. Niels kunne aldrig give hende noget, der glimrede mere end sølvpapiret om hans madpakke. Ingen kærlighedserklæringer hjalp, ingen løfter om at flytte bjerge.

Fem år gik. Amalie fyldte toogtredive i sin store lejlighed i Indre By, hvor hun hørte ekkoet fra tomme glas og tør stilleluft. Hendes erhvervsmand så hende knap nok længere han blev som en sæl blandt havfruer på Bellevue, omringet af unge, dansende skygger. Han sagde, hun var blevet for svær at stille tilfreds. Hun var «for besværlig» og han mistede hurtig interessen.

Pengene og smykkeskrinene forsvandt, og Amalie havde aldrig lært at svinge en støvsuger eller tie stille i et åbent kontorlandskab. Så hun besluttede sig for at gå tilbage til Niels. Hun troede, at savn og stedsegrønne kærlighedsløfter betød, at hendes navn stadig stod skrevet i hans hjerte med blæk.

En vinddrøm, hvor trapperne syntes at flyde under hendes fødder, førte hende til den gamle opgang. Lige som hun tog i døren, hørte hun små trin og latter indefra. En fremmed kvinde åbnede op og løftede en pige op på armen.

Alma, hvor mange gange skal jeg sige, at du ikke må åbne for fremmede? sagde kvinden blidt til barnet. Hvem leder du efter? spurgte hun Amalie, der stod og stirrede som en forstenet isbjerg.

Jeg leder efter Niels… er han hjemme? sagde Amalie, tabt i sin egen forvirring.

Niels, der står en dame her, som spørger efter dig! Hvad er dit navn, forresten? kaldte kvinden, før hun vendte sig mod Amalie.

Amalie! sagde Niels og kom til syne, som om han blev trukket frem af en tåge. Gå ind, skat, jeg skal lige tale med hende.

Amalie stirrede efter kvinden, der gik væk med barnet.

Hvem var hun? hviskede Amalie.

Det er min kone, Katrine. Og barnet det er vores datter, Johanne, svarede Niels.

Hvornår nåede du at gifte dig? Du har en datter? Men du svor, at du aldrig ville elske nogen som mig!

Der er gået mange år, Amalie. Først led jeg som en hund uden snor. Men så forstod jeg, at livet ikke stopper, når én går. Jeg mødte Katrine, og alt vendte sig. Hun gav mig lykken og hun gav mig et barn.

Og mig?

Amalie, du har ikke været her i fem år. Dig ragede det ikke, om jeg lå søvnløs i min seng eller slingrede gennem regn på cykel. Du elskede pengene og forestillingen om et lyst liv. Vi havde aldrig mange kroner og ører, men det undskylder ikke det, du gjorde. Og nu kommer du tilbage? Hvad forventer du at jeg sad og ventede i ti år på dig?

Jeg var en tåbe! Jeg elsker dig!

Stop nu dit skuespil, Amalie. Gå hellere jeg har ikke brug for dig, og jeg ønsker dig ikke. Din rige mand smed dig ud, og så løber du tilbage? Jeg bliver dårlig af det farvel!

Amalie sank sammen på trappen, hulkende saltvandsdråber, imens Niels følte sig løftet som om drømmens hævn var blid og endelig, hos Katrine og Johanne i det bløde skumlys bag døren.