SKÆGGET GRÅT, MEN SJÆLEN SMUK
Du har løjet for mig hele vejen! Jeg stopper vores brevveksling. Jeg er svært skuffet over kvinder. Hvordan kunne du lade som om så længe og lyve for mig? Jeg ville fri til dig, men nu er alt ødelagt. Man kan da ikke starte et ægteskab på løgn og mistillid. Farvel. Skriv mig ikke mere. Jeg svarer ikke. Din tidligere gentleman.
Sådan et brev modtog jeg fra englænderen. Jeg havde skrevet sammen med Connor i næsten et år, og det var tydeligt, at det snart skulle ende med et møde på hans hjemmebane i Sheffield. Men ak…
Det blev ikke til noget.
På det tidspunkt var jeg niogfyrre år gammel. Jeg var for længst skilt fra min mand, havde børn og børnebørn. Jeg ville så gerne mærke, at jeg stadig var kvinde, inden tiden løb helt fra mig. Ungerne havde jo travlt med deres liv og interesser. Jeg kunne ikke sidde herhjemme og dvæle ved fortidens bedste øjeblikke så ville jeg gå helt i stå, måske begynde at strikke kilometerlange sokker eller brodere lagner med korssting. Mine veninder var gift og bundet til hjemmet og familien. Jeg havde gransket alle friere på arbejdspladsen grundigt og kunne ikke finde interessen for nogen af dem.
Så, på opfordring fra en kollega, oprettede jeg en profil på en datingside. Hvad havde jeg at tabe?
Jeg udfyldte et langt spørgeskema, satte mig selv i det bedst mulige lys og lagde et billede op, hvor jeg så ganske godt ud. Nu sad jeg bare og ventede på et lille mirakel. Jeg tilbød mig ikke selv til nogen ensomme mænd, holdt på formerne.
Efter nogle uger dumpede der en enkelt mail ind. Jeg læste det udenlandske brev med nervøse hænder, siddende i min lejlighed i Odense.
Så en englænder, 59 år, forretningsmand, skilt, to voksne sønner. På billedet så han lidt fornem og selvsikker ud, baggrund af et imponerende treetagers hus. Han ville gerne lære mig at kende. Og hvem ved, måske ville han fri.
Tænk at lykken var så tæt på, bare jeg skrev det rigtige svar… Jeg var så glad, at jeg nærmest gik og sang gamle danske sange. Jeg havde mest lyst til at svare, at jeg var klar, at jeg straks kunne komme til Sheffield og gifte mig eller hvad nu jeres engelske traditioner byder… Alligevel skrev jeg, at jeg måtte tænke lidt det vil sige, gøre mig lidt kostbar.
Der er jo mange bejlere, skrev jeg. Jeg når ikke at svare alle. Så bær over, Connor.
Connor var høfligheden selv. Han svarede, at en kvinde som mig da havde vundet mange mænds hjerter også hans. De engelske komplimenter gjorde mig svimmel.
Med tiden fik Connor og jeg en fortrolig og livlig korrespondance. Det føltes, som var vi skabt for hinanden. Hvorfor skulle vi fødes og leve i hver vores land? Connor kaldte mig Min Mysterierose, jeg ham Min gentleman. Jeg blev afhængig af hans ømme breve. Jeg havde i tankerne allerede giftet mig med englænderen, boede i hans store hus, førte lange morgen-samtaler med min elskede mand. Alt virkede perfekt. Jo mere vi lærte hinanden at kende, jo nærmere voksede vi sammen.
Jeg fortalte børnene, at jeg snart ville rejse bort, testamentere min lejlighed til dem og sige op på arbejdet. Børnene en søn og en datter gik lige til makronerne:
Mor, vi kan slet ikke kende dig. Du er lige ved at ramme pensionsalderen, og nu vil du giftes. Det er jo vanvittigt. Hvem har brug for dig? Din såkaldte gentleman er sikkert snart færdig og får problemer med både blodtryk og blære vil du virkelig ende som hans husholderske og sygeplejerske? Efter et stykke tid kommer han bare til at brokke sig hele tiden. Tag nu og tænk dig lidt om, mor. Du behøver ikke at please alle englændere.
Men jeg lod mig ikke bremse af deres formaninger. Jeg ville være dame punktum! Jeg forberedte mig til den store rejse med nyt tøj, ny frisure og nye manerer. Jeg ventede bare på visum. Og så kom pludseligt det frygtelige brev fra Connor: Du er ikke nogen mystisk rose, men en løgner. Skriv ikke mere jeg svarer ikke.
Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle have løjet om. Tankerne fløj forvirret rundt i mit hoved. Alligevel skrev jeg til Connor. Forgæves ventede jeg et halvt år på svar, der aldrig kom.
Da jeg endelig havde givet op, droppet arven til børnene, kom der pludseligt en besked fra Min gentleman:
“Mysterierose, tilgiv mig! Jeg har ligget længe på hospitalet og troede jeg skulle dø. Det var slemt og uforudsigeligt. Jeg ville ikke gøre dig bekymret. Jeg bad min søn Oliver tage sig af vores korrespondance. Bad ham være venlig, men han sagde, at du pludselig afbrød kontakten. Hvorfor?”
“Nu er jeg rask igen og vil tage imod dig, min gudinde, som min hustru i mit hjem.”
Jeg læste brevet mange gange, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg vidste bare det var Oliver, der ikke ville have, at hans far giftede sig igen. Det var Connors søn, der uretfærdigt havde anklaget mig for løgn.
Eftertænksom og lidt trist besluttede jeg ikke at svare Connor. Forestil dig, at jeg kom til Sheffield, og så prøvede Oliver at forgifte min havregrød eller fyldte sin fars hoved med sladder om mig. Connor ville sikkert stole mere på sønnen end på mig og så blev gudinden smidt ud af paladset. Nej, det der rod, kan de selv få lov at rode med.
Og mine børnebørn skal jo starte i skole til efteråret. De skal trænes i læsning og matematik. Og der er nok at se til i sommerhuset tomater skal plantes, græsset slås og blomsterne vandes… Selv ens egen have betyder mest.
Nu holder jeg lige pause fra nye bekendtskaber de tager for meget af ens energi. Livet går jo sin egen gang uanset hvad.
Hej, lille nabo! Troede aldrig jeg så dig igen du har jo slet ikke været herovre længe. Har du haft travlt eller måske fundet dig en mand? Min nabo på sommerhusvejen, Niels, stoppede mig og så mig dybt i øjnene.
Hej, Niels! Jeg har faktisk savnet dig. Du er da ikke blevet gift, vel? Vil du ikke komme og hugge lidt brænde for mig? Og kigge forbi til te i aften? Der er så meget at fortælle du tror det næsten ikke, jeg blev ligefrem varm om hjertet over at se ham igen.
Nej da, Freja! Hvordan skulle jeg kunne gifte mig, når bruden ikke engang har vist sig i et år? Niels så drillende på mig.
Hvad mener du dog? Jeg forstod selvfølgelig hintet, men man skal jo spille med.
Bliv nu bare min kone, Freja. Hvad skal vi to vente på vi har jo kendt hinanden altid… Som man siger: “Et gammelt træ knager, men det står stadig.”
Ja, min forlovede har måske gråt skæg, men sikke dog en smuk sjæl.
…Niels og jeg har nu været lykkeligt gift i syv år…
