**Dagbogsnotat 16. oktober 2023**
Jeg er 65 år gammel, og for første gang i mit liv står jeg over for en bitter erkendelse: Er det virkelig sådan, at vores børn, dem vi ofrede alt for, nu har smidt os til side som gamle, ubrugelige ting? Vores tre børn, som vi gav vores ungdom, vores kræfter og vores sidste øre, har taget imod alt, hvad de ville, og er gået uden at se sig tilbage. Vores søn tager ikke telefonen, når jeg ringer, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Vil ingen af dem engang give os et glas vand, når vi bliver helt gamle? Tanken skærer gennem hjertet som en kniv og efterlader kun tomhed.
Jeg blev gift som 25-årig i en lille by nær Aarhus. Min mand, Jens, var min folkeskolekammerat en stædig romantiker, der i årevis kæmpede for min opmærksomhed. Han startede på samme universitet, bare for at være tæt på mig. Et år efter vores enkle bryllup blev jeg gravid, og vores første datter blev født. Jens droppede ud for at arbejde, mens jeg tog en orlov fra studiet. Det var hårde tider han arbejdede fra morgen til aften på en byggeplads, mens jeg lærte at være mor og kæmpede for ikke at dumpe eksaminerne. To år senere blev jeg gravid igen. Jeg skiftede til fjernundervisning, mens Jens tog ekstra vagter for at forsørge os.
Vi klarede det på trods af alle udfordringer og opdragede to børn den ældste datter, Mette, og sønnen Kristian. Da Mette startede i skole, fik jeg endelig et job inden for mit fag. Livet begyndte at blive bedre: Jens fandt et stabilt job med god løn, og vi fik ordnet vores lejlighed. Men lige da vi troede, vi kunne slappe af, opdagede jeg, at jeg ventede vores tredje barn. Det var et nyt slag. Jens arbejdede endnu hårdere for at holde familien kørende, mens jeg blev hjemme med den lille, Sofie. Jeg ved stadig ikke, hvordan vi klarede det, men langsomt fandt vi fodfæste igen. Da Sofie startede i første klasse, føltes det som om en kæmpe byrde faldt af mine skuldre.
Men prøvelserne var ikke forbi. Lige efter Mette startede på universitetet, meldte hun ud, at hun ville giftes. Vi afholdt os fra at tale hende fra det vi blev jo også selv gift unge. Brylluppet og hjælpen til deres bolig tømte vores sidste opsparing. Så ville Kristian have sin egen lejlighed. Hvordan kunne vi sige nej? Vi tog et lån og købte en bolig til ham. Heldigvis fik han hurtigt job i et stort firma, så vi kunne ånde lettet op. Men så kom Sofie i sin sidste skoleår med sin drøm om at studere i udlandet. Det var et hårdt slag for økonomien, men vi sparede sammen, sendte hende afsted, og så var vi alene i det tomme hus.
Med årene kom børnene sjældnere forbi. Mette boede i samme by, men besøgte os kun hvert halve år og afslog ofte vores invitationer. Kristian solgte sin lejlighed, købte en ny i København og kom kun hjem en gang om året hvis vi var heldige. Sofie blev i udlandet efter endt uddannelse og byggede sit liv der. Vi gav dem alt vores tid, vores helbred, vores drømme og til sidst blev vi intet for dem. Vi forventer ikke penge eller hjælp Gud forbyde det. Vi ønsker bare en smule varme: en opringning, et besøg, et venligt ord. Men selv det får vi ikke. Telefonen tier, døren åbner sig ikke, og i mit bryst vokser en kold ensomhed.
Nu sidder jeg og ser på det efterårsregn, der trommer mod ruderne, og tænker: Er det virkelig alt? Er vi, som gav vores børn hvert eneste åndedrag, forbandet til at blive glemt? Måske er det tid til at stoppe med at vente på, at de husker os, og i stedet vende os mod os selv. Som 65-årige står Jens og jeg ved et skillevej. Fremtiden er uviss, men et sted i det fjerne glimter der en mulighed for lykke vores egen, ikke andres. Vi har altid sat os selv sidst, men har vi ikke fortjent en smule glæde for os selv? Jeg vil tro, at svaret er ja. Jeg vil lære at leve igen, for os to, mens vores hjerter stadig slår. Hvordan accepterer man denne tomhed og finder lys i den? Det må tiden vise.
*Livet er kort måske er det på tide at leve det for os selv.*
