Morfar Det var en sommerdag. Jeg var på vej hjem fra træning en aften, da jeg ser en ældre mand, en rigtig gammel bedstefar, som var faldet på asfalten og slet ikke kunne komme op selv. Alle forbipasserende gik uden om ham (de troede nok, han var fuld), og han mumlede noget for sig selv og rakte sine hænder ud efter folk. Min mor har altid lært mig fra barnsben, at man skal hjælpe andre, så godt man kan. Så jeg gik hen til ham og spurgte: “Har du brug for hjælp?”. Han kunne ikke rigtig svare, mumlede bare og rakte hænderne ud efter mig igen. En forbi­gående kvinde bemærkede surt: “Gå væk fra ham. Kan du ikke se, han er fuld? Du bliver jo bare smittet med et eller andet. Og han er jo beskidt. Du får jo snavs på dig!”. Da jeg kiggede nærmere, så jeg, at bedstefarens hænder var helt smurt ind i blod. Jeg blev ærligt talt virkelig bange. Jeg spurgte ham, hvad der var sket, men fik kun mumlen som svar. Han samlede en pose op fra jorden – der lå flaskeskår fra øl i. Der var flere skår, som han lagde ned i posen. Sådan havde han fået blodige hænder. Jeg begyndte at tørre hans hænder med våde servietter, så jeg kunne hjælpe ham op uden at få blod udover mit tøj. Da hans hænder var rene, hjalp jeg ham op. Jeg spurgte om adressen, men han kunne ikke svare, kun mumle. Han begyndte i stedet at pege med hånden for at vise vejen. Jeg fulgte ham til en opgang, hvor han pegede på dørtelefonen og med fingrene viste to tal – jeg forstod, det var hans lejlighedsnummer. Jeg ringede op, og en bekymret kvindestemme svarede. Bedstefaren mumlede igen, og et øjeblik efter kom en kvinde og en mand løbende ud. De fløj straks til ham for at se, om han var kommet noget til, og efter at have takket mig bar manden bedstefaren ind i opgangen. Kvinden spurgte gentagne gange, hvordan de kunne takke mig. Jeg afslog, men da jeg skulle til at gå, bad hun mig blive et øjeblik, som om hun kom i tanke om noget. Hun styrtede ind i opgangen og kom ud igen med en kæmpe kurv med friske danske hindbær – “Fra vores egen have”, smilede hun. Jeg takkede hende, men ville ikke tage imod. “Tag den nu,” insisterede hun, “vi har været helt ude af den, siden vi kom hjem fra sommerhuset og opdagede, at bedstefar ikke var hjemme.” Så forklarede hun: Bedstefaren blev under krigen fanget af tyskerne. Han havde en vigtig position og ville ikke afsløre noget, så han skadede med vilje sin egen tunge. Der var jo ingen ordentlig hygiejne i fangelejrene, så det gik betændelse i såret, og de måtte amputere halvdelen af tungen. Derfor kan han ikke rigtig tale mere, kun lave lyde. Her i gården er der ofte unge, der drikker øl på legepladsen om aftenen og smider flaskeskår overalt. Vi har klaget til politiet, men det hjælper ikke. Børnene får glasskår i hænder og fødder. Så nu samler bedstefar flaskeskår op efter at min datter, Sonja, engang skar foden. Men hans ben er svage. Vi har prøvet at få ham til at lade være, vi har endda gemt nøglerne, men han går bare ud alligevel. En gang lå han derude i fem timer, ingen hjalp, før vi fandt ham. Så fik jeg basket hindbærkurven i hånden, og jeg bukker (ja, jeg bukkede – jeg kunne ikke finde de rigtige ord) og gik hjem. Midtvejs brød jeg ud i gråd. Hvorfor er det sådan i vores land? Hvorfor tænker vi kun på os selv? Til jer alle: Hvis I ser én, der er faldet og ikke kan rejse sig, så døm ham ikke straks som beruset. Gå hen til ham! Måske har han brug for din hjælp! Og især til de unge: Lad os ikke glemme, at vi er MENNESKER! Ikke svin!

Morfar

Det er sommer, og jeg er på vej hjem fra håndboldtræning en aften. Pludselig ser jeg en ældre mand, der er faldet på asfalten og har svært ved at komme op igen. Folkene, der går forbi, holder sig på afstand (de tror sikkert, han er fuld), mens han prøver at mumle noget og rækker hænderne ud mod dem. Jeg har fra barnsben lært af min mor, at man skal hjælpe andre, hvis man kan, så jeg går hen til ham og spørger: Har du brug for hjælp? Han kan ikke sige noget forståeligt, han mumler bare og rækker sine hænder mod mig.

En kvinde, der går forbi, siger: Du skal ikke røre ham. Kan du ikke se, han er fuld? Du kan blive smittet med et eller andet. Og se hvor snavset han er. Da jeg ser nærmere, bemærker jeg, at hans hænder er fyldt med blod. En ægte frygt rammer mig. Jeg spørger ham, hvad der er sket, men får kun mumlen og så prikker han på en plasticpose, der ligger ved siden af. I posen er der glasskår fra ølflasker. Han samler flere skår op fra jorden og lægger dem i posen. Så det er derfor, hans hænder bløder. Jeg tørrer forsigtigt blodet af med nogle våde servietter. Jeg ville gerne hjælpe ham hjem, men ville helst undgå at få blod på tøjet.

Da hænderne er rene, hjælper jeg ham på benene. Da jeg spørger efter hans adresse, får jeg ikke rigtig noget svar. Han begynder at pege i en retning og forsøger at forklare på sin egen måde. På den måde får jeg ham hjulpet hen til en lejlighedsblok lidt længere nede ad vejen. Der peger han på dørtelefonen og viser mig to tal med fingrene. Jeg gætter, at det er hans etage og lejlighedsnummer. Jeg ringer op, og en bekymret kvindestemme svarer. Manden begynder igen at mumle. Få sekunder efter kommer en kvinde og en mand løbende ud. De styrter hen til ham og undersøger ham grundigt. Manden takker mig mange gange, løfter ham op og bærer ham indenfor. Kvinden bliver ved med at spørge, hvordan de kan takke mig, men jeg siger pænt nej tak og vil til at gå, da hun pludselig beder mig vente et øjeblik og styrter indenfor. Kort efter kommer hun tilbage med en stor kurv fyldt med bær. De er fra haven, siger hun stolt. Jeg takker hende, men nægter alligevel. Tag nu bare! insisterer hun. Vi blev så bange, da vi kom hjem fra sommerhuset og så, at morfar var væk.

Hun begynder at forklare: Han blev fanget af tyskerne under krigen og havde en vigtig post. For ikke at komme til at sige noget, skar han sig selv i tungen, og der var slet ingen hygiejne dér, så den måtte delvist amputeres. Derfor kan han ikke tale ordentligt længere. Vores gård og legeplads er om aftenen fyldt med unge, der drikker øl og smider flaskerne overalt. Vi har allerede klaget til politiet og bedt dem gøre noget. Børnene samler skårene op, og mange har skåret hænder og fødder. Siden min egen datter, Mille, skar sig, går morfar og samler glasskår op, så børnene ikke kommer til skade. Selvom vi beder ham lade være, og selvom han dårligt kan gå, bliver han ved. Én gang var han faldet, og lå fem timer udendørs, før nogen fandt ham. Vi var lige ved at gå ud og lede, da du ringede på.

Efter kvinden har fortalt mig det, står jeg målløs. Hun presser kurven ind i hænderne på mig, og jeg nejer hurtigt jeg kan slet ikke finde ord. På vejen hjem begynder jeg at græde. Hvorfor er det sådan her i vores land? Hvorfor tænker vi kun på os selv? Jeg vil gerne sige til alle: hvis du ser et menneske ligge på gaden, gå ikke bare forbi og tro, det er en fuld mand. Måske har han brug for din hjælp! Særligt til de unge: Lad os huske, at vi er MENNESKER og ikke GRISER!