VÆLG: ENTEN DIN HUND ELLER MIG! JEG ER TRÆT AF AT LEVE I HUNDESKID! RÅBTE MANDEN. HUN VALGTE SIN MAND OG KØRTE HUNDEN UD I SKOVEN OM AFTENEN SAGDE HAN, AT HAN GIK TIL EN ANDEN
Kirstine elskede sin mand, Mads, så det gjorde ondt i hjertet. De havde været sammen i fem år, ingen børn endnu, men til gengæld var der Balder en gammel schæfer, som Kirstine havde reddet som hvalp, længe før hun mødte Mads.
Balder var en del af familien. Klog, trofast, han forstod alt uden ord. Men årene havde mærket ham: hans ben var svage, pelsen faldt af i totter, en skarp lugt havde fyldt lejligheden.
Mads holdt ud længe. Men da Balder, for svag til at vente på gåturen, lagde en sø på det nye trægulv, så røg hans tålmodighed.
Nu er det nok! råbte Mads, mens han tvang den gamle hund hen til pytterne. Jeg lever på en kennel! Hår i maden, stank i hjemmet, og nu også pis overalt! Kirstine, vælg: Enten mig eller det her vrag!
Mads, hvor skulle jeg gøre af ham? Han er tolv græd Kirstine og lagde armene om den gamle hund.
Internat! Skoven! Aflevér ham! Det er mig ligegyldigt! sagde han hårdt. Hvis han ikke er væk i aften, så går jeg. Jeg vil leve rent. Jeg gider ikke samle lort op efter det dér kræ mere!
Kirstine var svag. Hun var bange for ensomheden. Hun frygtede at miste Mads, som sørgede for det økonomiske, som de havde sommerferieplaner og fælles realkreditlån med…
Hun valgte manden.
Hun kørte Balder ud af København. Hunden kæmpede sig op i bilen, hylede svagt af gigt i benene, men slikkede alligevel hendes hånd, overbevist om at de bare skulle ud at gå tur. Kirstine græd hele vejen.
Hun lod ham ud i en skovstribe, tyve kilometer uden for byen. Hun bandt hans snor fast til et birketræ, så han ikke løb efter bilen.
Tilgiv mig, Balder… Tilgiv mig… hviskede hun, uden at turde se ind i hans matte, trofaste øjne.
Balder gjorde intet modstand. Han satte sig bare og så på hende. Han forstod alt.
Kirstine efterlod en skål med foder, satte sig i bilen og kørte. I bakspejlet så hun Balder forsøge at springe efter hende, snoren stramtes, og hans gøen gnavede sig ind i hendes sjæl hæs og desperat.
Det gøen fulgte hende hele vejen hjem.
Kirstine kom hjem knust. Øjnene var røde af gråd.
Mads stod i stuen og pakkede sine ting.
Hvad laver du? hun forstod ingenting. Jeg har gjort det. Balder er væk. Jeg kørte ham…
Mads så på hende med et isnende smil.
Godt gået. Hurtigt eksekveret. Men… jeg går alligevel.
Hvad?! Hvor skal du hen?!
Hjem til Rikke. Du ved, hende fra regnskab. Vi har set hinanden i et halvt år. Hun er gravid.
Kirstine sank sammen på stolen. Hele verden snurrede.
Men… du gav mig valget mellem dig og hunden… Hvorfor?!
Jeg ville se, hvor meget du kunne tage sagde Mads kynisk. Jeg var nysgerrig. Ville du vise rygrad? Men du… Du forrådte din ven for min skyld. Det skræmmer mig, faktisk. Hvis du kan kaste din hund, der har elsket dig i ti år, væk i en skov, så kunne du vel også smide mig ud, hvis jeg blev syg.
Han lukkede sin kuffert.
Farvel, Kirstine. Og… Balder var den eneste mand i det her hus. Du er bare en forræder.
Da døren smækkede bag ham, skreg Kirstine sin smerte ud.
Nu forstod hun hun havde ødelagt alt. For en mand, der aldrig elskede hende, havde hun ofret soul’en af den, der tilbad hende.
Hun greb bilnøglerne og kørte ud i natten til skoven igen.
Regnen silede. Det var bælgmørkt.
Hun løb mellem træerne, men kun et overbidt snor hang tilbage, vildt foder væltet. Balder var væk.
Balder! Balder! Min dreng! råbte hun, revet til blods af kviste i det nattestille kapløb gennem regnvåde blade.
Hun ledte i tre dage. Hængte sedler op, skrev i Facebook-grupper for bortløbne hunde, opsøgte dyrlæger og internater. Hun spiste ikke, sov knap.
Den fjerde dag tikkede opkaldet ind.
Hej, vi fandt en schæferhund på motorvejen. Han blev ramt af en lastbil. Kan du kende ham?
Kirstine mødte op for at se.
Det var Balder.
Han havde gnavet sig fri og forsøgt at finde hjem. Trods ømme led, besvær og frygt, løb han mod hende, den, der havde forrådt ham. Han døde på vejen, uden nogensinde at vente sig andet.
Kirstine lagde ham i jorden selv.
To år er gået.
Hun bor alene. Hun har ikke giftet sig igen kan ikke stole på nogen, knap sig selv.
Mads lever lykkeligt med sin nye familie, datter og alt det nye. Han har glemt Kirstine som en dårlig drøm. For ham var det bare en test, en belejlig undskyldning til at gå smukt, give hende skylden.
Men Kirstine hun arbejder nu frivilligt på et internat for ældre hunde. Hun gør bure rene, tørre tis op, steller deres skrammer prøver at sone sin synd.
Hver nat drømmer hun det samme: Hun står ved træet, Balder ser på hende. Hun kalder. Han kommer ikke. Han ser bare, med sorgfulde, milde øjne.
I den blik sidder dommen.
Moral: Forræderi bliver aldrig tilgivet. Man skal aldrig ofre sin trofaste ven for en, der sætter dig sådan et valg. En, der elsker dig, stiller dig aldrig i den situation. Gør han, har han allerede forladt dig og du gør kun skaden værre, hvis du følger med.
