Kærlighed er ikke til skue Anja gik ud af stuehuset med en spand foder til grisene og passerede vredt forbi sin mand, Jens, der for tredje dag i træk rodede med brønden. Han ville absolut lave den udskåret og pæn – som om der ikke var andet, der skulle laves! Kona knokler med dyrene, mens han står der med stemmejern i hånden, dækket af savsmuld og smiler stille til hende. Hvilken mand har Gud dog sendt? Hverken kærlige ord eller et hårdt dunk i bordet – bare stille arbejde og indimellem et blik i hendes øjne og en hånd over hendes tykke lyse fletning – det er den eneste ømhed. Men hun drømte om, at han kaldte hende ’solstråle’ eller ’swanedukke’ … Hun kom til at tænke på sin skæbne som kvinde, men nåede knapt at snuble over den gamle hund, Buster, før Jens straks sprang til, greb hende og så strengt på hunden: – Hvad går du og snubler for, du gør jo skade på husets frue! Buster sænkede skyldbetynget øjnene og luntede hen i sin hundegård. Endnu engang undrede Anja sig over, hvor godt dyr forstod hendes mand. Da hun spurgte, svarede Jens bare: – Jeg elsker dyrene, og de gengælder det samme. Anja drømte også om kærlighed – at blive båret i armene, få bløde ord i øret og blomster på puden hver morgen … Men Jens sparede virkelig på ømheden, og Anja begyndte at tvivle på, om han overhovedet elskede hende. – Gud hjælpe, naboer, råbte Søren over hækken. – Jens, arbejder du stadig med det pjat? Hvem gider egentlig dine udskæringer? – Jeg vil have mine børn vokser op med sans for skønhed, svarede Jens fast. – Så skal I jo først have nogle børn! lo naboen og blinkede til Anja. Jens så sørgmodigt på sin kone, mens Anja rødmede og skyndte sig ind. Hun havde ikke travlt med børn endnu – ung og køn, ville gerne leve lidt for sig selv, og manden er jo ingen udpræget helt. Men naboen Søren – sådan en flot fyr! Høj, bredskuldret, Jens var nu heller ikke grim, men alligevel … og når han mødte hende ved gården, sagde han altid så bløde ord, som var det en sommerregn: ”Dugdråbe, solskins pige …” Hjertet bankede, benene blev bløde, men Anja undveg altid – hun havde jo lovet at være tro, hendes forældre havde lært hende at passe på familien. Men hvorfor længtes hun alligevel efter at fange hans blik gennem vinduet? Næste morgen, da Anja drev koen ud, mødte hun Søren ved lågen: – Anja, min klare due, hvorfor undgår du mig? Er du bange? Jeg kan ikke få nok af at se på din skønhed – bliver helt svimmel! Kom hen til mig ved daggry, når din Jens går på fisketur, så lover jeg dig al den kærtegn, du ikke anede fandtes. Anja blussede, kinderne rødmede, hjertet bankede, men hun svarede ikke og gik hurtigt forbi. – Jeg venter på dig, sagde han lavt efter hende. Anja tænkte kun på ham hele dagen. Hun længtes efter kærlighed – og Søren var jo næsten for god til at være sand – men at tage skridtet … nej, det kunne hun ikke. Men der var stadig tid til daggry, måske … Om aftenen fyrede Jens op i saunaen og inviterede naboen med. Søren takkede ja – så sparede han sin egen brænde. De svingede birkeris, pustede, nød det, gik ud i forstuen for at køle af. Anja bragte dem et lille karafl snaps og god mad, men kom i tanker om, at der stod syltede agurker i kælderen. Da hun kom op igen og ville servere, hørte hun fra den påklemte dør samtalen og blev stående. – Hvor er du dog frygtsom, Jens, – sagde Søren dæmpet – kom nu, du vil ikke fortryde det. Der er nogle enker – de vil forkæle dig, du vil se skønhed, ikke som din Anja, den grå mus! – Nej, kammerat, lød Jens’ rolige men faste stemme, – jeg har ikke brug for andre skønheder, vil ikke engang tænke på det. Min kone er ikke nogen grå mus – hun er den smukkeste kvinde i hele verden. Der er ingen blomst eller bær smukkere end hende. Når jeg kigger på hende, forsvinder solen – jeg ser kun hendes øjne og den slanke figur. Kærligheden til hende skyller over mig som forårsvand i åen. Min svaghed er, at jeg ikke kan sige de varme ord, vise min kærlighed – hun bliver ked af det, det ved jeg, og jeg frygter at miste hende, for jeg kan ikke leve en dag uden hende, ikke tage et åndedrag uden hende. Anja stod stum, hjertet hamrede, tårerne løb. Hun tog sig sammen, gik ind i forstuen og sagde højt: – Så kan du gå, nabo… til enkerne, du – min mand og jeg har vigtigere ting for! Ingen til at beundre skønheden, som Jens har lavet – endnu. Undskyld mig for mine dumme tanker, min elskede mand, jeg har holdt lykken i hånden uden at se det. Kom, vi har spildt alt for meget tid … Næste dag ved daggry gik Jens ikke på fisketur.

Kærlighed skal ikke vises frem

Ragnhild kom ud fra stuehuset med en spand fuld af foder til grisene, og hun gik småsur forbi sin mand, Henrik, som nu i tre dage havde stået og makket med brønden. Han ville snitte den med fine udskæringer, bare fordi det skulle være smukt som om han ikke havde nok at tage sig til! Hun selv rendte rundt og ordnede alt i hjemmet, fodrede dyrene, mens han stod der med stemmejernet i hånden, fuld af træspåner og sendte hende et smil. Hvilken slags mand har Gud dog sendt hende? Han sagde hverken søde ord, slog aldrig i bordet eller viste de store følelser; han arbejdede bare stille og roligt, og af og til kom han hen, så hende i øjnene og lod hånden glide gennem hendes kraftige, lyse fletning det var al den kærlighed, hun fik. Hun drømte ellers om, at han ville kalde hende morgendis eller min hvide due…

Hun gik og tænkte på, hvad sådan en kvindeskæbne egentlig var værd, og var lige ved at snuble over den gamle Fido, men Henrik reagerede straks, fik fat i hende, og sendte hunden et strengt blik:
Hvad bilder du dig ind, Fido? Du må altså holde dig fra hendes fødder, ellers kommer du galt af sted.

Fido lagde ørerne ned og slentrede hen til sin hundekurv med snuden i jorden. Ragnhild undrede sig endnu en gang over, hvordan alle dyr kunne forstå hendes mand. Hun havde spurgt ham engang, hvordan han bar sig ad, og han havde bare sagt:
Jeg elsker dyrene de svarer igen med det samme.

Ragnhild gik også og drømte om kærlighed, det der med at blive båret hen over dørtrinet, få søde ord hvisket i øret, blomster på hovedpuden hver morgen Men Henrik var nærmest nærig med både kærtegn og ord, og hun var begyndt at tvivle elskede han hende overhovedet, bare det mindste?

Gud hjælpe jer, naboer, sagde Viggo over hækken. Henrik, roder du stadig med det pjat? Hvem skal dog bruge dine fine udskæringer?

Jeg vil gerne, at mine børn vokser op med et øje for det smukke, svarede Henrik.

Så må du jo først få nogle børn, grinede Viggo og blinkede kækt til Ragnhild.

Henrik sendte sin kone et trist blik, og Ragnhild blev rød i kinderne og smuttede ind i huset. Hun havde ikke travlt med børn ung, køn og havde stadig lyst til at leve for sig selv. Desuden var hendes mand lidt en tøffel, ikke rigtig til nogen side. Naboen, ham Viggo, han var noget for sig selv: høj, bredskuldret og charmerende. Ragnhild syntes nu også Henrik var sød, men Viggo, han var altså lidt af et syn! Når hun mødte ham ved lågen, hviskede han rare ord som om han var en blid sommerregn: Lille dugperle, mit dejlige lys… Det gav hende sug i maven, men hun gik altid væk fra ham hun havde jo lovet troskab da hun blev gift og far og mor havde levet i dyb kærlighed altid og lært hende at holde sammen på familien.

Men hvorfor havde hun alligevel altid lyst til at kigge ud af vinduet og fange Viggos blik?

Næste morgen, da Ragnhild skulle drive koen på græs, stod Viggo der ved havelågen:
Ragnhild, min søde due, hvorfor går du mon i en stor bue uden om mig? Er det fordi, du er bange? Jeg kan slet ikke få nok af dig, bliver helt rundtosset, når du er nær.

Kom over til mig i morgengryet, når din Henrik tager på fisketur, så kommer du bare. Jeg skal nok sørge for, at du får mere kærlighed, end du drømmer om.

Ragnhild blev ildrød, kinderne brændte og hjertet sprang afsted, men hun svarede ham ikke, gik bare hurtigt videre.

Jeg venter på dig, sagde han lavmælt efter hende.

Hele dagen kredsede tankerne kun om Viggo. Hun savnede den store kærlighed og ømhed, og han var råflot og så på hende så intenst men hun kunne ikke tage det sidste skridt. Men der var jo stadig nogle timer til morgengry, måske…

Senere på aftenen gjorde Henrik saunaen klar han kaldte det at gå i badstue som i gamle dage. Han inviterede også naboen. Viggo kom glad så kunne han spare både arbejdet og brænde hjemme hos sig selv! De sad der og daskede hinanden med birkeris, prustede, drak lidt hjemmelavet snaps og spiste pølse. Ragnhild satte en flaske brændevin og lidt snacks frem og kom i tanke om, at de da skulle have nogle syltede agurker fra kælderen. Hun gik ned for at hente dem, men da hun ville ind og sætte dem på bordet, hørte hun et hviskende ordskifte gennem den åbne dør. Hun standsede og lyttede.

Hvorfor er du sådan en tøsedreng, Henrik? sagde Viggo dæmpet. Kom nu med over, du vil ikke fortryde det. Der er enker, der kan forkæle en, og flere af dem er rene skønheder. Ikke ligesom din Ragnhild, hun er da lidt farveløs.

Nej, min ven, lød Henriks stille, faste stemme, jeg vil ikke have alle mulige flotte damer. Min kone er ikke farveløs, hun er den smukkeste kvinde i hele verden. Der findes ikke nogen blomst, ingen bær, der kan måle sig med hende. Når jeg ser på hende, ser jeg ikke solen kun hendes øjne og hendes slanke krop. Min kærlighed til hende er som en flod om foråret, så stærk det er bare så svært for mig at sige det, svært at vise det. Hun bliver tit sur på mig over det. Jeg ved, det er min fejl men jeg er bange for at miste hende, jeg kan ikke leve uden hende, ikke et eneste åndedrag kan jeg tage, hvis hun ikke er hos mig.

Ragnhild stod bomstille, og hendes hjerte dunkede vildt. En tåre løb ned over hendes kind. Hun rettede ryggen, gik ind til mændene og sagde højt:
Nå, Viggo, du må hellere komme hjem og holde enkerne med selskab. Mig og Henrik har altså vigtigere ting at tage os til. Ingen har jo endnu set det flotte, du har snittet, Henrik, så det må vi gøre noget ved. Undskyld mig, min elskede mand, for mine dumme tanker og min blindhed jeg gik med lykken i hænderne, men fattede det ikke. Kom nu, vi har spildt nok tid…

Næste morgen, da lyset brød frem, blev Henrik hjemme han havde ikke tid til nogen fisketur.