Altså, jeg bor stadig sammen med min mor, du ved. Hun er 86 år nu.
Det har bare været sådan, at jeg aldrig blev gift, og jeg har heller ikke nogen børn. Mit liv tog bare en lidt mærkelig drejning, tror jeg. Nu er jeg altså blevet 57, og jeg havde fødselsdag for nylig. Vi fejrede bare mig, min mor og jeg sammen, bare os to. Der er simpelthen ikke nogen, jeg kunne få lyst til at invitere. Jeg har ikke nogen veninder, og mor og jeg har ingen familie tilbage.
Vi bor sammen, og vi hjælper altid hinanden. Min mor på 86, hun klarer sig faktisk rigtig godt! Selvom hun jo er gammel, og helbredet bliver dårligere for hvert år, så giver hun aldrig op. Hun vader såmænd selv en tur, bare sådan uden videre.
Selv er jeg på folkepension nu, men jeg arbejder stadig lidt, for vores pensioner strækker altså ikke helt til et almindeligt liv. Men jeg mister ikke modet og glæder mig egentlig bare over, at jeg stadig har min elskede mor. Der er jo andre derude, der har det langt værre. Nogle har hverken bolig, familie eller penge altså, ingenting!
Men min mor og jeg lever rimelig stille og roligt. Om aftenen drikker vi te, strikker lidt, og ser alle vores gamle yndlingsfilm og serier fra fjernsynet. I weekenderne bager jeg kage, og så inviterer vi naboerne over. De fortæller os om deres familier, og vi hygger os. Jeg glæder mig over, at andre har det godt, og håber bare, at mor og jeg kan undgå alle mulige problemer.
Sådan er vores liv. Og jeg håber virkelig, at det kan vare så længe som muligt både for mig og for min mor.







