Mor, jeg er flyttet ind! Kan du forestille dig det, endelig!
Oline balancerede mobilen mellem skulderen og kinden, mens hun kæmpede med den genstridige lås. Nøglen gav sig kun modvilligt, som om den testede den nye ejer.
Kæreste, hvor er det dejligt! Og lejligheden, er alt okay? Mors stemme lød både spændt og glad.
Den er perfekt! Lys og rummelig. Altan mod øst, præcis som jeg ønskede mig. Er far der?
Selvfølgelig er jeg her! lød Finns varme stemme på højtaleren. Nu har vi slået højttaler til. Nå, så er fugleungen fløjet fra reden?
Far, jeg er femogtyve, det er ikke rigtig en unge længere.
Du vil altid være min lille svale. Har du tjekket låsene? Trækker det fra vinduerne? Radiatorerne…
Finn, lad nu barnet få ro til at lande! afbrød mor. Oline, pas nu på. Det er jo et nyt byggeri, man ved aldrig hvem der bor ved siden af.
Oline lo, lykkelig over endelig at være kommet ind og smækkede døren bag sig.
Mor, det er ikke en gammel karré fra halvfjerdserne. Her bor der ordentlige folk, alt skal nok gå.
De næste par uger smeltede sammen i ét langt udmattende ræs mellem Silvan, Ilva, og hendes nye hjem. Oline gik i seng med kataloger over tapet, og vågnede til tanker om hvilken farve fuge der passede bedst til fliserne i badeværelset.
En lørdag stod hun midt i stuen og overvejede stofprøver til gardiner, da mobilen vibrerede igen.
Hvordan går det med det hele? spurgte Finn.
Langsomt men sikkert. Jeg prøver at vælge gardiner står og vakler mellem “elfenben” og “flødemælk”. Hvad tænker du?
Jeg tror, det er samme farve, bare forskellige sælgere.
Far, du forstår altså ikke nuancer!
Til gengæld kan jeg noget med el. Har du fået styr på stikkontakterne?
Renoveringen tærede på både tid, penge og kræfter, men hver lille tilføjelse forvandlede de tomme vægge til et rigtigt hjem. Oline valgte selv de lyse beige tapeter til soveværelset, fandt selv en god håndværker til laminatgulvet og lavede sin egen plan for køkkenet, så det virkede større, end det var.
Da det sidste byggestøv var fjernet, satte Oline sig midt på gulvet i den skinnende rene stue. Blødt lys strømmede ind gennem de nye gardiner, der duftede af friskhed og lidt maling. Hendes allerførste rigtige hjem…
Tre dage efter indflytningen mødte hun for første gang sin nabo. Oline rode med nøglerne, da døren overfor åbnede.
Nå, den nye! En kvinde i starttrediverne stak hovedet ud. Kort page, knaldrød læbestift og nysgerrige øjne. Jeg hedder Gitte. Jeg bor lige overfor, så vi er naboer nu.
Oline. Hyggeligt at møde dig.
Skal du bruge sukker, kaffe, eller bare en at snakke med, så kom forbi. Man skal lige vænne sig til at være alene i nybyg, jeg husker det.
Gitte viste sig hurtigt som nem at snakke med. De drak te i Olines køkken og brokkede sig over boligforeningen og den skæve indretning på etagen. Gitte fortalte beredvilligt, hvor man fik bedst internet, hvilken VVSer man skulle bruge, og hvor supermarkedet havde de friske varer.
Skal du have verdens bedste æblekage-opskrift? Gitte bladrer på mobilen. Den tager en halv time, men smager som om du har stået i køkkenet hele dagen.
Yes! Jeg har ikke engang prøvet ovnen endnu.
Dagene blev til uger, og Oline var glad for at have så åben en nabo. De hilste på hinanden på trappen, tog kaffe sammen, og byttede bøger.
En lørdag kom Finn forbi for at hjælpe med en hylde, der nægtede at sidde fast.
Du har købt de forkerte rawlplugs sagde Finn og så på beslagene. De er til gips, men din væg er beton. Bare rolig, jeg har de rigtige i bilen.
En time senere hang hylden snorlige. Finn samlede værktøj, inspicerede sit arbejde og nikkede tilfreds.
Den holder i tyve år!
Tak, far Oline krammede ham.
De gik ned sammen, snakkede om stort og småt. Finn spurgte til job, Oline klagede over sin chef, der rodede med deadlines og forlæg.
Ved indgangen mødte de Gitte med indkøbsposer.
Hej! Oline vinkede. Det her er min far, Finn. Finn, det er Gitte, min nabo.
Dejligt at møde dig, sagde Finn og smilede varmt.
Gitte stivnede et kort øjeblik, gloede på Finn, så på Oline. Hendes smil virkede kunstigt.
I lige måde, sagde hun kort og forsvandt hurtigt ind.
Efter den dag ændrede alt sig. Næste morgen hilste Oline som vanligt på Gitte ved trappen, men fik kun et koldt nik. To dage senere prøvede hun at invitere Gitte over til te hun havde ikke tid, sagde hun bare.
Så begyndte klagerne…
Første gang bankede politiet på klokken ni om aftenen.
Vi har fået en anmeldelse om larm sagde den ældre betjent undskyldende. Musik, støj.
Musik? Oline var målløs. Jeg læste en bog!
Naboerne klager…
Der kom flere klager. Boligforeningen fik breve om “umuligt larm”, “evig trampen” og “musik om natten”. Politiet kom fast, undskyldte hver gang og kunne ikke gøre noget.
Oline forstod hurtigt, hvor det kom fra. Men ikke hvorfor.
Hver morgen var det et lotteri hvad nu? Æggeskaller smurt på døren? Kaffegrums i dørsprækken? En pose kartoffelskræller under måtten?
Oline stod nu op en halv time tidligere for at nå at gøre rent inden job. Hænderne var ru af rengøringsmidler, og hun havde en konstant klump i halsen.
Det kan ikke fortsætte sådan mumlede hun en aften og googled overvågnings-kikkerter til døre.
Det tog kun tyve minutter at montere. Lille skjult kamera i dørkikkerten. Oline koblede den til mobilen og ventede.
Hun måtte ikke vente længe.
Klokken tre om natten lyste mobilen op. Hun sad forbløffet og så Gitte i morgenkåbe og tøfler smøre noget mørkt, klistret på hendes dørsystematisk og rutineret.
Næste nat sad Oline oppe. Da hun hørte raslen ved døren ved halv tre, rev hun pludseligt døren op.
Gitte stod og stivnede med en pose i hånden, indholdet slubrede.
Hvad har jeg gjort dig? spurgte Oline, overrasket over hvor svagt det lød. Hvorfor gør du det her mod mig?
Gitte satte langsomt posen ned. Ansigtet blev forvrænget af gammel vrede.
Dig? Du gjorde intet. Men din far…
Hvad mener du?
Fordi han også er min far! Gitte var næsten skingrende. Men han passede dig, nusede digmig forlod han, da jeg var tre! Ikke en krone, ikke et opkald! Mor og jeg klarede os for hårdt, mens han byggede lykkeligt familieliv med din mor! Så du tog min far!
Oline bakkede, stødte ryggen mod dørkarmen.
Du lyver…
Spørg ham selv! Spørg, om han husker Marianne Kristensen og datteren Gitte, som han smed ud som skrald!
Oline smækkede døren og sank sammen på gulvet. En tanke kværnede: Ikke sandt, ikke ham, ikke min far.
Næste morgen kørte hun hjem til sine forældre. Hun øvede spørgsmålet på vejen, men ordene satte sig fast, da hun så Finn sidde med sin avis, rolig som altid.
Oline! Sikke en overraskelse! Finn rejste sig. Mor er i Netto, hun er snart hjemme.
Far, jeg må spørge… Oline satte sig, nervøs. Kender du en kvinde ved navn Marianne Kristensen?
Finn stivnede, avisen faldt på gulvet.
Hvor ved du…
Hendes datter er min nabo, den jeg fortalte dig om. Hun siger, du er hendes far.
Der opstod en lang pause.
Vi kører hen til hende nu sagde Finn pludselig. Det skal jeg ordne.
Det tog fyrre minutter til Olines lejlighed. Der var stille i bilen. Oline kiggede ud af vinduet, prøvede at regne verden ud på ny.
Gitte åbnede straks, som om hun ventede dem. Hun så vredt på dem, men lod dem komme ind.
Kommer du for at bekende? sagde hun til Finn. Efter tredive år?
Jeg kommer for at give dig en forklaring. Finn fandt et sammenfoldet papir fra sin jakkelomme. Læs.
Gitte tog papiret tøvende. Efterhånden som hun læste, ændrede hendes ansigt sig fra vrede til undren til tvivl.
Hvad…?
Det er DNA-resultatet svarede Finn stille. Jeg fik det lavet, da din mor gik til retten for at få børnepenge. Testen viser, at jeg ikke er din far. Marianne var utro. Du er ikke min datter.
Papiret faldt ud af Gittes hænder…
Oline og Finn gik hjem. Oline gik hen til Finn og lagde kinden mod hans jakke.
Undskyld, far. Undskyld at jeg tvivlede.
Finn strøg hende over håretpræcis som dengang hun kom grædende efter skænderier med veninderne.
Du har ikke noget at undskylde for, skat. Det er andres skyld.
Forholdet til Gitte blev ikke bedre. Og Oline havde heller ikke lyst til det. Efter alt det, var respekten for hende forsvundet for altid.
