Fem boliger i familien – og alligevel må vi leje en lille lejlighed selv Jeg er efterhånden så vant til situationen, at intet overrasker mig længere. Her er, hvordan det er kommet dertil, at vi i familien ejer fem boliger, men alligevel må min mand og jeg bo til leje. Mine svigerforældre har deres egen bolig og to andre lejligheder spredt rundt i København, som de udlejer. De fortæller os med et smil, at de har arbejdet hårdt for alt det, de ejer, og forventer, at vi gør det samme. De ser ikke ud til at forstå, at det engang var nemmere at få en lejlighed gennem kommunen eller via sit arbejde, for eksempel på en fabrik. Nu er det nærmest umuligt at spare op til egen bolig, når man samtidig betaler høje huslejer. Mine egne forældre er, ærligt talt, ikke meget anderledes. Da min mormor døde, testamenterede hun sin lejlighed til mig, men jeg var stadig barn, så indtil jeg blev myndig, valgte mine forældre at udleje den. Nu er jeg voksen, men de er blevet glade for den faste lejeindtægt og nægter stadig at lade mig bo der. I flere år har min mand og jeg lejet en lille etværelses lejlighed, hvor næsten alle vores penge går til husleje. Nogle perioder har vi knap haft råd til mad. Nu er jeg på barsel. Min løn har aldrig været særlig høj, men før barnet gik det lige rundt. Min mand knokler, han har to job. Men for at kunne tjene godt, kræver det en god uddannelse, og den har han ikke. Lige efter skolen gik han i militæret, og så mødtes vi, så der blev aldrig tid til studier. Det er virkelig frustrerende, at min mor næsten hver uge ringer for at få hjælp til at vælge ny kjole eller bluse, mens jeg ikke har råd til vitaminer eller frugt. Hun gentager hele tiden, at vi skal være økonomisk selvstændige. Hun mener endda, vi burde hjælpe dem, fordi de gerne vil rejse jorden rundt. Selvfølgelig synes jeg, det er helt forkert af både mine forældre og svigerforældre. De har alt – og mere til – men vil ikke hjælpe deres børn. Jeg forstår godt, de ikke skal undvære for at støtte os, men når nu muligheden er der, hvorfor så ikke? Jeg begriber slet ikke den holdning overfor egne børn. Derfor vil jeg altid sørge for, at mine egne børn får alt og mere til. Venner og bekendte prøver at trøste os med, at vi en dag arver det hele. Men sandheden er, jeg er så skuffet, at jeg slet ikke vil have noget af dem. De må tage de boliger med sig i graven.

Der er fem lejligheder i familien, men alligevel står vi og må leje.

Jeg er så vant til det, at intet længere overrasker mig. Lad mig forklare, hvordan vi endte i den her situation, hvor vi har fem lejligheder i familien og vi må alligevel bo til leje.

Min mands forældre ejer deres egen lejlighed midt i København. Ud over det har de to små lejligheder fordelt i forskellige kvarterer, som de udlejer. Når vi nævner det, smiler de bare og siger, at alt, de har, har de arbejdet hårdt for, så de forventer, at vi gør det samme. De forstår vist ikke, hvordan det engang var nemmere at få en bolig gennem kommunen eller via sit arbejde på en fabrik. Nu er det utroligt svært at spare op til sit eget sted, samtidig med at man betaler tårnhøj husleje.

Mine egne forældre er, for at være ærlig, ikke spor bedre. Da min mormor døde, skrev hun sin lejlighed over til mig, men jeg var stadig barn dengang, så mine forældre besluttede at leje den ud, indtil jeg fyldte atten. Nu er jeg voksen, men de har vænnet sig sådan til de månedlige penge, at de nægter mig at flytte ind.

I flere år har min mand og jeg boet i en lille etværelses lejlighed på Frederiksberg, hvor hele vores månedsløn næsten ryger direkte til huslejen. Der har været perioder, hvor vi knap havde råd til mad. Lige nu er jeg på barsel. Min løn har aldrig været stor, men uden barn kunne vi trods alt klare os. Min mand knokler for at tjene til dagen og vejen, han har to job på én gang. Men hvis man skal tjene ordentligt, skal man have en god uddannelse, og det har han ikke. Han gik direkte fra gymnasiet til Forsvaret, og kort efter mødte vi hinanden der var aldrig tid til at studere videre.

Det er så frustrerende, når min mor uge efter uge beder mig om hjælp til at udvælge ny kjole eller bluse, mens jeg ikke engang har penge til vitaminer eller lidt frugt. Hun gentager hele tiden, at vi skal klare os selv økonomisk. Hun mener endda, at vi bør hjælpe dem, fordi de drømmer om at rejse ud i verden.

Jeg har det virkelig svært med min egen og min mands forældres tilgang. De har alting og mere til, men nægter at hjælpe deres børn. Jeg forstår godt, det ikke handler om at give afkald på egen velfærd, men når mulighederne og overskuddet er der, hvorfor så ikke? Jeg kan slet ikke begribe sådan en tankegang og jeg lover, at jeg aldrig vil behandle mine børn på samme måde. Mine børn skal få alt, hvad jeg har at give.

Venner og bekendte prøver at trøste os med, at vi en dag arver det hele. Men jeg er så såret, at jeg slet ikke ønsker noget fra dem mere. De kan tage deres lejligheder med sig over på den anden side…