Du elsker ham ikke, og vi havde det jo godt sammen, skal vi ikke prøve at starte forfra?
Det er nu tre år siden, vi blev skilt helt uden drama, stille og roligt, sådan som vi også skrev i den fælles besked: Vores temperamenter passer ikke sammen. Min datter troede i starten bare, at det var en almindelig skænderi, og at far kun var væk for en stund.
I weekenderne hyggede hun sig med sin far, de lavede sjove ting sammen, og når han afleverede hende om aftenen, satte vi os alle til aftensmaden. Derefter gik Robert, og Astrid vinkede farvel alt for længe ved vinduet, og holdt øje med ham, indtil han var ude af syne.
For en uge siden fyldte min datter seks år. Det sidste år har Robert og Astrid ikke talt så meget sammen. To ting skyldes det: Robert har mødt en anden kvinde og kan ikke længere tilbringe hver eneste weekend med Astrid, og jeg har også en ny mand i mit liv. Simon og jeg mødtes under en tur til Mols Bjerge. Astrid og jeg var bagud, og Simon var også kommet lidt væk fra gruppen uden at opdage det. Vi indhentede guiden sammen, begyndte at snakke, og endte med at bytte telefonnumre, før vi gik videre.
I forhold til Robert er Simon ikke meget snakkesalig, men alligevel er han pålidelig. Han lover aldrig mere end han kan holde. Han har aldrig glemt noget, aldrig været for sent på den. Hvis Simon lover noget, så ved man, at han gør det. Det var helt anderledes med Robert, og det førte til mange misforståelser og irritationer sikkert grunden til, at vi gik fra hinanden til sidst
Både Robert og Simon skulle med til Astrids fødselsdagsfest. Jeg var ærlig talt nervøs over, hvordan det ville gå, hvordan de ville tage hinanden og opføre sig foran alle. Min datter glædede sig selvfølgelig til at se sin far, selvom hun og Simon også havde et godt forhold.
Alle gæster var der til tiden kun min eksmand dukkede op for sent. Astrid insisterede på, at vi skulle vente med kagen, indtil far dukkede op, så jeg fyldte tiden ud med at mindes gamle dage og høre lidt sladder med de sidste gæster.
Endelig kom far! Med en kæmpestor gave til Astrid og et stort blomsterbuketter til mig. Jeg blev lidt flov. Simon hilste roligt, men Robert tog som om de tre år aldrig var gået straks rollen som vært, satte folk til bords og styrede snakken og serveringen, præcis som i gamle dage.
Astrid var hele tiden om sin far, og Simon sad lidt undseeligt og så til. Selv om jeg prøvede at snakke med ham og give ham opmærksomhed, virkede han ikke særlig komfortabel.
Efter et stykke tid beklagede Simon sig, undskyldte sig med lidt arbejde, han skulle hjem og ordne, og tog farvel.
Lige så snart Simon var gået, blev Robert endnu mere afslappet. Da vi gik ud i køkkenet for at hente fødselsdagskage, bad jeg ham om at tage det roligt. Og pludselig sagde han:
Du elsker ham ikke. Vi havde det jo godt engang kan vi ikke prøve igen?
Jeg blev lidt paf, men sagde:
Nej, Robert, det vil jeg ikke. Vi to fungerer bare ikke sammen. Vi har kun Astrid til fælles, og lad os holde os til det. Jeg er glad for, at du passer hende, at hun glæder sig til dig, men jeg venter ikke på dig længere især ikke efter du er begyndt at se en anden.
Det er jo noget andet, det handler om kroppen, ikke sjælen. Jeg skal ikke tilbringe hele livet med hende
Netop derfor skal du finde én, du kan bygge noget rigtigt op med. Ikke bare
Gæsterne begyndte så småt at tage hjem. Robert blev tilbage og hjalp mig med at rydde op og vaskede op sammen med mig. Han puttede Astrid og håbede nok, at jeg ville bede ham blive. Da han indså, at den invitation ikke kom, trak han stemningen op, sagde tak for snakken, kyssede mig let på kinden og gik
Senere ringede jeg til Simon og spurgte, om vi kunne tage på skovtur næste dag. Han blev nærmest lige så glad som Astrid, sagde han ville sætte alt andet på pause og hente os klokken ni.
Præcis klokken ni ringede det på døren, og Astrid råbte: Hurra! Mere fødselsdag! Vi havde en dejlig dag i naturen, alle tre. Da vi kom hjem, spurgte jeg:
Astrid, hvad synes du om, at Simon måske flytter ind hos os?
Hun kiggede alvorligt på mig og svarede:
Du venter jo altid på ham, og på den måde kan du se ham hver eneste dag…
Jeg har lært, at fortiden skal have lov at være fortid, og at det er vigtigere at vælge dem, man virkelig kan bygge noget med for både min datter og for mig selv.
