Jeg blev hånet for min “bondesjov”, selvom de selv kom fra den mest afsides landsby…
Jeg voksede op i en lille landsby nær Ringkøbing. Fra barnsben havde jeg jorden under neglene, arbejdet i blodet, og vidste, at alt måtte kæmpes hårdt for. Vi var ikke rige, men levede anstændigt. Netop dengang lærte jeg at elske jorden ikke som en pligt, men som en sjælelig længsel. Jeg elsker at grave i bedene, dyrke grøntsager, frugter og urter med mine egne hænder. Det jordner mig, beroliger, bringer mig hjem til mig selv. Da jeg giftede mig, sagde jeg derfor straks: “Vi skal have en sommerhus. Hvis ikke nu, så sparer vi op.”
Min mand, Mikkel, støttede ikke rigtig ideen først, men da han så min passion, gik han med. Vi købte et lille hus med have nær Holstebro. Alt kunne have været perfekt hvis ikke hans forældre havde været sådan. Fra første dag kiggede de ned på mig. Især min svigermor, Birthe Margrethe. Hver samtale blev en dans på nåle.
“Har du atter gang i dine gulerødder? Lige som en rigtig bondekone,” sagde hun med en fornem krølle på læben.
“Vores lille dreng studerede og voksede op i byen netop for ikke at rode i jorden!”
Jeg lyttede og krøb sammen indeni. Ikke af skam, men af undren hvorfor så meget had? Jeg tvinger ingen, jeg inviterer. Det er ikke straf, det er kærlighed, det er liv.
Jeg tålte det længe. Tænkte, måske er det bare byboere, der ikke forstår. Andre værdier, andre prioriteter. Indtil jeg ved et tilfælde opdagede sandheden og måtte grine.
Det viste sig, at min mands forældre selv var fra den mest bonede landsby. Moderen fra en lille by nær Herning, faren fra en afsides egn ved Viborg. Deres forældre bor der stadig, i gamle huse, med høns og grøntsager. Men de selv efter at være flyttet til København som unge havde slettet det fra deres historie. Som om de var bange for, at nogen skulle opdage deres rødder.
Alligevel havde hun frækhed nok til at håne mig: “Se dog dit hjem det ligner en gammel købmandsbutik! Alle de småting, billeder, pynt… Hos os er alt moderne: hvide vægge, indbyggede skabe, intet rod.”
Men netop det elsker jeg hygge, varme, minder på hylderne. Måske ikke trendy, men menneskeligt.
Jeg tav længe. Sagde ikke noget. Men en dag, da hun igen kaldte mig “bondepige”, kunne jeg ikke holde det ud. Vi sad på terrassen, hun rullede øjnene ad min jordbærsaft og stikkelsbærtærte:
“Ad, alt hos dig lugter af landsby!”
Jeg smilede og svarede roligt:
“Der er et gammelt ordsprog: man kan tage bonden ud af landet, men ikke landet ud af bonden. Men det handler ikke om mig. Det handler om dig, Birthe Margrethe.”
Hun stivnede. Jeg så øjenlåget dirre. Hun forsøgte at grine det væk:
“Sig mig det lige, taler du til mig sådan?”
“Til os begge. Jeg er stolt af min landsby. Du skammer dig over din. Det er hele forskellen.”
Efter den samtale tav hun. Ingen spydigheder, ingen hentydninger. Hun kaldte mig ikke bondekone igen, skævede ikke til mine hjemmelavede syltetøjer eller pickles. Måske begyndte hun endda at respektere mig.
Jeg bærer ikke nag. Men det gør ondt at blive hånet for det, man selv engang levede af. Er rødder en skam? Er arbejde noget at foragte?
Jeg er en kvinde, der elsker jorden. Jeg skammer mig ikke over min landsby. Jeg kan så og høste, sylte og koge. Og jeg er ikke ringere end dem, der bor i “hippe” lejligheder med hvide vægge. For hvor der ikke er sjæl, er der ikke varme. Men jeg har det. Og det bliver der.
