Løftet Dennis holdt roligt rattet og styrede bilen sikkert ud ad motorvejen, mens hans ven og kollega, Kira, sad ved siden af. De var på vej hjem fra et forretningsbesøg i nabobyen, som chefen havde sendt dem på i to dage. – Kira, det gik da forrygende med alle vores aftaler, og nu er kontrakten underskrevet på et kæmpe beløb – chefen bliver glad, sagde Dennis med et smil. – Ja, det kan du tro, det gik bare godt for os, – bekræftede Kira, som også arbejdede på det samme kontor. – Det er virkelig skønt at komme hjem, når man ved, der er nogen der venter på en, – sagde Dennis. Min Anna er gravid og døjer meget med kvalme. Jeg føler med hende, men vi ønskede virkelig det barn, og hun sagde, hun vil klare alt for vores lille familie. – At få et barn er fantastisk… Men mig og Marie har ikke heldet med os, hun kan simpelthen ikke holde på en graviditet. Vi skal prøve endnu en omgang IVF, den første mislykkedes, – fortalte Kira, som havde været gift med Marie i syv år, og de ventede stadig så desperat på et barn. Dennis blev gift ret sent – først som 32-årig, havde haft sine forhold før, men ingen der virkelig havde sat alt på spil. Så mødte han Anna, og forelskede sig så dybt, at han slet ikke lagde mærke til andre kvinder mere. Dennis præsenterede Kira for Anna, og han var selvfølgelig også med på brylluppet som vidne. Kira kunne ikke lade være med at misunde Dennis lidt – Anna var smuk, blid og Kira forstod godt, man skulle falde pladask for hende. Ude på landevejen dryssede det fine efterårsregn mod bilruden, viskerne gik indimellem, og vennerne snakkede muntert. Telefonen ringede – Dennis tog den. – Hej Anna, ja, vi er på vej, er hjemme om to timer. Hvordan har du det? Stadig kvalme? Du må ikke løfte tungt, jeg ordner det hele når jeg kommer. Kys, vi ses snart, min skat. Kira lyttede og tænkte på Marie – hun ringer aldrig, bliver aldrig rigtig nervøs for ham, – hun tror han er urokkelig knyttet til hende. Hun er meget mere firkantet end Annas omsorg for Dennis, hendes liv handler om arbejde og hjem. Pludselig drejede Dennis skarpt på rattet – en lastbil kom direkte imod dem. Kollisionen var uundgåelig – de ramlede ind i en lysmast på Dennis’ side og fløj af vejen. Da Kira genvandt besindelsen, dunkede hans hoved, hånden blødte, bilen stod på hjulene men hans dør var åben. Dennis rørte sig ikke. Folk løb til, biler stoppede. Kira lå på den våde græs, mens de ventede på ambulancen. Dennis blev båret ud, og han hviskede svagt til Kira: – Hjælp Anna… De blev kørt på hospitalet. Kira havde brækket armen og havde hjernerystelse, men var ved bevidsthed. Han spurgte hele tiden lægerne: – Hvad med Dennis, min ven? Senere fik han det nedslående svar fra sygeplejersken: – Dennis er død… Kira blev dybt chokeret. Til begravelsen kunne han ikke være med. Marie fortalte senere, hvordan Anna græd uafbrudt og knapt kunne stå ved kisten, overvældet af sorg. Efter hospitalsindlæggelsen tog Kira sammen med Marie ud til kirkegården, stod længe ved Dennis’ grav og lovede i sit stille sind: – Bare rolig, min ven – jeg skal nok tage mig af din Anna, som du bad om… Få dage efter opsøgte Kira Anna. Hun tudede, da hun så ham i døren. – Hvordan skal jeg leve uden ham? Jeg kan slet ikke forstå Dennis er væk… – Anna, jeg lovede at hjælpe dig – vi klarer det sammen. Ring, når du behøver noget, jeg kommer. Tiden gik. Anna faldt lidt til ro, men frygtede stadig at traumet ville ødelægge graviditeten, hvilket lægen også havde advaret om. Kira kom forbi et par gange om ugen, kom med indkøb, vitaminer, fulgte hende til klinik og hjalp hvor han kunne. Anna misbrugte aldrig hans venlighed, spurgte kun hvis nødvendigt. – Kira, det føles uretfærdigt med alt det arbejde du gør for mig… – Det er ikke noget problem, jeg lovede Dennis. Kira havde modstridende følelser – Anna var hans drømmekvinde, men det hele var så mærkeligt og forvirrende. Imens Anna kæmpede med graviditeten, gennemgik Kira og Marie atter fertilitetsundersøgelser og skuffelser… deres barnløshed var efterhånden en smerte de bar til daglig. Marie vidste ikke Kira hjalp Anna – han havde gemt Annas nummer som “Velgørenhed”, så Marie ikke skulle ane uråd. Endnu en IVF fejlede, og stemningen hjemme blev anspændt. Marie bebrejdede Kira, han magtede ikke længere at diskutere det. Marie lagde mærke til, at Kira ændrede sig, blev fraværende og mere irritabel, tog ofte ud på mærkelige ærinder. Hun mistænkte ikke utroskab, for det havde aldrig været et problem hos dem. Kira kunne mærke, at privatlivet var turbulent, til gengæld gik arbejde super. Han tog over på det projekt han havde påbegyndt med Dennis, og kort efter blev en fantastisk kontrakt underskrevet. Annas graviditet skred frem, og hun blev mere og mere hjælpeløs. Hendes forældre boede langt væk i Jylland, og hun havde ingen nær familie i byen. Hun led af hovedpine og hævede ben, men klagede ikke til Kira. En dag kom Kira forbi og fandt Anna på en trappestige, hun ville hænge nye gardiner op. – Jeg har lige vasket vinduet – skal bare have de gardiner sat op nu, sagde hun imødekommende. – Ned med dig! grinede Kira, – hvad hvis du falder og skader babyen, det er ikke for sjov. Han hjalp hende ned – de stod pludselig tæt, og Kira mærkede rystelser i kroppen. – Tak, Kira, men hun måtte hurtigt ud i badeværelset – morgenkvalmen var på besøg. Kira tørrede sveden fra panden og tænkte for sig selv: – Mon Dennis ser det hele oppefra? Tja, han bad selv om jeg skulle hjælpe… Senere sagde Anna: – Dennis, kunne du ikke hjælpe med at gøre børneværelset klar? Jeg har fundet nogle flotte tapeter… Kira gik i gang med renovering, han kunne ikke have Anna rende rundt og slide sig op. De lavede det meste sammen – Anna heppede moralsk, mens Kira stod for det praktiske, og børneværelset blev færdigt. Kira havde nu en deprimeret hustru derhjemme på den ene side, og Anna med termin på den anden. Marie indså hun måtte gøre noget for at redde deres ægteskab – arbejde skulle fylde mere. Hun blev tilbudt at skrive for et større magasin, og kastede sig glad over jobbet. Pludselig fik hun penge for sit arbejde – hun kom hjem med lækre fødevarer og vin. – Nå, fejrer vi noget? undrede Kira sig da han kom hjem. – Ja, jeg har fået en god sum for det store projekt – det skal fejres! De skænkede vin og så deres yndlingsfilm i fjernsynet. Pludselig ringede Kiras telefon. Marie læste “Velgørenhed” på skærmen. Han skyndte sig ud i køkkenet. – Hvad sker der? spurgte han lavt. – Kira, undskyld, men jeg tror jeg skal føde… Har allerede ringet efter en ambulance. – Men det er jo for tidligt? – Syv måneder – det kan ske, sagde hun, tydeligt med smerte. – Okay, jeg kommer til hospitalet. Han iførte sig tøj, Marie så på ham med uro. – Så du tager af sted? – Ja, chefen ringede for at tale om velgørenhed, – jeg forklarer senere, du må stole på mig. Men Marie troede ham ikke. – Hvilken velgørenhed? Må du narre mig? Kira fløj ud i bilen til hospitalet, ventede i to timer, før han fik besked om at Anna havde fået en søn. Han tog hjem, drænet, og tænkte: – Gudskelov, det gik… Marie lå vågen, borede blikket ind i ham, da han kom hjem. – Din velgørenhed tærer altså på dig, – sagde hun spydigt. Han sank tungt ned i sofaen. – Anna har lige født en dreng, jeg lovede Dennis at hjælpe hende. Hun er alene, sagde han ærligt. – Nu forstår jeg det hele… Så skal du også hjælpe med den lille, ikke sandt? – Ja, sagde Kira åbent. – Men jeg finder mig ikke i, du bruger tid på andres barn, når vi ikke kan få vores eget. Jeg vil skilles – og måske finder jeg en anden og når at få barn med ham. Kira så overrasket på hende, hun mente åbenbart det var hans skyld, de ikke fik børn. – Det er dit valg, Marie, jeg forsvarer mig ikke længere. Jeg må hjælpe Anna og hendes søn. Marie søgte om skilsmisse. Kira flyttede ind hos Anna og tog sig af lille Daniel. Senere blev de gift, og to år efter fik de en datter. Tak for at læse, for din støtte og for at følge med. Alt det bedste til dig!

Løftet

Mikkel sad roligt bag rattet og styrede bilen sikkert langs motorvejen. Ved siden af ham sad hans gode ven, Anders. De var på vej hjem fra Aarhus, hvor chefen havde sendt dem på forretningsrejse i to dage.

Anders, det gik jo forrygende! Vi fik klaret alt og underskrevet kontrakten på en kæmpe sum, chefen bliver sikkert glad, sagde Mikkel med et stort smil.

Ja, det må man sige, vi var heldige, bekræftede Anders, der også arbejdede på samme kontor som Mikkel.

Det er virkelig dejligt at komme hjem, når nogen venter på én, fortsatte Mikkel. Min Sofie er gravid og døjer med kvalme. Jeg har så ondt af hende, men vi ønskede jo så meget et barn, og hun sagde, hun ville klare det for vores lille én.

Et barn er fantastisk, men det lykkes bare ikke for mig og Pernille, min kone, sagde Anders stille. Hun kan ikke holde på en graviditet, og nu prøver vi med fertilitetsbehandling for anden gang. Den første endte skidt.

Mikkel blev gift sent, først som 32-årig. Han havde haft kærester, men aldrig rigtigt mistet hovedet over nogen før han mødte Sofie. Han blev forelsket som aldrig før, og siden har han kun haft øje for hende.

Da Mikkel præsenterede Sofie for Anders og senere inviterede ham med som forlover til brylluppet, mærkede Anders et stik af misundelse. Sofie var smuk og omsorgsfuld, og han forstod sin ven, man kunne ikke undgå at blive forelsket i hende.

Det fine efterårsregn dryppede på bilens forrude og vinduesviskerne kørte indimellem. Mikkel tog telefonen, da den ringede.

Hej Sofie, ja vi er på vej. Vi er hjemme om cirka to timer. Husk nu ikke at løfte noget tungt, jeg ordner det hele når jeg kommer. Kys og vi ses, min elskede.

Anders lyttede og forestillede sig, hvordan Sofie ventede på Mikkel og bekymrede sig. Han tænkte ved sig selv:

Pernille ringer aldrig sådan. Hun bekymrer sig aldrig om mig, hun tror bare, jeg er tryg ved hende. Hun er mere praktisk, med fokus på arbejde og hjem, meget anderledes end Sofie.

Pludselig vred Mikkel rattet skarpt en varevogn kom i fuld fart mod dem. Kollisionen virkede uundgåelig, men i sidste øjeblik ramte de en lysmast på Mikkels side, og bilen rullede ned af vejen. Anders vågnede med hovedpine og blod på armen, døren på hans side var åben, og bilen stod på hjulene. Mikkel bevægede sig ikke.

Folk strømmede til, biler stoppede. Anders lå på vådt græs og ventede på ambulancen. Mikkel blev båret ud på en båre, og Anders lænede sig over ham, mens Mikkel svagt hviskede:

Pas på Sofie

De blev begge kørt til hospitalet. Anders havde brækket armen og fået kraftig hjernerystelse, men var ved bevidsthed. Han spurgte gentagne gange personalet:

Hvordan går det med Mikkel, min ven?

Senere kom en sygeplejerske og sagde stille:

Mikkel er død

Anders var knust og kunne ikke deltage i begravelsen. Pernille besøgte ham og fortalte, at Mikkels kone græd hjerteskærende, og kun med nød og næppe stod oprejst ved kisten.

Da Anders blev udskrevet, tog han sammen med Pernille ud til kirkegården og stod længe ved vens grav. Han lovede i sit stille sind:

Bare rolig, min ven, jeg svigter ikke din kone. Jeg vil hjælpe hende, som du bad om

Et par dage senere tog Anders hen til Sofie. Da hun åbnede døren, brød hun sammen.

Hvordan skal jeg leve uden ham? Jeg kan ikke fatte, at Mikkel ikke er her mere.

Sofie, jeg har lovet din mand at hjælpe dig. Vi klarer det sammen. Ring til mig, når du har brug for noget. Jeg kommer og besøger dig.

Tiden gik, og Sofie begyndte at komme til sig selv, men var nervøs for at miste graviditeten på grund af sorgen. Lægen advarede også om risikoen. Anders besøgte hende et par gange om ugen, havde dagligvarer med, købte vitaminer, kørte hende til lægen, og hjalp der hvor han kunne. Hun bad ham kun om hjælp, når hun virkelig havde brug for det.

Anders, jeg føler mig næsten til besvær, at du bruger tid på mig.

Det er ikke besvær, og jeg har jo lovet Mikkel det, svarede han.

Anders følte sig splittet. Sofie var netop den kvinde, han hele livet havde drømt om, men situationen forvirrede ham.

Mens Sofie kæmpede med graviditetskvalme, gik Anders og Pernille til undersøgelser, blodprøver, nye skemaer og flere skuffelser. Ufrivillig barnløshed var blevet deres smertefulde rutine. Pernille vidste ikke, at han hjalp Sofie, og han holdt det hemmeligt. I hans telefon stod Sofie blot som “Velgørenhed”, fordi han vidste, at Pernille kunne tjekke, hvem han talte med.

Efter det andet mislykkede forsøg på at få barn, blev der spændinger imellem ham og Pernille. Hun mente, det var Anders’ skyld, mens han bare trak sig.

Pernille bemærkede, at Anders opførte sig mærkeligt, virkede distræt, sommetider irritabel, og han var ofte ude af huset. Hun troede ikke på, at han var utro de havde det stadig fint sammen.

På arbejdet gik det til gengæld strygende for Anders. Han fik afsluttet projektet, som han og Mikkel havde startet, og underskrev en succesfuld kontrakt.

Sofies graviditet skred frem, og hun blev mere og mere afhængig af Anders. Hendes forældre boede langt væk i Nordjylland, og hun havde ingen nær familie i København. Hovedpine og hævede ben plagede hende, men hun klagede sjældent til Anders.

En dag kom han på besøg med varer og fandt hende på en stige hun ville hænge nye gardiner op.

Jeg har lige vasket vinduet og vil hænge de nye gardiner op, sagde hun muntert.

Nu kommer du ned derfra! beordrede Anders strengt og så på hendes store mave. Hvis du falder, kan du skade barnet det er ikke for sjov.

Han hjalp hende ned, og de stod tæt, han mærkede en varme gennem kroppen. Sofie takkede blidt, men løb med det samme ud på toilettet hun var stadig plaget af kvalme.

Anders tørrede sveden af panden og tænkte:

Mon Mikkel ser mig nu? Han bad selv om, jeg skulle hjælpe

Næste gang sagde Sofie:

Anders, kan du hjælpe mig med at indrette børneværelset? Jeg får nok ikke tid senere. Jeg har set de sødeste tapeter til børneværelset.

Anders gik straks i gang, han ville ikke have Sofie til at slæbe på det hele alene. Sammen fik de sat børneværelset i stand, eller rettere, Sofie støttede og Anders arbejdede. Hjemme blev Pernilles frustration over barnløsheden kun større, hun talte om det hele tiden, mens Anders forsøgte at finde trøst hos Sofie, som var tæt på at skulle føde.

Pernille indså, hun måtte handle og fokusere på sit eget liv for at redde ægteskabet. Hun skrev artikler og fik tilbud om at skrive fast for et stort magasin. Da hun fik sin første løn, fejrede hun det med lækre varer og god vin.

Jamen, Pernille, har vi fest? udbrød Anders da han kom hjem.

Ja, jeg har fået en god kontrakt, og det må fejres!

De skænkede vin og så deres yndlingsfilm sammen, mens stemningen i stuen blev hyggelig.

Pludselig ringede Anders’ telefon. Pernille kiggede og så navnet “Velgørenhed” på skærmen. Anders gik straks ud i køkkenet.

Hvad er der galt? spurgte han lavt.

Anders, undskyld, men jeg tror, jeg går i fødsel nu Jeg har allerede ringet efter ambulancen.

Men det er jo alt for tidligt?

Ja, syvende måned, men sådan kan det gå, svarede hun tappert mellem veerne.

Okay, jeg kommer til hospitalet!

Han skyndte sig at tage tøj på. Da Pernille så ham, blev hun nervøs.

Skal du ud nu?

Ja, chefen har ringet og vil have mig til et velgørenhedsprojekt, forklarede han, men Pernille troede ham ikke.

Hvilken chefen, hvilken velgørenhed? Du lyver jo, Anders.

Han styrtede ud til bilen og kørte til hospitalet. Der ventede han et par timer til en sygeplejerske kom og sagde, at Sofie havde fået en lille dreng. Anders sukkede lettet og kørte hjem, fuldstændig udmattet.

Pernille havde ventet oppe og borede straks blikket ind i ham. Hun så, at han var træt og slidt.

Din velgørenhed har virkelig taget hårdt på dig, sagde hun tørt.

Anders satte sig tungt i sofaen og svarede ærligt:

Ja, Pernille. Sofie har fået en søn, og jeg lovede Mikkel at hjælpe hende. Hun har ingen andre.

Nu forstår jeg det hele sagde Pernille stille. Næste skridt er vel, at du skal hjælpe med barnet hver dag, ikke?

Ja, det må jeg, sagde Anders oprigtigt.

Sådan kan jeg ikke have det, Anders. Jeg vil ikke have, at du bruger din tid på andres barn især når vi ikke selv kan få et. Jeg søger skilsmisse. Og måske møder jeg en anden og får barn.

Anders så overrasket op og forstod, at hun stadig mente, det hele var hans skyld.

Det er dit valg, Pernille. Jeg har et ansvar overfor Sofie og hendes barn.

Tiden gik, Pernille søgte skilsmisse. Anders flyttede hen til Sofie, hvor han hjalp med lille Daniel. Efter et stykke tid blev de gift, og to år senere kom en lille datter til verden hos dem.

Livet går videre, og man lærer, at det vigtigste er at stå ved sine løfter og hjælpe dem, der har brug for det for i medmenneskeligheden findes der håb og nye begyndelser.