Da Eva skulle giftes, blev både hendes søn Mads og svigerdatter Signe fuldstændigt taget på sengen. Nyheden kom bag på dem, og de vidste slet ikke, hvordan de skulle håndtere det.
Er du sikker på, du har lyst til at ryste hele dit liv op i din alder? spurgte Signe forsigtigt, mens hun kiggede på sin mand.
Mor, behøver du virkelig tage så store beslutninger nu? sagde Mads nervøst. Jeg forstår godt, du har været alene i mange år og brugt det meste af dit liv på at opdrage mig, men at gifte sig nu, det virker altså tosset.
Det er nemt for jer at mene, I er jo unge endnu, svarede Eva stille. Men jeg er treogtres år, og ingen ved, hvor mange år man har foran sig. Jeg har ret til at bruge den tid, jeg har tilbage, sammen med den mand, jeg elsker.
Så skynd dig nu ikke, prøvede Mads at sige. Ham Niels har du jo kun kendt et par måneder, er du virkelig klar til at vende om på det hele?
Fra hvor jeg står, er der altså ingen tid at spilde, sagde Eva roligt. Hvad skal jeg mere vide? Han er to år ældre, bor med sin datter og hendes familie i en stor lejlighed på Østerbro, får solid folkepension og har endda sommerhus i Nordsjælland.
Hvor havde I så tænkt jer at bo? undrede Mads sig. Her er jo ikke plads til én til.
Bare rolig, Niels skal ikke have noget at gøre med vores kvadratmeter, forklarede Eva. Jeg flytter ind hos ham. Der er god plads, og hans datter og jeg har det faktisk sjovt sammen. Vi er alle voksne, så jeg tror ikke, der kommer konflikter.
Mads var stadig skeptisk, og Signe prøvede at få ham til at forstå og acceptere Evas valg.
Måske er vi bare egoistiske, sagde hun eftertænksomt. Det har jo passet os godt, at din mor var her og hjalp med Alma, og vi har været heldige. Men hun fortjener faktisk at have sit eget liv, og når nu chancen er der, skal vi ikke stå i vejen.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor de skal gifte sig! sagde Mads. Så mangler vi bare at se mor i hvid kjole og hele den store bryllupsfest.
Måske føles det bare tryggere for dem på den måde, foreslog Signe.
Eva blev altså gift med Niels, som hun havde mødt helt tilfældigt på gågaden, og snart flyttede hun over til ham. I starten gik det egentlig meget godt, familien tog godt imod hende, Niels var sød, og Eva følte for første gang i sit liv, at hun virkelig havde fortjent lidt lykke. Men efter et stykke tid kom der lidt grus i maskinen.
Kunne du ikke lave mørbradgryde til aftensmad i dag? spurgte Niels datter Anna en dag. Jeg ville gerne selv have ordnet det, men på jobbet er der fuld fart på, og du har jo mere tid.
Eva forstod det med det samme, og snart var hun den, der lavede maden, handlede ind, vaskede tøj, gjorde rent og arrangerede ture til sommerhuset.
Nu er vi gift, så er sommerhuset også dit, sagde Niels glad. Min datter og svigersøn har alt for travlt og deres pige er lille, så vi klarer det bare sammen.
Det gjorde hende egentlig ikke noget. Eva nød at være en del af en større familie, hvor man hjælper hinanden. Hendes første ægteskab havde været helt anderledes. Hendes eksmand, Erik, var hverken hjælpsom eller til at stole på og forsvandt faktisk, da Mads fyldte ti. Nu følte hun endelig, at det hele var, som det skulle være. Hun var ikke irriteret over at lave det praktiske eller blive træt.
Mor, du skal da ikke knokle sådan i sommerhuset, sagde Mads en dag. Du får jo ondt i ryggen hver gang, skal du virkelig det?
Selvfølgelig skal jeg, svarede Eva. Jeg kan faktisk lide det. Og vi får masser af friske grøntsager, så du og Signe får også noget med hjem.
Men Mads var forbeholden. I flere måneder havde de ikke engang været inviteret over. De havde selv inviteret Niels til kaffe, men han meldte altid fra, enten havde han ikke tid eller energi. Til sidst droppede de det, og accepterede, at den nye familie ikke var helt så social. Det vigtigste var bare, at Eva havde det godt.
I begyndelsen var alt hyggeligt, men opgaverne voksede. Når de var i sommerhuset, klagede Niels som regel over ryggen eller sit hjerte, og Eva ordnede det hele: hun bar grene, fejede blade og slæbte affald ud til komposten.
Ikke mørksuppe igen? brokkede svigersønnen Troels så. Det fik vi jo i går, jeg havde håbet på noget andet.
Jeg nåede ikke i supermarkedet, og jeg har vasket alle gardinerne, så jeg blev træt og måtte lige ligge lidt, undskyldte Eva.
Altså, jeg kan bare ikke lide mørksuppe, sagde Troels og skubbede tallerkenen væk.
Imorgen laver Eva stor middag, lovede Niels.
Og næste dag stod Eva hele dagen i køkkenet, men maden forsvandt på et kvarter, hvorefter hun igen stod med oprydningen. Efterhånden begyndte datter og svigersøn at kritisere alt, og Niels tog deres parti.
Jeg er altså ikke ung længere, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal gøre alting alene, sagde Eva en dag.
Du er min kone, og så er det dit job at sørge for huset, svarede Niels.
Som din kone må jeg da også have nogle rettigheder, ikke kun forpligtelser, begyndte Eva at græde.
Hun fik sig samlet igen og fortsatte med at gøre sit bedste. Men én dag blev det for meget. Anna og Troels skulle ud til venner, og spurgte om Eva kunne passe børnebarnet.
Lad hende blive hos bedstefar eller tage med jer, for jeg skal faktisk ud og besøge mit eget barnebarn, sagde Eva.
Hvorfor skal vi allesammen indrette os efter dig? svarede Anna arrigt.
Det skal I selvfølgelig ikke, men jeg har heller ikke pligt til at gøre alt for jer, sagde Eva. Min barnebarn har fødselsdag i dag, jeg sagde det jo allerede i tirsdags, men ingen af jer tog hensyn til det. Nu skal jeg både springe over min egen familie og endda blive brugt som børnepasser.
Det går altså ikke, sagde Niels vredt. Annas planer bliver ødelagt, og din barnebarn er så lille, at du sagtens kan sige tillykke i morgen.
Nej, nu tager jeg hen til min familie, eller du bliver med børnebarnet, mens jeg er ude, sagde Eva bestemt.
Jeg har hele tiden sagt, at det bryllup ville ende galt, sagde Anna irriteret. Hun laver mad som jævnt, holder dårligt rent og tænker kun på sig selv.
Mener du virkelig det efter alt, hvad jeg har gjort her? spurgte Eva Niels. Sig mig ærligt, ledte du efter en kone eller bare en hushjælp, der skulle tage sig af alt og alle?
Nu er du urimelig, gik Niels i forsvar. Lad nu være med at lave drama.
Jeg beder bare om et svar, og jeg har krav på det, insisterede Eva.
Hvis det skal være på den måde, så må du gøre, hvad du vil, men i mit hjem skal man tage ansvar, sagde Niels stolt.
Så er jeg færdig her, sagde Eva, og begyndte at samle sine ting.
Vil I have jeres gamle mormor igen? spurgte hun, og trak kufferten med fødselsdagsgaven til Alma. Jeg har prøvet det med at blive gift, nu har jeg fået nok. Bare sig, om I vil have mig hjem.
Selvfølgelig! Mads og Signe løb hende i møde. Dit værelse venter, og vi er så glade for, at du er tilbage!
Glade bare fordi, eller? spurgte Eva forsigtigt.
Hvorfor glæder man sig over familie? svarede Signe med et smil.
Og lige der vidste Eva, at her var hun mere end bare tjenestepige. Hun hjalp selvfølgelig til, og passede Alma af og til, men Mads og Signe var aldrig krævende eller uretfærdige. Her var hun mor, mormor og en del af familien ikke nogen hushjælp. Hun flyttede hjem igen, søgte skilsmisse, og prøvede ikke at tænke for meget over det, hun havde været igennem.
