Den lykkelige fejltagelse… Jeg voksede op i en enlig familie – uden far. Det var min mor og bedstemor, som opdragede mig. Allerede i børnehaven begyndte jeg at mærke, at jeg manglede en far. Og i de små klasser!.. Jeg misundte frygteligt mine jævnaldrende, som stolt gik hånd i hånd med deres høje, maskuline fædre, legede, cyklede eller kørte bil sammen. Særligt gjorde det ondt, når en far kyssede sin datter eller søn, løftede dem op, og de lo, lo… Gud, når jeg så det, tænkte jeg: “Sikke en lykke!..” Min egen far har jeg også set… Men kun på ét eneste fotografi, hvor han, ligesom de andre fædre, smilede… Men ikke til mig!.. Mor sagde, han var grønlandsfarer. Bor langt, langt oppe nordpå. Så langt, at han ikke kunne komme hjem. Han var taget derop for at arbejde, men sendte altid gaver på fødselsdage. I tredje klasse måtte jeg til min store skuffelse erkende, at jeg ikke havde nogen grønlandsfar… Jeg havde aldrig haft det! Ved et tilfælde hørte jeg, at mor sagde til bedstemor, at hun ikke kunne bære at lyve længere, at give gaver fra en far, der havde svigtet os. Han lever godt, men har aldrig ringet til sin dreng, aldrig ønsket tillykke hverken på fødselsdagen eller til nytår. „Artem elsker de helligdage! Det er de eneste dage, han føler lidt støtte – om så bare fra en fjern og mystisk, men dog nær person.” Så før min fødselsdag sagde jeg til mor og bedstemor, at jeg ikke ville have nogen gaver på mine yndlingsdage „fra en far”, der ikke findes. „I skal bare bage min yndlingskage – Fuglemælk – så er jeg glad.” Vi levede beskedent på to små lønninger – mors og bedstemors. Derfor arbejdede jeg som havnearbejder og i butikker, da jeg blev student. En dag tilbød naboen Slava mig at tage hans plads som julemand i børnehaver og i private hjem. Børnehaverne sprang jeg over – det virkede for krævende med skuespil og makker med snekvinden. Men privatbesøg som Julemanden på nytårsdag sagde jeg ja til. Slava gav mig en notesbog med rim, gåder og adresser. Repertoiret var nemt at lære – det var ikke som at bestå matematik. Frygten for at dumme mig var stor, men min debut forløb overraskende godt. Efter dagens runde var jeg både træt og glad for at have klaret det – og da jeg talte pengene, kunne jeg næsten danse af glæde. På et halvt år med weekendarbejde som havnearbejder, havde jeg ikke tjent så meget. Derefter blev jeg fast vinterjulemand, og om sommeren arbejdede jeg på studentbyggehold. Det blev ikke til meget privatliv, mens jeg studerede – der var nok at tage sig til: lektier, vikarjob. Kærester var der, men aldrig til ægteskab. „Når jeg har afsluttet universitetet, får et godt job, en rimelig løn, og har en ordentlig bolig… Så kan jeg tænke på familie,” drømte jeg. Efter afgang fra ingeniørstudiet, nu med job – om end på lavt niveau – bestemte jeg mig for at købe en brugt bil. Familien havde det OK, men bilen manglede penge, og jeg ville gerne have min egen. Derfor optrådte jeg igen som julemand. Mor fandt mit kostume, tog plastomslaget af og pyntede det op. Nu glimtede det flot, og den børstede, hvide skæg satte jeg meget pris på – det dækkede mit ansigt. Jeg satte tykke øjenbryn på og godkendte min julemandsfigur i spejlet. Mor sukkede: – Artem, det er snart tid til dine egne børn, men du underholder stadig andres. – Der er tid nok, svarede jeg. – Nå, ønsk mig held og lykke, mor! – kyssede hende på kinden og kørte ud for at tjene penge. En uge før nytår indrykkede jeg en annonce i avisen, og fik femten bestillinger. Efter de første seks besøg læste jeg næste adresse: “Søndre Havevej 6, 19.” Jeg steg af sporvognen og gik mod huset. Søndre Havevej lå næsten i udkanten af byen, meget mørkt. Men jeg fandt hurtigt nummer 6, gik på anden sal og ringede på. Døren blev åbnet af en dreng på fem-seks år. – På lysningen ved skoven bor jeg i min lille træhytte… – begyndte jeg som altid. Men drengen afbrød: – Vi har ikke bestilt julemand! – Jeg bliver sjældent inviteret, jeg besøger de søde børn alligevel, svarede jeg forvirret. – Er mor og far hjemme? – Nej. Mor er hos bedstemor Tove i nabohuset for at give en indsprøjtning. Hun kommer snart. – Hvad hedder du? – Artem. „Næh, sikke et sammenfald,” tænkte jeg forundret. Men jeg sagde jo ikke, at jeg også hedder Artem! Jeg var jo julemanden. – Artem, hvor er jeres juletræ? – Inde på mit værelse. Han tog mig i hånden og førte mig derind. Det hele var meget beskedent. På sofabordet ved sengen stod der kun en gren med små kugler og en farverig lysranke – i stedet for juletræ. Der stod to ens fotorammer – en mand og en kvinde. Jeg kiggede tættere på, og… Stivnede af overraskelse… På billedet kiggede jeg på mig selv!.. „Det kan ikke passe!..” Jeg så nærmere. Jo… I rammen til venstre var min studenter-foto i vindjakke. Til højre – en kvinde – Elena Gornova. Jeg havde mødt hende én sommer på studenterbyggehold. Men hendes foto var ikke fra studietiden. Nu kiggede en smuk, men bedrøvet kvinde, meget lig den glade, unge Lena, på mig. – Hvem er det? – Min stemme var ikke til at kende af spænding. – Det er mor. – Din?.. – Min. – Hedder hun… Lena? – røg det ud af mig. – Ja, det er rigtigt! Så ER du den ægte Julemand! Jeg troede de var fup! – Og ham her? – pegede jeg på mit eget ansigt, allerede klar over, at Artem er min søn. – Det er min far! Han er ægte grønlandsfarer! Han bor og arbejder på en kæmpestor isflage! Mor siger, han tog afsted da jeg var helt lille. Derfor har jeg aldrig set ham… men han sender altid gaver til fødselsdag og nytår. Til denne nytår lægger Julemanden fars gave under min hovedpude, det gør han hvert år. Jeg var i chok, og huskede pludselig min egen „grønlandsfarer” fra barndommen. Bruger alle mødre den undskyldning for „klodset-fædre”? Nu var jeg vist selv blevet en af dem. Det skar mig i hjertet. Jeg huskede den korte, men vilde flirt med Lena… Vi udvekslede telefonnumre, men jeg fik ikke ringet, og så blev min mobil stjålet. Jeg havde tit tænkt på hende, men studiet og det hele skubbede hende ud af min hverdag… Men hun bor i min by, har aldrig glemt mig – og har sat mine billeder sammen med sit eget – og opdrager min søn alene. Jeg ville til at sige til Artem, at jeg er hans far, da Lena trådte ind ad døren: – Undskyld, skat, at jeg var længe væk. Bedste Tove blev dårlig, og vi måtte ringe efter lægen. Hun så mig og udbrød: – Ej, vi har da slet ikke bestilt julemand! Tårerne af glæde strømmede. Jeg rev huen og skægget af, fjernede øjenbrynene… – Artem?! – sagde Lena forskrækket. Og faldt på puffen i gangen. Hun græd så højt, at selv Artem blev lidt forskrækket. Men da hun så sin søn, faldt hun til ro. Jeg fortalte, at jeg var fløjet fra Grønland som julemand for at give hende og Artem en overraskelse. Artem var ovenud lykkelig. Han lo, sang, læste digte – og holdt os begge i hånden, som om han frygtede, jeg skulle forsvinde igen. Han glemte helt gaven. Vidste jo, at Julemanden altid lagde fars gave under hovedpuden. Han faldt i søvn, og Lena og jeg talte sammen hele natten, som om de mange års adskillelse ikke fandtes. Om morgenen gik jeg i byen for at købe endnu en gave, og indså først der, at jeg havde taget fejl af adressen. Jeg var gået ind i nummer 6A – og skulle have været i 6. I mørket havde jeg overset det lille „A”. Men i virkeligheden – kom jeg til det helt rigtige hus! „Sikke en lykkelig, skæbnesvanger fejl,” tænkte jeg, smilende. Nu er vi tre! Og vi er utrolig lykkelige! Mor og bedstemor kan slet ikke få nok af lille Artem Artemsen!

EN LYKKELIG FEJLTAGELSE…

Jeg voksede op i en lille familie uden en far. Min mor og mormor passede mig.

Jeg begyndte allerede i børnehaven at mærke savnet af en far.

Men især i de første skoleår! Gud, hvor jeg misundte de jævnaldrende, der stolt gik hånd i hånd med deres store, stærke fædre. De legede sammen, cyklede rundt i parken eller kørte en tur i bilen.

Hjertet snørede sig især, når jeg så en far kysse sin datter eller søn, løfte dem op og sammen grine, som om hele verden kun var glæde.

Tænk at være så lykkelig tænkte jeg, mens jeg så på.

Min far havde jeg kun set én gang på et enkelt billed, hvor han smilede. Men altså ikke til mig.

Mor fortalte, han var grønlandsfarer, og boede langt, langt mod nord. Faktisk så langt væk, at det ikke var muligt at komme hjem. Han arbejdede der, men sendte gaver til fødselsdage hvert år.

I tredje klasse blev min skuffelse til virkelighed jeg havde nemlig aldrig haft en far på Grønland.

En dag overhørte jeg, hvordan mor hviskede til mormor, at hun ikke kunne holde ud at lyve mere. At det gjorde ondt at give mig gaver fra en far, der havde vendt mig ryggen, selvom han boede fint og velhavende, aldrig havde ringet, aldrig lykønsket mig med fødselsdag eller jul.

Andreas elsker de mærkedage, sagde min mor, det er de eneste dage, hvor han føler bare lidt støtte fra en person, der er mystisk og fjern men alligevel familie.

Derfor, før min fødselsdag, sagde jeg til mor og mormor, at jeg ikke ville have flere gaver fra far. Bare min yndlingskage, Fuglemælkskagen. Intet andet.

Vi levede beskedent for to små lønninger mors og mormors.

Da jeg blev student, arbejdede jeg som flyttemand i DSB stationsgods og i supermarkeder.

Min nabo Klaus foreslog, at jeg skulle tage hans plads som Julemand i de decemberdage, hvor børnehaver og familier ønskede besøg.

Børnehaverne sagde jeg straks nej til det virkede uoverskueligt med teater og samarbejde med Nissemor. Men at tage ud til enkelte familier, det turde jeg godt.

Klaus gav mig sin notesbog med rim og gåder, og adresserne på dem, der havde bestilt.

Repertoiret var nemt nok det var jo ikke matematikeksamen! Men frygten for at dumme mig var ret stor.

Den første tur gik dog overraskende godt.

Da jeg kom hjem efter alle besøg, træt men stolt over ikke at have gjort mig til grin, talte jeg mine penge. Jeg havde på én dag tjent mere, end jeg havde slæbt kasser for på et halvt år!

Derefter blev Julemandsjobbet min vintertradition, og henover sommeren arbejdede jeg på byggepladser med de andre studenter.

Mit privatliv var ikke nemt tiden gik med studie og arbejde. Veninder var der, men der blev aldrig noget seriøst.

Når jeg har min uddannelse, et godt job, en ordentlig løn og et hjem så kan det måske blive tid til familie, drømte jeg.

Efter studiet arbejdede jeg som ingeniør, men på begynderniveau, og forsøgte at spare op til en brugt bil.

Familieøkonomien var kun blevet lidt bedre, men egen bil virkede stadig som en fjern drøm.

Så besluttede jeg igen at være Julemand for at tjene til bilen.

Mor fandt mit gamle julemandskostume frem, opdaterede det med masser af glimmer, og børstede den hvide, tykke skæg flot ud. Jeg satte store buskede bryn på og tjekkede udseendet i spejlet klar!

Mor sukkede og sagde: Du skulle snart have egne børn, Andreas, og ikke kun underholde andres.

Det skal nok komme, svarede jeg og kyssede hende på kinden. Ønsk mig held, og så ses vi!

En uge før jul satte jeg annoncenen i Fyens Stiftstidende, og fik femten henvendelser.

Efter seks besøg læste jeg næste adresse: Havelundsgade 6, lejlighed 19.

Jeg steg af sporvognen og gik op til huset.

Havelundsgade lå næsten ved kanten af byen gadelygterne var svage, og det var mørkt.

Jeg fandt dog hurtigt nr. 6, gik op på anden sal og ringede på.

En lille dreng på fem, seks år åbnede.

I den grønne skov bor jeg med mine venner begyndte jeg med min julemandsrøst.

Men drengen afbrød: Vi har ikke bestilt Julemanden!

Julemanden kommer af sig selv til gode børn, svarede jeg hurtigt, selvom jeg blev osikker. Er din mor eller far hjemme?

Nej. Mor er ovre hos mormor Grethe og laver medicin. Hun kommer snart.

Hvad hedder du?

Andreas.

Min navnebror, tænkte jeg overrasket.

Jeg tog mig dog hurtigt sammen jeg var jo Julemanden.

Andreas, hvor står jeres juletræ?

Inde på mit værelse.

Han tog min hånd og førte mig ind i rummet, som ligesom lejligheden var meget nøjsomt indrettet.

På bordet ved sengen stod der, i stedet for et træ, en stor syltekrukke med en grangren pyntet med små figurer og en lyskæde.

Der stod to fotos i ens rammer en mand og en kvinde.

Jeg kiggede nærmere og frøs til. Fra billedet stirrede jeg på mig selv!

Men det er jo ikke muligt

Jeg så efter igen: Ja, rammen til venstre var mit gamle studenterfoto, med jakke og alt.

Til højre: Kvinden, Louise Søndergaard.

Hende mødte jeg en sommer på en byggeplads.

Hendes foto var ikke fra studietiden. Nu mødte et par milde, triste øjne mig fra en yngre, smuk kvinde, der mindede om glade Louise.

Hvem er det? spurgte jeg med rystende stemme.

Det er min mor.

Din…?

Ja, min.

Hedder hun Louise? kom det ubevidst ud af mig.

Ja, det er rigtigt! Hvor ved du det fra, Julemand? Er du virkelig den ægte?

Og hvem er det her? spurgte jeg og pegede på mit eget ansigt allerede bange for, at Andreas var min søn.

Det er min far! Han er Grønlandsfarer. Han bor og arbejder på et stort isbjerg har aldrig set ham. Han sendte gaver til min fødselsdag og til jul, siger mor. Hun siger, at han tidligt rejste, så jeg har aldrig mødt ham. Men jeg får altid en gave og denne jul ligger den under puden, hvor Julemanden skjuler den.

Jeg blev næsten svimmel, da barndommens minder om min egen polarfader rullede ind over mig.

Er det noget alle mødre gør? Gør de alle fædrene til eventyrere i Nord, sender dem mod polen så barnet kan tro?

Og nu var jeg én af dem, der var blevet sendt bort.

Det skar i hjertet.

Jeg huskede straks min korte, men kraftfulde kærlighedsaffære med Louise

Vi udvekslede selvfølgelig numre, men jeg ringede aldrig og efter nogle dage blev min telefon stjålet. Tiden gik, og nye venner og studier skubbede hende ud af tankerne.

Men hun boede altså stadig i denne by havde ikke glemt mig, og havde sat mit foto frem hos sin og min søn.

Jeg ville lige til at sige, jeg var faren, da døren gik op, og Louise kom ind.

Undskyld, skat, jeg blev forsinket. Mormor Grethe blev dårlig, og vi måtte have ambulance.

Da hun så på mig, udbrød hun overrasket:

Julemanden? Har vi bestilt dig?

Tårerne strømmede pludseligt fra mine øjne. Jeg rev skæg og hue af og de store bryn fulgte med.

Andreas?! sagde Louise målløs.

Hun satte sig som ramt af lynet på skamlen, og græd så højt at selv lille Andreas blev bange.

Men Louise fik hurtigt styr på sig selv for sin søns skyld.

Jeg fortalte, at jeg var kommet flyvende fra Grønland som Julemanden, for at overraske dem.

Andreas var vild af lykke han grinede, sang og læste rim. Han holdt os i hænderne, som om han var bange for, jeg igen skulle rejse langt væk.

Gaven huskede han ikke engang, for han vidste jo, at Julemanden nok skulle putte den under puden.

Da Andreas faldt i søvn, talte Louise og jeg sammen hele natten. Det føltes som om alle de år ikke havde eksisteret.

Næste morgen løb jeg ud for at hente endnu en gave og så, at jeg var gået galt i byen havde boet i nr. 6A, ikke nr. 6. I nattens mørke havde jeg overset bogstavet. Jeg var gået ind i det forkerte hus.

Men det var det rigtige det eneste hus, jeg skulle finde.

En lykkelig, skæbnesvanger fejltagelse, tænkte jeg, mens smilet bredte sig.

Nu er vi sammen og så lykkelige.

Mor og mormor kan ikke få nok af deres barnebarn og oldebarn Andreas Andersen!