For mange år siden fik jeg en ring af min mor, en ring som tidligere havde tilhørt min mormor. Men det var ikke en smuk, klassisk ring; designet var klodset og gammeldags, og den var alt for stor til min finger. Det var ikke en slags arvestykke, man stolt ville vise frem til venner eller tage på til fest. Jeg kunne ærligt talt aldrig forestille mig at bære den.
På det tidspunkt mente jeg, at da ringen nu var min, kunne jeg gøre med den, hvad jeg ville. Jeg gik derfor ind til en guldsmed i centrum af København og byttede den, med lidt ekstra betaling, til et flot, moderne smykke, der virkelig faldt i min smag.
Fyldt med begejstring ringede jeg til min mor for at dele min glæde over det nye køb, men hendes reaktion kom helt bag på mig. Hun blev fuldstændig oprevet og spurgte, hvordan jeg overhovedet kunne gøre sådan noget. Hvordan kunne du bytte mormors ring uden at spørge mig først? Det var ikke bare en ring, men et minde. Et arvestykke fra vores familie!
Jeg forsøgte at forklare, at når man modtager noget, er det vel ens eget, og man har ret til at bestemme over det. Men hun ville slet ikke høre på mine forklaringer og afsluttede hurtigt samtalen. Efter nogle dage prøvede hun at ringe igen, men jeg var stadig for vred til at tage telefonen. I stedet skrev hun en SMS, hvor det gik op for mig, at ringen slet ikke var ment som en gave, men som noget, jeg kun skulle opbevare – uden ret til at ændre eller disponere over den. Hvad var meningen med det? Det hele virkede mærkeligt, og jeg forstod ikke, hvorfor hun handlede sådan. For enten giver man noget væk eller også gør man ikke.
Min mormor levede stadig, men forholdet mellem hende, min mor og mig var noget anspændt. Jeg tænkte: Hvad er det egentlig for et minde, man taler om?
Den historie læste jeg for nylig på min gamle Facebook-feed; den gjorde stort indtryk på mig og satte gang i mine tanker. Personligt ville jeg aldrig have byttet en familiering væk uanset hvor ordinær eller ucharmerende den var. Det er alligevel en del af familiehistorien. Selv hvis ingen nogensinde ville gå med den, er der noget unikt over sådan et gammelt smykke. Næste generation kan kigge på det og undre sig over, hvilket tøj og smykker vi gik med. Mode skifter jo hele tiden. For enhver datter vil ringen en dag, når vi ikke længere er her stå som et minde om både hendes mor og mormor.
Men her valgte pigen altså at bytte den til noget moderne. Man kan naturligvis få en guldsmed til at omdesigne gamle smykker, så både minder og funktion bevares. På den måde ligger arvestykket ikke bare og samler støv, men kan bruges og traditionen føres videre. Smykket vil stadig have sin historie.
Man kunne passende købe sig et nyt smykke og lade ringen hvile i fred.
Jeg forstår i hvert fald fuldt ud morens vrede og skuffelse. Hun havde aldrig forestillet sig, at datteren ikke forstod betydningen af det at gaven faktisk var et minde, et arvestykke, som skulle passes på. Selv almindelige gaver virker forkert at sælge eller give væk, og dette var altså en familiering fra mormor!
Omvendt kan jeg godt prøve at sætte mig ind i datterens sted. Måske er hun ikke typen, der knytter sig til ting og gamle minder. Hun vil hellere eje noget, hun kan bruge her og nu. Der findes jo bunker af arvestykker på loppemarkeder rundt omkring, fordi de før eller siden mister deres betydning for folk. Måske er det bedre bare at leve i nuet og lade historien ligge? Hvis datteren ikke mærker noget for familiehistorien, skal man da så bebrejde hende? Måske burde moren have forklaret hende lidt mere om den slags begreber og værdier.
Der er jo ting, man først forstår med tiden.
