*Dagbogsnotat*
“Vil du have min mand? Han er din!” sagde min kone med et smil til den fremmede kvinde, der stod i døren.
“Vent lige et øjeblik, Mathilde! Nogen ringer på. Jeg ringer tilbage, når jeg ved, hvem det er,” sagde Signe halvhjertet og afsluttede telefonsamtalen med sin barndomsveninde. Mathilde havde netop fortalt med vittige detaljer om sin svigermors fødselsdagsfest, og Signe havde grinet, som om hun så en komedie.
Hun gik hen til døren, kiggede gennem kighullet og blev overrasket. Hun havde regnet med en nabo, for fremmede kunne normalt ikke komme ind i deres sikrede opgang. Men udenfor stod en ung kvinde med et underligt udseende, som Signe aldrig før havde set.
Hun besluttede sig for ikke at åbne det var bedst at undgå at interagere med fremmede, især i disse tider med så mange svindlere. Signe havde en klar regel: ingen samtaler med ukendte mennesker. Svindlere udnyttede de godtroende, men Signe var ikke en af dem.
Hun tog telefonen for at fortsætte samtalen med Mathilde, men dørklokken ringede igen. Kvinden udenfor var insisterende, overbevist om, at nogen var hjemme, og fast besluttet på at få et svar.
Signe var alene i lejligheden; hendes mand, Jens, var taget til en ven for at hjælpe med noget havearbejde. Hun vendte tilbage til døren og kiggede igen gennem kighullet, nu mere opmærksom på den fremmede.
Der var noget mærkeligt og samtidig ynkeligt ved hende, men Signe følte sig ikke truet.
“Hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg åbner og beder hende gå? Så kan jeg fortsætte min weekend i fred,” tænkte Signe. “Hun er sikkert blevet forvildet eller prøver at sælge mig noget skrammel.”
Beslutsomt åbnede hun døren. Kvinden i opgangen rettede sig straks op og ordnede nervøst sit hår, før hun sagde:
“Goddag! Er du Signe?” spurgte hun og legede med halstørklædet. “Ja, selvfølgelig er du det hvorfor spørger jeg overhovedet?”
“Nå, det var interessant,” tænkte Signe. “Svindlerne bliver mere og mere sofistikerede nu om dage. Hun ved endda, hvad jeg hedder.”
“Hvem er du, og hvad vil du? Du har stået her i fem minutter. Jeg har ikke inviteret dig, så sig, hvad du vil, eller gå!” sagde Signe bestemt.
“Er Jens hjemme?” spurgte den fremmede og overraskede Signe.
“Nå, det var noget!” tænkte Signe mistænksomt. “Hun kender også min mands navn. Det er tydeligt, at hun har forberedt sig.”
“Er du her for Jens?” spurgte Signe, selvom hun havde tænkt sig at sige noget helt andet.
“Nej, jeg kom for at tale med dig. Men hvis Jens er hjemme, bliver det sværere for mig,” svarede kvinden med en ligetil ærlighed.
“Sværere for dig? Hvad foregår der?” undrede Signe sig, stadig mere nysgerrig.
“Han er ikke hjemme. Hvad vil du?”
“Det ville måske være bedre at gå indenfor. Det er underligt at tale om sådanne ting i opgangen,” foreslog kvinden og blev mere dristig.
“Ikke tale om! Jeg kender dig ikke og lukker ikke fremmede ind. Sig, hvad du vil, og gør det hurtigt,” svarede Signe.
“Vil du virkelig diskutere de intime detaljer i mit forhold til Jens her, hvor naboerne kan høre det?” sagde kvinden med et ironisk smil.
“Hvad? Hvilket forhold?” udbrød Signe med en stemme, der var højere, end hun havde ment.
“Signe, er alt i orden? Hvorfor råber du?” spurgte Frøken Nielsen, der lige var kommet ud af elevatoren.
“Åh, goddag, Frøken Nielsen! Alt er fint. Hvordan er vejret udenfor?” prøvede Signe at aflede opmærksomheden.
“Det ser ud til, at det begynder at regne,” svarede nabo
