ER DU MIN LYKKE?
Der var engang, hvor jeg slet ikke havde planer om at gifte mig. Hvis ikke det havde været for min kommende mands stædige kurtiseren, ville jeg sikkert stadig have flakset rundt som en fri fugl i København. Anders, ja, han summede som en forelsket sommerfugl omkring mig, tabte ikke blikket, ville gøre alt for mig og pustede selv støvet væk fra mine skuldre kort sagt, jeg overgav mig. Vi blev gift.
Anders blev straks en hjemmevant og nær person så let og bekvemt at have ham nær, som at trække i et par varme hjemmesutter.
Efter et år fik vi vores søn, Svend. Anders havde arbejde i Århus, så han kom kun hjem til os i weekenderne. Hver gang medbragte han lækkerier til Svend og mig små overraskelser fra byen. Ved et besøg, som sædvanligt, gjorde jeg klar til at vaske hans tøj, og jeg gennemgik alle lommerne en vane, efter jeg engang havde vasket hans kørekort med bukserne.
Nu føler jeg altid efter, før tøjet ryger i vaskemaskinen. Den gang fandt jeg et sammenfoldet papirlap i et par bukser. Jeg foldede den ud og læste. Det var en lang liste med skoleudstyr, skrevet i barnlig håndskrift, og til sidst stod der: Far, kom hjem snart.
Der gik et sug igennem mig. Sådan gik det til, at min mand morede sig i en anden by! Tokoneri!
Ingen dramatiske scener. Jeg samlede tasken, tog Svend (han var ikke fyldt tre år), og vi drog til min mor. Vi blev indlogeret i et lille værelse.
Bliv her, til I får talt sammen igen, sagde mor.
Nu begyndte jeg at tænke på hævn mod den utaknemmelige Anders. Jeg kom i tanke om min gamle klasskammerat, Rune. Han havde været vedholdende både i skolen og senere. Jeg ringede.
Hej, Rune! Er du stadig ungkarl? sagde jeg uden omsvøb.
Ida! Hej! Gift eller skilt, betyder vel ikke så meget Skal vi ikke ses? Rune virkede straks interesseret.
Min affære med Rune varede et halvt år. Anders kom hver måned med børnepenge til Svend, gav dem til min mor og gik igen uden et ord.
Jeg vidste, at Anders boede med Eva Jensen, der havde en datter fra første ægteskab. Eva gav ikke Anders fred hun flyttede straks ind hos ham, da hun hørte jeg var gået min vej. Eva forkælede Anders med hjemmestrik, varm mad og tryghed, som jeg fik fortalt senere. Hele mit liv har jeg skælt Anders ud for Eva Jensen! På det tidspunkt troede jeg bare, vores godt femårige ægteskab var dødt og borte
Men da Anders og jeg mødtes over en kop kaffe for at tale skilsmisse, skyllede gamle gode minder pludselig ind over os. Anders bekendte sin dybe kærlighed og sagde, han ikke vidste, hvordan han skulle slippe Eva af hænde.
Pludselig følte jeg dyb medlidenhed. Vi fandt sammen igen. Anders fik aldrig nys om affæren med Rune. Eva og datteren rejste fra byen og kom aldrig tilbage.
Så fulgte syv lykkelige år og så kom ulykken. Anders blev ramt af en trafikulykke og måtte opereres i benet, fulgt af lang genoptræning og gang med stok. Det tog to år at komme sig. Udmattet af hele processen begyndte Anders at drikke hårdt og ofte. Han blev indelukket og fjern, tabte sig selv, og vi kunne bare se til. Intet hjalp hverken overtalelse eller støtte han afviste alt.
Til gengæld fik jeg på arbejdet en skulder at græde ud ved Poul. Poul lyttede, trøstede og opmuntrede mig efter fyraften. Han var gift, og konen ventede deres andet barn. Jeg forstår stadig ikke, hvordan vi endte i samme seng; det var virkelig vildt. Poul var en lille mand, slet ikke min type!
Dernæst slæbte Poul mig med til kunstudstillinger, koncerter og balletter. Da hans kone fik datteren, trak han sig fra det hele, sagde op og fandt et nyt job. Han skulle sikkert hjem til familien ud af øje, ud af sind, tænkte jeg. Jeg gjorde aldrig krav på ham, så det var let at slippe ham.
Anders blev ved med at drikke.
Fem år senere mødte jeg tilfældigt Poul igen, og han spurgte den dag seriøst, om jeg ville giftes med ham. Jeg måtte le!
Anders fik sig et lille gennembrud tog til Tjekkiet for at arbejde. Imens var jeg den perfekte hustru og omsorgsfulde mor. Familien fyldte alt.
Anders kom hjem efter et halvt år, og vi satte i stand i lejligheden, købte ny elektronik. Anders fik sin bil på benene igen. Livet var godt. Men igen faldt han tilbage, begyndte at drikke, nu endnu værre. Hans venner måtte slæbe ham hjem han kunne knap gå selv. Der var mange sene aftener, hvor jeg løb rundt i byens gader og lettede efter ham oftest fandt jeg ham dødtræt på en bænk med tomme lommer.
Forårsdage, jeg stod trist ved busstoppestedet på Frederiksberg. Fuglene sang og solen smilede, men jeg mærkede intet til aprilens glæder. Da hviskede én pludselig tæt på mit øre:
Måske jeg kan hjælpe med din sorg?
Jeg vendte mig om og sikke en flot mand! På det tidspunkt var jeg 45 år! Mon jeg virkelig skulle blomstre igen? Jeg stivnede og blev ganske genert, som en ung pige. Heldigvis kom bussen, og jeg sprang ombord væk fra fristelsen. Han vinkede efter mig. Hele dagen drømte jeg om ham.
Et par uger spillede jeg uopnåelig, for syns skyld. Men Egon, som han hed, bankede ufortrødent på min mur. Hver morgen ventede han på mig ved stoppestedet. Til sidst begyndte jeg at glæde mig til at se ham, og han sendte smil og luftkys, når jeg kom gående.
En morgen kom han med en buket røde tulipaner. Hvad skal jeg med blomster på arbejde så tidligt? Kvinderne vil straks gennemskue mig! sagde jeg.
Egon lo, og overrakte straks buketten til en gammel dame, der fulgte vores lille optrin ivrigt. Tak, min dreng! Måtte du finde en passioneret elskerinde! sagde hun. Jeg rødmede. Heldigvis ønskede hun ikke en ung elskerinde til ham så havde jeg ønsket mig hen, hvor peberet gror.
Egon sagde: Lad os da være skyldige sammen, Ida! Du vil ikke fortryde det.
Og ærligt talt, det var fristende. Især da Anders på det tidspunkt ikke var til stede han lå bare som et dødt træ på sengen.
Egon var en sportstype, 57 år, aldrig røg, drak ikke, og var skilt. Han havde en slags magisk tiltrækningskraft. Jeg blev suget ind i et lidenskabeligt eventyr! Tre år fór jeg mellem hjemme og Egon. Sjælen blev urolig.
Der var hverken vilje eller lyst til at standse faktisk kunne jeg først bryde ud, da Egon forsøgte at løfte hånden mod mig.
Så gik tæppet op. Jeg huskede min venindes ord: Havet er roligt, indtil man træder ud. Sløret for øjnene forsvandt. Tre års smerte slut! Frihed og fred!
Egon forsøgte længe at vinde mig tilbage, ventede ved stoppesteder og bad om tilgivelse på knæ. Men jeg holdt kursen. Min veninde fyldte mig med knus og gav mig en kop med teksten Du er den kloge!
Anders vidste alt om min affære. Egon ringede og fortalte ham det. Min elsker mente, jeg ville rejse fra min familie. Anders sagde selv:
Når jeg hørte Egons snak, ville jeg bare dø stille. Jeg har kun mig selv at takke! Jeg mistede dig, byttede dig for flasken. Idiot. Hvad skulle jeg sige til dig?
Der er nu gået ti år. Vi har fået to dejlige børnebørn. En dag, over en kop kaffe ved stuebordet, ser jeg ud ad vinduet. Anders tager min hånd, blidt:
Ida, lad være med at se dig omkring. Jeg er din lykke! Tror du på det?
Selvfølgelig tror jeg på det, min enesteJeg klemmer hans hånd, mærker de varme folder af år og sorger og glæder, der har samlet sig i hans hud. Hans øjne er blevet mildere med tiden, og rynkerne rundt om munden vidner om latter såvel som tårer. Jeg ser ind i hans blik, og det er som at stå foran den samme Anders, der engang pustede støvet af mine skuldre og alligevel en ny, mere sårbar mand.
Måske er du, svarer jeg og trækker ham tættere ind til mig med et smil. Livet glider forbi vinduet, himlen er lys, børnebørnenes latter ruller ind fra naboværelset, og kaffekoppen damper mellem vores hænder.
For første gang i mange år føles lykken ikke som en jagt, men som et stille hjørne, hvor vi to sidder sammen og optæller alt, vi har mistet og alt, vi stadig har. Jeg læner mig ind til Anders, lukker øjnene og lytter til hans rolige åndedrag. Måske er lykken ikke større end dette: at kunne holde om det, der blev tilbage, og mærke, at det er nok.
Så siger jeg lavt: Ja, Anders. Jeg tror det.
