Vores børnebørn er da søde nok, men vi har simpelthen ikke kræfter til at holde liv i hele banden.
Folk siger jo altid, at børn er en gave. Det samme gælder åbenbart også børnebørn. Ja ja, jeg kan da godt følge tanken men vel at mærke kun, hvis man ikke får kastet firlinger i nakken fra dag ét og faktisk har penge nok til rugbrød og makrel til hele flokken. Min mand og jeg har én datter. Da hun var 19, kom hun en dag hjem og proklamerede, at hun var gravid og vupti, ni måneder senere lå der to unger, et sæt vaskeægte tvillinger. Kort efter giftede hun sig også, så vi tænkte: Nå, det skal nok gå alt sammen.
Realiteterne ramte dog hurtigt som en østjysk blæst. Ung mor, to børn, og hendes kæreste var kun et halvt hoved højere end en kartoffelsæk og tjente dårligt nok til to busbilletter om måneden. Det betød selvfølgelig, at det var os, der var familiekassen. Min mand og jeg måtte begge finde noget ekstra arbejde for at holde hjemmet flydende vi knoklede fra solopgang til solnedgang.
De unge flyttede ind hos os i noget tid. Hver evig eneste morgen stod vi op før hanen for at tage på arbejde, og om natten var jeg alfepasser for tvillingerne, så datteren kunne sove og ja, det kunne min krop ikke lide i længden.
Sådan gik tre år. De begyndte så småt at stå på egne ben, og ungerne var endelig kommet ud af ble-alderen. Men så lige midt i en kop kaffe kom datteren og sagde, at hun var gravid igen. Jeg sagde direkte til hende, at måske skulle hun overveje at stoppe her to unger er altså rigeligt. Men hun insisterede, og så var dén samtale jo slut. Endnu et barn, alt forfra. Flere penge skulle dér graves frem, endnu én til frokostbordet. Vi kastede os endnu engang ud i hamsterhjulet, trods svigersønnen efterhånden tjente lidt mere. Man kan bare ikke brødføde fem mennesker på lønnen fra et supermarked i Glostrup.
Så fik min mand en blodprop, og mit hjerte begyndte at sige mærkelige lyde for hver regning, jeg åbnede. Jeg indså, at nu hænger vi altså i laser. Så sagde jeg til datteren, at nu måtte de klare sig selv. Og så kommer hun døddrukken af hormoner og siger, at hun venter nummer fire.
Jeg var jo helt tom for ord. Tænkte de virkelig, at vi kunne være børnevogtende pengetræer til evig tid? Nu kan vi bare ikke mere. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, og vil virkelig helst slippe for at blive den type forældre, som folk sladrer om på torvet. Men sandheden er, vi har gjort, hvad vi kunne for vores eneste pige. Resten må de selv finde ud af vi orker simpelthen ikke mere.
