7. juni 2023 Dagbog
Jeg havde næppe sat mig med min kaffe, da min søster, Lene, kom trampende ind i køkkenet og dumpede ned på en stol. Hun så træt ud mørke rande under øjnene, håret sat hurtigt op med en elastik.
“Lise, jeg kan ikke mere,” sukkede hun og tog sig til hovedet. “Du aner ikke, hvor hårdt det er at stå med det hele alene. Min ryg knager snart sammen.”
Jeg stillede min kop fra mig og vendte blikket mod hende. Lene lignede mest af alt én, der var kørt træt i livet.
“Hvad er der sket?” spurgte jeg forsigtigt.
“Det er to år siden, Søren gik,” sukkede Lene. “To år! Alt ligger på mine skuldre. Skolen, lektierne, fritidsaktiviteter, madlavning, indkøb, vasketøj. Jeg føler mig som en hamster i et hjul. Og Karen er begyndt at vise sin vilje hun modsiger mig, snakker imod alt, himler med øjnene. Jeg orker snart ikke mere.”
Jeg rynkede panden et øjeblik. Min niece på ti plejede at være stille og tænksom, ikke én, der lavede drama eller svarede igen.
“Karen? Hun har da altid været så rolig, når jeg er sammen med hende…”
“Det er, fordi du ser hende to timer om måneden!” Lene slog ud med armene. “Prøv at håndtere hverdagen forklare om og om igen, at man skal vaske sin tallerken med det samme, lave sine lektier i ordentlig tid og ikke sidde med mobilen til midnat.”
“Det lyder som almindelige børnesager,” forsøgte jeg.
“Almindelige?” Lene fnes sarkastisk. “Jeg er udmattet. Arbejder fuldtid, og hjemme står det hele og venter. Hun sidder bare og glor ud i luften. Jeg magter ikke mere!”
Jeg nikkede, selvom jeg helst ville sige, at andre klarer det også. Nogle har tre børn og ingen mand. Men jeg lod være, Lene havde ikke brug for ballade kun forståelse.
Så fik hun pludselig energi i øjnene. “Du har jo fri i weekenden, ikke?”
“Jo, tror jeg nok…”
“Vil du tage Karen hjem til dig lørdag og søndag? Jeg trænger til en pause, må lige puste ud hos en veninde i Odense.”
“Selvfølgelig!” svarede jeg, glad. “Det vil jeg gerne. Vi kan gå i biografen, eller tage i Fælledparken. Har længe villet have lidt tid med hende.”
Lene smilede, fandt mobilen frem og ringede til Karen.
Weekenden forsvandt hurtigt. Karen var en fornøjelse vi lavede hjemmelavet pizza sammen, hun fik lov at trille dejen ud og lægge fyld på. Vi så tegnefilm på sofaen, gik ture i Kongens Have og fodrede ænder. Jeg så intet til den vilde teenage-attitude. Hun var som børn er flest, glad og nysgerrig.
Søndag aften ringede jeg til Lene. Der var længe ventetid, så hørte jeg endelig hendes stemme.
“Hej?”
“Lene, hvornår kommer du forbi og henter Karen? Vi glæder os til dig.”
En alt for lang pause.
“Lise… der er lidt… Jeg er ikke i byen,” sagde Lene lavmælt.
“Hvad mener du? Skulle du ikke bare til Odense? Det er jo en kort køretur.”
“Jeg er ikke i Odense. Jeg er i Antalya. Fløj i går morges. Jeg skal være her hos en bekendt en måned. Jeg trængte bare sådan til at slappe af.”
Mit greb om telefonen blev stramt.
“Hvor?!”
“I Tyrkiet. Jeg havde ikke overskud, Lise. Ville du have sagt ja, hvis du vidste, det var en måned?”
“Nej, selvfølgelig ikke! Jeg har arbejde, mit eget at se til jeg kan ikke bare have Karen boende en måned! Ved du, hvad du har gjort?!”
“Rolig nu,” snærrede Lene. “Du har altid sagt hun er nem. Ellers må du jo ringe til kommunen, hvis det er så slemt.”
Hun lagde på.
Jeg stod i stilhed med telefonen, stadig ikke sikker på, om det virkelig var sket. Min egen søster havde lige dumpet barnet hos mig og var stukket til Syden uden nogen besked, uden at spørge.
Karen stak hovedet ud fra stuen.
“Tante Lise, kommer mor snart?”
Jeg tog en dyb indånding. Og forsøgte at smile.
“Kom lige her, Karen. Der er noget, vi skal snakke om.”
Hun satte sig ved bordet, dinglede med benene.
“Mor er taget ud at rejse lidt længere. Du skal bo hos mig i noget tid. Er det okay?”
Karen trak på skuldrene. “Det går nok.”
Ingen tårer, ingen skænderier bare roligt accepterende. Jeg vidste ikke, om jeg skulle blive glad eller urolig.
“Har du nøgler til jeres lejlighed i din taske?”
Hun nikkede og fandt en nøglering med en lille kat på.
“Så kører vi og henter dine ting.”
Søsters lejlighed var pinlig ryddelig. Jeg fandt tøj, skolebøger og Karens yndlingsbamser. Hun hjalp stille med at lægge det hele i kufferten.
Første uge gik med tilpasning. Jeg talte med min chef og fik halv fjernarbejde. Karen gik i sin skole, lavede lektier, og om aftenen lavede vi mad og spiste sammen.
Uge to begyndte jeg at lægge mærke til, at hun helt af sig selv ville hjælpe hun tørrede støv af, støvsugede, pudsede endda vinduerne.
“Du behøver ikke, Karen.”
“Jeg vil gerne, tante. Du laver mad til mig og lader mig bo her. Det er kun rimeligt.”
Ved madlavning spurgte hun, om hun måtte lave salat. Hun skar agurker og tomater ikke mest kunstnerisk, men meget omhyggeligt. Jeg roste hende.
“Mor lod mig aldrig lave mad,” sagde Karen uden at kigge op. “Hun sagde, jeg ikke kunne. Det var nemmere at gøre det selv.”
“Ville du gerne prøve?”
“Meget. Jeg ville også gerne hjælpe med rengøring men mor blev altid sur og sagde, hun skulle gøre det om bagefter.”
Jeg kom til at tænke på Lene, der altid klagede: “Hun laver ingenting.” Men sandheden var, at hun bare ikke fik lov.
“Far lod mig,” sagde Karen lavmælt. “Far sagde, vi alle laver fejl første gang. Det er kun sådan, man lærer.”
“Savner du ham?”
Hun nikkede.
“Mor lader mig ikke se ham. Hun siger, han er slem. Men det er han ikke. Han er god. Han kunne bare ikke med mor.”
Jeg krammede hende. Hun føltes lille og skrøbelig.
Lene ringede ikke én eneste gang. Tre uger gik, hun ikke engang spurgte, hvordan Karen havde det. Jeg sendte billeder, skrev smser hun svarede kun kort: “Ok.” “Fint.” “Godt.”
En nat, da jeg lå søvnløs, gik det op for mig, at måneden snart var slut. Lene ville komme hjem, hente Karen og fortsætte, som før. Hun forstod hende ikke, og Karen ville igen føles som en byrde i stedet for et barn.
Om morgenen fandt jeg Sørens nummer i telefonen. Så ringede jeg.
“Hej, det er Lise Lene’s søster.”
Pause.
“Lise? Hvad er der sket?”
“Karen bor hos mig nu, næsten en måned. Lene er i Tyrkiet. Hun sagde ikke noget hun bare rejste.”
“Hvordan har Karen det?”
“Hun savner dig. Meget.”
“Må jeg komme?”
“Selvfølgelig.”
Han stod i døren inden frokost, høj og træt med en buket margueritter.
“Far!” Karen løb ham i møde og kastede sig i armene på ham. Søren holdt hende tæt. Jeg så hans skuldre ryste.
“Min pige. Jeg har savnet dig. Mor…”
“Det ved jeg, far.”
Jeg stod og så på dem far og datter, skilt ad på grund af stolthed og vrede.
Da de slap hinanden, spurgte jeg Karen:
“Karen, vil du egentlig hellere bo hos din far?” spurgte jeg forsigtigt.
Hun svarede uden tøven. “Ja.”
Jeg så på Søren.
“Jeg har drømt om det, siden jeg gik,” sagde han. “Jeg elsker hende. Sådan har jeg altid haft det. Men Lene lod mig ikke se hende.”
Næste dag ringede jeg til kommunen og forklarede hendes mor var rejst til udlandet og efterladt barnet hos mig i en måned. Faren var klar til at tage ansvar.
Der var papirer, underskrifter, samtaler med en psykolog. Karen sagde igen og igen, at hun ville bo hos sin far. Søren viste lønsedler og lejekontrakt frem.
En uge senere flyttede Karen til Søren.
Jeg besøgte dem næsten dagligt. Så hvordan hun blomstrede op. Hjælper far på køkkenet, bliver rost for hver ujævn agurk, de griner og fjoller. Søren læser godnathistorier selvom hun egentlig er stor nok.
Mit forhold til Søren blev varmt og trygt. Han var rolig, aldrig så opkørt som Lene. Vi drak kaffe sammen, talte om Karens skole, lavede weekendplaner med hende.
…Da Lene kom hjem, var hun solbrun og smilende men det ændrede sig hurtigt.
“Du har givet min datter væk?!” råbte hun, da hun kom ind. “Hvordan kunne du?”
“Det var ikke mig, der gav hende væk,” sagde jeg roligt. “Det var dig, der forlod hende.”
“Jeg forlod hende ikke! Jeg skulle bare have lidt fri!”
“For en måned. Til Tyrkiet. Uden så meget som en sms om, hvordan hun havde det.”
“Det er min datter!”
“Det var hun nu må retten afgøre det.”
Lene var pludselig helt hvid i ansigtet.
“Hvilken ret?!”
“Om forældremyndighed og bopæl. Søren har søgt. Og med din måned i udlandet uden at spørge om omsorg, slipper du nok ikke med advarsler. Karen vil hellere bo hos sin far. Og du kommer til at betale børnepenge.”
Lene marcherende ud af min lejlighed, sagde intet, og smækkede døren bag sig.
Jeg lænede mig tilbage i stolen. Måske er mit forhold til min søster slut, måske for evigt. Men jeg fortryder ikke. Jeg forstår stadig ikke, hvordan nogen kan rejse og efterlade sit barn en hel måned.
Det må hun lære af. At valg har konsekvenser. Man kan ikke bare bruge andre som redningsplanke og tro, man slipper for regningen.
Karen er glad nu. Det er det vigtigste.
Og for mig jeg har lært, at familie ikke altid gør det rigtige. Men for børnene må man gøre det, der skal til.
