I de seneste tid har min datter været skilt og flyttet ind hos os i en lille lejlighed med sin baby. Vi bor i et trangt københavnerlejlighed med min mand. Jeg havde håbet, at min datter kunne bo hos min mor lidt tid, mens hun er på barsel. Men nu er det umuligt, for min mor, som er 68 år, er lige blevet gift og flyttet sammen med sin nye mand.
Da min mor ringede og fortalte, at hun skulle giftes, troede jeg først, det var en joke hun er jo 68! Men desværre var det sandt. Min mor har levet alene i mange år efter sin mand døde for 20 år siden. Jeg var 35, da jeg flyttede hjemmefra. Nu bor jeg med min mand og børn i byen og besøger min mor et par gange om måneden og til højtider.
Min mor klarer sig heldt selv, takket være Gud. Hun styrer alt selv i huset. Min mand og jeg hjælper, når der skal graves i haven eller hakkes brænde, men alt andet ordner hun alene.
Og nu har hun pludselig taget en mand ind i sit hjem! Det er simpelthen et svigt fra hendes side! Hun skulle ikke have gjort det mod os. Hendes nye mand er en gammel flamme fra ungdommen de fandt sammen igen for nogle år siden. I starten af juli blev de gift på rådhuset, og festen var en lille affære i en restaurant med de nærmeste.
Min mand og jeg tog ikke afsted. Synes det er pinligt! Hvorfor skulle hun giftes? Hun kunne jo have levet uden det. Jeg er imod dette ægteskab og kan ikke acceptere det. Min mor har et stort hus, hvor de nu bor sammen.
Hendes nye mand har ingen formue kun tre børn og en flok børnebørn. Hvorfor gjorde hun det? Hvordan kunne hun gøre sådan mod os? Nu, hvor de er gift, kan han pludselig kræve en del af vores arv. Vi bor selv i en lille lejlighed med min mand.
Min datter er lige blevet skilt og er flyttet ind hos os med sit lille barn. Nu hjælper jeg hende med babyen. Min søn bor med sin kæreste i en lejet lejlighed. Jeg havde håbet, min datter kunne bo hos min mor en tid, men nu er det umuligt, fordi min mor har startet et nyt liv.
Vi har ikke talt sammen i måneder. For nylig ringede min moster fra landet, min mors mor, og begyndte at belære os. Hun sagde, vi opfører os dårligt min mor har også ret til lykke. Vi burde glæde os for hende. At tænke på arv er ikke smukt, når min mor stadig lever. Men hun burde også forstå mig.
Hvad nu hvis vi, i stedet for at arve min mors hus, ender med en gammel fremmed mand og hans fattige familie, der sikkert ikke vil sige nej til deres del af arven? Derfor mener jeg, at retten er på min side og min mor tager fejl.
