Drengen vågnede til lyden af sin mors svage stønnen.
Han listede over til hendes seng:
Mor, gør det ondt?
Mattis, henter du ikke lidt vand til mig?
Ja, mor, straks! han løb ud i køkkenet.
Kort efter var han tilbage med et fyldt krus.
Her, mor, drik!
Pludselig lød der banken på døren.
Sønnike, luk op! Det er nok bedstemor Karen.
Ind kom nabokonen, hun bar på en stor krus.
Hvordan har du det, Maja? hun mærkede hendes pande. Du er helt varm. Jeg har taget varm mælk med smør til dig.
Jeg har lige taget medicin.
Du skal på hospitalet. Der er god behandling. Og du skal spise ordentligt men dit køleskab er jo tomt.
Tante Karen, jeg har allerede brugt alle pengene på medicin, Majas øjne blev fugtige. Intet hjælper.
Du skal indlægges.
Men hvem skal passe Mattis så?
Hvem passer ham, hvis du dør? Du er ikke engang fyldt tredive, og du har hverken mand eller penge, hun strøg hende over håret. Nå, lad nu tårerne blive inde.
Tant Karen, hvad skal jeg gøre?
Nu ringer jeg til lægen, naboen greb straks sin mobil.
Hun fik fat i dem og fik det hele undersøgt.
De sagde, de kommer i løbet af dagen. Jeg går hjem igen. Når de kommer, sender du Mattis efter mig.
Karen gik ud i gangen, drengen gik med.
Bedstemor Karen, mor dør ikke vel?
Jeg ved det ikke, min dreng. Du må bede Gud om hjælp men din mor tror ikke rigtig på ham.
Vil bedstefar Gud hjælpe? der tindrede håb i drengens øjne.
Du må gå i kirke, tænde et lys og bede. Så vil Gud nok hjælpe. Farvel, jeg må afsted.
***
Mattis kom stille ind til sin mor igen.
Mattis, du er sikkert sulten, men der er ikke rigtig noget at spise. Hent to glas.
Da han kom tilbage, hældte hans mor mælk i dem:
Drik, min skat.
Han drak, men blev kun mere sulten. Det mærkede Maja straks. Møjsommeligt rejste hun sig, fandt sin pung på bordet:
Her er halvtreds kroner. Løb ind og køb to boller og spis på vejen, så prøver jeg at lave noget til dig imens. Skynd dig!
Hun fulgte drengen til døren og støttede sig til væggen på vej mod køkkenet. I køleskabet lå kun billige fiskekonserves, lidt margarine. I vindueskarmen lå et par kartofler og et løg.
Jeg må lave suppe
Hovedet snurrede, og hun satte sig tungt på skamlen.
“Hvad sker der med mig? Jeg har ingen kræfter tilbage. Halvdelen af ferien er gået pengene er sluppet op. Hvis jeg ikke kan komme tilbage på arbejde, hvordan får jeg så Mattis klar til skolestart om en måned? Han skal jo begynde i første klasse. Ingen familie, ingen hjælp, og den her sygdom Jeg skulle have været til lægen med det samme. Hvad hvis jeg bliver indlagt, hvad så med Mattis?”
Langsomt begyndte hun at skrælle kartoflerne.
***
Sulten gnavede i Mattis, men tankerne kredsede om noget andet.
“Mor lå i sengen hele dagen i går. Hvad hvis hun dør? Tante Karen sagde, jeg skal bede bedstefar Gud om hjælp,” tænkte han og drejede pludselig ned mod kirken.
***
“Det er nu et halvt år siden, jeg kom hjem fra krigen. Et mirakel, at jeg overlevede. Jeg kan i det mindste gå nu, om end med stok. Arrene i ansigtet, de gør mig ikke noget mere jeg ved jo, ingen vil gifte sig med én som mig,” tænkte Niklas på vej mod kirken. “I dag er det et år siden, jeg mistede gutterne og jeg overlevede hvordan?”
For tyve år siden gik han i hæren, og nu var han vendt hjem. Han havde pension nok til at klare sig, kontraktlønnen stod på kontoen, men hvorfor, når man alligevel er alene?
Ved kirken stod tiggere. Niklas tog nogle 100-kronesedler frem og delte ud.
Vil I ikke bede for mine venner Rasmus og Mads, som jeg mistede?
Inde i kirken købte han lys, tændte dem og bad bønnen, præsten lærte ham:
Kom i hu, Herre, vor Gud
Han gjorde korsets tegn, mens han talte, og for sit indre blik stod vennerne lyslevende.
Da han var færdig, stod han længe og mindedes det svære liv.
En lille mager dreng stod ved siden med et billigt vokslys, så sig usikker omkring. En ældre kvinde kom hen.
Lad mig hjælpe dig.
Hun tændte lyset for ham.
Kryds dig sådan her! og hun viste ham det. Fortæl Herren, hvorfor du kom.
Mattis så længe på billedet af helgenen, så sagde han stille:
Hjælp mig, bedstefar Gud! Mor er syg, og jeg har ingen andre. Gør, så hun snart bliver rask. Hun har ikke penge til medicin, og jeg skal starte i skole har ikke engang en skoletaske
Niklas stod stille og lyttede, og pludselig føltes hans egne problemer små. Han havde lyst til at råbe til hele verden:
“Er der virkelig ingen, der kan hjælpe den her dreng, købe medicin til hans mor eller bare en taske til ham?”
Drengen stod stadig og ventede på et mirakel.
Kom, dreng! sagde Niklas beslutsomt.
Hvorhen? drengen så skræmt op på den store mand med stokken.
Vi finder ud af, hvilket medicin din mor har brug for, og så går vi på apoteket.
Mener du det?
Bedstefar Gud har overbragt mig din bøn.
Virkelig? Et lykkeligt smil bredte sig på drengens ansigt.
Kom! sagde Niklas med et grin. Hvad hedder du?
Mattis.
Kald mig onkel Niklas.
***
Inde i lejligheden hørte de stemmer fra stuen:
Karen, lægen har givet mig denne her liste, men medicinen er dyr. Jeg har kun fem hundrede kroner tilbage.
Mattis åbnede døren med beslutsomhed. Stemmerne døde hen. Naboen stak hovedet frem og så forskrækket på fremmede manden.
Maja, se!
Maja kom til døren og stivnede.
Mor, hvad for noget medicin skal du have? Onkel Niklas og jeg går på apoteket og køber det.
Og du er?
Det skal nok blive godt, smilede Niklas. Lad os se dine recepter!
Men jeg har kun fem hundrede kroner.
Mattis og jeg skaffer pengene, sagde Niklas og lagde hånden på Mattis skulder.
Mor, giv mig dine recepter!
Og uden at tøve rakte Maja dem frem. På en eller anden måde følte hun, at denne mand med det arrede ansigt havde et godt hjerte.
Maja, hvad laver du! nu vågnede Karen, da de gik ud. Du kender ham jo ikke!
Karen, jeg tror, han er en god mand.
Nå, Maja, jeg må hjemover!
***
Maja satte sig ventende. Hun havde helt glemt sin sygdom, mens hun tænkte på sin søn og den fremmede mand.
Døren gik op, og Mattis løb ind, lyset strålede fra ansigtet:
Mor, vi har købt medicin og masser af lækkerier til te!
Niklas stod smilende i døren, og hans ansigt virkede med ét slet ikke så barskt.
Tusind tak! nikkede Maja og bød ham ind.
Han vaklede lidt, da han skulle tage skoene af, men kom ud i køkkenet med stokken.
Tag plads! sagde Maja.
Han satte sig forlegent og så sig omkring, hvor stokken kunne stå.
Her, jeg stiller den sådan, så du selv kan tage den, sagde hun. Undskyld, jeg har ikke så meget at byde på.
Mor, vi købte det hele se! sagde Mattis og begyndte at lægge varer på bordet.
I burde ikke have sagde Maja, og så, at halvdelen var søde sager. Så opdagede hun en god pakke te. Jeg sætter te over.
Det føltes, som om sygdommen slap sit tag, eller måske ville hun bare ikke se svag ud. Og som om Niklas selv kunne mærke det, spurgte han:
Er det for hårdt for dig, du ser så bleg ud?
Det går nok Nu tager jeg medicinen. Tak endnu en gang!
***
De drak duftende te med sødt til, mens de så Mattis fortælle livligt. Deres blikke mødtes nu og da, og det var tydeligt, de nød at sidde sammen. Men engang slutter det gode altid.
Tak for mad og te, sagde Niklas til sidst og tog sin stok. Du må passe på dig selv.
Hvordan kan jeg nogensinde takke dig, sagde Maja og fulgte ham til døren.
Mattis skubbede sig frem:
Onkel Niklas, kommer du igen?
Ja, selvfølgelig! Når din mor bliver rask, så går vi sammen ud og finder dig en skoletaske.
***
Da Niklas var borte, ryddede Maja op og vaskede op.
Se bare lidt fjernsyn, min dreng, jeg lægger mig lidt.
Hun sov trygt.
***
To uger gik. Den dyre medicin virkede, sygdommen slap sit tag, og Maja kunne komme tilbage til arbejde før tid. Det var heldigt, for der var travlt inden skolestart, og lønnen ville komme snart. Der var august, Mattis skulle gøres klar til skolen.
Den lørdag stod de op som vanligt og spiste morgenmad.
Mattis, gør dig klar. Vi går ud og ser, hvad du behøver til skole.
Har du fået penge, mor?
Ikke endnu, men næste lørdag, og jeg har lånt tusind kroner, så vi kan købe ind på vejen hjem.
Så ringede dørtelefonen.
Hvem er det? spurgte Maja.
Det er Niklas
Hun spurgte ikke mere, men trykkede straks på knappen.
Mor, hvem er det? spurgte Mattis og kom løbende.
Det er onkel Niklas! Maja kunne ikke skjule sin glæde.
Hurra!
Niklas trådte ind, stadig støttet til stokken men se, hvor han havde forvandlet sig. Pæne bukser og skjorte, ny klipning.
Onkel Niklas, jeg ventede på dig!
Jeg lovede det jo, nikkede Niklas glad. Hej, Maja!
Hej, Niklas!
Den uformelle tone overraskede og glædede dem begge.
Er I klar? Skal vi gå?
Hvorhen? Maja famlede lidt.
Mattis skal jo snart starte i skole.
Men Niklas, jeg
Mattis skal have, hvad han har brug for. Et løfte skal holdes.
***
Maja kiggede altid efter det allerbilligste, uanset hvilken butik de gik i. Hun havde ikke råd til andet. Der var ingen familie, ingen mand hvis man da ikke tæller ham fra handelsskolen, som én dag var forsvundet.
Nu gik hun her sammen med en mand, der med begejstring så på hendes dreng og uden at se på prisen købte alt, hun sagde god for.
De vendte hjem i taxa med favnen full af pakker.
Da de kom hjem, gik Maja straks i køkkenet.
Maja, sagde Niklas. Skal vi ikke alle sammen gå en tur og spise frokost ude?
Mor, kom nu! råbte Mattis og stormede ind.
***
Den nat blev Maja ved med at vende og dreje sig i sengen, tankerne kredsede om dagen, især om Niklas, hans øjne fulde af varme. Sind og hjerte diskuterede sagte:
“Han er ikke køn, og han halter,” sagde fornuften.
“Han er venlig, og han ser på mig og på min søn med kærlighed,” argumenterede hjertet.
“Han er femten år ældre end dig.”
“Og hvad så? Han er som en far for Mattis.”
“Du kan stadig finde dig en jævnaldrende, flot og slank.”
“Det behøver jeg ikke. Jeg har prøvet det før. Jeg vil bare have én, der er god og trofast.”
“Det var sådan én, du ALDRIG drømte om!”
“Nu gør jeg!”
“Skifter du mening så let?”
“Jeg har bare mødt den rigtige Jeg elsker ham!”
***
Deres bryllup fandt sted i samme kirke, hvor Niklas og Mattis havde mødt hinanden for tre måneder siden.
Niklas og Maja stod foran alteret, stokken var væk, Mattis så kun på helgenbilledet, den han havde fortalt sin bøn til for tre måneder siden. Så udbrød han stille:
Tak, bedstefar Gud!
