Alt, hvad der sker, sker for det bedste Inge Madsen – mor til Vlada, formede sin datter efter sit eget billede, og Vlada adlød hende i alt. Moren betragtede sig selv som en stærk og succesfuld kvinde og krævede derfor konstant, at datteren skulle følge hendes råd til punkt og prikke. – Vlada, – sagde Inge Madsen strengt, – hvis du vil opnå samme resultater i livet som jeg, skal du gå den vej, jeg viser dig, ikke et skridt til siden. Håber, du forstår det og aldrig glemmer det? – Ja, mor, – svarede datteren. Vlada elskede sin mor og ville ikke skuffe hende, derfor forsøgte hun altid at lytte til hendes råd. Moren ville se den perfekte miss Perfekt i sin datter. Men jo ældre Vlada blev, desto sværere havde hun ved at leve op til kravene. Et barn er et barn, og Vlada fik ofte pletter på tøjet, kom til at rive noget eller faldt og slog sig. Dog klarede hun sig flot i skolen, for hun vidste, at en middelmådig karakter ville være en tragedie for hendes mor. – Vlada, det er pinligt! Hvordan kunne du få et 7-tal? Viser du slet ikke respekt for din far og mig? Ret det med det samme og lad være med at give familien dårlig omtale. – Okay mor, – sagde Vlada lydigt og forsøgte at argumentere, – mor, det var bare et enkelt syvtal, det var et uheld… – Det er ligegyldigt, min pige… Du skal være den bedste og klogeste af dem alle! Vlada blev ked af det, men rettede hurtigt karakteren til et 12-tal. Hun afsluttede gymnasiet med topkarakterer – andet var ikke en mulighed. Inge Madsen var tilfreds, da datteren nemt kom ind på universitetet. – Flot klaret, min pige, jeg er stolt af dig, – sagde moren en dag, – du skal fortsætte med at gøre det samme fremover. Inge Madsen havde sit eget byggefirma – ikke en typisk branche for en kvinde – men hun styrede det så effektivt, at selv mandlige erhvervsfolk blev imponerede over hendes beslutsomhed. Hun var ikke i tvivl om, at hun ville ansætte sin datter ved firmaet efter endt uddannelse. Selvfølgelig drømte Vlada om at løsrive sig fra moderens kontrol, at få luft under vingerne og flytte til en anden by – men det var forgæves. – Du skal være under mit opsyn, – fastholdt Inge Madsen kontant. – Vi har et godt universitet i byen, så du bliver her og læser. Vlada turde ikke modsige hende. På tredje studieår blev hun for alvor forelsket. Hun havde mødt drenge og været på dates før – somme tider endda i hemmelighed for sin mor – men aldrig noget seriøst. Gustav – en charmerende, blåøjet fyr fra en parallel klasse – vandt hendes hjerte. Vlada klarede sig stadig fantastisk på studiet, mens han kæmpede en del mere, især med opgaverne. En dag stoppede han hende på gangen: – Vlada, kan du hjælpe mig med min projektopgave? Jeg er helt væk i det her… – Selvfølgelig, – glædede hun sig og hjalp. Siden den dag skrev Vlada næsten alle hans opgaver, og han “betalte” hende med sin kærlighed og lod hende elske sig. De gik ud sammen, i biografen, på café. Inge Madsen fornemmede der var noget på færde: – Har du forelsket dig, Vlada? – Hvordan ved du det? – blev hun overrasket. – Det står skrevet i dit ansigt… Præsenter ham for mig, jeg skal vide, hvad det er for én. Vlada inviterede Gustav hjem, og forældrene tog pænt imod ham. Selv Inge sagde ikke noget negativt. Da han var gået, sagde moren: – Hvilken kærlighed, Vlada? Han udnytter dig bare. Han virker ikke særlig kvik – hvad ser du i ham? – Det passer ikke, mor, – turde Vlada endelig sige imod. – Gustav er målrettet, klog og interesserer sig for historie. Ikke alle behøver være så kloge som du, og han er stadig ung! – Han er ikke det rigtige for dig, – fastholdt moren strengt. Vlada viste karakter: – Undskyld mor, men hvad du end siger om Gustav, så elsker jeg ham og bliver ved med at se ham. Moren så overrasket på datteren og himlede med øjnene. – En dag forstår du, at din Gustav bare er en ligegyldig person. Men Vlada holdt fast, og efter universitetet blev hun gift med Gustav. Hun var glad, for moren havde taget fejl. Livet viste, at det ofte er “middelkarakter-elever”, der får succes hurtigst. Og sådan gik det også Gustav: Han fik et prestigefyldt job, mens Vlada stadig arbejdede i mors firma. Gustav havde sin egen lejlighed, forældrene havde givet ham den, mens han læste på universitetet. Så efter brylluppet glædede Vlada sig over at slippe væk fra sin mors kontrol – men det varede ikke længe. For moderen ansatte straks Vlada i firmaet. En dag kom Gustav hjem: – Vlada, jeg er blevet afdelingsleder – dog på prøve i starten. Men jeg skal gøre alt for at leve op til forventningerne. Efter tre måneder fik han stillingen på fast basis. Gustav brød sig ikke om at se sin dygtige hustru arbejde under sin mor. – Vlada, du kommer ingen vegne her. Du skal ud af mors skygge – du lar dig bare styre hele tiden. Hun er hård, og du siger aldrig imod! Vlada blev ked af det, men indså han havde ret. Med tiden holdt Gustav op med at irettesætte hende, men han blev mere indelukket og ligeglad, hvilket Vlada faktisk foretrak – bare han ikke bebrejdede hende længere. Et år senere kom Gustav stille hjem og sagde: – Jeg har mødt en anden. Jeg elsker hende. Jeg forlader dig – hun er mere rigtig for mig. For første gang mistede Vlada besindelsen – råbte, skældte ud, smadrede ting, kastede hans telefon i væggen og rev skjorter i stykker, før hun faldt til ro. Gustav så på det hele og sagde: – Så havde du altså temperament. Ærgerligt, jeg først opdager det nu. – Og gik. – Jeg hader dig! – sagde hun, samlede sine ting, lejede en lejlighed og flyttede. Hun sagde intet til sin mor, for hun vidste, hvad svaret ville være. En måned skjulte hun sin situation, men Inge Madsen opdagede hurtigt noget var galt. – Vlada, hvad sker der? Du ser trist ud – har du problemer med Gustav? – Hvorfor tror du det? Jeg har ikke problemer, for jeg har ikke en mand længere. – Jeg vidste det! Han har forladt dig – hvornår skete det? – I april. – Og har du tiet stille hele tiden? Vlada sukkede og lod sin mor skælde ud over Gustav og over hende selv. – Jeg advarede dig! Heldigvis blev du ikke hans tjenestepige, og heldigvis har I ingen børn. Du bør lytte til mig fremover. Forstået? – Mor, alt, hvad der sker, sker for det bedste, – svarede Vlada pludselig, rejste sig og sagde: – Jeg arbejder ikke for dig længere, nu er det nok… – og gik ud af kontoret, mens Inge Madsen sad forvirret tilbage. Vlada besluttede at komme langt væk fra sin mor, vel vidende at hun ellers ville høre på formaninger hver dag og aldrig få ro. På vej hjem gik hun langsomt, faldt pludselig i et hul og satte sig hårdt ned på benet. – Det manglede bare, – tænkte hun. – Er du okay? – spurgte en ung mand, som hurtigt hjalp hende op, fordi sporvognen var kørt. – Jeg har ondt, – sagde hun med smerte. – Så hold om min nakke, – sagde han og bar hende til sin bil. – Vi kører lige på skadestuen, hvis nu du har brækket noget… – Jeg hedder Jens, hvad med dig? – Vlada. På hospitalet viste det sig kun at være en forstuvning. Jens ventede hele tiden og kørte hende hjem. – Giv mig dit nummer – måske du skal have hjælp. Vlada var enig og gav det. Dagen efter ringede Jens: – Skal jeg tage noget med til dig? Sikkert gør benet stadig ondt? – Måske lidt juice og frugt – og jeg har ikke mere brød, – svarede hun. Kort efter bankede det på døren; Jens stod med to store poser. – Hold da op, så meget! – Nu fejrer vi vores første møde – hvis du tillader det. Bare rolig, jeg hjælper – eller ordner det hele. Skal vi ikke bare sige du til hinanden? Vlada grinede – hun havde det overraskende nemt med Jens. Jens gjorde det hele klar, lavede mad og skænkede juice op – de hyggede sig. Han gjorde klart, at han aldrig drak alkohol. Aftenen var hyggelig. Efter fire måneder blev Vlada og Jens gift, og et år senere fik de datteren Xenia. Når folk spurgte, hvor Vlada havde fundet sådan en fantastisk mand, svarede hun grinende: – Han samlede mig op på gaden… Tror du mig ikke? Så spørg selv! Tak for at du læste med, for din støtte og opbakning – held og lykke fremover!

Alt sker for det bedste

Mette Hansen var mor til Katrine, og hun havde altid forsøgt at forme datteren efter sit eget billede. Katrine gjorde, som hendes mor sagde, og lyttede altid til hendes råd. Mette betragtede sig selv som en stærk og succesfuld kvinde og krævede derfor, at datteren fulgte hendes anvisninger til punkt og prikke.

– Katrine, sagde Mette strengt, hvis du vil opnå det samme som mig, skal du gå præcis den vej, jeg viser dig. Ikke et skridt til siden. Forstår du det, og har du nu lært det for livet?

– Ja, mor, svarede Katrine.

Katrine elskede sin mor og ønskede at gøre hende tilfreds, så hun prøvede altid at efterleve hendes ønsker. Mette drømte om en datter, der var et sandt glansbillede. Men jo ældre Katrine blev, jo sværere havde hun ved at leve op til sin mors krav.

Børn er trods alt børn. Lige fra lille kom Katrine tit til at spilde, rive hul på tøjet eller slå sig. Men i skolen klarede hun sig fremragende, for hun vidste, at en middelkarakter ville være en katastrofe for hendes mor.

– Katrine, det er en skændsel. Hvordan kunne du få et tital? Har du slet ikke respekt for os? For Guds skyld, ret det hurtigt!

– Ja, mor, svarede Katrine lydigt, men prøvede at indvende, – Mor, det var bare én gang, og det var et uheld

– Det er ligegyldigt, pige Du skal være dygtigere end alle andre.

Katrine blev ked af det, men rettede altid hurtigt op på karakteren. Hun afsluttede skolen med et 12-tal på eksamensbeviset selvfølgelig. Mette var tilfreds, da Katrine let kom ind på Københavns Universitet.

– Godt gået, min pige, jeg er stolt af dig, sagde Mette en sjælden gang, du skal bare fortsætte i samme stil.

Mette drev sit eget entreprenørfirma i byggebranchen ikke lige normalt for kvinder men hun styrede sine folk med fast hånd, så endda mændene i branchen var imponerede over hendes vilje. Hun var ikke i tvivl om, at hendes datter efter universitetet skulle ind i familieforretningen.

Katrine drømte egentlig om at stå på egne ben, måske læse videre i Aarhus eller Odense, men det kunne hun godt glemme.

– Du skal være under mit opsyn, pointerede moren kækt. Hvorfor snakke om andre byer? Vi har et vældig godt universitet i København, der kan du læse.

Selvfølgelig kunne Katrine ikke sige imod. På tredje år begyndte Katrine for alvor at blive forelsket for første gang. Hun havde haft et par kærester, gik til tider på date, ofte uden morens vidende, men der var aldrig noget alvorligt.

Jens, en charmerende lyshåret fyr med blå øjne, gjorde indtryk på hende. Han gik på en parallelt hold og var også på tredje år. Katrine var topstudent, mens Jens kæmpede med studierne, især opgaverne. En dag standsede han hende på gangen:

– Katrine, kan du hjælpe med mit semesterprojekt? Jeg er ved at drukne i det

– Selvfølgelig, sagde hun glad, hun kunne rigtig godt lide Jens.

Siden skrev Katrine alle hans opgaver, han betalte med sin opmærksomhed og tillod hende at elske ham. De gik ture, i biografen, på cafe.

Mette anede uråd og gik direkte til sagen:

– Katrine, du er da forelsket, ikke?

– Hvordan ved du det? spurgte Katrine forbløffet.

– Det står nærmest skrevet i din pande Præsenter mig for ham, jeg vil vide, hvilket fugl det er.

Katrine inviterede Jens hjem, forældrene tog venligt imod ham, og til Katrines overraskelse brokkede moren sig ikke for en gangs skyld. Da Jens var gået, sagde Mette:

– Hvilken slags kærlighed? Han bruger dig bare. Han er ikke specielt begavet hvad ser du egentlig i ham?

– Det er ikke rigtigt, sagde Katrine for første gang. Jens har ambitioner, han læser, han er interesseret i historie. Du skræmmer ham bare med din skarpe hjerne, men ikke alle behøver være sådan, han er jo stadig ung.

– Han er ikke noget for dig, sagde moren bestemt.

Katrine valgte at sige fra.

– Mor, jeg elsker ham, hvad end du siger. Jeg bliver ved med at være sammen med ham.

Mette så forundret på sin datter og slog vredt ud med hånden.

– En dag forstår du det nok. Din Jens er bare en kedelig fyr.

Katrine holdt fast, og efter endt studie blev hun gift med Jens. Hun var lettet over, at hendes mor havde taget fejl.

Livet viste, at dem med middelkarakterer kan komme lige så langt og måske endda videre end dem med topkarakter. Sådan gik det også for Jens. Efter uni fik han et godt job, mens Katrine arbejdede sammen med sin mor.

Jens havde sin egen lejlighed, som hans forældre havde givet ham, så efter brylluppet kunne Katrine flytte hjemmfra. De første uger var hun lykkelig over endelig at være fri for morens indblanding. Men glæden varede ikke længe Katrine begyndte i mettes firma.

En dag kom Jens hjem og sagde:

– Katrine, jeg er blevet udnævnt til afdelingsleder, dog på prøve. Men jeg vil gøre alt for at leve op til deres forventninger.

Og tre måneder efter havde han fast stilling. Han kunne ikke fordrage, at hans kloge kone arbejdede under sin mor.

– Katrine, du vil aldrig opnå noget, hvis du bliver under din mors tag. Du må rive dig løs, sagde han. Vil du virkelig hele dit liv finde dig i at blive trådt på? Hun tryner dig, hun er benhård, og du du finder dig i alt.

Det gjorde ondt at høre, men Katrine vidste, han havde ret. Efter noget tid stoppede Jens dog med at bebrejde hende hendes manglende rygrad men hun følte sig ikke bedre tilpas af den grund. Jens blev mere og mere fjern, og Katrine fandt sig i det: han skældte ikke ud mere, og det var trods alt fredeligt.

Et år senere kom Jens hjem og sagde stille:

– Jeg har mødt en anden. Jeg elsker hende. Jeg går fra dig.

For første gang mistede Katrine besindelsen. Hun råbte, smed en tallerken, kastede hans telefon ind i væggen, rev en skjorte itu og faldt senere til ro.

Jens så på hende uden et ord, og sagde så:

– Jeg vidste ikke, du havde et temperament. Desværre fandt jeg først ud af det nu.

– Jeg hader dig! sagde Katrine. Hun pakkede sine ting, fandt en lejlighed og flyttede ud.

Hun sagde ikke noget til sin mor; hun vidste, hvad svaret ville være. I over en måned lykkedes det Katrine at skjule sin situation for Mette, men hun anede, der var noget galt.

– Katrine, hvad er der med dig? Du ser træt ud, du går som om tyngden af verden hviler på dine skuldre. Har du problemer med Jens?

– Overhovedet ikke, svarede Katrine. Jeg har ingen problemer med min mand, for … jeg har ikke længere nogen mand.

– Nåh, ja, vidste det! Han har forladt dig, hvornår skete det?

– I april.

– Og det har du skjult?

Katrine sukkede. Hun blev stående og lyttede til moderens tirader om Jens og om hende selv.

– Jeg advarede dig jo. Godt I ikke fik børn. Du må lære at lytte til mig fremover, har du forstået?

– Mor, alt sker for det bedste, sagde Katrine pludselig, rejste sig og tilføjede: Jeg gider ikke arbejde for dig mere. Nu er det nok. Hun forlod kontoret, mens Mette måbede.

Katrine besluttede sig for at komme langt væk fra sin mor, velvidende at hun ellers kværnede løs hver dag og ikke tillod hende et eneste skridt selv.

På vej hjem trådte hun pludselig ned i et hul på fortovet, satte sig på knæet og bandede stille over smerten.

– Det manglede da bare, tænkte hun.

En ung mand kom løbende over til hende han var lige stået af sporvognen, der var kørt videre. Han hjalp hende op, hun støttede på foden, men det gjorde ondt.

– Smerter det? spurgte han omsorgsfuldt.

– Meget, svarede hun med et grimt ansigt.

– Så lad mig hjælpe dig tag fat om min nakke, sagde han og løftede hende let hen til sin bil. Vi må en tur forbi skadestuen, måske er foden brækket

– Jeg hedder Emil, hvad hedder du?

– Katrine.

På hospitalet fandt de ud af, det var en forstuvning. Hun fik foden bundet ind og gode råd. Emil havde ventet tålmodigt hele tiden og kørte hende hjem bagefter.

– Kan jeg få dit nummer? spurgte han høfligt. Måske har du brug for hjælp.

Katrine gav ham det. Næste dag ringede Emil.

– Er der noget, jeg skal tage med til dig? Jeg tænker, foden gør nok stadig ondt?

– Bare lidt juice og noget frugt og jeg mangler vist også brød, svarede hun.

En time senere ringede det på døren. Katrine humpede derud. Emil stod med to fyldte poser.

– Ej, du har da købt alt for meget!

– Vi skal da fejre, at vi har mødt hinanden hvis du er frisk på det. Bare rolig, jeg hjælper, og du kan bare slappe af. Skal vi ikke sige du?

Katrine lo højt det passede hende fint. Sammen gjorde de klar, Emil dækkede bordet, varmede lidt mad. Der var ikke vin; han drak nemlig ikke alkohol. Det blev en god aften.

Fire måneder senere blev de gift og året efter fik de datteren Malene. Når nogen spurgte, hvor hun havde fundet hans som Emil, grinede hun:

– Han samlede mig op på gaden! Tror du mig ikke? Så spørg ham!

Tak fordi du læste med og for din opbakning. Held og lykke til dig i livet!