Man møder ofte de forkerte, og gifter sig med dem, man ikke skulle
Livets vej er ikke let, og skæbnen kan man ikke flygte fra. Vi har alle vores egen vej gennem livet, vores egen sandhed. Rikke voksede op i et kvindehjem. Kvindehjem var måske så meget sagt, for de boede blot i deres gamle hus på landet. Køkkenhave, brænde, vand fra brønden, dyr at passe og en endeløs strøm af gøremål.
Mormor Frigg havde i mange år boet alene i landsbyen, blev tidligt enke. Hendes datter, Barbro, boede også der, for hendes mand forlod hende, da Rikke kun var to år. Så de tre kvinder sloges med hverdagen sammen. Allerede som barn kunne Rikke malke koen, luge rækkerne i haven og havde efterhånden lært at lave lidt mad.
Frigg var godt oppe i halvtredserne, da hun en aften kom hjem fra mejeriet helt udkørt og udbrød:
Barbro, min pige, jeg er så træt af alt det her slæb
Hvad er der dog, mor? spurgte Barbro, og Rikke kom straks styrtende.
Tænk nu, man slider og slæber, muger møg, dag ud og dag ind. Er det nu vores lod i livet har vi da ikke fortjent noget andet? sagde Frigg og lagde sine hårdtarbejdende hænder i skødet.
Hvad tænker du på, mor?
Vi skulle tage og flytte til København. Sælge det hele her, jeg har sparet lidt op. Købe en lejlighed, så vi kan få det lettere.
Mormor, jeg er SÅ med! jublede Rikke, jeg vil så gerne til byen
De gjorde, som Frigg foreslog. Friggs storebror, Knud, boede i byen, så de flyttede ind hos ham i begyndelsen.
I kan få et værelse, indtil I finder jeres eget, sagde hans kone. Når I får lejlighed, flytter I bare.
Familien tog gæstfrit imod dem. Barbro begyndte at lede efter en lejlighed med Knuds hjælp, og til sidst fandt de en.
Der skal da gøres lidt i lejligheden, sagde Frigg, men alle pengene er jo brugt, så det må vente.
Det løser sig, mor, svarede Barbro. Jeg har fået job på bageriet, starter i morgen. Vi skal også have Rikke i skole sommerferien slutter om seks uger. Heldigvis er der en folkeskole lige ved siden af, den vender jeg alligevel forbi hver morgen.
Så går jeg med Rikke hen og får hende skrevet op, det får du næppe tid til, sagde Frigg.
Rikke begyndte i 6. klasse på den lokale skole og var lykkelig for at gå i skole i byen.
Mormor, jeg vil virkelig gerne lære noget, jeg lover at gøre mig umage, forsikrede Rikke hende.
Da Barbro kom hjem fra sin første vagt, fortalte Frigg hende:
Jeg har fået job som rengøringsdame på Rikkes skole, så jeg hjælper til, så længe kræfterne rækker, vi har jo brug for pengene.
Mor, du kunne da tage det lidt med ro, du får jo folkepension, sagde Barbro.
Nej, så længe jeg kan holde til det, arbejder jeg videre, og så har jeg også et øje på Rikke. Hun er jo ny.
Sådan gik tiden. Frigg arbejdede som rengøringsdame, Barbro arbejdede på bageriet, og Rikke klarede sig jævnt i skolen.
Efter 8. klasse droppede Rikke ud. Hun ville hellere arbejde og hjælpe til. En dag, da hun gik forbi en restaurant, så hun et opslag: Opvasker søges. Hun gik straks ind og fik jobbet på stedet.
Rikke lagde sig virkelig i selen. Hun hjalp til i køkkenet, skrællede kartofler, stod for at røre i gryderne, når kokken havde andet for. Hun fik veninder imellem de andre piger og begyndte snart at gå til dans sammen med dem.
Mor, jeg smutter til danseaften, sagde hun kommer hjem senere.
Pas nu på med drengene, Rikke, råbte mormoren efter hende, lad være med at stole på dem, brug hovedet!
Åh, mormor, jeg er da ikke et barn længere, jeg skal nok passe på.
Til en dans mødte hun Mads. Han bad hende op og slap hende ikke resten af aftenen.
Jeg følger dig hjem, sagde han bestemt, så hun ikke kunne sige nej.
De begyndte at ses ofte. Snart meddelte Mads:
Rikke, jeg skal i forsvaret, vil du vente på mig? Jeg skriver, og du svarer!
Det lover jeg, svarede hun.
Hun fulgte ham til stationen, skrev breve, svarede altid. Han lovede, at han ville komme hjem på orlov om et år. Endelig kom han hjem, og de mødtes.
Hej Rikke, stadig ikke blevet gift? grinede Mads.
Jeg har jo lovet at vente!
Jaja, sagde han og lød pludselig meget kølig, kiggede væk.
Hans orlov var hurtigt forbi, og han rejste. Brevene blev færre og kortere, så holdt de helt op.
Rikke ventede det tidspunkt, hvor Mads skulle vende hjem for bestandig. Men hun hørte intet, og han viste sig ikke til dansearrangementerne, selv om hun vidste, at han var hjemme.
Efter endnu en dans sagde hun til veninderne:
Mon der er sket Mads noget? Han er vel hjemme fra hæren nu, men jeg ved ikke, hvor hans forældre bor.
Tja, du kan jo besøge dem og hilse på hans kone han blev gift i hæren og tog hende med hjem. Han sidder nok hjemme nu, din naive Rikke. Glem ham!
Rikke blev slået ud. Jeg ventede jo på ham
Ja, men det gjorde han ikke.
Senere mødte hun ham pludselig i parken på vej hjem. Han sad på en bænk, som de ofte havde gjort.
Hej Rikke! Han sprang straks op.
Hun gik bare forbi uden at stoppe, men han prøvede at standse hende.
Vent, Rikke, undskyld! Det var dumt af mig. Jeg tænker altid på dig, drømmer om dig. Kan ikke lide min kone hun ventede barn, derfor giftede jeg mig med hende. Men det er dig, jeg mangler.
Rikke stoppede og kiggede ham lige i øjnene:
Så hvad vil du have af mig? At jeg skal være din elskerinde? Nej, tak! Du valgte, Mads. Hav det godt med din familie, fød børn, opdrag dem men uden mig. Farvel!
Rikke fortsatte på restauranten, og chefen tilbød hende:
Rikke, du klarer dig strålende her i køkkenet. Har du lyst til at tage på kokkekursus i Aarhus? Så kan du blive kok.
Det vil jeg meget gerne! Jeg elsker at lave mad.
Snart stod Rikke, flot klædt, spændt og forventningsfuld på perronen og ventede på toget. Det var første gang, hun skulle begive sig alene til den store by. En flok unge gik forbi, nogen spillede guitar, og de sang farvel til en ven, der havde orlov fra forsvaret.
En fyr i uniform løsrev sig fra flokken og nærmede sig.
Hej, jeg hedder Erik. Må jeg høre, hvad du hedder?
Rikke, svarede hun uden at tænke.
Venter du på toget? Hun nikkede.
Toget kom, Erik løb hurtigt tilbage til de andre.
Han var da godt nok spøjs, tænkte hun. Hvorfor ville han vide mit navn?
Rikke fandt en plads i næstsidste vogn. Toget kørte. Pludselig stod soldaten foran hende:
Nå, der var du! Jeg har ledt i alle vognene. Vi har ikke megen tid, men jeg bliver nødt til at sige det: jeg er lige hjemme på orlov. Du gjorde indtryk på mig med det samme, så jeg må møde dig igen. Vil du udveksle adresser? Så kan vi skrive sammen. Hvor er du på vej hen?
Til kokkekursus i Aarhus, svarede Rikke.
Hele vejen snakkede de løs, fortalte om deres liv, udvekslede adresser og sagde farvel. Rikke regnede ikke med, at de skulle ses igen hun havde jo set, hvordan det gik med Mads, der kom hjem med kone. Erik virkede dog anderledes, venlig og ærlig. Det kunne jo ikke skade at skrive lidt.
Mormor Frigg siger altid: Man møder de forkerte og gifter sig med dem alligevel, tænkte Rikke og forventede ikke held denne gang.
Et år skrev de breve. Da Erik var færdig i forsvaret, kom han straks til hende på adressen. Hun havde lige fri, og gensynsglæden var stor. Rikke mærkede, at Erik var til at stole på han holdt, hvad han lovede.
Tiden gik. Rikke blev gift med Erik, arbejdede som kok i restauranten, Erik på fabrikken. Rikke elskede orden, alt var pænt og på plads, tøj vasket, mad klar. De fik tvillingedrenge i børnehave, altid velplejede og glade.
Kun med Erik måtte hun slås. Hvor han gik, dryssede tingene efter ham. Rikke skældte ud, ryddede op, pegede altid på hans rod. Men en dag indså hun:
Det går jo ikke jeg må bruge charme og snuhed i stedet.
Med smil og varme lærte hun ham lidt efter lidt at lægge arbejdstøjet i bryggerset, sortere værktøjet i garagen, feje gården og rydde op i skuret. Til sidst fik hun endda styr på garagen. Rikke var glad.
Alligevel mødte jeg den rette på trods af mormors ord, tænkte hun.
Rikke levede næsten hele livet lykkeligt med Erik. Men en dag kom han ikke hjem fra arbejde. Hjertet svigtede ham, uden varsel. Rikke sørgede.
Så sad hun der alene, ligesom hendes mormor Frigg blev gammel alene, og hendes mor Barbro sad tilbage i ensomhed. Nu bor Rikke selv alene, børn og børnebørn kommer på besøg, men livet det løber sin forudbestemte vej, uanset hvad vi gør.
