Du forstår vel, at far har gigt i ryggen? Han kan slet ikke ligge på sofaen, så bliver han endnu mere krumbøjet. Og mor kan jo aldrig sove for lyde og lys, for gadelygten står lige udenfor stuen. Vi klarer da lige en uge, vi er vel ikke helt så sarte?
Kirstine stod midt i køkkenet med grydeskeen løftet, som om tiden var gået i stå. Suppen løb sagte tilbage i gryden som en langsomt flydende drøm, mens hendes mands ord sivede ind i hendes sind som varm, doven risengrød. Hun vendte sig langsomt og så på Rasmus, der sad og studerede mønstret i voksdugen, som var det et kort over fjorde og øer.
Vent nu, Rasmus. Lad mig lige være sikker på, jeg har hørt rigtigt. Dine forældre kommer altså her og fejrer både jul og nytår fra den tredivte til den ottende januar. Det har vi jo aftalt. Men nu foreslår du, at vi skal lade dem sove i vores soveværelse, i vores egen seng med specialmadras, den der kostede os små ti tusinde kroner? Og så skal vi campere i stuen?!
Ja, sagde Rasmus og så op, med skyld og stædighed mingleret i blikket. Altså, det er jo mine forældre. Man skal vise gæstfrihed og respekt for de ældre. Jeg kan jo ikke lægge min far på den klap-sammen sofa, der mangler halvdelen af fjedrene.
Præcis. Den sofa er direkte pinefuld at ligge på. Derfor sover vi der heller aldrig du husker vel min diskusprolaps efter ulykken? Og jeg skal altså på arbejde den niende og lave årsregnskab, modsat dine forældre.
Kirstine, kom nu, lad nu være jeg har en løsning! Jeg har talt med Poul vi kan låne deres oppustelige dobbeltmadras, og den er næsten så god som en seng. Vi smækker den ud på stuegulvet, og så bliver det jo hyggeligt, helt som da vi var unge og lå i telt langt ude på Fyn.
Hyggeligt? På gulvet? Vi er ikke seksten mere, Rasmus. Og det her er ikke en lejr, det er mit hjem. Soveværelset er mit eneste sted til ro. Din mor står jo op klokken seks og går i gang med grydeorkesteret. Stuen hænger sammen med køkkenet, der er ingen dør imellem vi vågner jo, før vinden når Limfjorden!
Jeg skal nok bede hende være forsigtig sagde Rasmus uden stor begejstring. Kirstine, please mine forældre har allerede købt billetter. Du kan da ikke mene, vi skal være egoister? Jeg har lovet mor, der er gode forhold. Hun var så nervøs for at være til besvær jeg sagde bare: Mor, slæng dig, I skal sove som konger!
Og det har du allerede bestemt for os? Uden overhovedet at høre mig? Vores seng, min ryg, mit hoved?
Jeg gjorde det for det bedste! Rasmus hævede stemmen. Jeg vil bare have, de skal have det godt. De er trods alt gamle.
Samtalen klaskede sammen i en lille, diffus konflikt. Kirstine trak sig tilbage til badeværelset og så på sit spejlbillede i de duggede fliser. Hun elskede Rasmus og lejligheden lille og hyggelig, om end stadig ejet af banken men svigermors visit var altid lig med test af hendes sind.
Holmfrid svigermor var som en himmelsk storm: Højlydt, bestemt og uomtvistelig. Sven svigerfar var hendes modsætning: Stille, men på forunderlig vis enormt krævende med alt fra kaffe til søvn.
Kirstine vidste, slaget var tabt. Siger hun nej, bliver hun hovedfjende for både svigermor og mand, og Rasmus vil ligne en våd hund hele ugen.
Forberedelserne før ankomsten var ligesom at evakuere: Kirstine tømte skabe, hang kjoler i entréen stuvede kosmetik væk, for Holmfrid havde det med at prøve alt, hun fandt, og levere kontante kommentarer om alt fra duft til konsistens.
Det hele kan sagtens være her! lidt for optimistisk pustede Rasmus den blå gummi-ø ud midt på stuegulvet. Kompressoren brummede som en færge på vej til Bornholm. Se, den er næsten som vores seng! Jeg testede den drøm!
Kirstine betragtede i tvivl denne blå gummi-ås, der nu spærrede for alt adgang til altan og lys. Fjern kemisk duft, og så glat, at lagnet allerede gled ned.
Vi får tæppe under! Et tykt uldtæppe, lover jeg, sagde han.
Den tredivte, klokken syv præcis, blev der ringet på. Holmfrid iført en overdimensioneret pelshue fyldte hele entreen.
Åh, endelig! Toget gyngede, og togkonduktøren var en sur kælling. Kirstine, er du syg du ser så bleg ud? Sven, pas på, der er syltede agurker i kufferten!
Sven slæbte taskerne ind, på jagt efter nogen andres hjemmesko.
Kom indenfor, morgenmad er klar, forsøgte Kirstine, mens hun skjulte søvnunderskud under et anstrengt smil.
Første stop: Soveværelset, inspektion.
Nå, rent nok, sagde Holmfrid sagligt, lod fingeren glide hen over sengegavlen. Gardinerne er godt nok kedelige, jeg ville have noget mere let. Og madras var det nu også en specialmadras? Den ser da for hård ud. Sven, prøv lige, om det duer!
Sven lagde sig uden tøven. Kirstine bed sig i kinden.
Godt nok, gryntede han. Kunne godt være blødere. Hvorfor har I kun sådan nogle rullepuder? Hvad blev der af fjerpuder?
Vi har ergonomiske puder, sagde Kirstine tørt. Bedre for nakken.
Bah, vi har altid sovet på fjer. Men man skal jo prøve nyt. Rasmus, hvor skal I så sove?
Vi tager den madras i stuen, sagde Rasmus med stolthed.
Hele dagen forløb i kaotisk dans: Salater blev snittet, svigermor fortalte historier om helbred, naboer og statsministeren. Kirstine var hushjælp i sit hus. Prøvede hun at drikke kaffe, fik hun straks en opgave af Holmfrid: Kan du ikke lige skifte viskestykke?, Sven spiser altså kun rugbrød, købte du det?
Natten blev en vandring i underlige landskaber.
Den blå komforthimmel, som Rasmus havde døbt madrassen, var et mareridt forklædt som luftslot. Når én vendte sig, dansede begge op i luften. Gummiet peb og knirkede. Lagnet knoldede sammen. Kulden fra gulvet slikkede huden.
Kirstine lå vågen og så gadelygternes skær krible frem og tilbage over loftet, mens hendes ryg sang klager. Der var ingen støtte; hun sank ned som i et vådt betræk af sæbebobler.
Omtrent klokken tre i natten gled døren op Sven trampede i sine sutsko mod toilettet. Senere kom Holmfrid for at få vand. Hver gang blussede lyset op, for arken mellem køkken og stue havde ingen dør lyset ramte deres ansigter som en natdiode.
Morgenen den enogtredivte føltes Kirstines krop som et skævt stativ på Tordenskjolds tid. Nakken var stiv som dannebrog i frostvejr.
Godmorgen! udbrød Holmfrid, svævende ud i silketøfler, hun havde fået i gave af Kirstine for år tilbage. Ih, hvor vi har sovet ro og fred. Men madrassen er måske lidt for hård, Sven klager over ondt i hoften. I skulle have købt noget mere blødt.
Kirstine tog fat i kaffekværnen uden at svare, tårerne brændende lige bag øjenene.
Er I trætte? smilte Holmfrid. Rasmus, du ser da forfærdelig ud! Kan I ikke lide madrassen?
Det skal nok gå, sagde Rasmus, mens han gned armen, der var faldet i søvn.
I jeres alder kan man sove overalt. Kirstine, lægger du syltede agurker i din salat? Jeg bruger altid friske, det er meget mere delikat. Og din mayonnaise er alt for fed…
Kirstine vendte sig langsomt, skeen dirrende i hånden.
Holmfrid, jeg laver salaten, som vi plejer her. Hvis du vil have den på din måde, kan du lave en skål for dig selv. Der er friske agurker i køleskabet.
Et øjeblik lå stilheden som et tungt tæppe. Svigermor kneb læberne sammen, Rasmus blev bleg.
Sådan behøver du altså ikke tale til mig! Det var bare et godt råd. Sven, hørte du det? Man må ikke engang sige sin mening.
Kirstine, kom nu begyndte Rasmus.
Jeg tager et bad, sagde Kirstine og forlod køkkenet.
På badeværelset opdagede hun snart, at hendes yndlingsshampoo var blevet forvist, og svigermors små krukker tronede på hylden. Hendes vaskeklud var prydet med fremmed hår. Allerværst: Hendes dyre ansigtscreme til over tre-fem tusinde kroner var åben. Fingrene havde gravet en kløft nogen havde brugt en tredjedel.
Hun gik ud til stuen, cremen i hånden.
Holmfrid, har du brugt min creme?
Åh, den der? svigermor så knapt op. Ja, Svens hæle var så tørre efter togturen, så jeg tog noget af den fugtighedscreme af dine. Virker fint. Kan du ikke undvære lidt?
Hæle? Du brugte min ansigtscreme til flere tusinde kroner på hæle?
Hvad? Er du vanvittig? Så mange penge for lidt creme? Rasmus, hør lige hvad hun spilder pengene på, og så hjælper vi jer ellers med alt muligt!
Det er mine penge, sagde Kirstine frossent. Og det var mit.
Åh, slap nu af. Sikke en hystade. Egoist. Det har jeg altid sagt.
Rasmus stod i entreen, en sky bange dreng fanget mellem to orkaner.
Kirstine, hun kendte jo ikke prisen vi køber ny. Det er jo jul.
Og så skete det sære: En ro landede i Kirstine, som himmel efter storm. Hun så sin mand, så den blå gummiking, så svigermor, der nød sin sejr.
Du har ret, Rasmus. Det er jul og nytår. Jeg vil ikke ødelægge det.
Hun gik til gangen.
Hvor skal du hen? lydte det bekymret.
Jeg kommer tilbage.
Udenfor var verden dækket af rim og stille som søndag i en landsby ved Limfjorden. Kirstine tog mobilen op, søgte på byens fineste spa-hotel det, hun havde sukket efter. Prisen var svimlende, men hun trykkede bestil. Overførte tre tusinde danske kroner, halvdelen af månedslønnen og var helt ligeglad.
Ti minutter efter stod hun igen i lejligheden. I stuen bimlede tvet svagt, svigermor sad og sippede baldrian-te.
Kirstine fandt sin jakke, proppede tøjet i sportstasken.
Kirstine? spurgte Rasmus og så ud som en der havde glemt, hvor han lagde sig selv.
Jeg tager på hotel.
Til din mor?
Nej, hun har gæster. Jeg tager alene.
Men jul… din familie… os?
I kan fejre sammen. Som I har drømt om. Jeres seng står klar, madrassen venter i stuen nyd det. Jeg vil bare sove et sted uden plastik-lugt og fremmede hår i badet.
Vil du bare forlade mig her med dem?! Panikken kiggede ud af Rasmus øjne.
Sig til dem, det var mit valg. De skal nok finde noget at diskutere, sagde Kirstine.
Kirstine, stop nu! Det er jo vores hjem!
Lige præcis. Når jeg ikke føler mig hjemme her, må jeg betale mig til fred. Jeg er tilbage om et par dage tre måske, eller ottende. Det må tiden vise.
Holmfrid kiggede ud fra køkkenet.
Hvad bilder du dig ind, på denne tid? Er du skør?
Jeg tager bare på ferie, Holmfrid. Godt nytår! Maden står klar.
Kirstine tog frakke og taske og lukkede døren bag sig. Stemmerne fra lejligheden var døde lyde, som brus fra havgusen.
Hotellets reception duftede af gran og parfume. Pigen bag skranken smilede, mens hun udleverede et nøglekort.
Hotelværelset var en drøm: Kæmpe seng med snehvidt sengetøj, ro, ingen stegeos eller gummidunster. Hun væltede hele sig ned, ringede efter bobler og frugt.
Telefonen peb og blinkede. Rasmus ringede. Holmfrid ringede. Selv Sven sendte SMS: Kom hjem, det er ikke rigtigt. Hun slukkede telefonen.
Aldrig havde hun holdt nytår alene men champagne i morgenkåbe på tiende etage var fortryllende. Fyrværkeriet glimtede over byen, og Kirstine følte sig mærkeligt, drømmeagtigt lykkelig. Ingen bad hende gøre noget. Hun var bare til.
Første januar sov hun til langt op ad dagen. Ryggen havde det bedre. Hun tog spa, svømmede, fik massage. Mobilen blev først tændt om aftenen.
Ti ubesvarede opkald. Én ny besked:
*Undskyld, Kirstine. Jeg er idiot. Madrassen gik død klokken tre. Jeg sov på gulvet. Mor skælder mig ud, fordi jeg ikke kunne holde styr på dig. Far er sur. Gæssen brændte på. Jeg forstår nu, hvor svært du havde det. Kom hjem. Vi laver om på det. De ryger på hotel, eller jeg sover selv på gulvet. Bare kom hjem.*
Kirstine smilede. Nej, søde. Lektien må forstås til fulde.
Hun vendte hjem den tredje, som hun havde regnet med, og så straks drømmescener i lejligheden. Rod overalt. Rasmus sammenkrøbet på den blå madras, som en strandet sæl under et tæppe.
Endelig!, udbrød han som om han var blevet reddet fra et skibbrud.
Holmfrid kom ud, klar til kamp, men tav da hun så Kirstines blik.
Er det godt med jer?, spurgte Kirstine fredeligt.
Frygteligt! sagde Holmfrid. Rasmus har ondt i ryggen. Vi fik kun junk food. Du forlod os i nød!
Nej, jeg overlod jer komforten, svarede Kirstine. Og selv sørgede jeg for ikke at blive ond at have med at gøre.
Mor, stop nu, sagde Rasmus. Vi har talt om det. Far sover i stuen nu. Jeg har fikset sofaen, lagde en plade under fjedrene. Værsgo.
Kirstine løftede øjenbrynene. Rasmus, der selv laver noget praktisk? Miraklernes tid var ikke ovre.
Hvad med fars gigt?, spurgte hun.
Han har ikke ondt, hvis han ligger rigtigt, brummede Sven fra køkkenet. Vi rejser hjem den femte, tror jeg. Må også besøge min svoger.
Holmfrid forsøgte et sidste modangreb, men opgav.
Om aftenen lå Kirstine og Rasmus i egen seng.
Brændte du virkelig tre tusinde af på hotel?, hviskede Rasmus overrasket.
Ja, og jeg fortryder det ikke.
Jeg betaler dig tilbage.
Glem det. Se det som personlig udvikling. For dig.
Han trykkede næsen mod hendes skulder.
Jeg lover, du skal aldrig sove på gulvet igen. Og jeg skal nok skaffe dig ny creme. For tre tusinde.
Jeg holder dig fast på det. Og madrassen? Ud i dag.
Den er allerede smidt ud. Skar den over nytårsdag, sagde han dødt.
Kirstine grinede i mørket. Alt spænding forsvandt. Hun var hjemme i sit eget lille, drømmende kongerige, hvor hendes grænser nu funklede som julelys udenfor vinduet.
Nogle gange må man drømme sig til respekt og betale for den. Men det smager, som om det har været alle pengene værd.
