Du er bare misundelig
Mor, mener du det seriøst nu? Restaurant Nimb? Det koster jo minimum to tusinde kroner for en middag! Per person!
Morten smed nøglerne så hårdt på kommoden, at de røg ind mod væggen med et klirr. Sofie vendte sig fra køkkenbordet, hvor hun stod og rørte i sovsen, og lagde straks mærke til Mortens hvide knoer, der vredt holdt fast om telefonen.
Han lyttede tavst til sin mor et par minutter mere, rystede så irriteret på hovedet og afbrød samtalen med et suk.
Hvad skete der?
I stedet for at svare, slog Morten sig tungt ned ved køkkenbordet og stirrede ind i en tallerken med kartofler. Sofie slukkede for blusset, tørrede hænderne i viskestykket og satte sig overfor ham.
Morten …
Mor er gået helt fra snøvsen. Fuldstændig! Han så op, og Sofie kunne se vreden og magtesløsheden i hans blik, det gjorde ondt i hjertet. Kan du huske, jeg fortalte om ham der … Lennart? Fra dans?
Sofie nikkede. Svigermor havde nævnt sin nye bekendte sidst på måneden, lidt genert, med stolt smil og fingrene, der rodede med kanten af dugen. Det lød yndigt dengang: enkefrue på otteoghalvtreds, fem år alene, så havde hun fundet en ven i tangoklubben i Kulturhuset, en galant herre, der kunne sno hende let rundt i valsen.
Altså … Morten skubbede tallerkenen væk. Hun tog ham med på Nimb. Tre gange på to uger. Købte jakkesæt til ham for otte tusind kroner. Sidste weekend var de i Aarhus, gæt hvem der betalte for hotel og sightseeing?
Grethe.
Præcis. Han kørte hånden over ansigtet. Mor har sparet de penge op i årevis. Til nyt køkken, til uforudsete udgifter. Nu kaster hun dem efter en mand, hun har kendt i seks uger. Det er helt vildt, altså …
Sofie tænkte sig om, før hun svarede. Hun kendte Grethe godt romantisk, ligefrem, tillidsfuld, næsten naiv. Den slags mennesker, der tror på stor kærlighed, selv efter et halvt århundrede i livet.
Hør nu, Morten … hun lagde sin hånd over hans. Grethe er voksen. Det er hendes penge. Hendes valg. Du skal ikke blande dig, hun vil alligevel ikke lytte lige nu.
Sofie, hun laver bare fejl på fejl!
Ja. Og det må hun have lov til. Og måske overdriver du lidt.
Morten trak på skuldrene, men trak ikke hånden til sig.
Jeg kan bare ikke holde ud at se hende …
Jeg ved det, skat. Men du kan ikke leve hendes liv for hende. Sofie strøg ham over håndleddet. Hun må tage ansvar, også selvom det gør ondt på os at se på. Hun er stadig fornuftig, trods alt.
Morten nikkede indadvendt.
… To måneder fløj afsted. Snakken om Lennart forsvandt gradvist svigermor ringede sjældnere, og hendes ord var vage, lidt som om hun skjulte noget. Sofie gik ud fra, at romancen var døet ud og tænkte ikke mere over det.
Derfor blev hun overrasket, da det søndag aften ringede på døren, og Grethe stod på dørtrinnet.
Børn! Mine kære børn! Svigermor kom farende ind, duftende kraftigt af sød parfume. Han har friet! Se! Se nu!
På hendes finger glimtede en ring med en lille sten. Billig, men Grethes øjne strålede, som om det var en arvesten fra kongehuset.
Vi skal giftes! Næste måned! Han er så, så … Hun holdt hænderne for kinderne og lo piget og lyst. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve det her igen, i min alder …
Morten tog sin mor ind i et kram, og Sofie så, hvordan hans skuldre slappede af. Måske var det slet ikke så slemt. Måske elskede Lennart hende faktisk, og de havde bekymret sig forgæves.
Til lykke, mor. Morten slap hende og smilede. Du fortjener alt det bedste.
Og jeg har skrevet lejligheden over på ham! Nu er vi en rigtig familie! sagde Grethe straks, og tiden stod stille.
Sofie glemte at trække vejret. Morten stivnede nærmest som om, han var gået ind i en glasvæg.
Hvad … hvad sagde du?
Lejligheden. Svigermor viftede afværgende med hånden uden at se deres ansigter. Så han ved, jeg stoler på ham. Det er jo ægte kærlighed, det bygger på tillid, børn!
Der blev helt stille. Man kunne høre uret tikke inde fra stuen.
Grethe. Sofie talte roligt, ord for ord. Du har skrevet lejligheden over på en mand, du har kendt i tre måneder? Inden I blev gift?
Ja, hvad så? Svigermor løftede hagen. Jeg stoler på ham, han er ordentlig, ikke som I tror. Jeg kan mærke, at I ikke kan lide ham.
Vi siger ingenting dårligt, sagde Sofie og tog et skridt nærmere. Men måske kunne du have ventet, til I var gift. Hvorfor så travlt?
I forstår ikke. Det er beviset på min kærlighed. Grethe lagde armene over kors. Hvad ved I om ægte følelser? Om tillid?
Morten kæmpede med at holde temperamentet tilbage.
Mor …
Nej! Hun stampede i gulvet, og pludselig var hun mere en stædig teenager end en voksen kvinde. Jeg gider ikke høre på jer! I er bare misundelige på min lykke! I vil bare ødelægge det!
Hun forsvandt ud af lejligheden, så døren klappede og glassene i skabet dirrede lang tid efter.
… Brylluppet var beskedent rådhus i forstadskommunen, kjole fra genbrug, buket med tre roser. Men Grethe strålede, som skulle hun giftes i Vor Frue Kirke. Lennart en kraftig mand med tyndt hår og en charme, der lå udenpå tøjet opførte sig eksemplarisk. Kyssede hendes hænder, trak stolen ud, skænkede bobler op med et smil. Den perfekte brudgom.
Sofie iagttog ham over randen af glasset. Noget stemte ikke. Øjnene. Når Lennart kiggede på Grethe, forblev blikket koldt, beregnende. Professionel omsorg. Veløvet ømhed.
Hun sagde ingenting. Hvad kunne det nytte?
… De første måneder ringede Grethe uge efter uge opløftet og jublende, beskrev restaurantbesøg og teaterbilletter, hentet af hendes vidunderlige mand.
Han er så betænksom! I går kom han hjem med roser bare sådan, helt uden grund!
Morten lyttede, nikkede, lagde på og sad længe i stilhed og stirrede ud ad vinduet.
Sofie spurgte ikke. Hun ventede.
Året gik.
Så, en aften, dørklokken …
Sofie åbnede, og på dørtrinnet stod en kvinde hun knap kendte igen. Svigermor var ældet ti år: flere rynker, dybtliggende øjne, krumb ryg. I hånden den slidte kuffert, hun havde haft med til Aarhus dengang.
Han har smidt mig ud. Grethe snøftede. Skilt sig og sparket mig ud. Lejligheden … nu står den i hans navn.
Sofie trak sig væk fra døren og lod hende komme ind.
Kedlen peb hurtigt. Grethe sad i lænestolen, krammede koppen i begge hænder og græd sagte og udmattet.
Jeg elskede ham så højt. Gav ham alt. Og han … han bare …
Sofie sagde ikke noget. Blev bare siddende og strøg hende på ryggen, indtil tårerne ebbede ud.
Morten kom hjem en time senere. Han stoppede i døren og blev stiv i ansigtet ved synet af sin mor.
Sønnike. Grethe rejste sig, rakte armene ud. Søn, jeg har ikke noget sted at bo … Vil du ikke lade mig bo her hos jer? Bare en lille plads børn skal jo tage sig af deres forældre, det er jo …
Stop. Morten løftede hånden. Stop, mor.
Jeg har ingen penge. Overhovedet. Har brugt hver en krone på ham. Pensionen er lille, du ved det …
Jeg advarede dig.
Hvad?
Jeg advarede dig, sagde han og satte sig tungt i sofaen, som bar han på en tung sæk. Jeg sagde: tag det roligt. Jeg sagde: lær ham at kende. Jeg sagde: skriv nu ikke lejligheden over på ham. Kan du huske, hvad du svarede?
Grethe slog blikket ned.
At vi ikke forstod ægte kærlighed. At vi var misundelige på din lykke. Jeg husker det tydeligt, mor!
Morten … Sofie prøvede at bryde ind, men han rystede på hovedet.
Nej, nu skal hun høre det. Han så strengt på sin mor. Du er voksen. Det var dine valg. Du ignorerede alles advarsler. Og nu vil du have, at vi rydder op?
Men jeg er jo din mor!
Præcis derfor er jeg vred! Han sprang op, stemmen knækkede. Jeg er træt, mor! Træt af at se dig ødelægge dit liv og så komme rendende til mig igen!
Grethe faldt sammen, blev lille og skrøbelig.
Han snød mig, min dreng. Jeg elskede virkelig, stolede på …
Stolte, gentog Morten. Stolte så meget, at du gav lejligheden væk til en fremmed mand. Flot, mor. Utroligt flot. Tænker du over, at far købte den lejlighed til os?
Undskyld. Hun græd igen, nu nærmest uden håb. Undskyld. Jeg var blind, det ved jeg. Men giv mig nu bare en chance til, jeg lover …
Voksne må tage ansvar for sig selv, sagde Morten lavmælt og udmattet. Du ville bestemme selv? Nu må du klare dig. Find et sted at bo. Find et job. Fiks det selv.
Grethe gik grædende ud, hulkede på trappen bag den lukkede dør.
Sofie blev hele natten ved Mortens side, sagde ikke meget, holdt bare hans hånd. Han græd ikke lå bare vågen og stirrede ind i mørket, sukkede tungt indimellem.
Gjorde jeg det rigtige? spurgte han, da lyset brød frem udenfor.
Ja. Sofie strøg hans kind. Det var hårdt. Det gjorde ondt. Men det var rigtigt.
Om morgenen ringede Morten til sin mor, lejede et værelse til hende i et bofællesskab ude på Amager, betalte et halvt år frem. Det var den sidste hjælp, han ville give.
Så må du klare dig selv, mor. Selv. Hvis der er noget med retssag, hjælper vi men du skal ikke bo her …
Sofie lyttede til samtalen og tænkte over retfærdighed. Nogle gange er det mest barske den eneste vej frem. Grethe fik hvad hendes blindhed havde ledt til.
Det var både bittert og lettende at tænke på. Og alligevel kunne jeg ikke slippe følelsen af, at det hele måske alligevel ville ordne sig. Hvordan det ved jeg ikke, men det skal det nok …
Det, jeg lærte, var, at man kan advare dem, man elsker, nok så meget til sidst må de gå deres egne veje og mærke konsekvenserne på egen krop. Og selv om det gør ondt, er det nogen gange det eneste rigtige.







