Bare en barndomsveninde
Mener du virkelig, at du vil bruge hele lørdagen på at sortere alt det rod ude i garagen? Hele lørdagen? spurgte Astrid, mens hun med sin gaffel stak i et stykke æblekage og med et løftet øjenbryn kiggede skeptisk på den høje, rødblonde fyr.
Magnus lænede sig tilbage i stolen og varmede sine hænder om sin kop næsten-kolde cappuccino.
Astrid… Det der er altså ikke rod, men barndommens store skatte. Der ligger en samling tyggegummipapirer fra Hubba Bubba et sted derude, skal jeg sige dig. Tænk, hvilke rigdomme!
For pokker da. Holder du stadig fast i de tyggegummipapirer? Hvor gamle er de lige blevet?
Astrid fnisede, skuldrene rystede af latter, som hun knap kunne holde inde. Caféen med de slidte, mørkelilla sofaer og evigt duggede ruder var for længst blevet deres sted. Tjeneren, Mette, spurgte ikke længere om, hvad de skulle have hun satte bare en cappuccino til Magnus, en latte til Astrid, og dagens kage til deling på bordet. Gennem femten års venskab var denne lille rutine blevet indøvet og uforstyrrelig.
Okay, jeg tilstår, Magnus hævede sin kop som en hilsen garagen kan sagtens vente. Og skattene også. Kasper vil samle til grille-hygge på søndag, by the way.
Jeg ved det. Han brugte tre timer i går på at sammenligne grillriste på nettet. Tre. Timer. Jeg var næsten ved at tabe tålmodigheden i sofaen!
Deres latter forsvandt ud i det sagte summen fra kaffemaskinen og snakken ved nabobordene…
…Der var aldrig pinlig tavshed eller usagte ord mellem dem de kendte hinanden som deres egen bukselomme. Astrid huskede tydeligt, hvordan Magnus som splejset dreng i syvende klasse, altid med snørebåndene flagrende, var den første, der sagde hej til hende i den nye klasse. Magnus huskede, hvordan Astrid, som den eneste, aldrig grinede ad hans tykke briller.
Kasper accepterede venskabet med det samme, ingen mistro eller spørgsmål. Han fulgte sin kone og hendes barndomsven med den ro, kun folk med selvtillid og tillid til deres egne kan have. Når de spillede brætspil fredag aften, grinede Kasper højest, hver gang Magnus tabte igen til Astrid i Scrabble, og han fyldte alles tekrus op imens de to diskuterede regler i Gæt og Grimasser.
Han snyder, derfor vinder han jo, sagde Astrid engang, da hun kastede spillereglerne efter sin mand.
Det kaldes strategi, min kære hustru, svarede Kasper tørt, mens han samlede kortene sammen.
Magnus betragtede dem dengang altid med et lille smil om læben. Han kunne rigtig godt lide Kasper solid, til at stole på, med en tør humor der nogle gange var så diskret, at man næsten ikke fangede den. Og Astrid blomstrede op sammen med Kasper, blev blidere og gladere, og Magnus glædede sig oprigtigt på hendes vegne, som kun en sand ven kan det.
Balancen blev brudt, da Vera kom ind i billedet…
…Kaspers søster stod pludselig i deres hoveddør for en måned siden, med røde øjne og det beslutsomme udtryk, man får, når man vil starte på en frisk. Skilsmissen havde tappet hende for al energi, og efterlod kun bitterhed og et stort tomrum, hvor der engang havde været bare lidt stabilitet.
Første aften Magnus kom til deres faste brætspil, løftede Vera blikket fra sin telefon og målte ham med et blik, som om noget gammelt var gået i hak indeni hende. Der stod han, rolig, med rare øjne og et smil, man ikke kunne være andet end venlig imod.
Det her er Magnus, min ven fra skolen, præsenterede Astrid. Og det er Vera, Kaspers søster.
Hyggeligt at møde dig, sagde Magnus og gav hånden.
Vera holdt fast et øjeblik længere end almindelig høflighed krævede.
I lige måde.
Derefter begyndte Vera at dukke op helt tilfældigt, når Astrid og Magnus var på deres café. Hun dukkede også op med småkager i hånden nøjagtig, når Magnus kom forbi. Hun satte sig tæt ved hans side, så deres skuldre næsten berørte hinanden ved spillebordet.
Kan du ikke lige række mig det der kort dér? spurgte Vera og bøjede sig ind over ham, så hendes hår let kildede ham på kinden. Åh, undskyld.
Magnus trak sig høfligt lidt væk og mumlede noget venligt. Astrid kiggede spørgende på sin mand, men Kasper trak bare på skuldrene hans søster havde altid været lidt for meget.
Vera begyndte at flirte mere åbent. Hun holdt øjnene lidt længere på Magnus, strøg ham over hånden, fandt enhver undskyldning for at røre ham. Hun lo højt og klart af hans vittigheder, så højt, at Astrid næsten fik ondt i ørene.
Du har så flotte hænder, slanke og forfinede spiller du musik? spurgte Vera engang, mens hun greb hans hånd over brikkerne. Eller?
Øh…jeg er programmør.
Lige meget. Fine er de nu.
Magnus trak forsigtigt hånden til sig og stirrede ned på sine kort, meget optaget af spillet. Hans ører blev røde.
Efter tredje kaffeaftale, bare som venner, gav Magnus efter. Han kunne godt lide Vera hun var sprudlende, følelsesfuld, meget levende. Måske, tænkte han, ville hun, hvis hun fik lidt af det hun hungrede efter, holde op med at se på ham som en sulten kat og så ville alt falde til ro igen.
De første uger sammen gik okay. Vera lyste op, Magnus kunne slappe af, og de gamle fælles aftener blev igen bare hyggelige familieaftener. Men så lagde Vera mærke til dét, hun ikke ønskede at se.
Hun bemærkede, hvordan Magnus blev glad og varm, når Astrid kom ind i lokalet. Hvordan deres grin, vittigheder og blikke var små lyn, der kun kunne forstås internt. En særlig forbindelse, hun ikke havde nøglen til.
Jalousien voksede som en giftig plante i Veras bryst.
Hvorfor skal du hele tiden være sammen med hende? spurgte Vera, mens hun blokerede døren for Magnus.
Fordi hun er min veninde. Vi har kendt hinanden i femten år, Vera. Det er…
Men jeg er din kæreste! Det er mig! Ikke hende!
Der kom skænderier, først små bølger, så stormflod. Vera græd, råbte, bebrejdede; Magnus forklarede, undskyldte, overtalte.
Du tænker mere på hende end på mig!
Vera, det er skørt. Vi er bare venner.
Ingen er bare venner, hvis de kigger sådan på hinanden!
Magnus kunne ikke tage til café eller se Astrid uden at Vera ringede uafladeligt.
Hvor er du? Hvornår er du hjemme? Hvorfor tager du ikke telefonen? Er du sammen med hende igen?!
Han lærte at slukke lyden, men Vera begyndte at dukke op alle vegne caféen, parken, hos Astrid stadig mere oprevet og rasende.
For pokker, Vera Magnus gned sine tindinger. Det her er ikke sundt.
Det er ikke sundt, at du bruger mere tid på en andens kone end på din kæreste!
Astrid var træt. Hver eneste aftale med barndomsvennen blev til et mareridt. Hvilken beskydning eller scene ville Vera diske op med nu?
Måske burde jeg bare begyndte Astrid; men Magnus afbrød:
Nej. For alt i verden. Du skal ikke ændre dit liv bare for hende. Ingen af os skal.
Men Vera havde allerede besluttet sig. Når det ikke kunne lade sig gøre på ærlig vis, måtte hun tage andre metoder i brug.
Kasper sad ved køkkenbordet, da Vera kom ind.
Brormand Jeg er nødt til at fortælle dig noget. Jeg ville ikke, men du skal vide sandheden…
…Hun fortalte sine løgne med passende snøft og dramatiske pauser. Om hemmelige møder, alt for lange blikke, hvordan hun påstod at have set Magnus holde Astrid i hånden.
Kasper lyttede bare. Sagde intet. Hans ansigt var urørligt.
Da Astrid og Magnus kom en time senere, var stemningen i stuen så tung, at man næsten kunne skære i luften. Kasper lå i stolen med et udtryk som en, der ventede på tredje akt i en forestilling.
Sæt jer ned, sagde han og pegede på sofaen. Min søster har fortalt mig en fascinerende historie om jeres påståede affære.
Astrid standsede midt i et skridt. Magnus knyttede kæberne.
Hvad fanden…
Hun hævder, at hun har set kompromitterende ting.
Vera kiggede ned, undgik forsamlingens blikke.
Magnus vendte sig brat mod hende, så Vera rykkede sig tilbage.
Nu stopper du, Vera. Jeg har været alt for tålmodig, men nu er det slut!
Hans ansigt blev hvidt. Al ro og tålmodighed var væk, kun vrede tilbage.
Vi er færdige. Her. Nu.
Det kan du ikke…
Rigtige tårer samledes i Veras øjne.
Det er hendes skyld! råbte Vera og pegede på Astrid. Det er altid hende, du vælger!
Astrid tav et sekund, lod raseri skylle af Vera.
Ved du hvad, Vera, sagde hun roligt hvis du ikke havde forsøgt at styre hvert minut af hans liv, hvis du ikke havde opfundet scener ud af ingenting, havde intet af det her været nødvendigt. Du ødelagde det selv.
Vera snuppede sin taske og forsvandt resolut ud af døren med et smæk.
Og så brød Kasper ud i latter ægte, varm latter, hovedet tilbage mod stolen.
Endelig, for søren.
Han rejste sig, lagde armen om Astrids skuldre.
Du troede vel ikke på det sludder? hviskede Astrid ind mod hans hals.
Ikke et sekund. Jeg har set jer sammen i årevis. I er som søskende, der skændes om den sidste stykke chokolade.
Magnus pustede ud. Presset lettede.
Undskyld, jeg trak dig ind i det her galehus.
Glem det. Vera er voksen, hun må tage ansvar for sine egne valg. Nu spiser vi lasagnen bliver altså ikke varmere af alt det her teater.
Astrid smilede det var lettelsens, men også familiens smil. Familien holdt sammen, venskabet bestod. Og Kaspers tillid overlevede alle stormene.
De gik ud i køkkenet, hvor lasagnens gyldne skorpe duftede under de bløde lamper, og verden blev stille og sikker igen sådan som den burde være.
