Enhver kærlighed har sin egen form
Agnete gik udenfor og blev straks ramt af den skarpe, kolde vind, der maste sig ind under hendes tynde bluse. Hun havde selvfølgelig ikke taget jakken på, da hun gik ud i gården. Nu stod hun lige uden for hækken og gloede lidt rundt, uden egentlig at ænse, at der løb tårer ned ad kinderne.
Agnete, hvorfor græder du? lød det pludselig. Hun fór sammen. Det var Mikkel fra nabohuset, han var lidt ældre og havde altid noget stikkende hår i nakken.
Jeg græder ikke! Det er bare… forsøgte Agnete at lyve.
Mikkel stirrede på hende, så lang tid at det blev lidt akavet, indtil han hev tre bolsjer op fra lommen og rakte dem til hende.
Her. Men sig det ikke til nogen, ellers kommer alle og fisker. Skub dig nu ind i huset igen! sagde han strengt, og hun listede ind.
Tak, hviskede hun lavt, men jeg er ikke sulten… det er bare…
Men Mikkel havde allerede regnet det hele ud, nikkede og trampede videre. Alle i landsbyen vidste, at Agnetes far, Anders, drak. Han kom ofte i Brugsen, den eneste butik i byen, og lånte penge af fru Valby, der bagte sig meget, men altid alligevel stak pengene over disken.
Hvordan du stadig har det job, fatter jeg ikke, råbte hun ofte efter ham, du skylder efterhånden halvdelen af din løn! Men Anders var hurtigt ude igen og brugte pengene på øl og snaps.
Agnete gik ind. Hun var lige kommet hjem fra skole, hun gik i 3. klasse, ni år gammel. Der var aldrig for alvor noget mad hjemme, men hun ville ikke sige til nogen, at hun var sulten. For så kunne de finde på at tage hende væk fra far og sende hende på børnehjem og dér, havde hun hørt, var livet rædsomt. Hendes far kunne jo heller ikke klare sig uden hende. Sult eller ej, så var det bedst sådan. Selv hvis køleskabet altid var gabende tomt.
Den dag kom Agnete tidligt hjem, fordi to lektioner var blevet aflyst. Læreren var syg. Det var sidst i september, kulden bed, og vinden hylede og piskede de gule blade væk. Denne september havde været særlig rå. Agnete havde kun en gammel jakke og hendes sko kunne nærmest ikke tåle regn uden at suge alt til sig.
Far lå og sov. Fuldstændig iført sit arbejdstøj og sko på sofaen, snarkede som en sav. På køkkenbordet, to tomme ølflasker, og under bordet endnu flere. Agnete åbnede skabet. Tomt. Ikke engang en skive rugbrød tilbage.
Agnete slugte lynhurtigt de bolsjer, Mikkel havde foræret hende, og satte sig for at lave lektier. Hun trak benene op under sig på skamlen, åbnede matematikbogen men tallene dansede bare. Hun kunne ikke tage sig sammen. Ud ad vinduet så hun vinden ruske træerne og hvirvle gule blade hen over den golde have.
Marken udenfor… engang grøn og frodig. Nu så den bare trist og halvdød ud. Hindbærbusken døde for længe siden, jordbærrene var væk, kun ukrudt bredte sig. Selv æbletræerne var nu bare tørre stammer. Engang passede mor på det hele. Mor elskede sine planter, og æblerne var søde. Men denne august gik det anderledes. Far havde plukket alle æblerne for tidligt og solgt dem på torvet. Pengene er bedre, sagde han bare.
Anders Agnetes far havde ikke altid været sådan. Han var én af de gode, altid smilende, tog i skoven med mor og Agnete efter svampe, så film sammen, drak morgente og spiste de lækreste pandekager, mor bagte. Æbleboller også far elskede dem.
Så blev mor syg. Ambulancen kom, og hun kom aldrig hjem igen.
Det er noget med hjertet, din mor… sagde far grådkvalt, mens han knugede hende ind til sig. Nu holder hun øje med os fra oven.
I lang tid efter sad far bare i stuen med et billede af mor. Stirrede ud i luften. Så begyndte han at drikke. Huset fyldtes alt for tit med lidt for højrøstede mænd, smøger i vindueskarmen og latter, man ikke altid forstod. Agnete trak sig ind på sit lille værelse eller forsvandt udenfor og gemte sig på bænken bag huset.
Hun sukkede og forsøgte igen med lektierne. De var klaret på ingen tid, for hun var dygtig og kvik. Så pakkede hun bøgerne ned, smed sig på sengen.
Der lå altid hendes gamle plyshund, mor havde købt den engang. Den hed Viggo. Hvid var den engang, nu mere grå, men stadig Viggo. Hun krammede ham ind til sig:
Viggo, hviskede hun, kan du huske mor?
Viggo sagde jo ikke noget, men Agnete var sikker på, han kunne huske mor, ligesom hun selv. Og straks dukkede minderne op lidt slørede men lyse. Mor i forklæde, med håret sat op, bøvlede med gær og dej. Hun bagte altid noget.
Kom, Agnete, vi laver magiske boller.
Magiske? Findes de? undrede Agnete sig.
Selvfølgelig. Vi former dem som små hjerter og, hvis du ønsker noget, mens du spiser, så går det i opfyldelse!
Agnete hjalp med at lave små hjerteboller. De blev altid skæve, men mor smilede bare og sagde: Enhver kærlighed har sin egen form.
Agnete ventede altid spændt på, at bollerne blev færdige så hun kunne sætte sig og ønske. Duft af friskbagt brød i hele huset, far kom hjem, de drak te og spiste de magiske boller sammen, de tre.
Agnete tørrede øjnene. Der var engang, nu var… ja. Uret i hjørnet tikkede, hun følte sig hul og trist, savnede mor.
Mor hviskede hun ind i Viggos ører jeg savner dig sådan.
Det var lørdag. Ingen skole. Agnete besluttede efter frokost at gå en tur; far snorkede stadig på sofaen. Hun trak en ekstra trøje under jakken og gik mod skoven. Ikke langt derfra stod det gamle hus, hvor gamle Egon havde boet, indtil for to år siden. Nu stod det tomt, men hans æblehave var der stadig. Hun kom her tit, kravlede over hegnet og samlede de nedfaldne æbler og pærer. Det er jo ikke tyveri, bildte hun sig ind, de rådnede ellers bare op.
Gamle Egon hun huskede ham kun svagt havde altid gang i en stav og slik til børnene i lommen. De æbler, han plejede at give væk, smagte næsten af sol.
Hun havde lige samlet et par æbler op, tørret det ene af i jakkeærmet og taget en bid da lyder det bag hende:
Hov, hvem er du?
Hun slap æblerne af bare forskrækkelse. En kvinde i trenchcoat nærmede sig.
Hvem er du? spurgte hun igen.
Agnete jeg jeg stjæler ikke tager kun de æbler, der ligger på jorden. Jeg troede ikke, nogen boede her…
Jeg er Egons barnebarn. Kom i går, skal til at bo her nu. Hvor længe har du plukket her?
Siden siden min mor døde, stemmen knækkede, og tårerne kom.
Kvinden trak hende ind til sig.
Nu, nu, sagde hun, kom med ind, jeg hedder Anne Mathisen. Når du bliver voksen, kalder folk dig også Anne.
Anne indså hurtigt, at pigen var sulten. De gik ind.
Tag skoene af, jeg har gjort huset rent, men pakket varerne ud i går aftes. Nu får du suppe kogte den i morges. Vi er jo nærmest naboer, og jeg synes nok, jeg kender dig.
Er der kød i suppen?
Jeps! Kylling, lige som det skal være, sagde Anne og lavede plads ved bordet.
Agnete satte sig. Maven knurrede hun havde ikke spist siden i går. Anne rakte hende en dyb tallerken suppe og et stykke rugbrød.
Spis bare løs, tag endelig mere, hvis du kan, sagde Anne.
Det tog ikke mange minutter at tømme tallerkenen og spise brødet.
Skal jeg hælde op igen?
Nej tak, nu er jeg mæt.
Så må vi ha te, smilede Anne og satte en lav kurv på bordet, dækket af et viskestykke. Hun løftede det af, og duften af vanilje spredte sig. I kurven små hjerteformede boller. Agnete tog én, smagte og lukkede øjnene.
Ligesom mors… mumlede hun. Helt som hun lavede dem.
Efter teen sad hun varm og rød i kinderne. Så spurgte Anne:
Fortæl mig lidt om dig selv. Hvor bor du? Hvem? Så følger jeg dig hjem bagefter.
Det er så tæt på. Bare fire huse, jeg kan sagtens selv.
Vi går begge to, insisterede Anne.
Der var stille hjemme. Far lå stadig på sofaen, halvt påklædt, flasker og skodder lå rundt omkring. Anne kiggede sig omkring og rystede på hovedet.
Ja, jeg forstår dig nu. Ved du hvad, vi giver det lige lidt kærlighed, sagde hun og begyndte at rydde op. Smed flasker ud, rystede måtten, trak for gardinerne.
Agnete sagde sagte: Sig det ikke til nogen, at her ser sådan ud. Min far er sød, han er bare kørt fast. Hvis nogen hører det, tager de mig væk og han kan bare ikke undvære mig. Han savner bare mor…
Anne lagde armen rundt om hende.
Det bliver mellem os, det lover jeg.
Tiden gik. Agnete spænede mod skolen, ivrigt flettede fletninger, ny jakke, skoletasken på ryggen, spritnye støvler.
Agnete, min mor siger, din far har fået sig en kone, er det sandt? Du ser også så fin ud for tiden, sagde Maja, klassekammeraten. Og de der flotte fletninger!
Det er rigtigt, nu har jeg en ny mor tante Anne! sagde Agnete, rettede ryggen og løb videre.
Anders holdt for længst op med at drikke meget takket være Anne Mathisen. Nu gik han rundt i byen, rank, velklædt, altid med en stolt og venlig Anne i hånden. De strålede og forkælede Agnete.
Tiden forsvandt. Agnete blev student, og når hun kom hjem fra København i ferierne, råbte hun straks i døren:
Mor! Jeg er hjemme!
Så kom Anne frem, krammede hende:
Hej, min professorinde og begge to lo, mens Anders kom ind efter arbejde med det største smil og familien var endelig komplet.
