For mange år siden rejste min mand og jeg ud på landet for første gang vi skulle besøge hans forældre og introducere mig som hans hustru. Da vi ankom til deres bondegård udenfor Odense, trådte hans mor ud på trappen med hænderne i siden, som en ægte dansk madmor foran kaffebordet, og udbrød:
Mikkel, dreng! Hvorfor sagde du ikke besked? Jeg ser jo, du ikke er alene!
Mikkel greb om mig og trykkede mig tæt ind til sig:
Her er min kone, mor hun hedder Gertrud.
Den stærkt bygget kvinde med forklædet spændt om livet bevægede sig med arme vidt ud til siderne hen mod mig:
Nå så, velkommen til familien, svigerdatter!
Hun kyssede mig tre gange på kinden, præcis som skik og brug er på de kanter. Der var en kraftig duft af løg og friskbagt brød omkring Karla, min svigermor. Hendes favntag var så fast, at jeg et øjeblik blev bange. Pludselig stod mit hoved mellem hendes bløde, velpolstrede barm.
Hun slap mig lidt og så nøje på hele min person fra top til tå:
Hvor har du dog fundet sådan en lille én henne, Mikkel? spurgte hun kritisk.
Min mand lo stille og sagde:
I byen, mor. På biblioteket. Er far hjemme?
Han er ovre hos vores nabo og hjælper med komfuret. Kom nu indenfor, tag skoene af jeg har lige vasket gulvet!
Nysgerrige landsbybørn kiggede på os fra gårdspladsen med åbne munde.
Rasmus, løb over til fru Madsen og sig at Mikkel er kommet hjem med kone og det hele!
Jeps! råbte knægten og forsvandt ned ad grusvejen.
Vi gik ind i stuen. Mikkel hjalp mig af med min nye frakke, købt for en slik på udsalg, og hængte den op på knagen ved den gamle kakkelovn. Så lagde han mine kolde hænder mod det lune ovnsider og sagde blidt:
Min kære varmegiver… Du føles stadig lun.
Der blev straks uro i køkkenet støbejernskasseroler klirrede, lertøj blev sat på bordet, gamle vinglas og tærsenergie skeer klirrede lystigt. Mens Karla dækkede op, betragtede jeg det lille bindingsværkshus. I hjørnet hang korsstingbroderede billeder med citater. Vinduerne var pyntet med hvide gardiner med røde blomster. Hjemmevævede tæpper lå over bænke og stole. En rød og hvidstribet kat sov sammenkrøllet foran ovnen med næsen vendt væk fra os.
Vi blev gift sidste uge, lød Mikkels stemme langt væk for mig.
Jeg var overrasket over hvor hurtigt lækkerier kom på bordet. Den store brogede opsats i midten præsenterede et stivnet syltefad flæskesylte, selvfølgelig. Ved siden af hjemmelavet rødkål, syltede agurker og tomater. Friskbagt rugbrød og et fad med æggekage toppet med purløg.
Åh, hvor var jeg sulten!
Mor, nu er der vist mad nok til et helt regiment, sagde Mikkel og tog en ordentlig bid af brødet.
Karla satte resolut en flaske brændevin på bordet og tørrede sig tilfreds på forklædet.
Så, nu er der serveret!
Sådan lærte jeg Mikkels familie at kende.
Mor og søn lignede hinanden som to dråber vand begge mørkhårede og med røde kinder. Mikkel var dog blid og stille, hvor hans mor var som en skypumpe: højlydt og excentrisk. Jeg tænker tit, at hun sikkert har tæmmet mere end én vild hest i sit liv og slukket en brand eller to alene.
Pludselig smækkede døren i entréen, og ind kom en lille mand, som ledte kolde vintervinde med sig ind. Den lille bonde klappede begejstret hænderne sammen:
Se så, hvad sagde jeg!
Han satte sig ned uden at tage sin røgduftende, sodplettede uldtrøje af, og gav sønnen et varmt kram:
Velkommen hjem, dreng!
Vask hænderne før du hilser, Erik! beordrede svigermor.
Han tog mig i hånden:
Goddag, unge dame!
Far havde muntre, blå øjne med et glimt af list og en glødende, rødskær skægstubbe og krøller.
Karla, hæld suppe op til mig! sagde han, mens han baskede med vaskevandskanden.
Vi løftede glassene:
Skål, kære venner!
Da jeg havde både spist og drukket, blev jeg mere fri i det:
Erik, hvorfor hedder alle mændene i familien egentlig Mikkel?
Det er nu simpelt nok, Gertrud! Både morfar, far og jeg selv har alle været ovnsættere i mange generationer. Men Mikkel her, nikkede han mod min mand, ville hellere være drejer.
Drejere skal landet jo også bruge, far!
Erik, er det egentlig svært at sætte sådan en ovn sammen?
Åh, det er nærmest kunst, min pige! sagde svigerfar og løftede en pegefinger. Den skal både være pæn, ikke ryge, og så bager den GODT brød! Du skal ikke lade dig narre af min spinkle skikkelse vi rødhårede er seje folk, kysset af solen!
Han kan ALT, min Erik! indskød Karla.
Far, fortæl nu en historie, mens vi spiser!
Han sukkede, strøg sig over skægstubben og blinkede til os:
Nå, hvis I kan klare én gammel røverhistorie! Her kommer den første…
En gang for mange år siden drog vi ud en sommermorgen for at slå hø. Vi havde Rigmor kan du huske hende, mor? En ko, der lige så hurtigt som du blinkede kunne fylde mælkejunger. Vi var et helt arbejdshold af kvinder og mænd, og Karla og jeg var ungkarl og pige dengang. Solen var ikke stået op bag bøgen, før vi var i fuld sving: svish, svish, svish…
Det var ulideligt varmt, hestebremser bed os til blods!
Det år var der så mange vildsvin i skovene!
Til frokosttid kunne man vride sveden af tøjet. Vi havde høstet flere dage i træk og var aldeles udslidte…
Far dog, behøver du nævne den slags! Tror du ikke, det keder Gertrud?
Overhovedet ikke, det er ret spændende!
Så tænkte jeg, at nu måtte der ske noget sjovt. Jeg slap min le, løb alt hvad jeg kunne gennem engen og råbte: Pas på! Vildsvin!
Med ét sad jeg oppe i et træ og pludselig sad hele banden også i træerne og råbte!
Haha! Og hvad skete der så?
Så var de lige ved at klappe mig én med høgreben, men arbejdet gik meget hurtigere bagefter.
Karla slog sin mand på skulderen:
Din gamle drillepind!
Far, fortæl om den RIGTIGE gang med vildsvin!
Det kan jeg da godt, min pige… Karla og jeg var unge og Mikkel var slet ikke påtænkt endnu. Jeg var daværende jæger. Det var en vinterdag med nysne. Nu tager jeg på jagt, sagde jeg til Karla.
Bare afsted, svarede hun.
Jeg gik i skoven længe uden held. Det begyndte at skumre, og jeg ville hjem. Men pludselig kom der vildsvin tættere og tættere på. Jeg lod dem komme tæt ind på mig og skød dog ramte jeg ikke. Og straks stormede den store so løs! Jeg løb, og uden at ane hvordan sad jeg, redningsløst, oppe i et træ.
Du var vist tæt på skrækstiv? indskød Karla spøgefuldt.
Lad mig nu fortælle færdig! Jeg sad deroppe hele natten heldigvis frøs jeg ikke ihjel.
Jeg ledte land og rige rundt efter dig! Fortalte Karla. Ved daggry fik jeg samlet nogle mænd, og vi fandt dig omsider. Jeg måtte nærmest bære dig halvvejs hjem, før du kom til dig selv.
Du er en kvinde med mælk og saft! råbte Erik.
Ja, ja, din dovenlars… Vil du have urtete, Gertrud? Med honning og kamille fra egen have?
Ja tak, det vil jeg gerne!
Karla hældte velduftende te op i deres store, blå krus.
Fortæl nu om dengang du kurerede min søster, sagde Karla.
Erik satte teen i halsen og lo:
Engang fik vi et telegram fra Karens søster: Hun kom på besøg. Vi gjorde os fine og bød hende varmt velkommen. Men til frokost klagede hun over ondt i benene.
Har du prøvet bistik? tilfødte jeg.
Hvor skulle jeg skaffe bier hen i København? svarede hun.
Følg mig ud til bikuberne, sagde jeg til hende. Jeg satte én bi på hvert ben. Hun takkede mig først, men efter en halv time bandede hun hele vejen rundt om gården! Hun havde allergi, og benene svulmede op!
Vores egen doktor Døgnflue, lo Karla.
Hvordan skulle jeg vide det!
Gertrud, smag endelig på honningen du er vel ikke allergisk?
Nej, overhovedet ikke, sagde jeg.
Så drak vi teen færdig. Udenfor var det blevet bælgmørkt, og trætheden begyndte at sætte ind. Karla trak gardinerne for.
Mikkel, hvor vil I gerne sove?
Må vi sove på ovnen, mor? Hvad siger du, Gertrud?
Det lyder skønt!
Jamen, det må I! Erik byggede selv ovnen, sten for sten, sagde Karla stolt.
Erik puffede sig op og med rette! Ovnen var familiens midtpunkt. Den samlede, varmede, bagte og forenede os alle. Det klare skær fra ilden lyste op i huset.
Vi rejste os fra bordet og takkede. Mikkel løftede mig op på ovnen, hvor det duftede af mursten, tørrede urter og hjemmebagt rugbrød. Mikkel sov ind med det samme, men jeg lå vågen.
Noget åndede højlydt ved siden af mig:
Pust-pust, pust-pust…
Husdæmon!, tænkte jeg. “Som i gamle børneremser…”
Men næste morgen blev det afsløret: Det var ingen husnisse, men gærdej, som Karla havde sat til hævning, og glemt alt om.
Vi skulle komme mange gange endnu til Mikkels forældres gæstfrie gård høre Eriks gamle historier, varme os ved ovnen og nyde Karla hjemmelavede brød.
Men den slags fortællinger kan vente til en anden dag.
