KAN JEG GLEMME? DET BLIVER VED AT FORFØLGE MIG! – Polle, jeg skal lige snakke med dig… Kan du huske min udenomsægteskabelige datter, Nadia? – min mand talte i gåder, og det gjorde mig urolig. – Kan jeg huske det? Det glemmer jeg aldrig! Hvad er der? – sagde jeg og satte mig tungt på stolen, forberedt på dårlige nyheder. – Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige det… Nadia beder tårer i øjnene om, at vi tager hendes datter, altså mit barnebarn – mumlede min mand. – Hvorfor dog det, Mads? Og hvad med Nadias mand? Har han spist for mange blå oste? – Jeg var allerede nysgerrig og anspændt. – Forstår du, Nadia har ikke længe igen. Hun har aldrig haft en mand. Hendes mor giftede sig med en amerikaner og bor nu i USA, de har været i kæmpe skænderi og taler ikke sammen. Der er ingen andre familie. Derfor spørger hun – Mads skævede væk, flov. – Og? Hvad har du tænkt dig? Hvad vil du gøre? – Jeg havde egentlig allerede taget min beslutning. – Det er jo dig, jeg spørger til råds, Polle. Som du siger, sådan bliver det – endelig kiggede Mads spørgende på mig. – Det er smart. Du har dummet dig i din ungdom, og nu skal jeg tage ansvaret for et andet barns barn? Eller hvad? – jeg blev faktisk rasende på min mands handlingslammelse. – Polle, vi er jo en familie. Vi må træffe beslutningen sammen – Mads blev stålsat. – Ja, NU kan du alt om familie! Men dengang du løb efter damer, spurgte du mig ikke til råds. Jeg er jo trods alt din kone! – tårerne pressede sig på, og jeg forlod værelset… …Dengang gik jeg i skole med min klassekammerat Henrik. Men da den nye fyr, Sander, begyndte i klassen, glemte jeg straks alt om Henrik. Jeg slog hurtigt op med ham. Sander begyndte at følge mig hjem, kysse mig varmt på kinden, komme med blomster plukket i skolegården. Og en uge senere trak han mig med i seng. Jeg sagde ikke et kvæk. Jeg blev stormende forelsket i Mads for resten af livet. Vi afsluttede gymnasiet, og Sander blev sendt i Forsvaret til en anden by… Vi skrev sammen et år, så kom Sander hjem på orlov. Jeg var helt ekstatisk og gjorde alt for ham. Han forgudede mig og lovede: – Polle, om et år, så gifter vi os! Du er alligevel allerede min hustru i mit hjerte. Efter de ord smeltede jeg hver gang han så på mig – som is om sommeren, som chokolade på radiatoren… Så tog Sander tilbage i tjeneste, og jeg betragtede mig som forlovet. Men efter et halvt år kom der brev. Sander skriver, at vi må slutte: han har fundet den rigtige kærlighed på kasernen og flytter aldrig tilbage. Og i maven har jeg Sanders barn. Farvel til bryllup. Min farmor havde ret: – Stol ikke på blomstrende rug, stol på kornkammeret! …Tiden gik, Ivan blev født. Og så tilbød Henrik – min ekskæreste – sin hjælp. Jeg sagde ja, jeg havde ikke mange andre muligheder. Jeg havde tætte relationer med Henrik, men troede ikke på gensyn med Mads. Han var væk fra mit liv, dukkede aldrig op. Indtil han pludselig stod i døren, mens Henrik var hjemme. – Må jeg komme ind? – spurgte Mads forbløffet. – Ja, nu da du er her – Henrik lod sig modstræbende overmande. Ivan mærkede det spændte i luften, begyndte at græde og klamrede sig til Henrik… Henrik gik ud og legede med Ivan. – Din mand? – spurgte Mads jaloux. – Hvad rager det dig? Hvorfor kommer du her? – Jeg var vred og forstod intet. – Jeg savnede dig. Kan se du har fået det godt, Polle. Familie nu. Nå, jeg smutter igen. Undskyld indtrængen – Mads gjorde mine til at gå. – Vent, Sander. Hvorfor er du egentlig kommet? Bare for at gøre mig ondt? Henrik hjælper mig da med at komme igennem ensomheden. Han opdrager faktisk din toårige søn, – jeg forsøgte at stoppe ham. – Jeg er kommet tilbage til dig, Polle. Tager du mig imod? – Mads kiggede bedende. – Kom nu ind, vi skal have aftensmad lige om lidt, – hjertet sank, og jeg blev lykkelig. Mads var tilbage. Så hvorfor skulle jeg være vrangvillig? Henrik blev igen sendt bort. Min dreng skulle have biologisk far, ikke en stedfar. Senere giftede Henrik sig med en sød kvinde med to børn fra før. …Årene gik. Mads lærte aldrig at elske min søn som sin egen. Han holdt altid Ivan på afstand, var sikker på han var Henriks søn. Han følte intet for ham, og jeg kunne mærke det. Mads var en hjerteknuser – og han blev hurtigt forelsket i nye, og gik også nemt. Han var utro, også med mine veninder og deres veninder… Jeg græd mine øjne ud, men elskede ham stadig, holdt sammen på familien. Måske var det nemmere at være mig end ham. Den, der elsker, lever altid i lykkelig uvidenhed. Jeg måtte aldrig lyve, jeg elskede bare. Han var mit solskin. Nogle gange ville jeg gerne holde op, forlade ham, men om natten fortrød jeg straks: hvor skulle jeg gå hen, hvem kunne måle sig med Mads? Han ville gå til grunde uden mig. Jeg var både elskerinde, hustru og mor for ham. …Mads mistede sin mor som 14-årig. Hun døde i søvne. Måske derfor søgte han resten af livet ømhed hos andre kvinder. Jeg tilgav ham alt. Én gang blev vi dog dødsens uvenner, og jeg smed ham ud. Han pakkede sit tøj og flyttede hjem til familien. Efter en måned var jeg allerede i tvivl om, hvorfor vi skændtes – mens Mads nægtede at komme tilbage. Så jeg gik til hans familie. Hans tante var overrasket: – Polle, hvad skal du med Mads? Han har sagt, I er skilt. Nu har han en ny kæreste. Via tanten fandt jeg ud af hendes adresse og dukkede op. – Goddag! Kan jeg tale med Sander? – Jeg prøvede at være høflig. Pigen smækkede selvglad døren i hovedet på mig. …Mads kom først tilbage et år senere. Så havde pigen fået en datter, Nadia. Jeg bebrejdede mig selv for at have smidt Mads ud – ellers var hun måske aldrig kommet ind i billedet og blevet mor til hans datter. Jeg blev endnu mere hengiven, elskede ham uden grænser. Vi talte aldrig om Nadia og lod som om hun ikke fandtes. Det virkede som om hele vores familie ville vælte, hvis vi nævnede hende. Så vi holdt os til tavsheden. Hvad så – et barn med en anden, hvem har ikke prøvet det? Sådan nogle kvinder skal lade være med at lægge sig op ad andres mænd! Sådan levede vi. Med årene blev Mads mere stille og mild. Hans gamle elskerinder forsvandt. Han sad derhjemme foran fjernsynet. Ivan blev gift tidligt, gav os tre børnebørn. Og så…. Efter alle de år dukkede Nadia op. Hun ville have, at vi tog imod hendes datter. Nu måtte vi overveje det hele igen. Hvordan forklarer man Ivan at der pludselig kommer en fremmed pige ind i familien? Han aner jo ikke noget om sin fars ungdoms synder. …Vi formaliserede straks formynderi over femårige Anna. Nadia døde, kun 30 år gammel. Grave gror til, men livet går videre. Mads tog snakken med Ivan som mand til mand. Ivan lyttede og sagde: – Hvad der er sket, ligger nu bag os, jeg dømmer jer ikke. Den pige skal naturligvis være her. Hun er jo vores blod. Mads og jeg sukkede lettet. Ivan er en god og hjertelig søn. …Anna er nu 16 år. Hun forguder ‘Morfar’ Mads og fortæller ham sine hemmeligheder; kalder mig for ‘Bedste’ og siger, hun er den levende kopi af mig som ung. Jeg kan kun svare “ja”…

KAN JEG HUSKE DET? UMULIGT AT GLEMME!

Palline, nu er der altså lige noget… Kan du huske min udenomsægteskabelige datter, Lærke? min mand, Sune, gik altid alt for meget rundt om grøden. Det gjorde mig aldrig tryg.

Om jeg kan huske det? Glemmer det da ikke lige! Hvad så? Jeg dumpede ned på køkkenstolen, klar til dårlige nyheder.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal sige det… Lærke tigger om, vi tager hendes datter, altså vores barnebarn, til os, mumlede Sune og flakkede med blikket.

Hvorfor dog det, Sune? Hvad med Lærkes mand? Har han fået æbler galt i halsen? Jeg begyndte at finde det interessant. Nysgerrigheden boblede.

Tja, Lærke har ikke meget lang tid igen. Hun var aldrig gift. Hendes mor fandt for længe siden en amerikaner og bor nu i Chicago. Lærke og moren har ikke talt sammen i årevis de er dødeligt uvenner. Der er heller ikke andre familiemedlemmer. Det er derfor, hun spørger Sune så helt ussel ud og turde knap se på mig.

Og? Hvad har du tænkt dig? Hvordan griber du det an? Jeg havde egentlig allerede besluttet mig.

Jeg vil høre dig, Palline. Som du siger, bliver det, Sune så endelig spørgende min vej.

Hvor er det smart, Sune. Altså du har brændt nallerne som ung og nu skal jeg tage ansvaret for andres børn? Tak for lort, Min mand passede jo altid på ikke at tage nogen beslutninger selv.

Palline, vi er jo en familie… Det skal vi gøre sammen, Sune forsøgte sig med diplomati.

Ja, nu kan du nok pludselig beslutte dig for fællesfront! Men dengang du rodede rundt med Lærkes mor, spurgte du da ikke lige konen derhjemme til råds! Jeg begyndte at græde og forsvandt mut ind i værelset ved siden af.

…I gymnasiet datede jeg i starten med Brian fra klassen. Men så dukkede nyankomne Asger op, og jeg blev komplet ligeglad med nogen som helst anden. Brian blev hurtigt vraget. Og Asger var ikke længe om at opdage mig han fulgte mig hjem, kyssede på kinden, plukkede blomster fra kommunens bede (det var han ligeglad med). Efter en uge havde han mig i seng jeg sagde ikke et kuk. Jeg var dødforelsket.

Vi blev studenter, og så røg Asger i militæret, ovre på Sjælland et sted. Jeg tudede i vildskab, da jeg viftede ham farvel på banegården. Vi skrev sammen et helt år, og så kom han hjem på orlov. Jeg dansede nærmest rundt for ham, lagde mig fladt ned, indsamlede alle smil og blikke. Asger var lidt af en charmør; jeg troede blindt på det hele:

Palline, når jeg er hjemvendt om et år, så gifter vi os! Selvom jeg allerede ser dig som min kone, altså.

Så svømmede jeg i kærlighed. Sådan var det hele livet Asger kunne blinke sødt til mig, og jeg smeltede fuldstændigt, som flødeboller sol på en varm Odense-dag.

Nå, men året gik, og så fik jeg et brev: Asger mente, vi måtte gå hver til sit, for han havde fundet den ægte vare hun ventede i kasernebyen, og han havde ikke tænkt sig at vende hjem. Jep, sådan blev det.

Og jeg rendte rundt, smågravid med Asgers barn. Så meget for den bryllupsdag. Min mormor havde altid sagt:

Tro ikke på blomstret rug, men hav altid brød på lager.

…Tiden gik, og lille Mads blev født. Brian den gamle brændte flamme tilbød sin hjælp, og jeg var så færdig, at jeg takkede ja. For ja, jeg havde et forhold til Brian igen. Jeg regnede ikke med nogensinde at se Asger igen.

Han forsvandt ud af mit liv som dug for solen. Og lige pludselig stod han dér, en dag, da Brian lige havde lukket op.

Kan jeg komme ind, eller hvad? Asger lignede én, der var dumpet ind fra månen.

Gå bare ind, når du nu står der, Brian så ikke just begejstret ud, da han lod Asger forbi.

Mads mærkede straks det dårlige vibe og klyngede sig til Brian.

Brian, kan du ikke tage Mads med ud og trille lidt med barnevognen, sagde jeg spagt.

Brian skred.

Din mand? spurgte Asger, grøn af jalousi.

Hvad rager det dig? Hvorfor er du her? Jeg kunne ikke engang gætte, hvad han ville.

Savnede dig bare, Palline. Ser ud til, du har fundet dig en god tilværelse. Du ventede mig jo ikke Nå, jeg smutter. Undskyld, jeg forstyrrede jeres familie-idyl, Han vendte om.

Vent nu, Asger. Hvorfor kommer du? For at tryne mig lidt, eller hvad? Brian hjælper med at tage sig af din toårige søn, hvis det skulle være jeg prøvede desperat at holde fast. Min kærlighed til Asger døde jo aldrig helt.

Jeg er kommet for at blive, Palline. Tager du mig tilbage? Asger så så forpustet håbefuld ud.

Sæt dig. Vi skal til at spise, Jeg slugte både stolthed og fornuft. Nu var han jo kommet hjem. Så hvorfor gøre vrøvl?

Brian blev droppet endnu engang. Min Mads havde brug for sin rigtige far, ikke bare en midlertidig farfigur. Senere fandt Brian sin lykke med en kvinde, der allerede havde to børn.

…Årene røg afsted. Asger fik aldrig rigtig et hjertebånd til Mads. Han var overbevist om, at Mads var Brians søn og så var den parkeret. Han var lidt for glad for damer kunne ikke lade et skørt passere. Asger boltrede sig til højre og venstre, havde affærer med alle naboernes døtre, og sikkert også deres mødre. Jeg græd mig i søvn, men blev hængende. Elskede og holdt sammen på det hele.

Faktisk var mit liv lettere end hans. Den, der elsker, holder sig lykkeligt uvidende. Jeg behøvede aldrig at vikle mig ind i løgne og dårlige undskyldninger min kærlighed krævede ingen forklaringer. Asger var solen i mit liv, selv hvis han lugtede lidt besk af fortidens løjer.

Nogle gange overvejede jeg at smide håndklædet i ringen, forsvinde ud i regnen men om natten overmandede jeg altid mig selv: Hvor skulle jeg gå hen? Og Asger ville jo aldrig klare sig uden mig. Jeg var både hans kone, elsker og mor på én gang.

…Asger mistede sin mor som 14-årig. Hun døde stille og roligt en nat. Muligvis søgte Asger derfor hele livet efter den omsorg, han manglede og fandt den fleste steder ude omkring. Jeg tilgav ham alt. Men en dag røg vi uklar for alvor. Jeg smed Asger ud, og han røg hjem til sin moster.

Der gik en måned. Jeg havde endda glemt, hvad vi skændtes om. Men Asger vendte ikke tilbage. Til sidst måtte jeg sluge min stolthed og troppe op hos hans familie. Mosteren gloede:

Palline, hvad vil du dog med Sune? Han siger, I er blevet skilt. Nu har han skam fået sig en ny kæreste.

Takket været den nysgerrige tante fik jeg snuset mig frem til adressen og bankede på.

Goddag! Kan jeg tale med Asger, unge dame? Jeg forsøgte at være høflig.

Hun fnøs og smækkede døren i hovedet på mig. Nå, så gik jeg hjem igen.

…Asger kom tilbage efter et år. Og hans nyerhvervede kæreste havde nået at få datteren Lærke Asgers datter. Jeg har altid bebrejdet mig selv for dengang at have smidt Asger ud. Ellers var hun måske aldrig trådt ind i billedet. Jeg begyndte at forkæle Asger, nussede for ham, elskede ham til kanten af fornuften.

Vi talte aldrig om hans datter, Lærke. Det var som én af de hemmeligheder, hvor man ved, at nævner man det, styrter hele korthuset. Så vi holdt pænt mund. Helt ærligt: Det sker da, at mænd får børn på sidelinjen de der forslugne kvinder kunne jo også lade være at kaste sig over andres mænd!

Sådan gik årene. Asger blev roligere, mere føjelig. Damerne forsvandt. Asger hang mest derhjemme, kastede sig over Matador og håndbold. Vores Mads giftede sig tidligt og overgik alle forældreplaner med tre børnebørn. Og så banker fortiden på.

Efter mange år dukkede Lærke op. Nu bad hun om at vi skulle tage os af hendes datter.

Man må jo lige tænke sig om. Hvordan i alverden skulle vi fortælle Mads, at der nu skulle flytte en ukendt pige ind? Han anede jo ikke et hak om sin fars unge løjer.

Men ja, vi fik straks styr på papirerne og blev plejeforældre til femårige Alma. Lærke døde, kun 30 år gammel. Enhver grav gror til, men livet tuller videre.

Asger påtog sig ham og tog en rigtig mandesnak med Mads. Sønnen lyttede og sagde så:

Mor, far det gamle er for længst groet til mos. Jeg skal ikke dømme jer. Men selvfølgelig skal vi tage imod pigen hun er jo vores egen.

Asger og jeg åndede lettet op. Godt, vi har et søn, der har hjertet på rette sted.

Nu er Alma seksten år. Hun forguder farsfar Asger, hvisker hemmeligheder til ham; mig kalder hun bedstemor og praler af, at hun ligner mig i mine unge dage. Jeg nikker bare man kan jo ligeså godt være enig.