HJEMLØS Nina havde ingen steder at gå hen. Ingen steder overhovedet… “Jeg kan sove et par nætter på banegården. Men hvad så bagefter?” Pludselig slog det hende: “Sommerhuset! Hvordan kunne jeg glemme det? Selvom… Sommerhus er måske så meget sagt! Det er nærmere et halvfaldent skur. Men alligevel bedre end banegården,” tænkte hun. Nina satte sig ind i regionaltoget, lænede hovedet mod det kolde vindue og lukkede øjnene. Tunge minder fra den seneste tid skyllede ind over hende. To år tidligere havde hun mistet begge forældre og stod nu helt alene i verden uden støtte. Hun måtte droppe universitetet, fordi hun ikke havde råd til at betale, og tog i stedet arbejde på torvet. Efter alt det svære tilsmilede heldet hende, og snart fandt Nina kærligheden. Tim var en venlig og ordentlig mand. Efter to måneder holdt de et beskedent bryllup. Alt burde være godt… Men livet havde nye prøvelser i vente. Tim foreslog, at de solgte hendes forældres lejlighed i centrum for at starte deres egen lille forretning. Han fik alting til at lyde så lovende, at Nina ikke havde den mindste tvivl; hun var sikker på, at han gjorde det rigtige, og snart ville de slippe for økonomiske problemer. “Når vi er ovenpå, kan vi tænke på at få børn. Jeg vil så gerne være mor!” drømte Nina. Men forretningen blev ingen succes. Penge blev spildt, der kom skænderier, og forholdet gik hurtigt i stykker. Snart kom Tim hjem med en ny kvinde, og Nina blev bedt om at forlade hjemmet. Først tænkte hun på at kontakte politiet, men det gik hurtigt op for hende, at hun faktisk ikke havde noget at anklage manden for. Hun havde jo selv solgt lejligheden og givet ham pengene… *** Hun stod af toget og gik ensomt hen ad den øde perron. Det var tidligt forår, sommersæsonen var slet ikke startet endnu. I tre år havde grunden ligget brak og alt groet til. “Det skal nok gå. Jeg rydder op og får det pænt igen,” tænkte Nina, selvom hun godt vidste, at intet nogensinde ville blive som før. Nina fandt let nøglen under trappen, men døren var skæv og ville ikke åbne. Hun kæmpede, men måtte opgive og satte sig på trappen – grådkvalt. Pludselig så hun røg fra nabogrunden og hørte lyd. Glad for at nogen var der, løb Nina over. – Fru Ragnhild? Er du hjemme? – råbte hun. I haven så hun en ældre, uplejet mand, og hun stivnede forskrækket. Manden sad ved et lille bål og varmede vand i en muggen kop. – Hvem er du? Hvor er fru Ragnhild? – spurgte hun og trak sig tilbage. – Du skal ikke være bange. Og ring ikke til politiet. Jeg gør ikke noget forkert. Jeg bor ikke i huset, kun i haven… Hans stemme var rolig og dannet – en intellektuels stemme. – Er du hjemløs? – spurgte Nina. – Ja, det er rigtigt, – svarede han stille. – Bor du her? Du behøver ikke bekymre dig. Jeg skal nok lade dig være. – Hvad hedder du? – Michael. – Og efternavn? – Madsen, sagde han forundret. Nina betragtede forsigtigt Michael Madsen. Hans tøj var slidt men nogenlunde rent, og han så nogenlunde velsoigneret ud. – Jeg ved ikke, hvem jeg skal henvende mig til… – sukkede Nina. – Hvad er der galt? – spurgte han venligt. – Døren er skæv… Jeg kan ikke få den op. – Hvis jeg må, kan jeg prøve, – tilbød hjemløse Michael. – Jeg ville være dig meget taknemlig! – sagde hun fortvivlet. Mens manden rodede med døren, sad Nina på bænken og tænkte: “Hvem er jeg, at jeg skal kigge ned på ham eller dømme ham? Jeg er jo selv hjemløs – vi er faktisk i samme båd…” – Sådan, Nina, døren er åben! – sagde Michael Madsen med et smil. – Hov, vil du virkelig overnatte her? – Ja, hvor skulle jeg ellers tage hen? – svarede hun. – Har du varme i huset? – Der er en kamin, tror jeg… – sagde Nina, forvirret over at hun intet vidste om den slags. – Hm. Har du brænde? – spurgte han. – Det ved jeg ikke, – svarede hun. – Det går nok. Gå du ind, jeg finder på noget, – sagde Michael beslutsomt og forsvandt ud af haven. Nina begyndte at rydde op. Det var koldt, råt og trist. Hun forstod ikke, hvordan hun skulle klare sig. Men så kom Michael Madsen tilbage med brænde. Til hendes glæde hjalp han med at få gang i kaminen, og snart blev der lunt i huset. – Nu er her varme. Smid lidt brænde på i ny og næ, men sluk for natten – der holder varmen til i morgen, – forklarede Michael. – Hvor skal du hen? – spurgte Nina. – Bare rolig, jeg bliver på nabogrunden lidt endnu. Jeg har ikke lyst til at tage tilbage til byen… Jeg orker ikke gamle minder, – svarede han stille. – Michael Madsen, vent, skal vi ikke spise sammen og drikke lidt te? – spurgte Nina. Han sagde ikke nej. Hang jakken og satte sig tættere på varmen. – Undskyld, at jeg spørger, men du ligner slet ikke en hjemløs. Hvorfor bor du på gaden? Hvor er din familie? Michael fortalte, at han havde undervist på universitetet hele livet og været opslugt af videnskab. Så kom alderdommen. Han havde ingen tilbage. For et år siden begyndte hans niece at komme. Hun lovede at tage sig af ham, hvis han satte hende i sit testamente. Han var glad – og solgte lejligheden, så de kunne købe et dejligt hus med have udenfor byen. Hun var med i banken for at sætte pengene ind, men hun forlod aldrig banken… Manden ventede og ventede… Det viste sig, at hun for længst havde solgt lejligheden, og at han ingenting havde tilbage. – Siden da har jeg levet på gaden… Jeg forstår det stadig ikke – at jeg ikke har noget hjem længere… – Jeg troede, jeg var den eneste… Min historie ligner din… – sagde Nina og fortalte alt. – Det er hårdt, men du er ung. Du skal nok klare den. Alle problemer kan løses, – sagde Michael opmuntrende. – Men nu skal vi ikke snakke mere om triste ting! Kom, vi spiser, – sagde Nina med et smil. Hun så, hvordan han spiste med god appetit. Det gjorde ondt at se, hvor ensom han var. – Nina, jeg kan hjælpe dig med at komme tilbage på universitetet. Jeg har stadig gode venner der. Du kan få en studieplads, tror jeg. Jeg skriver et brev til rektoren. Min ven Konstantin vil hjælpe dig. – Tusind tak! Det ville være fantastisk! – glædede hun sig. – Tak for mad og for at lytte. Jeg må hellere gå nu, det bliver sent, – sagde Michael. – Du skal ikke ud på gaden. Her er tre værelser – tag det du vil. Jeg har faktisk brug for selskab. Jeg forstår mig ikke på det her kaminværk. Du forlader mig vel ikke? – Nej, det gør jeg ikke, – sagde Michael alvorligt. *** To år senere. Nina havde bestået sine eksamener flot, og glædede sig til sommerferie. Hun boede stadig i sommerhuset – eller rettere, i kollegiet, men tog ud til huset i weekender og ferier. – Hej! – hilste hun og omfavnede bedstefar Michael. – Nina! Kære barn! Hvorfor ringede du ikke? Så var jeg kommet dig i møde! Nå, hvordan gik det? – spurgte han glad. – Det gik rigtig godt! Næsten alt var 12-taller! – sagde hun stolt. – Jeg har købt lagkage, sæt te over, vi fejrer det! Sammen sad de og drak te og delte nyheder. – Jeg har plantet vindrueplanter og vil bygge en pavillon derovre, – fortalte Michael. – Sejt! Du bestemmer her, du er jo husets herre. Jeg kommer bare på besøg, – grinede Nina. Michael var forvandlet. Han var ikke længere alene. Han havde et hjem, en barnebarn, Nina. Også hun havde fundet en familie i ham. Hun var taknemmelig for, at livet havde givet hende en bedstefar, der støttede hende i svære tider.

HJEMLØS

Line havde ingen steder at tage hen. Absolut ingen Et par nætter kan jeg vel sove på banegården. Men hvad så bagefter? Pludselig slog en ide hende: Kolonihaven! Hvordan kunne jeg glemme den? Selvom Kolonihavehus er måske så meget sagt. Det er jo nærmest en faldefærdig hytte. Men det er stadig bedre end banegården, tænkte Line.

Hun satte sig ind i S-toget, lænede sig mod det kolde vindue og lukkede øjnene. Minderne fra de seneste, barske begivenheder kom væltende. For to år siden havde hun mistet sine forældre og stod nu helt alene, uden nogen støtte. Hun havde ikke råd til at betale for sit studie og måtte droppe ud af universitetet og begynde at arbejde på et marked.

Efter alt det, hun havde været igennem, smilede heldet endelig til Line. Kort efter mødte hun sin store kærlighed. Thomas var en venlig og ordentlig mand. Efter to måneder blev de gift ved et lille, beskedent bryllup.

Man skulle tro nu, at lykken ville vende Men livet havde endnu en prøvelse klar til Line. Thomas foreslog, at de skulle sælge Lines forældres lejlighed i centrum af København og starte egen virksomhed.

Thomas beskrev alt så overbevisende, at Line ikke var et sekund i tvivl; hun stolede fuldt ud på, at han gjorde det rigtige, og troede, at deres økonomiske problemer snart ville være fortid. Når vi står godt fast på benene, kan vi også tænke på et barn. Jeg vil så gerne være mor snarest! drømte Line naivt.

Men Thomas forretningsplan slog fejl. De skændtes hele tiden om de penge, der var spildt væk, og hurtigt brød forholdet sammen. En dag kom Thomas hjem med en ny kvinde og pegede Line mod døren.

Først overvejede Line at gå til politiet, men indså, at der ikke var noget at anklage ham for. Hun havde selv solgt lejligheden og givet pengene til Thomas…

***

Line trådte ud på perronen ved den lille stationsby og gik alene afsted ned ad den øde bane. Det var tidligt forår, kolonihave-sæsonen var endnu ikke begyndt. Parcelgrunden var groet helt til og så trist ud. Det skal jeg nok få styr på, tænkte hun, selvom hun godt vidste, det aldrig ville blive helt som før.

Hun fandt let nøglen under trappetrinet, men den gamle dør hang og ville ikke op. Line kæmpede for at bryde den op, men det var ikke til at få den op alene. Tilsidst satte hun sig opgivende ved trinet og begyndte at græde.

Pludselig så hun røg stige op fra naboens grund og hørte puslen. Glad for at nogen var der, styrtede hun derover.

Moster Ragnhild? Er du hjemme? råbte hun.

I gården stod en ældre, skægget mand, og Line stivnede af overraskelse og angst. Manden havde tændt et lille bål, hvor han varmede vand i en beskidt kop.

Hvem er du? Hvor er moster Ragnhild? spurgte hun og trak sig lidt tilbage.

Vær ikke bange. Og vær sød ikke at ringe til politiet. Jeg gør ikke noget forkert. Jeg går ikke ind i huset, jeg bor bare her ude på grunden…

Manden talte med et roligt og dannet tonefald, nærmest som om han var akademiker.

Er du hjemløs? udbrød Line uden at tænke sig om.

Ja Det må jeg jo indrømme, sagde manden lavmælt og slog blikket ned. Bor du her ved siden af? Du skal ikke være bange jeg forstyrrer dig ikke.

Hvad hedder du?

Jeg hedder Jens.

Og til efternavn? spurgte hun.

Efternavn? han smilede skævt Møller.

Line så undersøgende på Jens Møller. Hans tøj var slidt, men forholdsvist rent. Og han selv virkede renlig og velsoigneret efter omstændighederne.

Jeg ved ikke, hvem jeg ellers kan bede om hjælp sukkede Line dybt.

Hvad er der sket? spurgte han venligt.

Døren er gået helt ned. Jeg kan ikke lukke mig ind.

Hvis du vil, kan jeg prøve at kigge på det? tilbød den hjemløse.

Det ville betyde meget! sagde hun nærmest bedende.

Mens den gamle kæmpede med døren, sad Line på bænken og tænkte på ham: Hvem er jeg til at se ned på ham? Jeg er jo også hjemløs nu. Vi er i samme båd…

Så, Line, nu skulle døren være klar! Jens Møller smilede og vippede døren op. Men Har du virkelig tænkt dig at blive her og overnatte?

Det regner jeg da med hvor ellers skulle jeg tage hen? svarede Line.

Er der varme i huset?

Der er vel en brændeovn… hun blev helt forlegen, for hun anede intet om sådan noget.

Godt og har du brænde? spurgte han.

Ved det faktisk ikke indrømmede hun skamfuldt.

Nå, jeg finder på noget, bare gå ind. Jeg kommer straks, sagde manden beslutsomt og gik.

Line gik i gang med at gøre lidt rent indendørs. Det var isnende koldt og klamt, og hun blev bekymret for, om hun overhovedet kunne klare at bo der. Kort efter kom Jens Møller tilbage med brænde. Overraskende nok blev hun glad for, at der var ét venligt menneske omkring sig.

Han rensede brændeovnen lidt og fik hurtigt ild i den. Efter en times tid bredte varmen sig i huset.

Sådan! Nu holder du bare gang i ilden, så skal det nok blive varmt til natten, forklarede han.

Bliver du hos naboen? spurgte Line.

Ja, jeg bliver lidt på deres grund Jeg har ikke lyst til at tage tilbage til byen. Kan ikke rigtig holde minderne ud.

Jens, vent. Lad os spise aftensmad, drikke en kop god, varm te, og så kan du tage afsted bagefter, sagde hun bestemt.

Han slog sig ned og tog jakken af.

Undskyld, at jeg spørger men du virker ikke som en typisk hjemløs. Hvorfor bor du på gaden? Har du slet ingen familie eller hjem?

Jens Møller fortalte, at han hele sit liv havde undervist på universitetet. Han var dedikeret til sit arbejde og interesserede sig for forskning. Men pludselig en dag gik det op for ham, at han var blevet gammel og helt alene.

For ca. et år siden begyndte hans niece at komme forbi. Hun antydede, at hvis han lod hende arve lejligheden, ville hun tage sig af ham. Han blev glad og sagde ja.

Nichten, Mette, foreslog senere at sælge lejligheden i den triste bydel og få et flot hus i forstæderne med stor have og lysthus. Hun havde allerede fundet et billigt tilbud.

Han havde altid drømt om luft og ro og sagde ja uden forbehold. Efter salget foreslog Mette, at de satte pengene i banken, så han ikke gik rundt med så mange penge på sig.

Onkel Jens, sæt dig her på bænken, mens jeg klarer det praktiske. Jeg tager posen med, så ingen tror vi går rundt med så mange penge, sagde hun udenfor banken.

Hun gik ind og kom aldrig ud igen. Han ventede i timevis, men hun var væk. Da han omsider gik ind, var der tomt og der var en bagudgang fra banken.

Han kunne ikke tro, at nogen i familien kunne snyde ham så groft. Næste dag opsøgte han hendes adresse, men en fremmed kvinde åbnede og sagde, at Mette var flyttet for længe siden hendes lejlighed var solgt for to år siden

Så ja En sørgelig historie, sukkede Jens. Siden da bor jeg på gaden. Kan stadig ikke forstå, jeg ikke har noget hjem længere

Du er ikke alene, Jens. Jeg har været igennem næsten det samme , sagde Line og delte sin egen historie.

Det hele er frygteligt. Men jeg har dog haft et langt liv Du gik ud af universitetet og tabte alt Men unge mennesker som dig kan komme op igen. Det hele skal nok gå, forsøgte han at opmuntre hende.

Skal vi ikke lade triste tanker ligge? Kom, vi spiser! smilede Line.

Line lagde mærke til, hvor sultent han spiste de simple makaroni med pølser, og blev fyldt af medfølelse for den ensomme gamle mand.

Hvor rædselsfuldt at være helt alene, uden tag over hovedet, og føle sig uønsket, tænkte hun.

Line, jeg kan måske hjælpe dig med at komme tilbage på universitetet. Jeg kender stadig nogle gode folk derinde måske kan du få en gratis studieplads, sagde Jens pludseligt. Men jeg kan jo ikke selv møde op sådan her. Jeg skriver til rektoren min gamle ven, Konrad du møder ham, han vil hjælpe.

Det ville være fantastisk, tusind tak! blev Line glad.

Tak for maden, og fordi du gad lytte. Jeg smutter nu, det er sent, sagde han, da han rejste sig.

Vent lidt Du skal ikke sove ude. Jeg har tre værelser du kan tage det, du vil have. Ærligt talt er jeg også nervøs for at være alene. Jeg fatter intet af den ovn du vil vel ikke efterlade mig?

Nej, det lover jeg, sagde Jens seriøst.

***

To år er gået… Line har gennemført endnu en eksamen, og glæder sig til sommerferie. Hun bor på kollegium nu, men kommer stadig ofte i kolonihavehuset.

Hej! råber hun glad og giver bedstefar Jens et stort kram.

Line, min pige! Hvorfor ringede du ikke, så jeg kunne hente dig på stationen? Nå, hvordan gik det? Blev du færdig? spørger han spændt.

Ja, næsten alt fik jeg 12 for! griner hun. Jeg har endda købt lagkage med sæt vand over, vi skal fejre det!

Line og Jens spiste sammen og fik sig en god snak.

Jeg har plantet vin oppe ved hækken og vil bygge en pavillon der. Det bliver hyggeligt, fortalte Jens.

Fantastisk! Du har jo magten her gør som du vil, jeg kommer og går jo bare, lo Line.

Jens havde forandret sig totalt. Nu var han ikke længere ensom. Han havde et hjem, et barnebarn, Line. Og Line var kommet videre med sit liv. Jens var blevet som en rigtig bedstefar for hende hun var dybt taknemmelig for den støtte, han gav, da hun havde allermest brug for det.