26. september
Det føles stadig helt uvirkeligt, næsten som en drøm, at alt dette startede med en herreløs kat. En ganske almindelig, mager tabby, der dukkede op gennem det åbne vindue på Rigshospitalets værelse 312 og forandrede alting i løbet af få døgn. For bare et par måneder siden ville jeg have rystet på hovedet af enhver, der fortalte mig denne historie. Nu skriver jeg den selv for ikke at glemme, for at prøve at forstå.
Min far, Henrik Mortensen, havde ligget ubevægelig siden sit store slagtilfælde for tre måneder siden. Lægerne kaldte det dybt vegetativt, næsten ingen chance for at vågne. Hele familien var begyndt at skændes om virksomheden, aktierne, pengene, alt det, min far havde brugt et halvt århundrede på at opbygge. Selvom jeg har båret nag til ham ja, jeg indrømmer det gjorde det sindssygt ondt at tale om vores far, mens han stadig var i live, men bevidstløs.
Men så kom katten. Jeg kommer aldrig til at glemme det syn: den lille, brunstribede kat, tynd og med pletter af hvidt i den pjuskede pels, da jeg første gang så den inde på min fars seng, mens sygeplejersken skreg og tabte sine piller ud over gulvet. Katten veg ikke en tomme. Den strøg min fars kind, spandt sagte, som om det var den selvfølgeligste ting i verden at trøste en gammel mand, der ikke kunne høre eller se hende.
Sygeplejersken prøvede at hive katten væk, men katten klamrede sig blot endnu mere til dynen. Det var da overlæge Lars Christiansen trådte ind på stuen og standsede op. Han er kun 33, men folk siger allerede, han er en af Danmarks dygtigste neurologer. Vent, sagde han. Se på Henriks kind. Og jeg så det en enkelt skinnende tåre, der langsomt løb fra min fars lukkede øje. Lægen gentog: Det er umuligt. Ingen i vegetativ tilstand græder over følelser. Men det var der, tårerne. Jeg ringede til min søster, Astrid, og resten af familien.
Katten blev. Den blev natten over, og da jeg selv næste morgen sneg mig tilbage på stuen, lå den igen indlejret ved fars skulder, spindende og med øjne, der ligefrem virkede ja, menneskelige, om man tør sige det. Jeg spurgte sygeplejersken, hvor længe den havde været der, og hun sagde: Den har ikke forladt hans side. Hver gang vi forsøger at smide den ud, stritter den bare imod.
Der var noget ved den kat. En duft af minder jeg ikke kunne placere. Først senere, da jeg opsøgte fars trofaste sekretær, Grethe Madsen, i caféen nede på Søerne, gik det op for mig. Jeg beskrev katten, og Grethe smilede sørgmodigt gennem anekdoter og sukkerfri sort kaffe. Henrik fodrede den kat hver eneste morgen på P-pladsen ved firmaet. Han satte sig altid og talte lavmælt til den om ting, han ikke kunne sige til nogen. Sorgen, savnet, frygten. Han brugte katten som sin fortrolige, for en kat dømmer ikke. Jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg pludselig opdagede, hvor lidt jeg kendte min egen far.
Jeg fik mere at tænke over, end jeg havde regnet med og var slet ikke forberedt på familiens uenigheder. Min onkel, Jan, der hurtigt var blevet midlertidig direktør, ville fjerne katten. Det er usundt, sagde han. Men lægerne havde set små forbedringer i sundhedstal, efter katten kom. Da Jan troppede op og råbte af mig for ikke at have forsvaret vores families ry ja, jeg indrømmer, jeg svarede arrigt. Katten blev! Nu var det ikke kun for min fars skyld, men også for min egen.
De næste dage gik i et mærkeligt limbo. Katten jeg begyndte selv at kalde den Makker dukkede op hver morgen ad samme vej. Personalet lod den have mad og vand i hjørnet, og jeg begyndte at tilbringe mere tid i hospitalsstuen end hjemme. Jeg talte med gamle kolleger af far den tidligere pedel Olaf fortalte, at far i smug havde hjulpet med at betale hans børns studier. Bogholderen, Lene, afslørede, at der eksisterede en hemmelig konto til medarbejdere med økonomisk nød. Alle kendte kun små facetter af ham jeg først nu stykker billedet sammen af en mand, der både var hård og godhjertet.
Så ramte stormen København, som kun september-storme kan. Lynene sprøjtede, vinden peb under murværket. Katten blev først nervøs, så panisk. Inden jeg kunne nå at lukke vinduet, smuttede den væk, ud i den øsende regn. Resten af natten gik jeg rundt i min lille lejlighed på Vesterbro sov ikke et sekund. Næste dag sneg jeg mig ud og søgte efter katten i gaderne. Jeg må have lignet en tosse med mit håbløse råb og min paraply. Lige før jeg opgav, hørte jeg et svagt mjav. Et par huse fra hospitalet lå Makker, forslået og gennemblødt, i favnen på en ældre kvinde.
Kan du hjælpe? spurgte hun. Så hulkede jeg nærmest, da jeg opdagede, hvem hun var det var Bente, vores gamle husholderske, som jeg ikke havde set, siden jeg var barn. Hun havde fundet Makker på gaden. Vi fik lynhurtigt fragtet katten til dyrlægen. Benet var brækket, sagde han, men Makker ville klare den med operation og ro. Jeg brugte næsten alle mine opsparede kroner omkring 6000 kr. men det var det hele værd.
Vi fik heldigvis overtalt dyrlægen til, at Makker måtte hjem før tid, for jeg kunne mærke, tiden var knap. Da hun igen kom ind på fars hospitalsseng, halvt haltende, var det som om noget vendte tilbage. Allerede samme dag rykkede far svagt på sin hånd. I de følgende døgn kom flere små tegn. Lægerne kaldte det uforklarligt. Den gamle overlæge så ligefrem forundret ud: Det er, som om katten på en eller anden måde tænder noget i ham.
Under samtalerne med familien blev det også klart, at min onkel Jan havde rod i økonomien. Jeg gik til fars advokat, Albert Pedersen, en af de sidste rigtige gentlemen-advokater i København, og vi fandt beviser for, at Jan havde overført store beløb ulovligt. Jeg besluttede at vente med at konfrontere ham, til jeg havde fået far rigtigt tilbage. For det skete: Med katten tæt ved siden rabte han første ord Makker og begyndte snart langsomt at fortælle historier, jeg aldrig havde hørt før. Om fattigdom i provinsen, om støtte fra en godhjertet gammel erhvervsmand her i København, han en gang havde mødt, og om hvordan livet slog hårdt, hvis man glemte at værdsætte de små øjeblikke.
Da han fik styrken igen, mødte vi sammen hele familien og gennemgik beviserne. Jan indrømmede sin skyld og blev venligt, men bestemt, bedt om at trække sig. Og for første gang i mit voksne liv så jeg min far ikke kun som en formidabel iværksætter, men som et helt menneske sårbart, kompliceret, men også i stand til at tilgive.
Far holdt fast i sine planer. Han gav halvdelen af sin formue mere end 100 millioner kroner til sociale fonde: skoler på Nørrebro, et børnehus, støtte til dyreassisteret terapi. Rigshospitalet fik i faderens navn et særligt center til terapi med dyr, hvor Makker nu var daglig stamgæst. At se syge børn smile, fordi de får lov at kæle med en kat ja, så forstår man, hvor lidt penge i sig selv betyder.
Makker blev en legende. Han blev omtalt i aviserne, kom med i TV2s morgenflade og blev den katten, der med sin blotte tilstedeværelse påstod det, vi alle let glemmer: kærlighed helbreder. Da Makker til sidst lagde sig til at sove ind ved fars side, som den dag på hospitalet plantede vi et blommetræ i haven over graven. Far græd varme tårer, men ikke af sorg. Han bragte mig tilbage til livet, sagde han.
Alt dette sidder jeg og skriver nu i min dagbog, mens regnen trommer på ruden. Jeg ved, at kærlighed ikke kan forklares videnskabeligt. Heller ikke hvordan en kat kan forvandle et menneske. Men jeg ved, at min far blev et nyt menneske, og at vi lærte at finde hinanden igen alt sammen takket være en kat. Og på en eller anden mærkelig måde er jeg sikker på, at historien en dag gentager sig. For kærlighed ja, den stopper aldrig.
