**Dagbogsnotat:**
Det var en fejl at fortælle vores venner om lejligheden. Vi anede ikke, at nogen af dem ville foreslå at flytte ind.
Efter vores bryllup gik det godt mellem mig og Malene. Vi giftede os med tanken om at bo hos hendes forældre i Århus. Min mor og far flyttede til Skagen på det tidspunkt, og deres lejlighed blev solgt. Pengene blev delt mellem mig og min søster. Med det beløb og det, min svigerfar hjalp os med, købte vi en stor etværelseslejlighed i København, som vi delte op med en væg, så der blev to rum. Tanken var, at det ene skulle være til et barn, men det skete bare aldrig.
Først ville vi ikke, så kom karriererne i vejen, og til sidst gik det bare ikke. Malene nægtede at gå til lægen, og jeg var heller ikke særlig ivrig. Vi var lykkelige sammen og tænkte ikke så meget på, hvem der skulle give os et glas vand, når vi blev gamle. Vores venner, der allerede havde børn, var konstant i gæld og så ikke særligt lykkelige ud. Så vi besluttede, at måske var det bedre uden den slags lykke.
Da vi begge var 33, investerede vi i en nybygget lejlighed i Roskilde. Beløbet var ikke voldsomt, så vi tog chancen, selvom mange rådede os fra det. Da vi var 37, var lejligheden klar til indflytning. Vi lavede kun mindre ændringer for at gøre den perfekt. Malene kaldte det en forsikring hvis vi fik børn, eller hvis ikke, kunne vi efterlade det til vores nevøer og niecer.
Lige nu prøver vi at leje den ud uden mægler. For at sprede budskabet nævnte vi det for vennerne, bare for at høre, hvor vi ellers kunne skrive annoncen. Men så kom det ubehagelige spørgsmål: Kunne de måske flytte ind? De har boet i dårlige lejeboliger i årevis, og nu er der denne nye bygning med pæn renovering og måske kunne de endda få en “vennerabat”.
“Der er kun ét værelse, I er for mange,” prøvede Malene at sige.
“Hvad så? Vi bor i en etværelses nu. På jeres billeder ser det større ud.”
“Men den er ny, og I har børn og en kat…”
“Tror I, vi er nogle svin? Vi ødelægger ikke noget!”
Vi sagde, vi skulle lige tænke over det, selvom jeg allerede havde bestemt mig. Jeg har været hos dem der er rod overalt. Til sidst overlod Malene det til mig at ringe og sige nej med en dårlig undskyldning.
Svaret kom prompte:
“I har en ekstra lejlighed, og en dag arver I jeres forældres boliger, og alligevel er I så grådige! I ender med at sidde alene med jeres penge og ejendomme, uden børn, uden venner, uden glæde!”
Er det virkelig et fair svar? Vi skylder dem ikke noget. Det er ikke vores problem, at de har fået børn uden at have råd eller støtte fra familie. Hvorfor kan vi ikke bare leje ud til en fremmed til markedspris i stedet for at gøre en tjeneste for venner?
