I drømmen vågnede Regitse Møller præcis klokken tre om natten, da den gamle Nokia vibrerede insisterende på det lille, hvide natbord. Det var som om lyden kom langvejs fra, dæmpet af uldne lag i mørket, men alligevel ordknusende virkelig. Hun gned sig i øjnene, og kunne pludselig ikke huske, hvor hun var kun følelsen af at havet slog mod hendes kind.
Hun så på displayet, og blodet begyndte at rulle med havets strøm. Sønnen ringede.
Hallo? August, hvad sker der? hendes stemme tilhørte både hende selv og vinden udenfor. Hvorfor ringer du så sent?
Undskyld mor… jeg… jeg var på vej hjem fra arbejdet… Augusts stemme løb ud i telefonen som regn over tagsten, men så… jeg ved ikke, hvad jeg skal gør…
Hvad så, dreng? Sig det dog! Vil du gøre mig hjertesyg af venten?
Altså… den ligger her midt på vejen. Kan du ikke sige, hvad jeg skal? Jeg har aldrig prøvet sådan noget før. Bliver lidt rundtosset.
Et par sekunder var der kun stilheden mellem dem.
Forstår ingenting… Vil du sige, du har kørt nogen ned? Er der en der er død? Regitse følte, at natten blev tungere i væggene.
Nej, altså, det tror jeg ikke… Og det var ikke mig, der kørte på den. Det var nok nogen anden. Men det er heller ikke et menneske.
Ikke et menneske? Hvem da?
En hund… en schæfer tror jeg. Den trækker stadig vejret, men det er anstrengt. Hvad skal jeg gøre, mor? Der er jo ikke nogen døgnåben dyrlæge her i Vejle. Du ved mere om dyr end mig.
August så på hunden i bilens skarpe lyskegle. Maven hævede sig træt op og ned, øjnene tågede med en tragisk erkendelse, som om natten selv skulle lukke sig om dyret.
“Hovedsagen er, at den trækker vejret…” tænkte han, og trykkede mobilen tættere mod øret.
*****
Tre dage tidligere:
Mor, er du nu ude med det igen? Har du da ikke andet at give dig til? Hvorfor skal du altid fodre de katte? August udstødte en opgivende latter, mens han trådte ind i opgangen ved Bagsværdvej og så sin mor skænke foder til en halv snes katte, som havde gjort baggården til deres salon.
Regitse vinkede til ham med kattemad på fingrene. Hej, skat, havde du sagt, du kom, havde jeg lavet noget lækkert til dig.
Det ser ud til, du allerede har brugt hyldebyens bedste stjernekok-evner på de firbenede, smålo han.
Hvorfor spildte hans mor sine sparede kroner, tid og energi på halvvilde katte? Derhjemme ventede fire spættede og brogede katte, som hun havde taget til sig de sidste elleve måneder. Det burde vel være nok, tænkte August, men Regitse kunne ikke lade være.
Hun gav dem kærlighed, og hun kunne ikke lade hunde eller duer i stikken heller; selv gråspurvene omkring skralderummet kendte hendes lommer.
Folk i opgangen kaldte hende “Lillemor fra Vejle” bag hendes ryg, mens de lavede skæve tegn og smil til August, når de passerede. Lad dem dog, sagde Regitse blødt, hvis jeg kan gøre verden en smule venligere, så gør jeg det.
Hun betragtede kattene, Se nu, de har ikke meget glæde herude. Så de fortjener bare en lille bitte smule kærlighed. Kan du huske hvad mormor altid sagde?
Men mor, du har da fire katte nu, er det ikke nok? spurgte August.
Det handler ikke om nok eller for meget, dreng. Hvis jeg havde plads og penge nok, tog jeg dem alle ind. Men min lejlighed ligner nærmest en vasketøjskurv, du kender pensionen. Jeg hjælper dem, jeg kan. Resten fodrer jeg. De kalder mig tosset, men folk har brug for andet end at dømme hinanden.
August prøvede at forstå hende, men syntes stadig det virkede overdrevet. Hvis hun dog i det mindste hjalp hjemløse mennesker i stedet…
Men tre dage efter omtalte samtale skulle noget særligt ændre hans forestillinger.
Han kom sent hjem natbyen summede af sære, blå lys. Han nød friheden, trykkede speederen mere i bund end han plejede. Måske ledte han efter noget.
Men med ét måtte han hårdt bremse en skygge lå foran bilen.
Han blev siddende længe i stilhed, dækket af mørket, og noget i ham begyndte at falde på plads samtidig med at panikken bredte sig. Han løb ud til hunden, så straks at nogen havde ramt den; måske en fartglad bilist, måske én, der ikke engang havde bremset.
Hjertet hamrede hvad kunne han stille op? Han havde aldrig haft noget med hunde at gøre.
Derfor ringede han til sin mor. Der var jo ingen andre at ringe til.
*****
Hallo? August, hvad er der sket? Regitse lød træt og bange.
Undskyld mor… jeg kørte hjem, og… ordene faldt som regndråber mod rude, og nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal.
Kom nu, dreng. Sig det!
Den ligger bare dér på asfalten… kan du ikke sige hvad jeg skal gøre? Jeg ved ingenting om sådan noget…
Igen stilhed.
Har du kørt et menneske over?! Er nogen død? hendes stemme blev skarp, hænderne begyndte at ryste.
Nej, mor, det var ikke et menneske… og det var ikke mig, der ramte. Det er en hund, sikkert hjemløs.
En hund?
Schæfer, tror jeg. Den trækker vejret, men… Mor, hvad i alverden gør jeg? Der er ikke natåbent hos dyrlægen, så… Ja, du er meget bedre til dyr end jeg er.
August så på skabningen i vejkanten. I lyset fra bilen pustede den tungt, øjnene grå og matte som Gamle Scene i snevejr.
“Hvis den bare trækker vejret, er alt ikke tabt”, tænkte han.
Hvad skal jeg gøre, mor? Kender du nogen dyrlæge?
Nej, desværre. Og du når næppe til Odense i tide. Tag hunden med hjem til mig.
Til dig? Du mener det?
Ja, selvfølgelig. Du er ikke bange for, hvad naboerne siger nu igen?
Nej, men… du har jo fire katte. De tror sikkert, du er gået fra forstanden nu.
Kattene er katte, ikke krokodiller. Kom nu bare! Læg forsigtigt hunden i bilen, så skal jeg gøre klar her. Vi må jo hjælpe som vi kan.
*****
En halv time senere gik August op ad trapperne til fjerde sal, med hunden i armene han ødelagde både bil og skjorte, men det rørte ham ikke længere. Kun ét betød noget: den skulle leve. Som om det var et menneske.
Læg den dér, sagde Regitse og pegede på sofaen dækket af slidte lagner.
Hun havde aldrig været dyrlæge, men havde set sit på Vejle Dyreklinik og lært lidt om førstehjælp. August søgte råd på mobilen: “skadet hund, hvad gør jeg?”
Det lykkedes dem at standse blødningen med håndklæder og tape. Hunden fik det lidt bedre.
Selv kattene hjalp. Først sad de skræmte, men da de så, at hunden skulle hjælpes, lagde de sig tæt omkring dens mave, spandt ordløst under dens snude. Hunden faldt ikke om af smerte, men gled ind i en drøm, båret på katte-lyd og skæve vagtens tanker.
Mor, tror du den klarer sig? spurgte August lavmælt.
Det tror jeg. Skaderne er til at komme sig over, sagde hun træt, men hjertelig. Og hvis denne forhutlede hund har vækket din medfølelse, var det nok meningen, I skulle mødes.
Mor… jeg kunne ikke efterlade den der på vejen… August så lidt skamfuldt væk.
Præcis, min dreng. For tre dage siden forstod du mig ikke. Nu sidder du her, uden søvn eller mad, og passer en hund. Jeg gætter på, du ikke sætter den ud på gaden igen?
Nej… nok ikke, indrømmede han stille. Det føltes mærkeligt, men også varmt. Menneskeligt.
*****
Tidligt næste morgen bar August hunden til Vejle Dyrekliniknet. Han var første i køen, og folk, der allerede stod der, trak sig til side, uden at han behøvede at sige noget. Alles blikke sagde, de forstod.
Og netop da mærkede August der er intet forkert i at elske og tage sig af dyr. Mennesker, der gør det, bliver selv bedre, venligere, mere menneskelige. Hunden fik navnet Viggo. Lægerne fik sat ham på benene, og nu besøger August sin mor hver weekend; de går ture alle sammen eller rettere sagt, i flok: fire katte, mor, søn og Viggo.
Folk på vejen løfter huerne for denne mærkelige gruppe, ryster på hovedet men August bekymrer sig ikke mere.
Tak til Viggo, der pludselig dukkede op. Og til Regitse, der viste vejen. Og til folkene ved klinikken, der rykkede sig for et liv i armene.
For måske blev verden lidt venligere lige den morgen.
Og hvad end folk siger, så vil August og hans mor altid hjælpe, hvor de kan om det så er kat, hund eller menneske. For det er sådan, vi holder drømmen om godhed i live.
Sådan slutter drømmen.
