Det er din mor så det er dit ansvar! sagde han, men hun havde allerede fået nok.
Signe knappede sin søns jakke sammen, mens hun bed tænderne sammen for at holde den stigende irritation i skak. Foran hende ventede endnu et tvunget besøg hos sin svigermor en kvinde, hun aldrig rigtig havde kunnet enes med. Fra starten havde deres forhold været anspændt.
Helle Nielsen havde for længst besluttet, at Signe ikke var den rigtige kone for sin søn. Uanset hvad Signe gjorde, var der altid en kritik, en anklage eller et eller andet at bebrejde.
Signe, hvad nu igen? sukkede Mads og så hendes irriteret ansigt. Du har ikke lyst til at tage derhen, vel?
Signe fnøs og rystede på hovedet.
Spørger du mig seriøst det? Virkelig, Mads?! Du ved udmærket godt, hvorfor jeg ikke gider!
Hendes øjne luede af vrede.
Hun skal igen belære mig, hakke på mig, finde problemer, hvor der ingen er! Hun skal igen fortælle mig, at jeg opdrager vores barn forkert! Og hun er totalt ligeglad med, at jeg arbejder, at jeg står for hele hjemmet, laver mad, gør rent og betaler alle regninger! Det er mig, der forsørger denne familie, Mads!
Men du sidder jo bare derhjemme hele dagen sagde Mads og trak på skuldrene.
Signe kneb øjnene sammen.
Virkelig? Tror du, jeg bare glor på væggen? Eller at pengene bare falder ned på kontoen af sig selv?!
Jeg arbejder også, mumlede han, følte sig stødt. Det er ikke min skyld, at jeg tjener mindre.
Men sandheden var, at Signe som grafisk designer tjente tre gange mere end ham. Det var hende, der bar den økonomiske byrde.
Kunne du ikke tage derhen alene? spurgte hun håbefuldt.
Signe, det er Mors dag! Du kan ikke bare ignorere hende!
Hun bed sig i læben og færdiggjorde at klæde sønnen på. To timer senere ankom de til Helles hus.
I stuen ventede, som sædvanligt, Liva Mads kusine. Signe havde længe bemærket, at Helle behandlede hende som en prinsesse, mens hun næsten ikke lagde mærke til sit eget barnebarn. Men det var ikke så underligt Livas forældre var omkommet i en bilulykke for fem år siden, og Helle havde taget hende under sine vinger.
Omkring dem sad Helles søstre og nippede til kaffe med høje latterudbrud.
Og så kom ordene, der ændrede alt.
Jeg har truffet en beslutning, meddelte Helle. Jeg giver min lejlighed til Liva. Mads, du har jo allerede dit eget hus.
Mads nikkede bare, uden at reagere.
Få dage senere var alle papirer underskrevet. Lejligheden tilhørte officielt Liva på betingelse af, at hun først flyttede ind efter Helles død.
Men skæbnen havde andre planer.
Et slagtilfælde ramte Helle og efterlod hende helt hjælpeløs.
Vi bliver nødt til at flytte ind hos hende, sagde Mads. Hun kan ikke klare sig selv.
Signe mærkede, hvordan det snoede sig i maven. Hun vidste allerede, hvad det betød.
Det ville være hende, der skulle give hende mad, skifte bleer, bade hende alt imens hun arbejdede og opdragede deres barn.
Men hun sagde ingenting.
Ugerne gik, og Signe fik ikke et sekunds pause.
Til sidst, en aften, knækkede hun.
Mads, din mors lejlighed tilhører Liva. Måske burde hun tage sig af hende?
Liva studerer, Signe. Og hun har en kæreste. Hun kan da ikke bare flytte ham ind her!
Signe lo tørt, bittert, vantro.
Mads, jeg kan ikke mere!
Han foldede armene.
Nå, så du har fået nok?
Hænderne rystede på hende.
Jeg kvæles i alt det her! Dig, din mor, vores barn, mit arbejde DET ER FOR MEGET!
Men du arbejder jo hjemmefra svarede han med en hånlig smil.
Hendes blik blev iskoldt.
Og hvad så? Tror du, det ikke er rigtigt arbejde?!
Hjertet hamrede i hendes bryst.
Ved du hvad? Nu er det DIG, der skal passe din mor!
Hun er min mor, men din svigermor! Det er din pligt! Skal jeg vaske hende?!
Stilhed.
Og så sagde Signe roligt, men iskoldt:
Jeg skylder dig ingenting.
Mads fnøs.
Så ansæt en hjælper!
Åh, virkelig? Så betaler du for det?
Hvorfor skulle jeg betale?!
Så bliver der ingen hjælper.
Hun foldede armene.
Du kan betale fra din mors pension. Eller fra din løn?
Mads ansigt fortrak sig i vrede.
Hvad skal jeg så med en kone?!
Og det var dér øjeblikket.
Noget i Signe knækkede for godt.
Alt blev klart for hende.
Mads havde bare brugt hende alle disse år.
Og Liva? Hun havde ikke besøgt sin bedstemor én eneste gang.
Den nat sov Signe ikke et sekund.
Om morgenen vidste hun, hvad hun måtte gøre.
Da Mads var taget på arbejde, pakkede hun kufferterne, tog sønnen med og gik.
Hun efterlod en besked og blokerede hans nummer:
Jeg bærer ikke den byrde alene længere.
Om aftenen dukkede Mads op, rasende.
Du kommer tilbage, eller jeg tager skilsmisse!
Signe smilede let.
Så indgiv papirerne. Det var min plan alligevel.
For første gang stod Mads målløs.
Men hun ventede ikke på hans undskyldninger. Beslutningen var allerede taget.
En måned senere var de skilt.
Mads indrømmede aldrig sin fejl.
Og Signe?
Hun fortrydte ikke et sekund.
Seks måneder senere
Signe hørte nyheden.
Helle var død.
Og Liva?
Uden skyggen af samvittighed smed hun Mads ud på gaden.
Og først dér forstod han det.
Han havde mistet alt.
